Chasing Love ~ Harry Styles

Allison Miller er 21 år gammel, og kommer fra storbyen London i England. Hendes bedsteven er selveste Niall Horan fra det berømte boyband One Direction, og hendes ex er ingen ringere end Harry Styles. Niall hader at skulle se sine venner skændes, så ham og Harry finder sammen en løsning på problemerne. Vil deres forhold blive godt igen? Hvordan bliver følelserne? Hvorfor slog de op?.... (Cover: 1Dactually )

16Likes
19Kommentarer
1559Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Harry var ikke kommet tilbage endnu, og eftersom klokken lige havde rundet 2 var jeg gået i seng. Sengen var faktisk virkelig blød, og stor. Harry måtte meget godt blive væk. Alligevel holdte jeg mig helt over i den ene side af sengen, hvis nu det kunne være at han kom tilbage. Jeg skulle ikke ligge helt op af ham. Næ nej.
Hoveddøren gik ligeså stille op, men blev dog lukket med et brag. ”Shit,” lød en hviskende mørk stemme. Selvfølgelig kom Harry tilbage, selvfølgelig. Der var mørkt på hotelværelset, så han kunne sikkert ikke se en pind for sig. Skridtende blev højere og højere, og til sidst var de helt henne ved sengen. Dog i den anden side, end der hvor jeg lå. Han satte sig på sengen, tog sine bukser af + trøje, og lagde sig ned i sengen. Det var heldigvis ikke dobbelt dyne. – Vi havde en hver.
Hans tunge vejrtrækning blev lidt højere, hvilket betød at han var faldet i søvn. Så godt kender jeg ham da.

**

”Ja, ja det skal jeg nok. Ja. Jeg elsker også dig. Vi ses,” jeg lyttede så godt med i samtalen som muligt. Harry havde vækket mig med hans åndsvage telefon samtale. Han havde snakket i godt og vel 5 minutter. Jeg lod bare som om, at jeg sov, mens at han rendte rundt på hotelværelset. Han lagde sin telefon ned på et bord ved sengen, og kiggede hurtigt og kort over på mig. Jeg havde jo så lige åbne øjne, hvis du skulle være i tvivl.
”Åhh. Godmorgen,” han sendte mig et lille smil, og fortsatte bare ud af døren til ’soveværelset’. Jeg gad ikke svarer ham. Hvorfor skulle jeg?

Jeg satte mig op i sengen, og kiggede på et lille ur der lå på natbordet. 10:08. Jeg måtte nok hellere stå op. Selvom jeg hellere ville blive liggende. Jeg rejste mig op, tog min kuffert, og bøjede mig ned for at finde noget tøj. Jeg kunne ikke længere høre Harrys skridt, så jeg regnede med at han var gået. Dog fandt jeg ud af, at han stod og smugkiggede på min røv. Jeg lod som ingenting.

Jeg fik hurtigt fundet mit tøj, og rejste mig derefter. Harry kiggede hurtigt væk, og fortsatte det han havde haft gang i. Hvorfor så mærkelig Harry?

**

Jeg sad nede ved poolen, sammen med Harry. Han sad ved siden af mig i hans hvide badebukser. Han snakkede en smule med et par fans, og kiggede ellers bare rundt. Selv sad jeg i en farverig sommerkjole med bikini indenunder. Jeg tror der var omkring 28-29 grader.

Harrys mobil ringede igen. Han tog den hurtigt. ”Det Harry,” han smilede en smule. ”Hva’ så?” Han rejste sig op, og gik over til poolen. ”Jo. Ja det kan jeg godt. Mmm. Det ved jeg,” hans smil blev lidt større. ”Vi ses. Elsker ogsssssss dig,” der lød en lille latter i den anden ene af telefonen. Harry lagde på, og satte sig tilbage. Vi sad lidt i stilhed. Jeg gloede ned i min mobil, og Harry kiggede bare en smule på mig. ”Såå. Hvad har du af planer for i dag?” Han støttede sit hoved med sin arm. ”Hvad rager det dig?” snerrede jeg tilbage, og gloede fortsat bare ned i min mobil. Han sukkede en smule. ”Hvad er der med dig?” Hans stemme lød lidt overrasket. Hvorfor snakkede jeg med ham!? ”Som sagt rager det ikke dig,” jeg kiggede op på ham med et irriterende, vredt, surt blik. Han kunne nok ikke se det så godt, da jeg havde mine ultra seje solbriller på. ”Du behøver ikke at snerre af mig. Jeg har ikke gjort dig noget,” han rynkede panden. Lidt ligesom når min far fortæller mig noget jeg ikke må gøre. Hvis I forstår. ”Har du ikke gjort mig noget!? Har du allerede glemt den lille lorte ’misforståelse’ den dag du var i byen eller hvad?” Jeg stod og råbte af Harry. Harry Styles. Og folk så det. Men jeg var ligeglad. Alt var lige meget for jeg ville bare hjem, og det kunne ikke gå for langsomt!

