The Comeback (2'ern af The Forgotten Memeries)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
3'ren er også ude nu. Niall har igen forladt Carolina, med mange ubesvaret spørgsmål. Men Carolina må indse at han ikke kommer tilbage. Det kan han ikke. Han er kendt. Han har fans. Han har drengene. Og han kan ikke skuffe nogen af dem. To måneder efter Niall var rejst fik Carolinas bedste veninde Emely kræft, og det ser ikke for godt ud for hende. Og det bliver selvfølgelig kun værre af at de er ved at være jul. Carolina har fejret jul sammen med sin og Emelys familie, de sidste 3 år. De 3 år i hendes liv der har været hårdest. De 3 år efter ulykken, hvor hun fik hukommelsestab. Alt i alt ser Carolinas liv meget håbløst ud. Hvilket for konsekvenser. Hun begynder fx at cutte og få spiseforstyrrelser. Hendes mor begynder at blive bekymret, samt hendes venner. Hvem kan få hende ud af alt det hun har rodet sig ud i? Og hvad sker der når en velkendt og savnet person dukker op? Og når julen bliver helt ensom? Sarah<3

16Likes
4Kommentarer
2977Visninger
AA

10. 8


Carolinas synvinkel. Den 23. december

"NIALL DET ER DEN FUCKING 23. DECEMBER!" råbte jeg og hoppede rundt i sengen. "Caro, please, vær sød at holde kæft.." sagde han søvnigt. Jeg satte mig i skrædderstilling ned ved siden af ham. "Jeg giver dig INGEN kys i dag hvis du ikke står op!" sagde jeg og smilede lusket. "Jeg føler mig lige pluslig helt vågen!" sagde han og satte sig op. Jeg grinte og kyssede ham så på kinden. Jeg rejste mig op og løb ned i stuen.

"I dag er det den 23. december! Hurra! Hurra! Hurraaaa!" sang jeg glad. "Du kan vist godt lide juleaften.." sagde han og grinte kort. "Ja!" svarede jeg kort og løb op på mit værelse. Jeg tog min telefon og løb ned igen. "Niall vi skal ned i byen nu!" sagde jeg glad og tog mit overtøj på. "Hvad skal vi der?" spurgte han forvirret om. "Det ved jeg ikke, men det sner!" sagde jeg og løb udenfor.

Da jeg trådte ud af døren kunne jeg med det samme mærke kulen omfavne mig som et tæppe. Jeg kiggede lidt rundt og smilte. Det sneede, der var julelys over alt, julepynt, folk var glade og det var jul! Bedre kan det ikke blive! Jeg kunne mærke Nialls varme ånde i min nakke og hans arme blev lagt om livet på mig. "Er det ikke bare smukt!" sagde han glad. "Jo.." svarede jeg stille. "Hvorfor så trist?" spurgte han om og vendte sig om. "Jeg savner bare mine forældre.." sagde jeg og sukkede med et smil på læberne. Han gav mig et hvad-er-det-du-ikke-har-fortalt-mig blikket. "De er i Australien på forretningsrejse." sagde jeg og smilede. "Spænende." sagde han og grinte. "Totalt!" svarede jeg ironisk og fniste.

"Vil du ikke med ned på en cafe of få noget varm kakao?" sagde han så for at bryde tavsheden. "Det lyder godt!" svarede jeg glad og han flettede vores fingre sammen. "Og så kan vi tage ud og skøjte bagefter!" sagde han glad, men nej. "Nej!" sagde jeg og vi nærmede os gågaden i Mullingar. "Hvorfor? Det bliver mega sjovt!" sagde han og kiggede på mig. "Jeg kan ikke finde ud af at skøjte fjols!" sagde jeg og grinte. "Jeg kan da bare lære dig det!" svarede han og gav mig et hurtigt kys på kinden. "Okay du skal lære mig det!" svarede jeg og fortrød lidt. "Hvad Prinsessen ønsker skal hun få!" sagde han med en fortæller stemme, hvis i ved hvad jeg mener..

"Så vil jeg gerne have Prada, Gucci, Louis Vuitton, Michael Kors, Marc Jakobs, Chanel, Abercrombie and Fitch og så kunne jeg godt bruge en IPhone 6!" sagde jeg med en diva stemme. "Øhhh ja det øhhh kan vi vel godt købe øhhh.." sagde han forvirret. "Omg Niall! Det var bare for sjovt!" sagde jeg og begyndte at grine helt vildt. "Nårhhh!" svarede han og rødmede. Jeg grinede bare imens vi gik hen til en Cafe.

