Flygtet fra døden

☯ Der er dem, der hører til i Himlen, der er dem, der hører til i Helvede, og så er der dem, der havner der ved et tilfælde ☯ - Det er ikke til at sige, om det var et tilfælde, at det nøjagtigt var den 13 juni på denne dejlige solskinsdag landsbyen Havstad brød i flammer. Det er heller ikke til at sige, om det var et tilfælde, at den 16' årige Elina Colt skulle dø på denne dag - kvalt i flammerne. Det var dog et tilfælde, at hun valgte vejen til Helvede. Elina flygter derfra med den jævnaldrene Elmo, efter at de har været holdt som slaver, og sammen når de langt. Men endnu et problem kommer dem i vejen! Og kan det overhovedet lade sig gøre at flygte fra døden? Vil de nå langt inden døden indhenter dem?

1Likes
2Kommentarer
393Visninger
AA

3. De syv

Elina løftede hammeren og gav den et hård skub mod stenene. Hun var blevet lænket og sat fast til en stor ambolt, der kun stod få meter fra hende. Kæden, hun var bundet fast til, var tyk og støbt af metal præcis ligesom ambolten.
Hammerens tunge hoved ramte stenene og gav genlyd gennem hele rummet.

Aiden havde lænket hende og forklaret, at hun skulle hakke med hammeren, så hun vristede de tunge sten fri. Hver dag ville han så komme og hente de løse sten, som Dystan brugte til at lave ild med.
  "Dystan har kun et vist antal ildsten på sit kontor, derfor har han brug for, at der er nogen der slår dem fri for ham," havde han sagt, og Elina gik ud fra, at stenene var de såkaldte ildsten. Højst sandsynligt hvis også de sten, der satte ild til faklerne. 
Hvorfor hun skulle arbejde sammen med en masse skygger, og ikke andre mennesker, bed hun ikke mærke i. Hun havde ikke engang kæmpet imod, da Aiden lænkede hende. 

Elina begyndte at kunne mærke noget ubehageligt, noget, der føltes som syre, hvislede hen over hendes krop. Hendes hænder rystede, da hun endnu engang løftede hammeren, for at hakke de hårde ildsten i stykker. Hendes ellers blanke hud blev mørkere og tilsidst var den helt sort og skyggeagtig. Hun tog et lydløst skridt over den store række af sten og begyndte at hakke på den anden side. De andre skygger stirrede udtrykløst på deres hamre. 
Elina mærkede vreden mod Dystan vokse, jo længere tid hun hakkede. Sveden løb ned ad panden, og snart kunne hun ikke mere. Jo flere kræfter hun mistede, jo mere boblede vreden inden i. 

Det grå stengulv rungede hver eneste gang, hun tog et skridt. Og der lå en smule aske på det. Væggene var lige så sorte som fanden selv. Til og med fra det sorte loft hang edderkoppespind med store edderkopper.
Hvorfor skulle Dystan også have det så godt, mens hun og skyggerne skulle slide efter livet? Bogstavlig talt. 

Hun fejede lidt aske til side med sine bare tæer, så de blev endnu mere sorte, end de var før. En summen fra et bål nåede hendes ører. Selvom Aiden havde været tavs, efter han havde forklaret det med ildstenene, vidste Elina alligevel godt, hvad han havde ment, da han gik. Hun skulle være en slave, slave nummer 1226. Summenen fra bålet ophørte, da døren pludselig sprang op, og Aiden kom ind slæbende på en skrigende skygge. Den der var flygtet ud af døren, da hun var kommet. 
  "Hvad i helvedes navn?” sagde Aiden og kiggede mistænksomt på Elina, da han opdagede, hun var stoppet med at arbejde. Hendes hjerte slog hurtigere. 
  "Slip mig!" skreg skyggen. 
  "Du kan tro nej," hvislede Aiden, "kom igang." Han henvendte sig til Elina i nøjagtig samme tonefald.

Hun nikkede bare sagte og rettede blikket mod hammeren. Det summede i hendes fingre, da hun begyndte igen, hammeren var alt for tung til en pige som hende. Igen kriblede det indeni, den sprudlende vrede mod Dystan var på vej ud, og Elina måtte synke en klump for at holde den inde. 

