Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
384Visninger
AA

6. Dystan

    "Elina, lige siden jeg så dine grønne øjne første gang, lige siden jeg opdagede din venlighed, har jeg syntes, du var en yderst smuk og sød pige. Det var også derfor, jeg kom for at hente dig ud af Helvede. Jeg vidste, at du ikke vidste, hvad der ventede dig i der. Jeg mener: Du havde ikke lige troet, at du skulle være slave, vel? Derfor kom jeg," 
Elina kunne mærke en svag rødmen stige op i kinderne, og hun så ned i jorden, så hendes lyse hår hang slapt ned over hendes skuldre. 
Elmo fortsatte:
  "Men jeg vidste, hvad der ventede dig i Helvede - Hvis det ikke havde været for min moster, havde jeg aldrig lært dig at kende, Elina - dog er jeg ikke taknemlig overfor hende. Det ville du heller ikke have været, hvis din moster havde 'kidnappet' din mor vel?" 
Nej, det ville hun ikke. Dystan havde jo næsten gjort det samme ved hendes mor. Eller, hun var i hvert fald død nu. 

  "Og hvis du vil have historien, så skal du få den," Elmos stemme var fuld af had, da han sagde det. 
Elina nikkede sagte, hun vendte sig en smule, så hun nu lå med kinden mod Elmos bryst. 

  "Calina, den kvindlige djævel med de alt for høje krav, dét er min mors søster. Min moster. Dengang min mor og Calina var små, havde min mor altid været mine bedsteforældres bedste, deres yngling - fordi Calina aldrig hørte efter, og var ondsindet overfor alle hun ikke brød sig om.. Men Calina blevet misundelig, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, da min mor blev gift med prins Aston, altså min far," 

Elina syntes, at det lød som plottet fra en eventyrsfortælling. Men hvis man betragtede det som det nok så ud udefra, var det her vel egenligt også en eventyrsfortælling. 
'En pige dør, ender i Helvede, flygter derfra'.. Altså?
Elina rystede på hovedet af sine underlige tanker og hørte så igen efter, hvad Elmo havde at fortælle. 

  "Calina har altid været glad for guldsmykker og rigdom. Så selvfølgelig var det mest af den grund, at Calina blev misundelig. Min mor har fortalt mig, at hun gang på gang hørte Calina tale i søvne og sige: Guldsmykker... Rigdom.. Hvor ikke mig?
Men Calina var ikke ligefrem tiltrækkende med sit sorte, tjavsede hår og sit kæmpe bagparti. Og min far var klog, da han valgte min mor frem for Calina, ellers er jeg er nemlig temmelig sikker på, at min far ikke havde haft et så langt og godt liv, som han har nu. Calina vil have guldsmykker og rigdommen for sig selv - hvis du forstår?" 

Så Elmo var altså kongesøn? Det var ikke ligefrem, fordi han lignede en. Ingen rigdom og guldsmykker som han havde sagt, dog havde han en pragt som ingen andre. Og køn, det var han også.
  "Elmo, efterkommer af Aston d. 7 og søn af Alvine," - Elina kom i tanke om hvad Elmo havde sagt, da hun mødte ham udenfor helvede. 

Elmos stemme kunne igen høres, da han fortsatte: 
  "Calina kommer tit på besøg hos Dystan, og det er også derfor, jeg kender Helvede så godt, da jeg tit har været på besøg hos hende, hvor hun lige havde planlagt at mødes med Dystan," 

Selvom Elina var ret overrasket over dén forklaring, mumlede hun blot "hmm.." andet orkede hun ikke. 

  "Og skulle du spørge fra nogen, så nej, det har ikke været et hyggeligt selskab, når han har været der - nærmere uhyggeligt! Eller, det blev det ihvertfald, da jeg i sidste uge overhørte en af deres samtaler, hvor de planlage at 'kidnappe' min mor,"
Elina udstødte et lavmælt gisp. 
  "Kort tid efter skete det..." Elina afbrød ham:
  "Advarede du ikke din mor?" Det ville hun ihvertfald have gjort. 
  "Jo selvfølgelig gjorde jeg det, men hvem tror på," Elmo slog over i en lys moderlig stemme, "lille prins Elmo?" Han lød til at blive en smule ophidset over det, "Ihvertfald ikke mine forældre," fortsatte han og vendte tilbage i sit normale tonefald. 

  "Derfor tog jeg selv afsted til Helvede, jeg ventede udenfor indgangen til Himlen. Ventede bare på der kom nogen, der var villig til at hjælpe mig, og så kom du," 
  "Men, du sagde," udbrød Elina forvirret. 
  "Det var skuespil Elina, simpelt skuespil," 

Hun kunne pludselig mærke en svag boblen af raseri nede i mavesækken. Han havde løjet for hende. Han havde nær fået hende til at græde! 
  "Men at du ikke ville følge med mig, havde jeg alligevel ikke regnet med. Det er altså de færreste, der frivilligt går ned til Helvede," 
Han strøg hende blidt over kinden og smilte flabet. 

