Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
385Visninger
AA

7. Den krakkelerede skovs undergang

Det var snart fem dage siden Elina sidst havde set sin familie, det var kun sølle fem dage siden byen var brændt ned. Hun lod tankerne falde på alle de stakkels mennesker, der havde mistet deres familiemedlemmer i branden, de stakkels overlevende. 
Det var dog også lidt synd for hende selv, mente hun, hun savnede da også sin familie. Hendes venlige mor, hendes far der.. 
Nej Elina, lad være med at gentage dig selv. 

Hun måtte hjælpe Elmo først, så kunne det jo være, at han kunne hjælpe hende bagefter -  spørgsmålet var bare, om han holdt, hvad han lovede. 

Hun prikkede blidt Elmo i siden. 
  "Vågn op, dit dovne dyr," hviskede hun. 
Hun prikkede ham i siden igen. Denne gang en smule hårdere end før. 
  "Hmmmm," brummede han misfornøjet. 
Elina himlede med øjnene. Nu var han også selv uden om det. 
Og så begyndte hun at kilde ham, istedet for at prikke. Dog lod det ikke til, at Elmo var den mindste smule kilden, for han vendte sig blot om på maven, for at sove videre.
Hun sukkede.  

  "Jeg bærer kniv," Elina gav et lumsk smil fra sig. 
Elmo slog forskrækket øjnene op. 
  "Ja, så er det med at komme op," fortsatte hun leende, "jeg kan ligesom ikke selv finde hjem til dig, vel?" 
Elmo rystede på hovedet ad hende. 
  "Men jeg kan selvfølgelig også bare lade være med at hjælpe dig,"

Da hun sagde det, fik Elmo hurtigt rejst sig op og kørte en hånd gennem sit kulsorte hår, så han troede, det sad pænt. 
Så missede han lidt med øjnene for derefter at give Elina dræberblikket. Elmo var åbenbart ikke et morgenmenneske. 

  "Vi skal den vej," han pegede på en kæmpe stor busk fuld af hindbær nogle meter væk.
Elina så skeptisk på ham. Skulle de igennem dén stikkende busk der?
Dog begyndte hun at samle de sidste rester bær op - bare for at have lidt mad med. 

Busken var større, end hun havde regnet med, men til alt held var der en lille sprække allernederst, man lige kunne komme igennem.
Elmo var allerede på den anden side, og stod nu utålmodigt og råbte til Elina, at hun bare skulle ned på alle fire og kravle igennem. 

Endnu engang skeptisk bukkede hun sig og gav sig til at kravle ind gennem busken. Grene stak hende på benene og flere steder var der tjørne, der gav hende blødende rifter, på arme og ben. Over hendes hoved sad små klamme biller, som hun for alt i verden, prøvede at undgå. 

Da hun endelig stak hovedet ud, blev hun skuffet. Hun havde forventet en anden verden, som man blev hel overvældet af -  det havde hun engang set i en film.

Men selvfølgelig var der kun en smal sti, som de skulle følge. Hun sukkede. Men Elmo var allerede på vej. 
  "Kom nu Elina," råbte han. Nu var han da vidst vågnet helt.  
Hun løb hurtigt op på siden af ham. 

De sagde ikke et ord til hinanden i et langt stykke tid. Indtil det øjeblik Elina fik øje på en stor gylden ørentvist, der passerede deres vej. 
  “Se!" Udbrød Elina. 
Elmo så blot undrende på hende. 
  "En ørentvist!" fortsatte hun så. 

Elina havde altid elsket ørentviste, på trods af deres ækle gyldne overflade - der var bare et eller andet over dem, som Elina ikke kunne modstå. 

Engang for længe siden, før Elina var død, havde hendes mor skreget i vilden sky, da en ørentvist var kravlet over hendes bare fødder. Derefter havde hendes far slået ørentvisten ihjel. 
Elina havde ventet til moren og faren var gået, derefter var hun gået udenfor - hvor hendes far havde smidt ørentvisten - og havde samlet den op. Hun havde begravet den, med gravsten og det hele. På det tidspunkt havde hun dog heller ikke været mere end 10 år. 
 
