The Comeback (2'ern af The Forgotten Memeries)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
3'ren er også ude nu. Niall har igen forladt Carolina, med mange ubesvaret spørgsmål. Men Carolina må indse at han ikke kommer tilbage. Det kan han ikke. Han er kendt. Han har fans. Han har drengene. Og han kan ikke skuffe nogen af dem. To måneder efter Niall var rejst fik Carolinas bedste veninde Emely kræft, og det ser ikke for godt ud for hende. Og det bliver selvfølgelig kun værre af at de er ved at være jul. Carolina har fejret jul sammen med sin og Emelys familie, de sidste 3 år. De 3 år i hendes liv der har været hårdest. De 3 år efter ulykken, hvor hun fik hukommelsestab. Alt i alt ser Carolinas liv meget håbløst ud. Hvilket for konsekvenser. Hun begynder fx at cutte og få spiseforstyrrelser. Hendes mor begynder at blive bekymret, samt hendes venner. Hvem kan få hende ud af alt det hun har rodet sig ud i? Og hvad sker der når en velkendt og savnet person dukker op? Og når julen bliver helt ensom? Sarah<3

16Likes
4Kommentarer
3007Visninger
AA

9. 7


2 uger efter. Den 20. december

Carolinas synsvinkel
Det var nu den 20. december. 4 dage til jul! Jeg åbnede langsomt mine øjne og mødte nogle fantastiske blå øjne. "Godmorgen.." sagde jeg og smilte. "Godmorgen! Jeg tænkte på om du ville være med til at bage julesmåkager og pebernødder!?" sagde han frisk. "Det kan jeg vel godt, men jeg nægter at spise!" sagde jeg og kom i tanke om min krop. Min tykke krop. Jeg følte mig så tyk når jeg så mig selv i spejlet, jeg undgik helst spejle. Hvis jeg kiggede ind i dem fik jeg lyst til at kaste om. Men alle andre sagde jeg var for tynd, alt for tynd. De sagde også jeg burde få hjælp, men jeg svarede altid forkert, ifølge dem, jeg svarede altid at jeg burde få hjælp til at tabe mig, jeg var jo for tyk? Jeg var så den eneste der tænkte det. Det kunne jeg se.


"Caro søde? Du bliver nød til at spise.." sagde han smilende og aede stille min kind. "Jeg er for tyk Niall.." sagde jeg og sukkede. "Nej du er ej, du er helt perfekt, næsten.." sagde han lidt tøvende. Jeg kunne høre nervøsiteten hans stemme, han ville ikke såre mig, han ville bare beskytte mig. Han sukkede og rejste sig op. "Lad os få baget!" sagde han og prøvede på at virke glad. Men jeg kendte ham for godt. Jeg kunne nemt gennemskue ham. Det kunne jeg ved de fleste.


Mig og Niall havde bagt en masse, så nu var vi i gang med at lave det sidste, pebernødder. "Niall de er alt for store!" sagde jeg og puffede blidt til ham. "Jeg kan godt lide dem, uanset hvordan de ser ud, men de ser nu lækrest ud når de er store!" sagde han og slikkede sig rundt om munden. "Det lyder lidt forkert Niall.." sagde jeg og fniste. "Så siger vi det!" sagde han og spiste en. "Niall altså! Du skal gemme dem til efter de er bagt!" sagde jeg og tændte for radioen hvor de spillede jule musik. "All I want for Christmas is youuuuu, youuuu, youuuuuuu, baby!" sang Niall, skønt! Heh.. Jeg elsker ironi!


"Niall jeg tager hen til Emely!" sagde jeg og gik hen imod døren. "Okay! Jeg spiser alle småkagerne og pebernødderne imens!" sagde han og jeg fniste. "Går du bare det! Ses!" sagde jeg og kunne høre Niall råbe en slags 'Ses' tilbage. Han var sikkert allerede i gang med at spise det hele.

