Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
388Visninger
AA

2. Elmo, Aiden & Dystan

Hendes bare fødder klaskede mod det bløde gulv. Hun standsede brat, da hendes hostende åndedræt skippede et hjerteslag. Hun var ikke alene, det vidste hun nu, der stod én nede i den modsatte ende af rummet. 
  "Hallo, er her nogen?" spurgte hun forsigtigt. 
Intet svar.
  "Hallo?" gentog hun. 
  "Jeg er her ikke!" hulkede en stemme i den modsatte ende af rummet. 
  "Jamen, hvad er der galt?" Hun gik et par skridt længere ud i mørket, "Jeg gør dig ikke noget" 
Hun rakte en hånd ud gennem mørket og greb fat om den tomme luft. 
  "Hvem er du?" spurgte hun forsigtigt.
  "El..Elmo, efterkommer af Aston d. 7 og søn af Alvine," stemmen pep et underligt pip, inden den brød sammen i gråd.

Elina mærkede et stik i hjertet, hun havde altid været typen, der ville hjælpe alt og alle. Også fremmede. Derfor valgte hun at skifte emne i håb om, at stemmen ville stoppe med at græde.
   "Hvad er det her for et sted?" Hun gik et par skridt baglæns, inden hun mærkede en, tynd hånd om sit håndled. 
  "Det her, pigebarn, det er porten til Guds rige," stemmen brød igen sammen og gav små hulkende lyde fra sig. Elina ignorerede trangen til at skifte emne igen, for istedet at spørge: 
 "Hvorfor er du så ikke derinde?" Hun rynkede en smule på panden og pegede ud i det sorte rum med bange anelser. 
  "Jeg må ikke være der, de har smidt mig ud, bare fordi jeg ikke er helt død!" Stemmen gispede efter vejret, og brød endnu engang sammen. 
  "Det var da strengt," fastslog Elina. Måske ville det hjælpe, hvis hun gav ham medlidenhed. Dog lod det ikke til, at det hjalp den mindste smule, gråden fortsatte. 

Hendes grønne øjne var begyndt at vænne sig til det dunkle rum. Men hendes synsfelt blev sløret af en våd masse, der nu klemte sig frem bag hendes øjenlåg. 
  "Jeg er Elina," hun rakte en hånd gennem mørket. Nervøst bed hun sig i læben. Ønskede blot at hulkene ville stoppe.
Hun mærkede den tynde hånd trykke sig op af hendes skulder og famle sig videre ned til hendes hånd. Det var ubehageligt.  

En nervepirrende lyd skar gennem luften, og et kort sekund efter var hele rummet oplyst. En dreng, på hendes alder med en stor fakkel i hånden, stod lænet mod den hvide væg. Faklens gule flammer, spejlede sig dybt ind i hans store sorte øjne, og hans sorte hår sad i små totter og strittede her og der rundt omkring på hans hoved. 
Tårer forsvandt ned ad hans kinder, mens han rystende satte sig ned, stadig med ryggen lænet op af væggen. Elina rettede blikket mod den tomme gang, hun var kommet af tidligere. 

  "Jamen, hvis ikke du må være derinde, hvorfor går du så ikke bare den vej?" spurgte hun tænksomt og pegede mod gangen. Måske var der en anden måde at få Elmo til at stoppe med at græde på. Måske var der en anden vej ind i himlen?
  "Den vej!?" skreg han forfærdet. 
  "Ja," 
Hun havde taget fejl, der var ingen måde at få ham til at stoppe med at græde på. 
Elmo slog sig på panden. 
  "Ville du gå ned til Dystan?" Han stirrede uroligt på hende. 
  "Dystan?" hviskede hun undrende. Navnet gav hende myrekryb. 
  “Døden! Dystan?” Elmo rystede sørgmodigt på hovedet. 
  "Men, Elmo.." Hun gik et par skridt baglæns. Hendes triste følelse blev erstattet af en utrolig frygt. 
Han fulgte hende med øjnene og greb ud efter hendes arm. 
  "Nu er du vel ikke en af De syv?" Han kneb gådefuldt øjnene sammen og strammede sit greb, mens han stirrede længe ind i hendes grønne øjne. 
  "Nej! Hvem er de?" Hun gispede kort ved hans måde at undestrege syv på, ordet fik det til at føles som om, tusindevis af nåle blev stukket ind i hendes hud. 