  "Nurg, hvor er den sød," smilte Elina, da hun vendte tilbage til den virkelige verden. 
  "Elina? Du syntes da ikke for alvor, at ørentviste er søde?" Elmo rynkede panden i en undrende grimasse. 
  "Elmo, se på den," 
  "Jeg ser, jeg ser, men en ørentvist Elina?" 
Hun nikkede. 
  "De er jo så pokkers klamme, med de der klør - du vover på at samle den op," sagde Elmo, da Elina bøjede sig ned for at samle ørentvisten op. 

Elina lo, men lod dog ørentvisten være, og fortsatte istedet videre ad stien. Endnu engang stormede stilheden frem. Ingen sagde et ord. 

Kun bladenes raslen i træerne og fuglenes kvidren i trætoppene brød stilheden. Snart valgte Elina endnu engang at bryde tavsheden, ved at spørge Elmo om en masse ting, hun endnu ikke havde fået svar på: 
  "Hvor kommer man hen, når man dør igen?" 
  "Hvad mente De syv med, at Massimo skulle gøres til sten?"
  "Hvad er der egentligt blevet af vores kæder?" 
  "Hvordan har jeg fået mit tøj tilbage, det brændte jo op i branden?" 
Og sådan fortsatte det, til det gik op for Elina, at det ikke var sikkert Elmo overhovedet lyttede. 

  "Elmo? Lytter du?" spurgte hun. 
Det varede lidt før han svarede: 
  "Ja... Ja.. Selvfølgelig.. Øh," 
Elina himlede irriteret med sine grønne øjne, da svaret forlod hans læber. Men på trods af at Elina nu var overbevist om, at han ikke hørte efter - svarede han rent faktisk. 
  "Når man dør, kommer man til Calina-Borg - min mosters borg. Hun overtager alle dem, der er døde igen. At blive gjort til sten, er blot en anden måde at sige, at man skal dø igen. Det med kæderne ved jeg ikke, jeg tror blot, de forsvinder, når man passerer Dystans Exitskilt - ligesom man heller ikke er skygger længere, når man har passeret det. Og dit tøj.." Elmo tav, "Jeg ved det ikke - men jeg er glad for, at du har det på," 


  "Shhhh," tyssede han, på trods af at han var den eneste, der snakkede, "hør!"
Hun foldede ørerne ud og lyttede. Vinden hylede i træerne som før, bladende raslede, og en smule vand rislede, fra åen et stykke fra stien. 
  "Vand?" spurgte hun. 
  "Nej Elina! Der er nogen - noget der lyder som en hests vrinsken?" 
Elina lyttede igen, og nu kunne hun også høre det. Hysteriske vrinsk uforklarligt tæt på. 

Elmo drejede om på hælene og gik tilbage ad stien, men drejede så ud i det grønne græs ved siden af. Tilsidst var han helt væk i det. 
  “Gabrielle?" kunne hun høre ham sige. 
Hun fulgte lyden af vrinsk, der nu var blevet til en prusten, og fandt Elmo sammen med en stor hvid hest. 
Dens grå øjne for rundt med et forvirret blik. Den rystede voldsomt på hovedet, så dens hvide man hvirvlede frem og tilbage. Den stampede vredt i jorden. 

Elina så undrende på Elmo. 
  "Kender du den?" spurgte hun. 
  "Ja, hun er min," han aede forsigtigt hesten henover dens mule. 
Så henvendte han sig til hesten, "rolig, rolig Gabrielle, har I virkelig været bekymret for mig?" 

