Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
382Visninger
AA

8. Hermesis & Himmeheldet

Elmos far - Kong Aston - havde spurgt en masse ind til hende, efter han endelig var blevet færdig med at omfavne sin søn. 
Aston havde blandt andet spurgt om, hvorfor hun var kommet, og hvem hun var. 

Til det første spørgsmål måtte hun igang med den helt store forklaring omkring, var der var sket. Men til det sidste, kunne hun snildt svare: 
  "16 årige Elina Colt, der døde under branden i Havstad," - så havde hun rullet med øjnene og sagt: "Og du?" - også selvom hun godt vidste, at han var Kong Aston. 

Aston havde derefter forklaret, at han var Elmos far. Han hed Aston - som Elina selvfølgelig vidste i forvejen. 
Så havde han fortalt om, hvor meget de havde savnet Elmo, og at han var så stolt af ham. Han var også taknemlig, taknemlig for, at Elina gad at hjælpe dem. 

Da han havde sagt det, havde han vist hende op på et værelse, hvor hun kunne sove natten over. Det var der hun sad nu og ikke vidste, hvad hun kunne tillade sig at tænke.
Hun sad på et slot. Et rigtigt slot! 

Aston havde fortalt en masse. For eksempel at han også havde været konge, før han døde. Og nu var konge i Hermesis, som han havde kaldt stedet, hvor slottet lå. 
Hermesis var landskabet udenfor Himmelen og Helvedet. Det var den verden Elina før kaldte, 'De dødes 'levende' verden'. 

Kongen havde forklaret, at man havnede imellem Himmel og Helvede, et sted der blev kaldt Himmeheldet, når man døde.    

Herfra var der en dør til Himlen og en gang til Helvede. Ude i midten af Himmeheldet var der en lem i gulvet, der førte ned under jorden. 
Her delte vejene sig så. Vejen til venstre førte tilbage til det virkelig liv. Den vej var til, når menneskene besvimede eller fik hjertestop og blev livet op igen. 
Den til højre førte så til De dødes 'levende' verden - Hermesis. 
Ligeså snart man trådte uden for den skriggule dør, blev man transporteret midt ud på 'Dødens landevej' - starten på Hermesis. 

Aston havde leet og fortalt, at han elskede navnet Hermesis. Hun havde også selv leet en hel del. 
Men nu hvor hun sad her på værelset, kunne hun på ingen måde se det komiske i det. Nej, nu sad hun blot på et af de flotteste værelser, hun nogensinde havde set. Nogen gange ler man vel blot for at le. 

Hun sad på en hvid himmelseng, fyldt med frynser og blonder over det hele. Værelset var fuld af guld. Væggene var ganskevist hvide som sengen, og med undtagelse af stolen foran det lysebrune skrivebord og det lyse trægulv, var det meste af værelset guldbelagt. 

Døren var af guld. Lysekronen, der hang et par meter over hendes hoved, var også af guld. Ligesom himmelsengens ben var det, døren ind til toilettet og sengens stolper var af det gyldne metal. For ja - hun havde sit eget toilet.

Det var dog ikke samme slags toilet, som de havde haft hjemme i byen. Det her var ikke blot et gammelt toilet af træ, lavt nede ved jorden. Nej dette toilet var helt skinnende hvidt. Brættet funklede, og skyld-ud-knappen var lavet af sølv. Det var i hvert fald flottere i for hold til det, der havde været hjemme hos hende. 
Her var også en vask, hvor vandhanen var af guld. Og et bad. Både kar- og brusebad. 
Elina var blevet helt overvældet, da hun så det.

Men igen, når hun nu sad her, følte hun sig ikke spor overvældet. Mere lamslået, lamslået over hvad hun havde sagt ja til. 
Hun havde gjort sig selv til en del af det kongelige efter døden, men nu fortrød hun alligevel, hvad hun havde gjort. 

Hvorfor valgte jeg ikke bare at gå ind af døren til Himlen. Hvorfor pokker har jeg den dumme medlidenhed, så jeg absolut skulle hjælpe Elmo?

Elina hørte ikke til her, mente hun. Hun ville tilbage til sin mor og far i byen. Omfavnes af dem alle. Se sin familie igen.  
For ligesom Aston og Elmo savnede Alvine, som Calina havde taget til fange, savnede Elina sin familie. Gid Havstad ikke var brændt ned. Hun mærkede et stik af sorg i hjertet. Pludselig kunne hun mærke tårerne i øjenkrogen og den våde dråbe, der langsomt banede sig vej ned ad sin kind. 

