Chasing Love ~ Harry Styles

Allison Miller er 21 år gammel, og kommer fra storbyen London i England. Hendes bedsteven er selveste Niall Horan fra det berømte boyband One Direction, og hendes ex er ingen ringere end Harry Styles. Niall hader at skulle se sine venner skændes, så ham og Harry finder sammen en løsning på problemerne. Vil deres forhold blive godt igen? Hvordan bliver følelserne? Hvorfor slog de op?.... (Cover: 1Dactually )

16Likes
19Kommentarer
1553Visninger
AA

4. Kapitel 3.


Jeg var lige mødt op i lufthavnen. Og lige nøjagtigt som Niall havde sagt, var der 2 bodyguards der havde taget imod mig. Der var overraskende mange fans. Hver gang de så mig skreg de totalt højt, og sagde at jeg skulle hilse Niall og alt muligt. Det var første gang, at jeg havde set så mange på et sted. Det var lidt grineren, men også meget underligt.

Jeg blev ledt hen mod min gate, hvor jeg kunne se, at Niall stod sammen med Harry? OMG.. Hvorfor skulle han også være her? Jeg. Dør. Langsomt.
”Hey All,” Niall løb mig i møde, og gav mig et hurtigt kram. ”Hey Nialler,” jeg smilede bare op til ham. – Jeg er ikke så høj.

Vi gik hen mod Harry som bare stod, og kiggede i vores retning. Hans blik var underligt. Som altid. Sidste gang jeg havde set nogen form for lykke, var når hans familie var omkring ham, eller når han lavede noget med de andre drenge. Ellers var han altid så stille. Dog IKKE når jeg talte til ham.
Det hele havde vendt sig for lige godt 5 måneder siden. Dengang var han altid smilende, hans øjne lyste når han så på mig, og han snakkede hele tiden. Og så kunne han altid få mig til at smile.
Men som sagt så vendte det sig. En dag da mig og drengene var i byen vendte alt sig. Virkelig alt…

”All. I skal afsted nu,” Niall kiggede en smule undrende på mig. Ups. Jeg var vidst lidt lang henne lige der. ”Ja,” jeg rystede en smule på mit hoved. Vent. ”Hvad sagde du?” Jeg kiggede hurtigt op på Niall med et forvirrende og en smule vredt blik. ”Jeg sagde, at I skal afs…” Jeg afbrød ham. ”I?” Sig ikke at Harry skulle med. Næ nej, aldrig i livet. ”Ja, dig og Harry skal afsted sammen. Øhh han skal ordne noget velgørenheds noget,” Niall trippede en smule, og kiggede hurtigt over på Harry med et blik jeg ikke rigtig kunne tyde. Jeg rystede kraftigt på mit hoved. ”Jeg skal ikke med ham!” Svarede jeg hårdt, og pegede hen på Harry. ”Kom nu Love,” Harry kiggede på mig med et blik jeg langt fra kunne tyde. Han smilede en smule. Kaldte han mig lige Love?!?! Han nyder virkeligt, at gøre mig sur!
 ”Du skal ikke kalde mig Love idiot,” mumlede jeg, mens jeg sendte ham et koldt blik. ”Kom nu Alli. Afsted. I behøver jo ikke tale sammen,” Niall skubbede en smule til mig, og blinkede. Jeg sukkede DYBT. Jeg undlod at sige farvel til Niall, gik lige forbi Harry, og fandt selv min plads osv. Det her bliver helvede.

**

Vi sad ved siden af hinanden, i flyet. Jeg sad ved vinduet, og Harry sad ved siden af. Vi sagde ikke et ord til hinanden, dog hyggede Harry sig vældig meget med et par fans der kom rendende hele tiden. Jeg kunne dræbe Niall lige nu. Jeg tog mine høretelefoner op af lommen, samt min smukke mobil. Jeg smækkede noget musik i ørene, og prøvede at få slappet af. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg ikke ligefrem kunne komme til at få slappet af når Harry skulle være der. Han ønskede mig kun det værste.

Der var en smuk udsigt. En virkelig ubeskrivelig smuk udsigt. Jeg fik pludselig en albue ind i siden af en hvis person, som sad lige ved siden af mig. Jeg kiggede hen på ham. ”Gider du lige,” snerrede jeg, og tog mig en smule til siden. Det gjorde naaaas. ”Undskyld,” hans svar var hurtigt, og hans øjne viste at han faktisk mente det. Hvad sker der lige for det? Det ene øjeblik svarer han totalt igen, og i det næste siger han undskyld. Jeg vendte igen mit blik ud af det lille vindue. En masse tanker fløj ned i hovedet på mig. Hvorfor sagde han undskyld? Hvorfor svarede han ikke igen? Hader han mig ikke? Er det pga. de fans der, at han sagde undskyld?..

**

Vi var lige landet, og til mit held, var jeg ikke faldet i søvn. Vi var hurtigt ude af den, og med det samme, var der en helt masse fans, der nærmest overfaldt Harry. Så kan han lære det! Dog var der 3 vagter der kom dem en smule i forkøbet, og fik os diageret i en anden retning end der hvor fansene befandt sig.
”Mange tak,” Harry kiggede ned af sig selv, og børstede sig en smule. ”Tøsedreng,” mumlede jeg for mig selv, og kiggede hen på de vagter der. Harry hørte det tydeligvis, men lod som ingenting.
Vores kufferter var blevet hentet, så vi blev bare ledt mod udgangen, hvor der selvfølgelig også var mange fans. Vi blev sendt med en privat bil, hen til vores hotel, som lå i midtbyen. Jeg tror ikke, at jeg vender mig til deres fans.

Harry sagde ingenting, men sad bare og kiggede ud af vinduet, ligesom jeg selv gjorde. Der var ikke en speciel akavet stemning, den var bare lidt trygget. Endelig havde jeg lyst til, at tale om vores såkaldte ’problem’, men det var under ingen omstændigheder mig der skulle komme ind på det. Det var ham. Det var hans skyld det hele.

Vi ankom til hotellet lidt efter. Der var ikke en eneste fan her, dog var der rimelig mange vagter. Så det var nok derfor. Vi fik vores kufferter, eller det vil sige, at Harry fik dem. Eller han tog dem. En af de der dørvagter tilbød, at tage dem men Harry ville selv tage dem. Det var et held, at han bare kunne bære min. Den vejer et ton. Jeg ville have spurgt om jeg ikke skulle tage den selv, men det var meget nemmere at lade være.

Lobbyen var fantastisk. Den var meget fornem og elegant. Det må have kostet Niall ’en spids af en jetjæger’. Haha. Vi fandt en elevator, kørte op i den, og fandt værelses nummeret. Harry havde fået en nøgle tidligere. Han låste sig ind, og gik ind af døren. Han stillede kufferterne på gulvet. Vent!
”Øhh Harry?” Jeg kiggede en smule bekymret på ham, men stadig med en snært af vrede. ”Mmm,” mumlede han, og gav mig et normalt blik. ”Skal vi begge være her?” Jeg skød mine øjenbryn en smule i vejret. Han nikkede stille, som om at det ikke var noget problem. ”Men der er jo ligesom kun en seng,” jeg snerrede en smule af ham. Han trak bare på skuldrene. ”Og hvad så?” Han prøvede, at fange mit blik. Jeg rystede en smule på hovedet, hvilket fik ham til at kigge væk fra mig. Han skulle lige til at sige noget, men lod være. Han vendte sig om, og gik ud af døren. Hvorfor var han så mærkelig?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...