Jeg har det fint

Det handler om omsorgssvigt, der er ikke så meget mere at sige end LÆS! xD

1Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

1. Jeg har det fint

Da mor kom hjem stank hun. Det gjorde hun altid, men jeg sagde ikke noget til det. Hun kunne jo ikke som sådan gøre for det. Hun havde bare have være uheldig igen, og røget i fælden. Det gør hun tit. Når hun så kommer hjem sætter hun sig i den bløde stol, og tænder for en cigaret. Nogle gange tager hun også en øl eller to for at lindre hendes migræne. En gang sagde jeg til hende, at det nok ikke var migræne, men tømmermænd. Så stak hun mig én og så begyndte hun at hulke og drikke mere. Jeg har aldrig sagt sådan noget igen. Jeg hader når mor hyler. Hun virker så hjælpeløs og jeg står bare ynkeligt og ser på, og kan ikke gøre noget. Hun siger tit til mig at jeg ikke må græde, fordi det viser svaghed, og man må aldrig vise sin svaghed. Det er bare svært når ens egen mor flæber flere gange om dagen. Men på en måde hjælper det jo også til at man forstår, for jeg kan jo slet ikke udholde det.

Jeg kan især huske en dag hvor jeg var lige ved at græde. Det var oppe i skolen da vi havde besøg af en fra kommunen. Hun fortalte noget om alkoholikere, omsorgssvigt og hvordan man ikke kan stole på alkoholikere. Jeg var lige ved at græde fordi der var så meget som passede, men så mindede jeg mig selv om at mor ikke var alkoholiker, og hun svigtede mig ikke. Jeg vidste stort set altid hvor jeg havde hende. Stort set. Jeg var ikke blevet omsorgssvigtet jeg havde det jo fint og godt, for det meste. Da jeg så mærkede tårerne som pressede sig på, kradsede jeg mig på håndledet så jeg kunne holde facaden.

Til skolehjemsamtalerne, kom jeg altid alene og sagde f.eks. Min mormor er faldet om med et hjertetilfælde, så min mor og hendes bror er på hospitalet nu. Ellers sagde jeg noget i retning af min mor kunne alligevel ikke komme, for hun skulle nemlig på arbejde.

Jeg løj ikke mine lære sådan direkte op i hovedet, for noget af det var sandt.                              

Min mormor var engang faldet om med hjertestop, men min mor tog ikke hen på sygehuset. Det gjorde min morbror heller ikke.     

Og det med arbejdet var også lidt sandt, hun var ude for at søge arbejde, det sagde hun i hvert fald.                                                                 

Hun har tit sagt at jeg skal se det bedste i folk, og altid tro på dem indtil det modsatte er bevist.

Der lå jeg og blødte. Jeg blødte fra læben, og det dryppede ned på det grønne runde tæppe. Mor stod og råbte noget, men jeg hørte ikke efter. Det dunkede så meget i øret. Jeg mærkede mors store hånd i min krave og hun vendte mig om. Jeg så direkte ind i hendes store ansigt og hun brølede ind i hovedet på mig. Hvis jeg havde modet til at kunne tale havde jeg råbt lige så højt ind i hendes hoved.

Det var standart hjemme hos mig. Når hun kom hjem halv tolv og havde fået for meget alkohol.                                                                  

Og det med alkohollen var vel ikke så mærkeligt endda. Da jeg en dag havde været hjemme hos Mira i anden klasse, havde hendes far da også taget et eller to glas rødvin, og hendes mor sagde da ikke noget til det.                               

Og der sad jo også masser af mennesker nede på pubben, og det ved jeg for det ser jeg når jeg går hjem om aftenen.

Jeg går altid ned i parken lige efter skole, så sidder jeg og kigger på græs, fugle og insekter. Jeg er så fascineret af deres overlevelse selvom alle odds er imod dem.                                     

Klokken halv otte går jeg hjem, blokken ligger ca. et kvarters gang fra parken, så jeg er hjemme når mor er kærlig og laver mad.                

Fiskepinde fra Aldi, stegt på panden uden fedtstof.                                                      

Det smager fint, men er sådan lidt tørt, og smuldre i munden.                                                          

Det er typisk tirsdag og torsdag mor finder vare til halv pris. 

Jeg har et godt liv, jeg har det fint.