Det bankede på døren, og Elina udstødte et langvarigt suk og tørrede tåren af sin kind, hvor hun derefter mumlede et lavmælt: 
  "Kom ind," 
Elmo stak hovedet ind af døren. Hans sorte hår sad i tjavser her og der omkring på hans hoved - mere end det havde gjort igår. Alligevel ødelagde det ikke Elmos kønne ansigt. Derefter stak Aston sit hoved frem ovenover, hvilket så aldeles komisk ud. Hvis ikke hun i det øjeblik havde savnet sine forældre så forfærdeligt meget, ville hun have leet. 
  "Kom Elina, vi skal ned og snakke om i morgen," sagde Elmo, men da hun åbenbart måtte ligne et spørgsmålstegn, forklarede han yderligere: "Ja du ved, når vi skal hen til Calina og hente min mor," han lo, da hun lavede store øjne så hendes pupillerne dækkede det grønne.
  "Er det allerede i morgen?" spurgte hun chokeret og rejste sig så hurtigt op, at hun i farten kom til at rykke den lyse hår tot af, som hun havde siddet og pillet ved. Pludselig glemte hun alt om sin familie og sorgen. 

I morgen, i morgen, i morgen, Elina var ved at blive sindssyg af tanken, der allerede havde gentaget sig selv utallige gange i hendes hoved på ganske få sekunder. Hun stormede ud af gulddøren, mens hun bag hende kunne høre Aston le en smuk perleagtig latter, som mindede alt for meget om Elmos. 

Hun kom i tanke om, hun ikke vidste, hvor de skulle hen og snakke. Så hun stoppede op. 
  "Den her vej," sagde Elmo grinende og gjorde en gestus den modsatte vej end den Elina var gået. 

Det viste sig, at de var på vej ned til salen, som de var kommet ind i dagen før. Da de trådte ind i salen, tog Aston føringen og satte sig hurtigt i den største af de metalfarvede stole henne ved bordet. 
Elmo satte sig i den mindste. Så Elina måtte gå tværs over gulvet for at sætte sig i den tredje og mellemste stol. 

Aston lagde nogle papirer ud på bordet, der viste tegninger af nogle rum. Én af de lagenbeklædte mænd var kommet med dem. På en af tegningerne stod der med sirlig skrift “Calina-Borg”, hvilket afslørede, hvad tegningerne forestillede. Ved navnet mærkede Elina sit hjerte springe et slag over. Calina-borg. Skulle de virkelig derhen i morgen? 

 Aston trak en rød blyant op af lommen på sine hvide bukser. 
  "I skal begive jer denne vej.” Han satte blyanten på papiret og tegnede en rød streg fra noget lignende en dør og ind gennem en gang på tegningen.
 "Indgangen er her," fortalte han og prikkede med blyanten på starten af sin streg, "I skal fortsætte den her vej, måske er der lidt mørkt.” Han tegnede stiplede linjer hen til døren ind til en stor sal. “I må finde en måde, hvorpå I kan få afledt Calina, jeg tænker, at du Elmo, lader som om, du er kommet på besøg," Aston hævede i koncentration øjenbrynene, "Elina du lister så ind og befrier Alvine," han sukkede drømmende, og hviskede noget om, at han savnede hende, "Kazoo og Gabrielle har redet vejen før, så de kender den," sagde han og så længe på Elmo:  
  "Jeg er ked af, at skulle sende dig ud på denne rejse, min søn, men det bliver jeg nødt til," 
  "Hvorfor tager du ikke bare selv afsted?" spurgte Elina Aston. 
Helt ærligt, hvis han var ked af at Elmo skulle afsted, hvorfor pokker tog han så ikke bare selv af sted? 

  "Fordi at Calina vil slå mig ihjel, Ligesom hun vil med min dejlige kone," en tåre trillede ned ad hans kind. 
  "Men efter hvad jeg har hørt, er det kun muligt at dø igen i Helvede!" hvislede hun og skævede til Elmo.
  "Nej, Calina er herskeren over alle dem, der er døde igen, hvorfor skulle hun så ikke kunne slå nogen ihjel endnu engang?" 
Men det fik ikke Elina til at droppe sin stædighed, hun ville gøre alt for ikke at komme i nærheden af Calina-borg, især ikke efter drømmen i skoven. Frygten tyngede sig ind over hende, som en stor sæk, der blev trykket ned over hendes hoved. 
  "Og så vil du sende din egen søn afsted? Han kan vel ligesåvel som dig dø igen?" 
Der var altså noget her, der ikke gav mening. 