Hesten slappede en smule mere af, og Elmo tillod sig at kravle op på dens hvide ryg. 
  "Hvad venter du på?" spurgte han Elina, som meget langsomt bevægede sig mod ham.
Nu kom dét hun allermindst havde håbet skulle ske. Det var nu, hun ville gøre sig selv til grin.  

Elina havde kun redet på en hest, én gang før. Og den ene gang var én, hun bestemt ikke brød sig om at tænke på. Hun tog fat om hestens ryg og prøvede hjælpeløst at komme op på den. Så baskede hun vildt med arme og ben, prøvede ubehjælpsomt at klæbe sig til hesten. 
Elmo lo muntert af hende. Tilsidst hæftede hun sig fast til hesten og kom endelig op. Det var heller ikke fair, at Elmo havde sådanne muskuløse arme, til at løfte sig op med.. 

Men var der ikke noget galt? 

  "Elina du skal sidde omvendt," Elmo lo. 
Ikke igen.. Det var også det, hun gjorde sidst.. 
Hun så det hele for sig: 
Folkene havde leet og peget dengang, og da hun så endelig havde skullet igang var hun faldet af. Og der havde folk leet, til de ikke havde mere luft i lungerne. Endnu engang. 
Nu var der dog kun Elmo, der sad bag hende - men det var mindst ligeså galt, kunne det blive værre?
 
  "Elina?" Elmo brød hendes tanker. 

Elina fik sig med besvær vendt om. Elmo satte Gabrielle igang, så hun blev nødt til at tage fat om ham, ellers faldt hun af. En uforklarlig varme spredte sig igennem hendes krop, da hun lagde armene om ham. 
Gabrielle satte i galop, og så fløj de ellers derudaf, eller næsten..

Elina var for længst fløjet af og var landet ude i det høje græs. Hun fordrejede ansigtet til en trist grimasse og ømmede sin arm. Pokkers også

  "Elina, vi sætter dig foran, så du kan holde fast Gabrielles man," råbte han til hende, for derefter at vende Gabrielle om og ride tilbage efter hende. En lille fnisen forlod hans mund. 

For pokker hvor det gjorde ondt, hun var landet lige på halebenet og havde skrabet sin arm hen ad jorden, så der nu var kommet en rift, hvoraf blodet piblede ud. Forgæves prøvede hun at stoppe den tynde stribe, men måtte opgive. 

  "Jeg tror mit haleben er brækket, og min arm skal syes" pep hun klagende. På trods af, at hun udemærket godt vidste, at ingen af de ting, der var sket for hende, var synderligt alvorlige. 
  "Det tror jeg næppe," lo Elmo. 

Så steg han af Gabrielle og løftede Elina op på hende istedet. 
Selv satte han sig tæt bagved med armene omkring livet på hende. 
  "Tag fat i Gabrielle's manke," kommanderede han, "og hold godt fast, ellers falder du bare af igen," 

De begyndte stille at ride. Elmo lo en smule af hende og hendes besvær med heste. Men så tav han, og det var kun var Gabrielles hove, der slog mod stiens grus, som gav lyd fra sig. 

Trak de overhovedet vejret, nu hvor de var døde? tænkte hun for sig selv, men skubbede tanken væk. 
  "Kan du klare lidt mere fart," spurgte Elmo flabet, men samtidig kærligt. 
Elina rystede på hovedet, dog satte Elmo alligevel Gabrielle i trav. 

Gud hvor var den dreng irriterende, men så alligevel ikke.. 
  "Pas på du ikke falder af," lo Elmo. 
Jo, den dreng irriterede hende. Grænseløst. 
Skulle han absolut minde hende om, at hun var så dårlig til at ride, at hun forfærdet blev nødt til at klamre sig til Gabrielles hals...?