"Hej smukke!" sagde jeg da jeg fik øje på Emely. "Hej.." næsten hviskede hun. "Du har det ikke så godt var?" spurgte jeg hende om og hun sukkede. "Nej.." sagde han og smilte falsk. "Så lad os se en film, jeg henter den." sagde jeg smilende og gik. Jeg gik ud på gange og den dårlige følelse var værre end den plagede. Det stikkede i mit hjerte at se folk sådan. De havde det forfærdeligt. Værre end man kunne forstille sig. Triste ansigter fyldte mit hoved, men forsvandt da jeg gik ind i fælleslokalet. Jeg fandt Nemo og gik med hurtige skridt hen til Emely igen.

"Jeg skal altså gå nu, Niall venter." sagde jeg og smilte skævt. Hun nikkede og smilte. Jeg tog min taske og begyndte at gå. "Elsker du ham?" spurgte Emely om og jeg stivnede. Jeg vendte mig om og kiggede på hende. "Elsker du ham?" spurgte hun endnu en gang om. "Emely, du ved godt hvordan jeg føler." sagde jeg og sukkede. Hun nikkede og jeg gik igen.

"Hej.." sagde jeg stille da jeg kom ind i stuen. "Hejsa!" sagde Niall glad og kiggede op på mig. Hans smil falmede idet hans øjne mødte mine. "Noget galt?" spurgte han om og kiggede forvirret på mig. Mine øjne var røde og der løb tåre ned af mine kinder. "Jeg trænger til at være alene.." sagde jeg og snøftede idet jeg gik op på mit værelse. Jeg fandt min halskæde frem og låste op så jeg kunne se det. Metallet. Det lå i min skuffe. Helt stille. Jeg tog den op i mine hænder og kiggede på. Tårende begyndte at strømme ud af mine øjne. Jeg satte mig på mit gulv. Jeg trak mit ærme op og kiggede ned på resterne af de andre sår. Flot. Jeg kiggede endnu en gang på metallet og skar så en dyb rift. Blodet kom og jeg bed mig i læben.

Et lille skrig undslap mine læber da jeg syntes det begyndte at stikke meget. Det begyndte at blive sløret og jeg hørte min dør åbne og alt blev sort.

Nialls synsvinkel

Jeg hørte et skrig og rejste mig fra sofaen. Jeg nærmest løb op på Caro værelse og åbnede døren. Hun kiggede på mig i mindre end et sekund og så faldt hun om med lukkede øjne. Jeg løb hen til hende og så barberbladet. Fuck. Jeg kiggede ned på hendes hånd led og der var et dybt sår. Jeg holdte min hånd for så det ikke blødte mere. Jeg fiskede min mobil op der lå i min baglomme og trykkede 112.

Jeg sad og så ned i gulvet. Det hvide hospitals gulv. Tårende på mine kinder løb. Jeg hørte mange skridt og kiggede op. Der stod drengene. De gik hurtigt hen til mig og krammede mig. "Drenge.." sagde jeg og vred mig ud af krammet. "Niall vi.." sagde Louis, men blev afbrudt. "Hr. Horan? Du må godt komme ind nu." sagde lægen og jeg rejste mig hurtigt op. Jeg gik med hurtige skridt ind i rummet. Jeg så Caro side og bare kigge ned på sit håndled. "Dum, dum, dum, dum..!" hørte jeg hende hviske til sig selv. Hun greb hårdt fat i forbeningen og bed sig selv i læben.

"Caro?" sagde jeg og hun kiggede overrasket over på mig. "Niall?" sagde hun og kiggede rundt i rummet. Jeg gik stille hen til hendes seng og satte mig på kanten. "Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!" sagde hun og begyndte stille at græde. "Caro, jeg troede ikke du havde det mere?" sagde jeg forvirret. "Jeg tog det imens du ikke var der, og gemte det.." sagde hun og kiggede ned i sit skød. Jeg trak hende ind i et kram og hun snøftede. "Niall, jeg elsker dig!" sagde hun og jeg smilte stort. Hun elskede mig! Jeg trak mig ud af krammet og kiggede på hende. Hun rødmede. Jeg kyssede hende blidt på munden og vi smilte begge. Jeg trak mig ud af kysset med verdens største smil på læberne. "Jeg elsker også dig!" sagde jeg og smilte stort.