  "Hun vil ikke slå sin nevø ihjel," 
  "Men hun vil slå sin søster ihjel?" 
Elina hævede øjenbrynene. Hendes stemme spruttede når hun talte. Og en lille snert af vrede banede sig vej indover. Han kunne ikke bare sende Elmo afsted for at redde sig selv? 
Vent? Var det her for at skåne Elmo, eller hende selv? Var hun virkelig igang med at beskytte Elmo? Han betød jo ikke noget for hende.. Gjorde han? 

  "Hør, Calina har ikke noget imod mig, hun ved, at far er ude for at hente mor," mumlede Elmo. 
Det kunne der måske være noget om? Men alligevel at udsætte sin egen søn for at kunne risikere at dø igen? 
  "Men hvorfor sender du så ikke bare nogle af dine mænd eller kvinder afsted," Elina havde altid været stædig. Og når hun ikke fik et svar, hun mente hun kunne bruge til noget, blev hun ved. 
Aston tav et øjeblik, men sagde så: 
  "Jeg gider ikke diskutere med din stædighed, Elina, Smut ud og få noget frisk luft I to, det får I brug for," 
Aston rejste sig og gik. Også Elina valgte at gå ud for at trække noget frisk luft, som hun havde fået besked på. Elmo blev siddende. 

 

...

 

Her var smukt. Bakkerne var grønne, men solens stråler gav dem et gyldent skær. De blå blomster spredte sig ud på de gyldne bakketoppe, så græsset næsten fik et blåt skær. Selv stod hun på sådan en bakke. 

Denne bakke lå, som den eneste, i skygge, derfor havde den beholdt sin grønne farve. Der var dog ikke koldt. Elina stod og betragtede marken med hestene, der lå et godt stykke bag slottet.

De var alle så smukke, syntes hun. Der var dog én, hun ikke kunne få øjnene fra. Den var helt rød, helt gylden næsten. Den røde hale snurrede lystigt i brisen, mens dens ligeså røde manke baskede vildt, da hesten forgæves prøvede at få de irriterende fluer væk fra dens øjne. Den så så rar ud. 
Især med de blå øjne, hun allerede på afstand kunne se funkle. 

En hånd på hendes spinkle skulder gav hende et chok. Men da hun hørte en stemmen bag sig slappede hun mere af, den var helt venlig og rolig. 
  "Er de ikke fascinerende?" en tyk mandefinger blev rakt ind foran hendes blik og pegede på en helt sort hest - både krop, man og hale havde den mørke farve. Hesten var alt for høj syntes hun, "det er den, du skal ride på imorgen," fortsatte han.  

Elina lod igen blikket hvile på den lille røde hest. Den løftede hovedet, og hun syntes, at hun så et lille glimt af sørgmodighed i dens klare blå øjne. Igen lod hun sin stædighed overtage. Igen lod hun medlidenheden overtage. Hvad hvis den lille røde blev ked af, at den ikke skulle med? 
Men samtidig virkede den bare så venlig.. Hun ville ride på den! 

Det sagde hun til manden. 
  "Prøv at se på mig," sagde han så. 
Elina vendte sig om og genkendte svagt den gamle mand, det var ham, der havde ført Gabrielle væk, da de ankom i går. 

Han havde langt gråt skæg og adskillige rynker. Hans øjne var varme og helt mørke. Det ene øjenlåg hang lidt længere ned end det andet. Og så bar han hue. Sådan en helt bladgrøn hue. 

  "Kazoo er en bedre og stærkere hest end Eygló, Eygló vil ikke kunne klare rejsen," sagde han så. Elina gik ud fra at Kazoo måtte være den sorte og Eygló den røde. 
  "Vel kan hun så," protesterede Elina, selvom hun ikke vidste den mindste smule om hesten. 
  "Han," smilte manden, "du er godt nok stædig," tilføjede han så. 
Hun rullede med øjnene - det fik hun at vide alt for tit. Så sagde han: 
  "Prøv du at sige det til Aston ik'?" Han gav hende et klap på skulderen og begyndte så at gå hen mod slottet. 

Elina stod et stykke tid og bare stirrede på hestene, inden hun gjorde manden efter. Gik hen mod slottet ad en lille sti. Fuglene sang i træernes toppe, og græshopperne kvækkede utallige gange. 
Hun nåede dog ikke langt, før en stor flok af de lagenklædte mennesker kom stormende imod hende - med Aston og Elmo i spidsen. 