De havde redet længe nu. Elmo havde taget Elinas hånd, da hun havde været ved at falde af igen, dog havde han ikke sluppet igen. Mørket var ved at falde på og månen stod allerede tydeligt på himlen. Lidt længere fremme kunne Elina skimte en skov, der fik hende til at tænke på i går aftes, da de havde ligget der i mørket. Elina havde haft hovedet på Elmos bryst, mens han havde fortalt. Hendes hjerte havde dunket en smule mere end det normalt gjorde. Men det var ikke noget, hun havde lagt mærke til i går. 

Så kom hun i tanke om det sidste Elmo havde sagt.. 
  "Er det rigtigt, at det vi drømte i skoven, mens vi sov, vil blive til virkelighed?" spurgte hun, og bed sig i læben. 
Elmo brummede bare et lettere irriteret hmmm, men sagde så: 
  "Tjaa.. det er vel ikke for sjovt, at skoven bliver kaldt 'Drømmenes skov'?" 
  "Så har jeg ikke lyst til at hjælpe dig! Jeg vil nødigt komme ud for at Dystan fanger os," udbrød Elina. 
Igen undlod hun at nævne noget om den første drøm.  
  "Det er forståeligt nok, men måske er det bare en myte - jeg har aldrig sovet der før," 

Og dermed tav de. Skoven foran dem var nu forbavsende tæt på. Der var ingen blade på træerne og det så næsten ud, som om de strakte deres lange nøgne arme ud for at nå dem. 
Skoven var ret uhyggelig, syntes Elina. Hun ville allerhelst bare have klamret sig til Gabrielles hals, og klemt Elmos hånd, mens de galoperede gennem skoven. Men Elmo sænkede farten, så de tilsidst stod helt stille. 

  "Før vi rider gennem skoven, skal du vide, at du på ingen måde må knække en gren i den her skov! For hvis du gør det.." Elmo sukkede opgivende, "er din kniv ikke nok," 
Elina tog sig chokeret til sin bukselomme, hvor dolken lå. Dolken var jo ikke engang særlig stor..  
Elina turde ikke engang spørge ind til, hvad der ville ske, hvis hun kom til, at knække en gren.

Så løsnede Elmo sit greb om Elinas hånd, og satte Gabrielle igang igen. Hendes hove slog mod stiens grus, da hun begyndte at trave gennem skoven. 

Ikke knække en gren, ikke knække en gren.. Ikke knække...  Elina gentog det i sine tanker, gang på gang. 
Hun havde dukket sig hele vejen, for ikke at ramme de nøgne grene. 
Og det skulle hun have været blevet ved med. Men nogen ting er tilfældighedernes skyld.

For da Elina løftede hovedet for at se, hvor langt de var, ramte hun en lille gren over sit hoved. Den rådne gren knækkende og landede i Elmos skød. 
  "Elinaa!" skreg han forfærdet. 
Elmo måtte nu få Gabrielle til at galopere så hurtigt hendes lange hesteben kunne bære dem gennem skoven.
  "Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!" skreg Elina i gråd. Hvorfor pokker var hun også så uheldig? 

Hendes hjerte galoperede i takt med Gabrielles hove, da jorden under dem begyndte at ryste. Flere steder begyndte den at revne. Det føltes som en evighed, før de var ud af skoven. Da Elina vendte hovedet måtte hun se forskrækket til, mens skoven bag dem krakelerede. Alle træerne væltede over i hinanden, og omkring skoven gik jorden i stykker, så det sprøjtede op med jord til alle sider. 
Skoven væltede ganske vist, men de sidste levende træer faldende ned i et kæmpe stort hul i den jord, der før havde været under dem. 

Elina tog sig til hjertet. Hendes åndedræt var hurtige og panikslagne, og hun kunne mærke gråden, der havde været på vej op i hende, forsvinde igen. 

  "Elina for pokker! Det var tæt på," sagde Elmo forpustet. Det var næsten som som, hun kunne høre hans hjerte dunke. 
  "Det eneste vi kan glæde os over nu er, at hvis Dystan og Aiden stadig er efter os, vil det tage tid for dem at komme over det hul der," 

Elina lod blikket falde på det store grumsede hul, på omtrent 30 meter. 
Det kunne Elmo have ret i, spørgsmålet var bare, om de stadig var efter dem? 
 
