Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

11. En seddel til Dystan

  "Nogen tror bare at alting er så let, men lille Elmo, det er alting altså ikke!" sagde Calina og slog over i en sukker sød, men kvalmende stemme.  
Elmo himlede med øjnene. Men Calina havde jo ret, altid kunne ikke være perfekt. Alting, kunne ikke være en leg. Sådan var døden ikke. Døden var ligeså grusom som livet. Altid én lille fejl, intet perfekt. 

  "Og hvad vil du så, min ven?" Calina rettede nu sin opmærksomhed imod Elina, der stadig rystede. 
  "Jeg..jeg..ville bare finde Elmo," stammede hun.
Calina borede sine isblå øjne dybt ind i Elinas grønne. De borede sig dybere og dybere. Elina gøs og fjernede blikket.
  "Og så..." Elina holdte en lang pause, tænkte så det knagede. Hun måtte finde på en løsning. Måske var alt ikke perfekt. Men en smule held var vel ikke urealistisk. 

  "Og såå?" Calina kneb øjnene sammen. 
  "En mand havde set Elmo på vej herop, så jeg fulgte efter, et eller andet sted måtte jeg jo gå hen. Dystan skulle ikke finde mig," Endelig havde hun fundet en løsning. Så måtte det briste eller bære - Det var det eneste, hun kunne komme på lige nu. 
  "Og hvem var så den mand?" 
  "Eh.." 
  "Så siger vi det," Dystan sendte Calina er skævt smil. 
  "Guden tag dem," Calina svang sit sorte hår om på ryggen, "så længe Alvine stadig er her i borgen, har vi ingen problemer," 
  "Jamen et eller andet sted skal de da hen," protesterede Dystan, men lyste så op i et kærligt smil rettet mod Calina. 
  "Så spær hende inde sammen med Alvine, Dystan," 

  "Vent," skreg Elina forfærdet, "det kan I ikke, så slipper jeg hende vel bare løs!" 
Godt nok var det sandt, at Elina ville slippe Alvine fri, hvis hun blev sat ind til hende. Men hvis det var dét, hun havde tænkt sig, havde hun nok ikke sagt det højt. Men Dystan åd løgnen råt. 

  "Så sætter vi dig fast ude på gangen ved en kommode," lo han. 
Dystans store gedeskikkelse strammede sit greb om Elina, og trak hende hen ad brostenene. Hun hoppede svagt for hver brosten, hun passerede. 

  "Dystan?" Det var Elmo, der råbte, "hvor er Aiden egentlig?" Han spurgte i et forsøg på at aflede Dystan velvidende, at han nok ikke ville få svar.
Dystan svarede selvfølgelig ikke. Trak bare den lyshårede Elina med sig, ud til en af kommoderne på gangen. 

   "Ved du hvad?" spurgte Dystan Elina, der rystede uskyldigt på sit ovalformede hoved. 
   "Jeg tror, det er bedst, at vi sætter dig ind til Alvine alligevel,"
Elina lo, blot fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre af sig selv, men også fordi det passede med det næste hun lod passere ud af sin mund: 
  "Fint med mig, så slipper jeg bare Alvine fri, dit og Calinas problem, ikke mit," og så lo hun lidt mere.
 
Dystan rystede irriteret på hovedet. 
  "Nej, okay, du får lov til at stå her. Helt alene med dig selv uden nogen som helst," 
Elina lo igen. Denne gang var det dog indvendigt. Dystan skulle nødigt vide, at hun havde nået sit mål. 
For gik han fra hende, ville hun stikke af let som vinden. Bandt han hende, havde hun Elmo i nærheden. 
  "Vi ses så," Elinas læber formede et falsk smil. 

Dystan gik bare. Uden at skænke lænker og reb en tanke. Ville det her virkelig blive let? 
Så lo Dystan sin grusomme latter, som han havde leet så mange gange før, at Elina snart kunne efterligne den præcist. 

Hun sænkede blikket mod det skakternede gulv. Hvis hun så godt efter, kunne hun se de små støvfnug, der lå som et tyndt tæppe hen over det sorte og hvide.  
Bag hende stod en kommode. Den var brun denne her. Benene snoede sig i en underlig fold helt nederst. Og på kommoden stod en vissen rose. Der var fuld af små fluer, der summede rundt omkring. Ganske fredeligt. 
I kommoden var der en masse skuffer. Og da Elinas blik faldt på dem, fik hun en genial ide. Sådan én ide hun ellers plejede at tænke længe over, men nu handlede det om at handle hurtigt. 

Dog ville Elina ikke efterlade Dystan i uvished. Nej, hun måtte håne ham på en måde, så det var så groft, at han ville springe i luften af raseri. Så stumperne af hans gedeskikkelse og sorte gelé hår, ville flyve omkring i Calina-Borg i årevis. 
At Dystan ikke havde så mange brikker at rykke på oppe i hovedet, skulle helt klart udnyttes. 

Forsigtigt men hurtigt lod Elina sine tynde fingre glide hen over skufferne, for derefter at hive dem udad. Én efter én. Hun gennemrodede dem, til hun rørte en blank papirlap nederst i den mindste skuffe. Dens krøllede overflade rørte hendes håndflade, og hun hev lappen helt op foran øjnene. Hun opdagede til sit held at der, hvor papiret før havde ligget, nu lå et stykke kul, som var trillet derned. 
Hurtigt fik hun ridset ord ned på papiret til Dystan. 