Elmo stoppede, da han fik øje på Elina, han åbnede munden, så ordne flød derudaf: 
  "Vi skal afsted i dag, far..eller Aston, har kontaktet mor, med en slags brevdue, som han sender hver dag. Mor har svaret og fortalt, at vi skal skynde os. Og det skal ikke gå langsomt - vi må afsted idag!" pustede han, og løb så videre efter flokken og Aston, der nu var flere meter foran. 

Der gik flere sekunder, før det gik op for Elina, hvad Elmo lige havde sagt. Hendes hjerte begynde at dunke hurtigere. Følelsen af, at små nåle blev stukket i hendes hud, og små biller kravlede op og ned af hendes arme, startede pludseligt. 

Betød dette at hun ikke fik tid til at forberede sig og pakke alt det, hun skulle bruge. Hun skulle bare møde Elmos ondsindede moster, og redde Alvine uden nogen helt gennemtænkt plan. Hun priste sig pludselig lykkelig over, at de i et mindste havde fået foreberedt hvad de skulle gøre, tidligere. 
  "Og bare rolig, jeg har pakket alt det, vi vil få brug for," råbte Elmo tilbage til hende. 
Elina vendte sig så derefter om, for at følge med ham, med et hjerte der sprang slag efter slag over. 

De var kommet til et stort hus, hvor der over døren stod et simpelt 'Stald' med brune kursiv bogstaver. Det måtte være her, hestene stod. De måtte være blevet flyttet, mens Elina havde snakket med Elmo? 

Da hun trådte ind af døren, stod to heste allerede fastspændt til væggen. Den ene var en stor sort hingst, den blanke overkrop stod helt stille i de rustne kæder, det måtte være såkaldte Kazoo. Ved siden af ham stod den hvide hoppe, Gabrielle. 

Som Elina så det, var de godt spændt fast. Elmo skyndte sig op på Gabrielle, og Aston gjorde tegn til, at Elina skulle sætte sig op på Kazoo. 
  "Den er jo alt for høj," hviskede hun,"og sort," sagde hun så højere. 
Aston og Elmo hævede samtidigt deres sorte pjuskede øjenbryn og så forvirret på Elina. Manden Elina for lidt siden havde stået og snakket med, var ubemærket kommet listende ind af stalddøren. 

  "Det jeg tror Elina vil sige er.." han sukkede, og gik hen til Elina for at lægge en hånd på hendes skulder, "..at hun vil gerne ride på Eygló," 
Elina nikkede taknemmeligt og hviskede et stille 'tak' til manden. 
  "Jamen Kaz, det er fuldstændigt umuligt for Eygló at tage på den tur," sagde Aston. 
  "Vel er det ej," udbrød hun, og slog ud med armene. 
  "Du kender ikke hestene, Elina," Elmo
 lo sin perleagtige latter. 

  "Og du kender ikke mig," hvislede hun stædigt, "Jeg vil ride på Eygló, og desuden er Kazoo alt for høj," 

Hun vidste ikke, hvorfor hun pludselig brød ud i sådan et raseri, men én ting vidste hun. Hun ville ride på Eygló, det sagde hendes fornemmelse hende. Hun følte af en eller anden grund, at hun svigtede ham, hvis hun red på Kazoo i stedet. 
Og hendes bedstefar havde altid sagt: 'Hvis det er din fornemmelse, så er det dét du må gøre'
  "Lad da hende ride ham, så svag er Eygló heller ikke?" Kaz gik frem mod Kazoo, og bandt hans reb op. 

  "Tak," hviskede hun endnu engang til Kaz, da han gik. 
  "Men," protesterede kongen. 

  "Lad hende nu bare det, der sker ikke noget," smilede Kaz roligt, og trak den sorte hingst med ud. 

Han kom igen ind, men denne gang med Eygló, som blev sadlet op, så Elina kunne sætte sig op på ham.
  "Jeg kan ikke ride," stammede Elina så. 
  "Hvorfor?" Aston slog ud med armene. ”Du er besværlig, ved du godt det, Elina?" sagde han så vredt - dog med et smil på læben. 

Elina nikkede og mumlede et stille 'undskyld' - der var bare et eller andet over Eyglós blik. Hun havde det med at falde for en ting. Og når det skete, så skulle det være den ting, hun skulle have, eller I dette tilfælde, ride på.  

Hun satte sig så forsigtigt op på Eygló. 
  "Det gik da meget godt med at ride herhen, hvis vi ser bort fra, da du faldt af," sagde Elmo opmuntrende,"og Eygló er en fin hest, det skal nok gå," 
Elina sukkede. Og satte så Eygló igang. Hun red ud af stalden, med Elmo i hælene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...