Elmo gloede mistænksomt på hende og slap til sidst hendes arm. Hans store øjne stirrede ud i mørket. De var som et sort hul, der ikke kunne fyldes. Han knugede trodsigt faklen ind til sig med sine tynde hænder, mens hans ben langsomt gled længere hen af gulvet. Han rømmede sig, men afbrød sig selv.
  "...nej, det vil du ikke vide." Han sukkede dybt, inden han lod endnu en tåre trille ned af sin kind. 

Elina rynkede irriteret øjenbrynene og himlede med øjnene. Nu var det nok, hvis han skulle sidde og græde hele tiden og gøre hende ked af det, kunne hun lige så godt gå. 
Der var en vis grænse for, hvor længe hun ville blive ved med at prøve at hjælpe folk.

Elina kantede sig forsigtigt ned af den lange mørke gang, mens lyset fra Elmos fakkel blev svagere og svagere bag hende. Hans bedende råb rungede i hendes ører, til hun stod foran en stor stenport. 

  "Elina, ikke den vej! Du vil vel ikke dø?” havde han råbt og hulket igen. 
  "Jeg er jo død, det kan ingen lave om på," havde hun trodsigt svaret. 
  "Men den vej fører mod Helvede!" Han havde skreget bedende.
  "Jeg er ligeglad! Hvis ikke du kan komme ind i himlen, kan jeg heller ikke! Og desuden, kom jeg herfra." Hun havde knebet øjnene hårdt sammen og var fortsat ned gangen. 

Foran på døren hang en en lille dørhammer, dens brune træ splintrede op i hendes hænder, da hun langsomt trykkede hammeren ind mod døren. Tre bank, det burde være nok. 
En brummen hørtes fra dørens anden side, og hun trådte forskrækket et par skridt tilbage, da døren sprang op. En underlig skabning stirrede olmt på hende, og hun tvang forsigtigt et lille smil frem på sine læber.

Skabningen lignede mest af alt en gammel ged, med alt for lidt hår på hovedet og menneskeben. Hun lagde forsigtigt hovedet på skrå og så ind i dens små, stikkende øjne. Skabningen brummede endnu en gang og kløede sig mistænksomt på hovedet. Den gryntede misfornøjet og lukkede døren i med et brag. 
  "Me..men...men," hun stirrede irriteret på den lukkede dør og bankede endnu en gang. 
Flere brummende lyde hørtes, da de traskende skridt standsede. Døren blev revet op igen og skabningen kiggede dumt på hende. 
  "M..må..må, jeg komme ind?" stammede hun. 
Skabningen rystede på hovedet, og skulle lige til at lukke døren igen, da Elina afbrød dens bevægelser: 
  "Må, må jeg ikke?" hendes bedende øjne klistrede sig til skabningens gule. 
Den rystede på hovedet, og Elina samlede alt den tristhed, hun havde haft da Elmo græd, til en tårer. Den stikkende fornemmelse i hjertet forsvandt, da hun lod krokodilletåren løbe ned af sin kind. Hun skulle ind. 

Skabningen brummede vredt og sparkede til døren, inden den gjorde en misfornøjet gestus mod rummet bag dem. Hun fulgte nysgerrigt med. Rummet blev oplyst af en enkelt flamme, der brændte solidt op af den bagerste mur. 
Hun gav sig til at betragte de dunkle malerier, der hang i krogene de mindst tænkelige steder. Et af billederne fik hendes skridt til at stoppe, og en sprudlende latter forlod hendes læber, da hun opdagede hvad billedet forestillede. Selvom hun prøvede kunne latteren ikke tilbageholdes:
En mand med markeret ansigt, store, buskede øjenbryn, en alt for lang næse og meget lidt hår på hovedet. 

Skabningen foran hende gryntede igen og udbrød hviskende: 
  "Griner du af Vor Herre?" Den kiggede fornærmet på hende. 
  "Jeres Herre? Han er jo grim," kluklo hun lidt for højt. "Hvem er du forresten?" spurgte hun nysgerrigt. 
  "Aiden, du kender mig fra Dødens bibel!" Han sukkede tungt og fortsatte ligeud. Tydeligvis ligeglad med hun lige havde grint af 'Vor Herre'.   
  "Dødens bibel?" spurgte hun undrende og smagte på ordene. 
  "Er du ikke en af De syv?" spurgte han foruroligende, og Elina vidste ikke, om hun skulle blive skræmt eller stole på ham. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere end før.
  "Nej," Hun rystede på hovedet.
  "Er du ikke?" 
Hun rystede endnu en gang på hovedet. 
  "Fandens! Så skulle jeg ikke have lukket dig ind!" Aiden stampede vredt i jorden, og slog sig på panden, så hans lange gedeskæg dinglende fra side til side. 
  "De skulle ellers komme i aften! Sådan noget skrammel, at jeg aldrig har set dem før. Så ville jeg i det mindste kunne kende dem," 
Han rokkede uroligt frem og tilbage, men fortsatte så endnu en gang ligeud.
  