Den morgen stod jeg ude ved håndvasken, og så mig selv i spejlet. Spejlet er ødelagt, men jeg kan godt se mig selv.                                                 

Jeg så mig selv i øjnene, de var næsten helt røde fordi jeg lige havde grædt.                                                             

Sådan noget gør jeg tit, græder.                                  

Jeg græder hver morgen når jeg står op, for der sover mor stadig og så kan hun ikke se mine tårer som triller ned af kinderne og videre ned på min hage.                                                       

Jeg hulker eller hyler ikke, tårerne vælter bare frem, uden en lyd. 

Jeg går i skole inden mor vågner, så kan hun ikke blive sur på mig. For når jeg kommer hjem klokken kvart i otte har hun alligevel glemt alt hvad der end er sket om morgenen. Ellers fortæller hun mig bare ikke hvad hun går og laver.                                                                        

Det er faktisk noget jeg synes er rart, vi sidder bare uden at snakke, for jeg vil ikke høre på hende, jeg vil ikke høre om økonomien, eller om hendes problemer.                                       

Jeg har mine egne problemer, mine egne kampe. Jeg skal holde facaden og ikke græde, jeg kan ikke tage nogen med hjem, så jeg skal lyve for alle og for mig selv.              

Jeg må forklare mig selv at jeg har det fint, men har jeg det? Har jeg det fint? Er det mig der har gjort noget galt? Er jeg utaknemlig? Ligger jeg for meget i det? Er det bare en fase?

Vibeke kom hen til mig og spurgte om jeg havde det fint? Om jeg havde det fint?                       

Det var ikke første gang hun spurgte mig om det. Min standart replik lød noget i retning af      

Ja, hvad med dig? Eller Selvfølgelig, hvorfor skulle jeg da ikke have det fint?                             Men i dag var det for meget jeg græd, sådan rigtigt, med lyd og det hele.                                 

Jeg hulkede, hylede og skreg, mens tårerne fossede ned af mit ansigt, og Vibeke så helt chokeret ud.                                                         

Hun tog mig i ærmet og trak mig ud af klasselokalet og tog mig med ind på læreforberedelse og fandt nogle kleenex frem.    

Ssch, hun tyssede beroligende på mig, og strøg mig op og ned af armene. Det føltes dejligt at blive rørt på den måde. Bare det med at have fysisk kontakt med et andet menneske.     

Hendes hænder var bløde, og ikke rur og arrede som mors.                                                       

Hun lugtede også anderledes, hun nærmest duftede i modsætning til mor.                       

Hun havde mascara og læbestift på, det havde mor aldrig.                                                                  Hun var helt anderledes end mor, alligevel følte jeg mig tryg og afslappet.

Da Vibeke kom tilbage fra køkkenet, havde hun te med som hun lovede. Hun havde også Suzanne og fra AKT med.                               

 Hun spurgte om det var okay med mig at hun lyttede med. Jeg nikkede bare.                             

Hun begyndte at spørge om jeg kunne lide at være derhjemme, jeg trak på skuldrene og Suzanne og Vibeke kiggede på hinanden, derefter begyndte Suzanne at skrible noget ned. Suzanne blev ved med at prøve at holde øjenkontakt med mig, så kiggede jeg ned. Hun spidsede munden og så indgående på mig, så så hun undrende ud og kiggede ned på sine papirer.                                                                      

De blev ved med at spørge mig om alt muligt, hvad jeg laver efter skole, hvordan jeg har det med min mor, om hun nogle gange drikker, hvordan jeg har det med det osv.                                

Jeg svarede ærligt på det meste, men noget af det vidste jeg ikke hvad jeg skulle have svaret på.

Vibeke tog mine hænder i et venligt fast greb og kiggede mig dybt i øjnene og sagde langsomt og tydeligt.                                            

Vi bliver nødt til at snakke med din mor og en socialrådgiver.                                                              Jeg rykkede mig lidt væk fra dem, ville det så betyde at jeg ikke kunne bo hos mor?                         Det var som om Vibeke læste mine tanker og sagde stille.                                                                 Du skal ikke være bange, det er for at i begge kan få det godt, dig og din mor. Sammen hjemmes hos jer. Din mor skal have lidt hjælp, så i igen kan få det fint. Så du kan få det fint.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...