  "Slip mig så!" skreg skyggen vredt. 
  "Du kan tro nej," gentog Aiden irriteret og fortsatte, "du bliver her, til en af De syv kommer og henter dig." 
Det svimlede et øjeblik for øjnene af Elina. Skulle De syv komme her? Hun syntes at kunne smage et strejf af blod. 

Aiden forsvandt ud af døren, mens den vrede skygge stampede i jorden og mumlede nogle arrige ord, rettet mod Aiden og Dystan. Præcis sådanne ord Elina selv ville lukke ud, hvis ikke det var fordi, hun var bange for, hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. 
Skyggerne rundt omkring opløste deres udtryksløse blikke og brød ud i en hvisken om De syv. Og det gik op for Elina, at hun langt fra var den eneste, der frygtede dem. 

Elina nærmede sig skyggen, der var kommet ind sammen med Aiden. Den stampende stadig vredt i jorden, men dens arrige ord var holdt op. 
  "Hvem er De syv?" Hun fumlede forsigtigt med en splint i hammerens skaft, i frygt for at blive indblandet i et raserianfald. Ordene De syv var i sig selv ret frygtelige, syntes hun. 

Skyggen kiggede fornærmet på hende, og et øjeblik var Elina bange for, den ville springe på hende, men det lod til, at den tøede op. Den stoppede i hvert fald med at stampe. 
  “En af De syv," den kløede sig mistænksomt på hagen, og kneb øjnene sammen, “er én der er ond nok til at slå én, der allerede er død, ihjel," 
Elina var ikke tilfreds med svaret. Hun forstod det ikke. 
  "Hvad mener du?" spurgte hun forsigtigt, men rystede alligevel svagt. Hvad hvis skyggen brød ud i et pludseligt udbrud? 
  "Hvad mente Aiden med: Indtil de syv kommer og henter dig? Hvem er du? Hvad har du gjort, siden De syv kommer og henter dig? Hvorfor.." Skyggen tyssede på hende. 
  "Det ender med din kæbe falder af," sagde den. 

Elina stirrede bare på den, da den besvarede det første spørgsmål. 
  "De syv vil komme og slå mig ihjel. Modsiger man Dystan, eller kommer man ham på tværs, tilkalder han De syv, og så dør man, igen" Elina blinkede forundret. 
  "Så man kan altså godt dø igen?" spurgte hun. 
  "Kun i Helvede," smilte den. 
Der gik lidt tid før den fortsatte: 
  "De syv slår ihjel på Dystans befaling, hvilket vil sige, at der er stor chance for, at han aldrig selv dør. Jeg prøvede at flygte og kom Dystan på tværs, derfor er det mig, der skal dø idag!" 
  "Er du slet ikke bange?" Det ville Elina i hvert fald være. 
  "Tja, kun Dystan ved, hvor man kommer hen, når man dør igen. Men det kan umuligt være værre end her," skyggen skar tænder. 
Det så helt underligt ud med det kridhvide tandsæt på den sorte skygge. 

Langsomt faldt tingene på plads i Elinas hoved, som et puslespil, langsomt brik for brik. Så De syv var altså nogen, der slog de døde ihjel, hvis man kom Dystan på tværs. Men ville det så sige, at det rent faktisk var umuligt at dø helt? Hvis altså, man kom et sted hen, når man døde igen. Så kom man vel bare til en ny verden, hver gang man døde? 
Så nikkede hun bare sagte til skyggen, for derefter at lade den gå sin vej. 

Beslutsomt vendte hun sig mod bålet. Det var som om flammerne dansede med noget. Elina lænede sig forsigtigt ind over bålet. Flammerne spejlede sig i hendes ansigt. Hendes lyse flagrende hår, grønne øjne og spidse næse. Hun smilte forsigtigt. Den rødglødende ild slikkede sig op af noget gråt, noget der lignede et sværd. 