  "Nå, men Dødens bibel er altså det samme som menneskenes. Jeg er bare 'Jesus' og Dystan - Djævlen er menneskenes såkaldte 'Gud'. Altså, er jeg Dystans søn, ja. Ham på billedet du lo af, er vores 'Gud', ligesom ham i himlen er menneskenes. Så ved du det, pigebarn," 
Aiden spyttede ordene ud, og lavede en underlig hvæsende lyd, hver gang han sagde Gud og Jesus, "nogle er dødsens, andre er ikke. Dødsens er det samme som kristen," forklarede han. Og Elina lod det langsomt sive ind gennem ørerne op til hjernen. 

Flere billeder var mast ind på væggen, jo længere ned af gangen de kom. Store og små billeder, der forstillede alt, der kunne have noget med mørket at gøre.
Forsigtigt løb hun op på siden af Aiden. Hun var sakket bagud, da hun kiggede på billederne.

De nærmede sig en stor trædør. 
  "Aiden?" Elinas spørgsmål rungede i de tunge vægge. 
  "Hmmmf," brummede han irriteret. 
  "Må jeg spørge om noget?" Selvom hun var i Helvede, brød Elina sig ikke om at være alt for uhøflig. 
Han rystede på hovedet. 
  "Hvem har malet alle de malerier?" snakkede hun hen over hans hoved, mens hun forsigtigt stak en finger ud for at mærke på de kulsorte vægge. 

Væggenes store, dunkle metalplader var sodet til af kul og aske. Små søm splintrede som glasskår op i hendes hænder, og hun trak forskrækket sin hånd til sig. Hun skulle lige til at udbryde et "av", men lod være. 
  "Pas du hellere på, det er ikke altid lige let at være dømt som slave," Aiden holdt en lille pause før han fortsatte, "du er en meget køn skabning, lille menneskepige, men jeg tror, du kommer Dystan på tværs." Han rystede irriteret på sit hoved, mens hans gedeskæg fortsat dinglede under hans spidse hage.
Igen fik Elina myrekryb af navnet. Dystan.
  "På tværs?" spurgte Elina undrende. En prikkende fornemmelse af frygt under huden, gravede sig fra fødderne op til hovedet. 

Aiden kløede sig fraværende i sit tyndslidte hår, mens han rokkede sit hoved frem og tilbage, frem og tilbage, så det endte i en underlig stilling. 
  "Nu skal du møde Dystan, og inden vil jeg lige fortælle dig en lille ting," sagde han, uden at besvare Elinas spørgsmål. 
Skulle hun møde Dystan nu? Frygten for djævlen selv, gnavede dybere og dybere ind. 
  "Han kan ikke engang lægge to kranier plus to kranier sammen - altså er han ret dum,  det er bare ikke noget, vi fortæller ham. Heller ikke noget hans søn burde synes, så det er bedst han er i den tro, at han er kløgtig,"
Elina nikkede, hvad to kranier plus to kranier så end måtte betyde, var hun lige glad med. Hun fattede pointen. Dystan var dum. Uintelligent. 

Så slog Aiden løs på den store dør, de nu stod foran. Døren blev åbnet med et ryk, og endnu en stor, gedelignende skabning, stod bøjet over dørtrinnet. Bortset fra de enorme horn og det tykke, gele-indsmurte hår, lignede han Aiden.
  "Hvad i hele verden Aiden, du ved da, jeg ligger og sover?" 
  "Jo Far, jo, jo det gør jeg, men det forholder sig sådan, at denne pige..." Aiden blev afbrudt af en vred hvisken fra den mørke skabning, Dystan: 
  "Jeg fortrækker at blive kaldt Herre, da jeg jo er Satan og Djævlen i egen høje person," Dystan smilte stolt, før han førte sine ord helt færdigt, "...Ahva? Hvilken pige?" Dystan så ud, som om han lige havde slugt en frø.
Elinas lille hjerte slog nu så hurtigt, at hun fik svært ved at trække vejret.