Jeg rejste mig hurtigt op, og småløb indenfor på hotellet. Jeg tog trapperne op til hotelværelset, låste døren op, og skulle lige til at smække den igen. Dog kom der en fod i vejen. Jeg kiggede op i Harrys grønne øjne. Kiggede dog hurtigt ned igen. ”Må jeg komme ind?” Han gav mig et lille smil, og kiggede ellers bare direkte ind i mine øjne. Han gik indenfor, og lukkede døren forsigtigt, uden at fjerne sit blik fra mig. Jeg kiggede bare ned. ”Vil du ikke nok lytte til, hvad jeg har at sige?” Han gik med langsomme skridt hen mod mig, i takt med at jeg gik bagud.

Jeg stoppede dog hurtigt op da jeg ramte væggen, hvilket han også gjorde med sine hænder. ”Vil du ikke være sød, at lytte til mig? Sidste gang jeg prøvede at forklare dig det, endte det jo ikke særligt godt,” han løftede mit hoved med sine fingre, og kiggede mig dybt ind i øjnene.

Det var nok nu, jeg burde fortælle lidt om mig og Harry. Vi datede, eller vi var sammen i 2 måneder inden at han fuckede det hele op. Ham og drengene havde hygge aften hvor de ville tage i byen. Mig, Perrie, Eleanor og Sophia var med, for det insisterede drengene på at vi skulle, selvom at det var deres aften. Harry var blevet meget fuld, hvilket resulterede i at jeg fandt ham på dansegulvet fuld i gang med at snave med en anden pige. Lige siden den aften havde jeg ikke kunnet tale eller være i samme rum som ham uden at blive vred. Ligesom sidste gang hvor jeg kastede en lampe efter ham. Den eneste jeg snakkede med lige pt, var Niall og en smule med de andre drenge.

Jeg nikkede bare en smule til ham, men kiggede ned igen. ”Den pige jeg kyssede den aften, jeg troede det var dig. Jeg var skide fuld, og jeg ved godt at det ikke er nogen undskyldning. Der går ikke en eneste dag uden, at jeg fortryder det jeg gjorde, eller uden at jeg tænker på dig.” Han så alvorlig ud. Meget alvorlig. Hans forklaring var dårlig, men alligevel var der et eller andet der sagde at jeg skulle tro på ham.
”Jeg elsker dig mere end noget andet. Det må du ikke tvivle på. Du er den ene halvdel af mit hjerte, og den del kan jeg ikke holde ud til, at miste en gang til. Du må virkelig tro på mig,” fortsatte han, og prøvede ihærdigt at fange mit blik. ”Hvad så med hende du har talt i telefon med hele dagen?” Min stemme rystede en smule, - Noget jeg ikke lige havde forventet. Jeg kiggede op, og mødte et lille smil på hans læber. ”Hvis du mener min mor og Louis, så er det vel okay.” Jeg ville gerne fnise lidt af det, men jeg kunne ikke. Vreden var ikke til, at stoppe.

Harry kiggede lidt bekymret på mig, mens jeg prøvede at undgå hans blik. Han tog min ene hånd i hans. ”Tror du på mig, eller skal jeg komme med en bedre forklaring?” Hans smil falmede en smule, da han ikke kunne nå mit blik. Jeg nikkede bare en smule til ham. ”Men?” Han kunne se på mig, at der var noget jeg ville sige. ”Jeg ved ikke om jeg kan være sammen med dig igen,” jeg kiggede på ham, dog ikke i øjnene, og løsnede min hånd ud af hans. Han nikkede en smule forstående, men lignede ikke en der bare ville give op. ”Vil du ikke prøve? Jeg kan forsikre dig om, at det aldrig aldrig vil ske igen. Aldrig nogensinde igen!” Han fangede mit blik. Hans blide grønne øjne vidste en form for usikkerhed, som jeg ikke lige havde set før. ”Jeg er ked af det Harry,” og med de ord, gik jeg forbi ham, og ud af hotelværelsesdøren. 

Undskyld for vente tiden :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...