Med bankende hjerter, og nogle lettere panikslagne åndedræt, forsatte de på Gabrielle, som også var blevet noget forpustet af løbeturen gennem skoven. 

Mørket havde efterhånden sænket endnu mere over dem, og de begyndte nu at kunne skimte en silhuet af en kæmpe bygning. 
Elmo fortalte Elina, at det var der, han boede. 

Under dem var en lille sti, der skulle føre dem til 'slottet', som Elmo havde omtalt sit hjem - om det så var et slot, eller om det bare var fordi Elmo var kongesøn, at han sagde sådan - vidste Elina ikke. 

Selvom stien føltes endeløs, kunne man se, det såkaldte 'slot' komme nærmere og nærmere. Og efterhånden som de kom tættere på, kunne Elina godt se meningen med, at Elmo havde kaldt sit hjem hjem for et slot. 
Der tornede sig tårn helt op i skyerne, så man næsten ikke kunne se spidsen. Og så var  bygningen kæmpestor og lavet af noget, der lignede sand. Elina kunne dog ikke se sammenhængen, hvis det virkelig var sand. 

Rundt om slottet var en bred å, der slyngede sig ind og ud mellem nogle store æbletræer. Og bag den store bygning, kunne Elina skimte nogle høje bakker, hvorpå der gik flere heste end hun kunne tælle.

De kom helt nær slottet og stod nu foran en stor stenport, der åbnede sig med et brag. Ud stormede mænd og kvinder, der alle bar noget, der lignede sorte lagner viklet rundt om kroppen.

De farede allesammen hen til Gabrielle og løftede Elmo og Elina ned af hende, mens de mumlede noget, der mindede om: 
  "Endelig kom du hjem Elmo," "hvor har vi haft brug for dig her Elmo," eller, "hvad har du lavet Elmo?" 

En sætning skilte sig dog ud: 
  "Hvem er hun?" og der blev pludselig helt stille, alle de lagenklædte stirrede på Elina med store undrende øjne. 
Elmo hjælp mig! bad hun indvendigt. 
  "Hun hedder Elina," smilte Elmo og hævede derefter stemmen, "hun vil hjælpe os alle mod Calina, og hjælpe mig med at redde min mor!" råbte han så. 

De stirrende blikke opløstes, og alle de lagenklædte mænd og kvinder begyndte nu at juble. Hvorefter de gennede Elina og Elmo ind af stenporten. 
Én tog Gabrielle og førte hende væk. Resten fulgte med dem ind. 

Indenfor var en yderst smal gang. På gulvet lå et rødt gulvtæppe. Væggene var hvide som sne og lidt længere fremme var en dør. Den var lavet af træ, hvorimod håndtaget var lavet af noget, der mindede utroligt meget om guld. 

De blev ført ind af døren med menneskeneflokken tæt bag sig, så der ingen vej var tilbage. Elina sank en klump, da de kom ind i en stor sal. Væggene her var også hvide, men gulvet var lavet af det samme som håndtaget på døren. Guld. 
Midt i det hele stod et langt træbord med stole langs siderne. Og for enden var en kæmpe stor stol lavet af metal. Ved siden af den stod en mindre metalstol, der så ud som om, den havde stået tom alt, alt for længe. Det samme gjorde den stolen på den modsatte side af bordet, den var som de to andre også lavet af metal. 

Oppe for enden af rummet stod endnu en stol, der skinnede om kap med månen udenfor. I den stol sad en meget ranglet mand, og hans hår var kulsort ligesom Elmos. Manden rejste sig og løb imod dem i det øjeblik, de trådte ind af døren. 
  "Elmo!" jublede manden glad og trak Elmo ind i et langvarigt kram. 
  "Far," hviskede Elmo.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...