"HJÆLP! NIALL!" skreg jeg grinende da jeg var ved at falde. "Caro!" råbte han tilbage og kom grinende hen til mig. "Jeg kan altså ikke inde ud af det. Det har jeg aldrig kunnet!" sagde jeg og smilede. "Kom! Lad mig lære dig det!" sagde han og rakte ud efter min hånd. Jeg tog imod den, og han trak mig rundt på banen.

"Jeg slipper dig nu, hvis du altså tør?" sagde Niall drillende efter vi havde skøjtet i 30 minutter. "Jeg er blevet total prof til det her nu!" sagde jeg og han grinte imens han stille slap min hånd. "Jeg sagde det jooo!" sagde jeg drillende. "Bare vent!" sagde han hvilket fik mig til at kigge på ham, og jeg faldt. Jeg ramte isen med et bomb og jeg hørte Niall bryde ud i grin. Efter jeg havde forsøgt at rejse mig op i 10 minutter kom Niall hen til mig.

"Lad mig hjælpe dig!" sagde han med et stort smil på læberne og tåre i øjnene. "Græder du fordi du syntes det er så synd for mig?" spurgte jeg drillende om. "Nej jeg græder fordi, jeg grinte så meget af dig, da du faldt!" sagde han og blev ved med at grine. "Idiot!" hviskede jeg for mig selv da han fik hjulpet mig op. "Jeg går ud og sætter mig, jeg gider ikke mere.." sagde jeg og klamrede mig til geleneret. "Kom nuuu! Det er først rigtig blevet sjovt nu!" sagde han. "Ja for dig!" vrissede jeg og åbnede lågen. Jeg gik ud og tog med det samme mine skøjter af. "Okay så stopper vi nu." sagde han og gik så selv ud. Han tog sine egne skøjter af og tog dem i sine hænder. Jeg gjorde det samme og vi gik sammen ud og afleverede dem.

"Please!" sagde jeg da vi stod i supermarkedet og jeg så verdens sødeste bamse. "Okay! Men kun den her ene gang!" sagde han og jeg tog hvinende bamsen op i mine hænder. "Og hvis jeg må bestemme hvad den skal hedde!" sagde han drillende. "Okay!" svarede jeg lidt bange for at han ville vælge, et eller andet mærkeligt navn til den. "Niall.. Den skal hedde Niall!" sagde han glad. "Okay! Niall jeg slår op! Jeg har fundet mig en anden! Han hedder Niall!" sagde jeg og kyssede bamsen kort på munden. Han lavede sad-face og løb med spredte arme hen imod mig. "Vil du ikke nok tage mig tilbage!?" spurgte han bedende om. "Okay, Niall er alligevel kedelig!" sagde jeg og gav Niall et kys på kinden. "Super!" svarede han bare og tog min hånd.

"Du er så mærkelig!" sagde Niall med munden fuld af pebernødder. "Det er altså en tradition!" sagde jeg og fandt kanalen de vidste julekalender på. "Okay, men kun fordi jeg har pebernøder!" sagde han og tog en håndfuld i munden. "Godt, fordi ellers ville jeg sikkert have dræbt dig!" sagde jeg og fandt endelig kanalen. Vi skulle til at se jule kalender! Det var en tradition for mig og Emely.. At vi altid så de to første og de to sidste afsnit. Er det mærkeligt eller? "Nu begynder det Caro.." sagde Niall og tog fødderne op på mit stuebord. "Tak for info!" svarede jeg flabbet og lagde mit hoved på hans skulder. Jeg fik en varm og glad følelse i kroppen. En rolig og tryg følelse. En følelse Niall gav mig.