  "Jo, ser du Herre, der er dette problem, at De syv skulle komme... Jeg troede denne pige var én af dem." Han rettede flovt sit blik mod gulvet.
  "Aiden, du troede, og du troede, men mest af alt er der ingen, der tror så forfærdelig meget som dig. Tænk jeg har sådan en dum søn!" Dystan lo hånligt og sendte Aiden et vredt blik. Hvis blikke kunne dræbe.

Elina gispede efter vejret, da Dystan rettede blikket mod hende. 
  "Nitten år! Nitten år, har jeg været her! Og ikke en eneste gang har et menneske gået mig på tværs." Han lo triumferende, mens han fortsatte: "Du, lille menneskepige, er køn! Men at du gik til Helvede er alligevel en overraskelse. Jeg vidste, du døde. Selvfølgelig gjorde jeg det," 
Elina måtte ligne et spørgsmålstegn, for Dystan forklarede yderligere: 
  "Hvem tror du måske de tre soldater var, der satte branden igang?" Dystan pegede stolt på sig selv med sine gedehænder. 

Djævel, satan! Tænkte Elina og prøvede at holde sine vejrtræninger i ro. Hvad bildte han sig ind? En kriblende fornemmelse, og lysten til at slå Dystan trængte sig på op gennem hendes krop. 
Hun mærkede sine kinder blusse op på max, og hun skulle lige til at slå Djævlen, med lod være. Hendes fornuft sagde hende, at det ville være dumt. 
  "Hvorfor?" hvislede hun i stedet. Pludselig var frygten blevet overtaget af en triumferende vrede. 
  "Nogen skal jo dø engang imellem," Dystan trak på skulderne. 
Elina åbnede munden for at svare ham igen, men også det lod hun være med. Dystan var jo trods alt Satan, eller Djævlen. 

I stedet rettede hun blikket mod rummet bag Djævlen. Rummet var sort, og blev kun oplyst af få glitrende flammer, der dansede glad hen over det askegrå gulv. Bagerst i det store rum var et vindue, et vindue der viste mørke - kulsort mørke. I loftet hang en lysekrone, den var påført små glinsende diamanter og levende lys. Lysene gav kun et svagt skær mod kommoden under vinduet. 

Elina hørte Dystan, Djævlen selv, udveksle nogle små ord med Aiden. 
  "...det eneste.....en slave," 
  "Lad... det," 
  "Hun vil være enestående.......kun nr. 1226," 
Elina gjorde store øjne, så de sorte pupiller dækkede det grønne i hendes øjne. Slave? Hendes hoved sang, små summende toner, der flød ud til alle hendes små uundværlige hjerneceller.
Hun gispede lavt og fortsatte derefter sin stilhed, i et mislykket forsøg på at lytte til deres samtale. Hun så Aiden nikke, for derefter at vende sig mod hende. Han tog fat om Elinas arm og tvang hende tilbage, hvor de kom fra. 

Han førte hende ind af en lille dør, 7869 stod der på døren. Tallene var indhakket i dens brune træ, og man kunne knap nok se, hvad der var dør, og hvad der var tal. 
Aiden fumlede med nøglerne, mens han strammede sit greb om Elina. Han skubbede langsomt døren op. 
  "Det var det her, jeg mente med dømt til slave," og så lo Aiden hånligt. 

En underlig skikkelse, stormede ud af døren, idet den blev skubbet op. Den efterlod et rungende råb i de sorte vægge.  
  "I troede, I kunne holde mig fanget! Selvfølgelig er jeg ikke så dum." Dens råb rungede faretruende, som om det kunne vælte hele væggen. 
Aiden rystede igen på hovedet. 
Det må han da være kendt for - hun havde ikke mere end lige tænkt tanken, da en helt flok sorte skygger hviskede: 
  "Der kommer han, ham der ryster på hovedet," og så begyndte de at hakke med små tunge hamre. 

Elina fulgte Aiden ind af døren. Igen blev rummet oplyst, af en lille fakkel på den inderste væg. Igen var rummet sort, og det lignede de andre, dog var der én ting, der fangede Elinas opmærksomhed. En lille dør. Den var der. Ikke mere end få meter fra dem.
Elina mærkede lysten til at gå hen og åbne døren. 
Hun tvang sit blik mod gulvet og lod Aiden føre hende hen mod skyggerne. Hun mærkede en underlig trang til at flygte, langt væk fra det hele, en flugt helt uden ende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...