Hendes smil falmede og hun bed sig i læben. "Caro? Lov mig du ikke gør sådan noget igen, du gør mig så, så, ked af det og trist, jeg er bare så bekymret!" sagde jeg og sukkede. "Niall jeg kan ikke.." sagde hun stille. "Please! Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. Jeg kan intet gøre for at hjælpe dig vel?" sagde jeg og sukkede igen. "Jeg kan prøve, men jeg lover dig intet.." sagde hun og bed sig i læben samtidig med at hun smilte.

"Niall..?" hørte jeg en lille rystende stemme sig. Jeg kiggede mig rundt omkring og fik øje på Emely, Caros bedste veninde. "Emely?" sagde jeg og kiggede på hende. Hun så forfærdelig ud. Raner under øjnene, let uldet hår, hvid hud og en rystende stemme. "Må jeg komme ind?" spurgte hun om og fniste. "Øhhh ja selvfølgelig!" sagde jeg og hun gik stille ind. "Søde?" sagde jeg og ruskede lidt i Caro. "Hvad?" sagde hun og kiggede forvirret på mig. Jeg nikkede hen imod Emely og Caro fik øje på hende. "Emely undskyld!" sagde hun og rejste sig fra sengen. Hun var ved at falde og tog sig til panden. "Jeg har hovedpine.." sagde hun stille og satte sig i sengen igen.

"Caro!" sagde Liam og mobbede. "Ja jeg er stærkere end dig!" sagde hun og fniste. Liam og hende havde lige ligget arm og han lod hende vinde med vilje. "Ja Liam! Det burde du vide!" sagde jeg og grinte. Jeg tændte for Tvet og kiggede lidt. "ADVENTURE TIME!" råbte jeg og rejste mig og hoppede. "Niall! Du giver mig hovedpine!" vrissede Caro. "Undskyld!" sagde jeg og satte mig ned. "Det gør ikke noget min Prins!" sagde hun og fniste. "Det var godt min Prinsesse!" svarede jeg og kiggede på skærmen.

"Caro søde? Vi må tage hjem nu." sagde jeg og aede hende over håret. "Jeg forlader ikke den her seng!" sagde hun og knugede dynen ind til sig. "Så gør vi det på min måde!" sagde jeg og tog hende op som en baby. "Niall.. det gøre ondt i mit hoved!" sagde hun. "Det gør ondt i dit hoved fordi du kigger så meget på lækre mig!" sagde jeg og grinte. "Sikkert!" vrissede hun.

Carolinas synsvinkel

"Sikkert!" vrissede jeg og faldt lige så stille i søvn i Nialls trygge, og varme favn. Jeg elskede ham. Jeg elskede ham virkeligt.

Den 21. december

"Arhhh!" skreg jeg. Shit. Jeg kigge op på Niall han så helt forvirret og overrasket ud. Jeg satte mig op. Jeg sad i sofaen? "Niall, hvad laver jeg i sofaen?" spurgte jeg forvirret om. "Jeg tror vi faldt i søvn i går." sagde han og rejste sig. "Jeg tager lige noget mad og så ser vi Tv hele dagen!" sagde han, så det gjorde vi, vi så Tv HELE dagen.

Den 22. december

Vi bagte småkager eftersom Niall jo havde spist dem alle, og så se vi Tv og spiste dem. Same, same, as yesterday!

Den 23. december

Uhhhhh! Hvad sker der den 23?????!!!!!!! Undskyld jeg på en måde sprang den 21 og 22 december over, men jeg syntes at det jeg havde tænkt skulle ske den 23 var så spændene at jeg blev nød til at springe de andre over. Undskyld, amen, må gud være med os! Vid ikke rigtig hvad det gik ud på... Men gjorde det! Hvad sker der?

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...