Jeg sad og studerede Nialls cover på hans IPhone. Det var et billede af ham og drengene. Heh.. "Hvad syntes du?" sagde Niall bag mig. "Zayn er helt klart den pæneste!" sagde jeg bestemt. "Du skuffer mig!" sagde Niall og gik rundt om sofaen for at sætte sig ved siden af mig. "Er du jaloux?" spurgte jeg drillende om. "Nej, nej!" sagde han og rødmede. "Det er bare for sjov! Liam er den hotteste!" sagde jeg så. "Ej helt seriøst?" sagde han og kiggede på mig med store øjne. "Hvad tror du selv? Du er sku' da den pæneste, sødeste, mest nuttede og du har helt klart den smukkeste kæreste.." sagde jeg drillende. "Enig!" sagde han glad og lagde armen om mig. "Hvem syntes ikke at Beyonce er den smukkeste på jorden?" sagde han og smilte lusket. "Haha!" svarede jeg irriteret. "Ej, du er den smukkeste, det lover jeg!" sagde han glad. "Niall er nu også meget pæn.." sagde han og hentydede til bamsen. "Det har du måske ret i?" sagde jeg og han trak mig ind til sig. Jeg elskede ham virkelig! Han var fantastisk!

'Bip-bip' hørte jeg min telefon gentage. "Hvem ringer dog midt om natten?" spurgte jeg mig selv lavt om for ikke at vække Niall. Jeg fjernede Nialls arm fra mig og satte mig op i sengen. Jeg tog telefonen og trykkede på den grønne knap. Jeg rejste mig op og gik lidt rundt.

Jeg trykkede på den røde knap og smed min telefon på gulvet. Tårende trillede ned af kinderne på mig. Jeg hamrede min hånd/håndled ind i væggen og gled ned af den. Jeg begyndte at græde. Græde mere end jeg havde gjort før. "Hun kan ikke bare gå fra mig.." hviskede jeg til mig selv. "Bare rolig jeg er her for dig.." hviskede Niall til mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at han var her. "Hun har forladt mig!" hulkede jeg. "Hun kommer ikke tilbage! Det hele er min skyld!" hulkede jeg videre. "Det er ikke din skyld.." sagde han og trak mig helt ind til ham. Jeg lagde mit hoved ind til hans bryst og knugede hans T-shirt ind til mig. Han aede mig stille op og ned af ryggen og tyssede på mig.

"Hun er sikkert et bedre sted henne nu.." beroligede han mig. "Ja et sted uden mig! Jeg er en dårlig veninde! Jeg skulle have gjort noget! Jeg skulle have været der for hende! Jeg skulle have brugt mere tid sammen med hende! Jeg skulle have vidst hun snart ville gå bort! Det hele er min skyld!" græd jeg videre. "Caro søde, lad vær med at skyde hele skylden på dig selv.." sagde han og kyssede mig blidt på håret. "Niall.. Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg stille om. "Jeg syntes du skal tage ind til hospitalet.." svarede han. "Jeg syntes vi skal tage der ind.." rettede jeg ham. "Lad os det.." sagde han og rejste sig op. Han rakte en hånd ned til mig og jeg tog imod den.

"Du må altså undskylde at jeg ødelagde din T-shirt.." sagde jeg da vi sad i hans bil på vej hen til.. Emely.. "Det er ingenting!" sagde han og smilte. "Jeg skal nok købe en ny til dig.." sagde jeg og smilte skævt. "Det behøver du altså ikke, jeg har en der ligner ok meget." svarede han. "Det er altså ikke noget problem, jeg har penge nok til det!" insisterede jeg. "Seriøst! Det behøver du altså ikke!" sagde han bestemt. Og sådan forsatte vi med at diskutere, men han vandt, han gad ikke at have at jeg betalte for en ny T-shirt.

"Vi er her nu.." sagde Niall og jeg sank en klump. Jeg åbnede bildøren med en rystende hånd og steg ud. Jeg kiggede op på den store hvide bygning og en tåre trillede ned af min kind. "Det hele skal nok gå.." sagde Niall og tog min hånd. Vi gik hen imod bygningen og jeg kiggede op på himlen. Stjernerne lyste klart på den mørke himmel.

"Månen er som solen for stjernerne." citerede jeg. "Den er håbet for dem, den er deres lys." citerede jeg videre. "Ligesom solen er for os." afsluttede jeg og kiggede på Niall. "Det har Emely altid fortalt mig." Han smilte for sig selv og kiggede så på mig. "Så er du mit lys, min sol, min måne." sagde han og gav mig et blidt kys på munden. "Og du er de lysende stjerner på mine mørke himmel." sagde jeg idet Niall åbnede døren ind til hospitalet.

Undskyld jeg ikke har skrevet herinde i ret lang tid! Men jeg lover at skrive herinde alligevel:3 Hvad syntes i om det at Emely er gået bort? Trist ikke? Hvad sker der?

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...