  "Spekulerer du på, hvad det er?" en velkendt stemme brød Elinas tanker. Hun kunne bare ikke finde ud af, hvem stemmen tilhørte. 
  "Ja," 
  "Det er de nye kæder, dem som du er lænket fast til. Bålet er lavet med ildstenene, du hakker," 
Pludselig slog det Elina, hun kunne jo bevæge sig væk fra ambolten! 
  "Men vi kan jo bevæge os væk fra vores lænke!" udbrød hun.
  "Ikke længere end til døren.” Hun kunne høre smilet spille på stemmens læber. 
  "Hvad skal de så til for," hun fnyste, og lod tankerne falde på Dystan. 
Hvor var han dog dum. Så ækel. Så grim, og så ufatteligt dum. Vreden kom endnu engang frem i hende. 

  "Jeg tror," stemmen holdt en pause, "jeg tror, at vi sagtens ville kunne komme ud af døren, hvis ikke lænkerne var der," 
Elina nikkede blot, men kom så i tanke om skyggen, der flygtede. Hvordan pokker kunne han så komme ud af døren? 
Hun stod og tænkte lidt over det, men kom så frem til den konklusion, at der måtte være en måde at komme af med lænken på. 

Så kom hun igen i tanke om stemmen bag hende, og valgte af den grund at dreje rundt for at se, hvem det var. 
Det endte med, at hun stod ansigt til ansigt med ham.

  "Elmo!" udbrød hun forskrækket. Pludselig vendte hun al sin vrede mod ham, istedet for mod Dystan. Var han kommet helt herned til Helvede, for at græde hende ked af det, igen? Han kunne tro nej. 

Elina var følsom, ja, så følsom, at hun næsten selv græd, når andre var kede af det. Men Elina havde også en grænse for, hvor meget hun gad hjælpe fremmede
  "Ja," han smilte, og slog ud med armene, "det er mig," 
Elina sukkede opgivende. Hvad pokker var der galt med ham? Hvorfor græd han ikke? 
  "Hvad er der sket?" spurgte hun. Der måtte være sket noget godt.
  "Ingenting," 
  "Du er jo ikke trist mere," 
  "Tja, hvad kan man sige? Jeg er blevet glad igen," 
Elina mærkede den stikkende fornemmelse ved hjertet forsvinde, og vreden forsvandt let som vinden. Gudskelov, ikke mere gråd. At Elmo "pludselig" var blevet glad igen, tænkte hun ikke nærmere over. 
  "Hvad vil du?" spurgte hun, med nysgerrighed i stemmen. Hvorfor kom han pludselig her? 
  "Jeg kommer selvfølgelig efter dig! Jeg lod mig fange, vi flygter!" Elmo smilede stort, og bemærkede ikke de andre skygger, der var stoppet med at hakke og nysgerrigt fulgte med i deres samtale. 
  "Gør vi?" Hun så undrende på ham. 
Han grinte bare ad hende. 
  “Okay, og hvordan han du så tænkt dig det?" 
  "Jeg vil da bare..." Elmos grin stilnede af, "det ved jeg ikke," sagde han så lidt lavere.
  "Der kan du selv se, det er umuligt, vi dør." Derefter sluttede samtalen, og de forblev tavse. 

Elina satte sig tungt på gulvet. Hun formede et hjerte i asken, pustede det væk, og tegnede det et nyt sted. Bare for at få tiden til at gå. Sådan fortsatte hun indtil Aiden kom brasende ind af døren. Elina gispede.  


Hun havde ikke fået flere pauser end den ene gang, hvor hun havde sat sig ned på jorden og tegnet hjerter i asken. Hun var blevet pisket op af Aiden og sat igang, derefter havde hun ikke turde sætte sig ned igen. Hendes ben var blevet tunge under hende, og de truede med at lade hende falde, men hun kæmpede sig videre. Egentlig var Elina vred på Dystan og Aiden, men hendes tunge øjenlåg og hoved summede af træthed, så hun undlod at bruge flere kræfter på at tænke. 

Det var som om bunken af sten aldrig blev større. Selvom de var 1227 til at arbejde på den - med Elmos tilstedeværelse - var det som om, den knap nok voksede bare en sten mere. 
Hun slæbte hammeren hen over gulvet med ben tunge som metal. 