Elina var gået mod Helvede fordi han havde grædt, og hun ikke havde kunnet klare det længere - uden selv at begynde at græde. Hvilken sørgefest havde det dog ikke været, hvis det var sket og de begge havde grædt.

  "Så du har løjet for mig? Snydt mig til din egen fordel?" Vreden boblede ud af hende.
Hun afskyede folk, der løj. Det var svineri, og ikke noget nogen mennesker burde gøre! 

Hun dirrede af vrede, da Elmo forklarede:
  "Ikke til min fordel, nærmere til din," 
  "Til min fordel, det tror jeg næppe," hvislede hun. Føj, for en løgner. 
  "Elina, lad mig forklare. Hvis du bare lader mig tale ud, så lover jeg dig, at du får en god forklaring," Elina lod ham fortælle for en stund: 
  "Jeg vil starte med at forklare, at det skam er til din fordel. Du skulle have været slave resten af din død, hvis ikke jeg var kommet og havde reddet dig. Og da det åbenbart ikke virkede at jeg græd, måtte jeg finde en anden løsning," 

Det virkede da, at han græd? Han havde ikke forstået problemet.. Han græd for længe.  

  "Jeg blev nødt til at vente med at fortælle dig det her, til vi var væk fra Helvede... ellers ville du ikke være fulgt med mig," 

I princippet havde han ret, men det var nok til begges fordel. 
Hun rejste sig og begyndte at gå mod skovbrynet, hvor de var kommet fra. Lige nu havde hun brug for at være alene. Hendes far havde altid fortalt hende, at det var bedst, når nogen havde løjet for en.  
  "Elina vent, hvor vil du gå hen?" Elmos stemme var forbavsende tæt på, og der gik ikke lang tid, før hun kunne mærke hans hånd klemme hendes. 

Elina vidste, hun havde ikke noget sted at gå hen, men det betød ikke, at hun behøvede at blive stående her. 
  "Elina, hør på mig - bliv," hviskede Elmo. 
Elina vidste ikke, hvad der var bedst. At blive hos Elmo, eller at være alene. 
  "Elina," hviskede han, "jeg har brug for din hjælp.." 

Da slog tanken hende, og hun stoppede. 
  "Og jeg har brug for din," 
Måske var Elmo den eneste skabning efter døden, hun nogensinde kunne have muligheden for at komme til at lære at kende. De eneste, hun ellers havde mødt, var mere eller mindre skygger, og så Djævlen og hans søn. Elmo var den eneste 'menneskeagtige' person, hun havde mødt, siden hun døde. 

Men han havde snydt hende før, og det skulle han ikke have lov til at gøre igen. Så hun tog en beslutning: 
  "Elmo, jeg vil ikke risikere at blive indblandet i noget, jeg ikke kan komme ud af, fordi du snyder mig igen! Men hvis du til gengæld vil skylde mig en tjeneste, så skal jeg nok prøve at hjælpe dig," 
Elina havde endnu ikke noget, Elmo kunne gøre for hende. Men den del, skulle hun nok finde ud af - hver ting til sin tid. 

Elmo nikkede sagte. 
 "Godt," hun smilte for sig selv og kom i tanke om dolken i sine grå buksers inderlomme.

 "Hvis ikke du gør noget for mig bagefter, så ved du nu, at jeg bærer kniv," hun kneb øjnene sammen til smalle sprækker. 
Kniv eller dolk, om man vil. Elina havde altid fået at vide af folkene i Havstad, at hun var ret overbevisende, når hun sagde, hun bar kniv. 
På trods af at det eneste, hun bruge dolken til, var at skære kød over, før hun døde.
Elmo mumlede blot et "okay", før han drejede om på hælene og gik tilbage til græstæppet. Så lagde han sig igen, og ligeså gjorde Elina. 

Resten af natten blev der ikke sagt et ord, enten sov de, eller også lå de blot og stirrede ud i skovens mørke, med ryggen til hinanden. Kun vindens hylen i træerne, og efterårsbladenes raslen brød stilheden. 

Elina vidste ikke længere, om hun kunne stole på Elmo. Han derimod var sikker på, at han kunne stole på Elina, så længe han lovede at skylde hende en tjeneste. 
Så længe Elina hjalp ham, ville han selvfølgelig også hjælpe hende. Eller hvad? 

Det var Elina, der brød tavsheden: 
  "Elmo, her er koldt, har vi ikke noget, vi kan varme os med?" Hun skuttede sig.  
  "Nej, vi har kun bålet," han sukkede, men tilbød så, "hvis du fryser meget, kan jeg godt varme dig?" 
Elina skævede til bålet, der nu kun var kul og få gløder, og så over på Elmo. 
Men trods sin lyst til at svare: "Varm mig," lukkede hun blot øjnene i og sukkede: 
  "Så hellere dø af kulde," 

...

