Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
381Visninger
AA

12. Epilog

De rungende skridt fulgte hans gedeagtige skikkelse helt ud til kommoden, hvor Elina havde stået. Han trak vejret dybt ind og ud, på trods af at han ikke var levende. Hans gedeskæg dinglede fra side til side for hvert skridt han tog, og hans skygge på væggen var stor og frygtindgydende.
Han prustede og slog så så hård ind i muren af vrede, at han måtte ømme sin hånd bagefter. 

Hvordan havde Dystan bare kunnet efterlade ham alene tilbage i hullet? Hvordan kunne Dystan tro, han ville kunne klare sig selv? Han måtte jo være dum.. 

Gryntelyde snoede sig ud gennem hans mund, og man syntes næsten at kunne se ordene, der forlod den. 
Gedebukkeskikkelsen standsede brat op, da den fik øje på et hvidt stykke papir, der lå på det skakternede gulv. 
Hans små gule øjne borede sig ind i papiret, som en slange der forgiftede sit bytte. 

Men hvad havde han regnet med? Han havde jo vidst at Dystan var dum!

Skikkelsen udstødte et grynt og så en pibende lyd. Den vendte rundt på hælene, og hvislede: 
  "Jeg er Aiden, jeg er Aiden, jeg er Aiden," indtil det blev til en forpustet råben. 
Skikkelsen, Aiden, samlede det hvide papir op og lod de gule øjne læse, hvad der stod skrevet. En svag lugt af gammelt papir kom ham imøde. 

Kære Dystan. Djævlen. 
Nu må vi for alvor konkludere at....
.... 

Da Aiden var færdig med at læse, lo han, indtil hans små gedeagtige lunger næsten ikke kunne holde til mere. 
Forsigtigt krøllede han papiret sammen og knugede det tæt ind til sig. 
Så rungede hans skridt igen gennem gangen med det skakternede gulv. 

Aiden åbnede en af de sorte døre. Han forsvandt hen ad gangen ind gennem mørket. Døren smækkede i med et brag. 
Derefter åbnede han endnu en dør. Ligeså sort som den anden. Den dør der førte ind til Calina og Dystan, hvor et knap så kønt syn viste sig. 
Eller et komisk syn, om man vil? 
Dystans store skikkelse stod bøjet over Calina. Aiden lod blikket hvile på deres munde, Dystans lange slaskede og ikke mindst gule tunge var langt nede i halsen på Calina. 
  "Aiden?" Dystan trak sig forskrækket væk fra Calina. 
Aiden lo blot, mens han hånligt frembragte ordene mod Dystan: 
  "Og du kunne sagtens selv, ser jeg?"
Han holdte det lille brev fra Elina frem mod ham. 
  "Hvad er det?" Dystan lod til pludselig at glemme alt om hans kysseri med Calina. 
Aiden svarede ikke. Lod ham blot læse brevet færdigt. 

Dystan udstødte et vredesbrøl, der kunne høres over hele Calina-Borg, hvis ikke helt forbi rapsmarkerne. 
  "Måske skulle du ikke ha' skubbet din egen søn i et dybt 30 meter langt hul fra en krakkeleret skov - når du nu ikke kunne klare det selv," Aiden smilte skævt. 

Dystan brølede endnu engang. 
  "Øje for øje, tand for tand,” hvislede Aiden, “Nogen må le tilsidst.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...