Der hang billeder på væggen. Billeder af grå gamle skygger, deres 'hud' var væk et par steder og så var de helt gennemsigtige. 

En fløjtes skrig lød gennem rummet. Alle standsede, de andre skygger trak ned i den modsatte ende af rummet. Betød det pause? Elina håbede det inderligt, og hun kunne mærke, at lille lys tændes i hendes bryst. 

En af skyggerne trak i Elina, som bare stod som frosset til gulvet. Det løb hende koldt ned af ryggen, da fløjten lød endnu en gang. Måske betød det alligevel ikke pause? 
Angsten kravlede op og ned af hendes ryg. Fløjten lød for tredje gang. En klokke ringede. Elina spænede, så hurtigt hendes ben kunne bære hende ned mod de andre skygger. 
  "De syv," hviskede Elmo lige bag hende. Frygten for nu at skulle overvære den flygtende skygges død, spredte sig i kroppen. 

  "Hvordan kan det være, at du ved så meget om stedet her, når du er lige kommet?" hviskede Elina tilbage.
  "Jeg har været her før," 
  "Hvad mener..." Elmo afbrød. 
  "Ikke nu, forklaare-r sene-ere," hans stemme rystede. 
En stemme rungede i væggene. De syv. 
  "Er de her nu?" Hun forstod intet. 
  "De er her, du kan bare ikke se dem, det er derfor, du heller ikke ser Dystan, når du dør. Og så kan de tage menneskeskik-kelse, så du aner ikke, hvor de er. Det samm-me kan Dystan,"  

  "Vi er kommet for at gøre én er jer til sten, dræbe én af jer - på Dystans befaling selvfølgelig.” Stemmen hævede sig, "Massimo," den sorte skygge, Aiden var kommet med måtte være Massimo. 

Han gik med lydløse skridt op, og bukkede for De syv, der ikke kunne ses. Det krøb inden i, en fornemmelse af gul opkast, skvulpede op gennem Elinas hals. Dystan blev da også bare værre og værre. 

  "Af med hans hoved," råbte syv skræmmende stemmer.
Stemmerne fik Elinas hoved til at summe om slanger, deres tænder, deres kæber. Hun gøs. Slanger var intet i forhold til dette blandede råb. 

Forsigtigt skænkede Elina Massimo et blik. Hans hoved lå allerede på metalgulvet, blodet fossede ud og gjorde asken rød. Det trillede frem og tilbage, som en fodbold hen over gulvet. Sorte prikker dansede for Elinas øjne. Hun blev svimmel. Det var som små nåle, der prikkede i hendes hud. 
Og så kom det, en gylden væske flød ud af Elinas mund, og landede på metalgulvet foran hende. Opkast.  
Elina havde aldrig brudt sig om blod. 

Hun forstillede sig en skygge vandre hvileløst rundt uden hoved, hun gispede. Det svimlede for hende endnu engang, og fornemmelsen af den gyldne væske, der trykkede sig op gennem hendes hals, kom igen. 

  "Øje for øje, tand for tand," hun huskede stadig stemmen, hun havde haft i sit hoved, lige inden hun døde. Hun nægtede at blive skræmt, men det kunne ikke lade sig gøre. Det kriblede overalt, som store ækle edderkopper. 
  "Øje for øje, tand for tand. Øje for øje, tand for tand. Øje for øje, tand for tand. Øje for øje... " - Var det en skæbne i Helvede, den havde ment? 
Måske var det kun et spørgsmål om tid, før det var hendes tur til at blive hovedløs, ligesom Massimo

Det var farligt ikke at adlyde Djævlen, Dystans ordre. Det indså Elina nu. 
At blive straffet på den måde var ikke en måde, hun havde lyst til at dø på igen. Hun lukkede øjnene i. Først nu indså Elina helt, hvor frygtelig Dystan var. Han ville slå dem ihjel. Der var ingen vej udenom. Et gisp undslap hendes læber. Dystan ville slå hende ihjel..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...