Bladene omkring hende raslede. Vinden skar i hendes ører. Foran hende lå en sorthåret dreng. 
  "Elmo," hørte hun sig selv sige, da hun henvendte sig til drengen, "du må godt varme mig," 
Drengen. Elmo. Svarede ikke, men flyttede blot sin krop tættere på hendes ryg. Hans varme ånde i nakken gjorde hende tryg. 

Forsigtigt vendte Elina sig om, så hun endnu engang kunne kigge dybt ind i Elmos åbne øjne. Der var ikke længere noget utrygt ved dem. Nu, var det blot som at kigge ind i Havstad by, før branden, før hendes død. 

  "Elmo, tror du nogensinde, det vil blive muligt for os at komme ind?" hviskede Elina. 
Elmo nikkede blot og holdt en finger op foran Elinas læber, som tegn på at hun ikke behøvede at snakke så meget. 
Da han fjernede den igen, var hans ansigt så tæt på, at hun kunne mærke deres læber snitte hinanden. Forsigtigt strøg Elmo hende over kinden. Så pressede han pludselig sine bløde læber imod hendes, og famlede med jorden under dem, i et akavet forsøg på at tage Elinas hånd. 

Et øjeblik var hun ved at gå i panik, men så lukkede hun blot øjenene i, da alt blev sort. 

...

Her var mørk, så mørkt at man ingenting kunne se. Ikke ét eneste lys var der. Luften var så tyk, at man næsten ikke kunne trække vejret. Som om alt ilten var blevet suget ud. 
Hviskende stemmer lød flere steder, de blev højere og højere, og tilsidst var de så høje, at hun måtte holde sig for ørerne. 

Hun gik ind i noget og faldt næsten. Et halvkvalt skrig forlod hendes læber. Forsigtigt famlede hun sig fremad og genvandt balancen. Pludselig lød der en skraben i gulvet, og en stor dør åbnede sig. 

Inde bag døren var der også mørkt, der var dog svage lys fra noget, der mindede om ildfluer, der fløj rundt omkring med en summen. Nu kunne man se, at gulvet var lavet af brosten, ikke specielt store brosten, men grå. 

Pludselig bar hun sko, sådan nogle brune lædersko. Hun havde også en kjole på, kunne hun se. Helt hvid med frynser langs kanten. 
Den gik hende kun til knæene, så man kunne se hendes brune solbrændte ben, som hun altid havde været en smule stolt af.

Det undrede hende, at hun ikke længere havde bare fødder, eller sine slidte grå knæbukser på, heller ikke den hullede skjorte. Hun kunne nu godt lide kjolen. 

En skinger stemme afbrød hendes tankegang: 

  "Så du er altså død igen? Sikke en skam," efterfuldt af en ondskabsfuld latter.
  "Ja," var der en anden stemme, der peb. 
Latteren rungede gennem gangen. Hun fulgte latteren, til hun stod foran endnu en dør, denne stod på klem. 

Forsigtigt kantede hun sig så langt frem, så hun lige akkurat kunne se ind af dørsprækken. Og til hendes overrakselse stod.. Massimo inde bag døren? Han havde fået sit hoved igen, men ellers så han helt normal ud, eller normal og normal - skyggeagtig som i Helvede. En mørkegrå og alligevel næsten gennemsigtig skabning. 

Foran Massimo stod en høj kvinde. Hun havde det største bagparti Elina nogensinde havde set. Og det gjorde det ikke bedre, at den sorte stropløse kjole sad så tæt om hendes krop. Hendes hår var kulsort og gik hende til taljen. Man kunne dog godt komme i tvivl om, kvinden nogensinde redte det? 

Hendes næse var kroget og mindede alt for meget om en heks. Og så lignede hun en galning. Kvindens hud var helt hvid. Måske en vampyr? 
  "Og hvem har vi så her?" afbrød en stemme Elinas ellers endeløse tanker. 
Hun vendte sig om og så direkte ind i Dystan... 
 

                                                                                    ...

 

Elina vågnede med et sæt. Sveden banede sig vej ned over panden, men så åndende hun lettet ud. Lykkelig over at det bare havde været en drøm.  
  "Har du drømt?" lød Elmos stemme lige bag hende. 
Hun nikkede sagte og lod blikket hvile på sine hænder, der stadig rystede. 
  "Hvad handlede den om?" spurgte han nysgerrigt. 
Elina gav sig til at forklare alt, hvad hun havde drømt ned til mindste detalje. Dog undlod hun at fortælle om den første drøm, hvor de kyssede. 

Elmo så chokeret på hende, da hun var færdig. 
  "Elina, nu må du ikke blive alt for bange, men det du drømmer her i den her skov, vil højest sandsynligt blive til virkelighed," 
Elina så ligeså chokeret tilbage på Elmo, som han så på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...