Kære Dystan. Djævlen.

Elina rynkede på næsen. Der var ikke særligt meget djævel over ham, kun en dompap kunne sammenlignes med ham. Eller måske snarere en ged? 

Nu må vi for alvor konkludere at du altså ér utrolig dum! 
Du efterlader mig unden lænker og reb. 
Jeg smutter, og Elmo han skal nok selv komme ud herfra. 
Alvine er væk. 
Opgiv, Dystan, opgiv. 
- Elina

Så lo hun, så det rungede i gangene. Smed papirslappen og kullet, forsvandt så ud af den sorte dør.

Udenfor kvidrede fuglene lystigt. Og selvom Elina langt fra var sikker på, at Elmo selv ville kunne komme ud af Calina-borg, lod hun fuglenes sang overtage sine tanker, indtil hun nåede klippen. Den gik så stejlt nedad, at det svimlede for Elinas øjne. Tænk at hun overhovedet havde formået at komme herop?  
Hun kunne kun lige se toppen af det kastanietræ, hun havde bundet hestene til tidligere. Den viftede sagte i den blide brise. 

  "Løb Elina, løb!" Elmos stemme sneg sig ind i hendes ører. Hvad skete der nu?
Da hun vendte sig om, så hun ham komme løbende med fuld fart med sit sorte hår hoppende op og ned. Hans mørke øjne lyste af frygt. 
  "Ned af klippen, nu!" forsatte han, "skynd dig, skynd dig!" 
Da hun endnu bare stod og gloede skreg han: 
  "Spriiing," 
Men Elina stod som frosset til jorden. Den klippe var jo livsfarlig. Eller dødsfarlig? 
Da han endelig selv nåede frem til hende, tog han hende i hånden og hoppede. Selvom Elina skreg, nød hun følelsen af Elmos hånd i sin. 
 

Vinden susede. Lys og farver fra træer og blomster hvirvlede omkring dem. Elinas skrig stoppede først, da hun kom i tanke om Elmos ord: 
  "Elina, du kan ikke dø for pokker, du er død!" 
Så var klippen alligevel ikke så farlig. 
Så slap hun Elmos greb og faldt længere og længere ned. 

Endelig landede hun fortumlet på de hårde klippesten. De skar som glasskår, men Elina havde i forvejen så mange sår, at hun ikke ænsede, at hun fik flere. Da hun kiggede op på Gabrielle, opdagede hun, at der ingen Alvine stod ved hestens side. 
Elina rejste sig forundret op. Lod blikket glide hen over de gule rapsmarker. Ind i buskadset ved siden af. Hvor var Alvine? Og hvor pokker var... 

  "Hvor er min mor?" Elmo hævede skeptisk et øjenbryn. Han var landet ved hendes side med en bump. 
  "Hvor er Eygló?"
Da Elinas blik endnu engang faldt på træet, hestene havde stået bundet til, slog det hende, at der manglede et eller andet. Eygló manglede. 
  "Hvor gik hun hen, da du kom ind til os? Er du sikker på, hun kom ud af borgen?" spurgte Elmo. 
  "Helt sikker! Jeg bad hende gå herned," Elinas hjerte bankede hurtigere end normalt, "måske forstod hun ikke det rigtigt, det jeg sagde?" 
  "Mooor!" Elmo skreg så det rungede i klippen, men der lød intet svar. 
  "Og vi er sikre på vi bandt Eygló ordenligt til træet?" Elina skiftede emne. 
  "Det var for pokker da dig, der bandt ham," 

Elmo tog sig til hovedet og lod øjene glide i et øjeblik, før han åbnede dem igen. 
Der var som om fuglene var holdt op med at kvidre. Som om tunge skyer var på vej hen over dem med et brag af regnvejr. 

  "Måske," Han tænkte sig om en ekstra gang, "måske er hun blot taget hjem sammen med Eygló?"
  "Hvorfor skulle hun dog være det?" 
  "Hvis det ikke var lykkedes for os at komme fri. Eller hvis Calina havde opdaget, at Alvine var væk, ville hun helt sikkert have fundet hende. Og var min mor blevet fundet, kunne vi ligeså godt tage hjem, Elina - uden hende," 
Der gik lidt tid før Elina rigtigt fangede den. 
  "Så det du siger er," hun holdt en kort tænkepause, "Alvine er taget hjem alene, og derfor kan vi også godt tage hjem nu, plus at vi skal sidde to på Gabrielle?" 
Elmo himlede med øjnene. 
  "Nej, det jeg siger er ganske vist, at vi tager hjem nu, og at vi skal sidde to på Gabrielle, men ikke at min mor er derhjemme, det ved jeg ikke om hun er. Men vi må håbe.” Han holdt en kort pause, "men der var en grund til at jeg skyndte på dig, vi må væk" 

Elmo havde allerede elegant sat sig op på Gabrielle. Men Elina måtte først lige trække vejret dybt ind, før hun besværet kravlede op på Gabrielles ryg. Hesten svang sin hvide man og galoperede så raskt afsted ned ad den lille sti, de var kommet ad. Hjem til Elmo. Igennem Hermesis.
Nu manglede de bare at finde ud af, om Alvine var redet hjem, eller om de måtte tilbage efter hende og Eygló. Og så skyldte Elmo stadig Elina en tjeneste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...