The Comeback (2'ern af The Forgotten Memeries)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
3'ren er også ude nu. Niall har igen forladt Carolina, med mange ubesvaret spørgsmål. Men Carolina må indse at han ikke kommer tilbage. Det kan han ikke. Han er kendt. Han har fans. Han har drengene. Og han kan ikke skuffe nogen af dem. To måneder efter Niall var rejst fik Carolinas bedste veninde Emely kræft, og det ser ikke for godt ud for hende. Og det bliver selvfølgelig kun værre af at de er ved at være jul. Carolina har fejret jul sammen med sin og Emelys familie, de sidste 3 år. De 3 år i hendes liv der har været hårdest. De 3 år efter ulykken, hvor hun fik hukommelsestab. Alt i alt ser Carolinas liv meget håbløst ud. Hvilket for konsekvenser. Hun begynder fx at cutte og få spiseforstyrrelser. Hendes mor begynder at blive bekymret, samt hendes venner. Hvem kan få hende ud af alt det hun har rodet sig ud i? Og hvad sker der når en velkendt og savnet person dukker op? Og når julen bliver helt ensom? Sarah<3

16Likes
4Kommentarer
2979Visninger
AA

20. 17

Carolinas synsvinkel

"Niall?" spurgte jeg og ruskede lidt i ham. "Mmm?" mumlede han. "Begravelsen starter om 3 timer, og vi skal være det lidt før." sagde jeg lavt. "Okay, jeg står op nu.." mumlede han og jeg gav ham et hurtigt kys på kinden, inden jeg gik ud på badeværelset. "Jeg går lige i bad." sagde jeg og lukkede døren.

Jeg tørrede hurtigt mit hår med min hårtørre og lagde den så væk. Jeg gik ud af badeværelset og hen til mit walk-in-closet. Jeg fandt den lyserøde papkasse med det hvide bånd rundt om. Jeg åbnede den og tog den sorte kjole ud. Jeg lynede lynlåsen op og tog den hurtigt på. "Niall?!" råbte jeg. "Hvad?!" råbte han tilbage. "Vil du ikke være sød at komme her op og lynne min kjole?!" spurgte jeg. "Jo kommer!" svarede han og jeg hørte hurtige skridt på trappen.

Han kom ind ad døren og gik smilende hen til mig. Jeg smilte hurtigt tilbage og fjernede mit hår fra ryggen. Han lynede den og lagde sine arme omkring mig. Jeg fniste kort og han lagde sin hage på min skulder. "Du ser smuk ud." mumlede han og gav mig et hurtigt kys på kinden. "Jeg går ned og laver morgenmad." sagde han og gik igen.

Jeg gik ind i mit walk-in-closet igen og ledte efter mine sorte hæle. Jeg fandt dem og tog dem hurtigt på. Jeg gik hen til mit sminkebord og satte mig på den hvide skammel. Makeuppen jeg skulle bruge lå der allerede, og jeg lagde det hurtigt. Nu manglede jeg kun at ordne mit hår. Jeg lavede en hestehale og fandt min 'donut' frem. Jeg lavede knolden og tjekkede lige min makeup igen.

Jeg åbnede skuffen det havde liget i før, og trangen til at gøre det igen kom. Jeg ville og skulle ikke gøre det igen. Niall skulle heller ikke bekymre sig om mig. Det ville jeg ikke have. Jeg bed mig i læben og fandt den lille sorte æske frem. Jeg tog ringen op i min hånd og kiggede lidt på den. Det var en guldring med et hjerte på. Meget sød. Jeg tog den på og smilte tilfreds. Hvis man kan sige jeg nogensinde blev det.

"Hvad har du lavet?" spurgte jeg Niall og satte mig på køkkenbordet. "Scrambled eggs og bacooon!" sagde han og gav mig en tallerken. "Tak." sagde jeg og begyndte langsomt at spise. "Wow det smager godt!" sagde jeg og spiste hurtigere og mere. "Det ved jeg." sagde han og trak på skuldrene. "Du ved godt jeg bare sagde det for at være sød ikke?" spurgte jeg og fniste lavt. Han gav mig dræberblikket og jeg stillede, min kun halvspiste, tallerken fra mig. "Det var bare for sjovt, din mad smager fantastisk!" sagde jeg og hoppede ned fra køkkenbordet.

"Niall! Vi skal køre nu!" råbte jeg igennem huset og tog min tynde, sorte, lange jakke på. "Kommer!" råbte han og jeg hørte hurtige skridt. "Sådan!" sagde han og smilte. Han havde hans helt sorte Converse på, hvid skjorte, sorte ok stramme jeans og en sort blazer. "Du pæn." sagde jeg og smilte. "Ik' lige så pæn som dig!" sagde han og tog min hånd. Han flettede dem sammen og vi gik.

Vi sad i bilen sammen uden at sige noget, og jeg kiggede ud af vinduet. Sneen faldt let og lydløst ned fra himlen. Træerne havde ingen blade og grenene var dækket af sne. Det var smukt.

"Er du nervøs?" spurgte Niall og lagde hans hånd på mit lår. "Hvordan kunne du se det?" mumlede jeg. "For det første har jeg kendt dig i tusind år, og så trækker du vejret meget hurtigt, og det gør du altid når du er nervøs." svarede han stille og smilte genert. Vor var han dog bare kær.

Jeg gik op til kisten og kiggede ned på Emely. Hendes hud var kridhvid, hun havde fået lagt en let makeup, havde en hvid kjole på der var løs ved skørtet, og stram ved overkroppen med brøderede blomstermønster, den var meget pæn, hun havde nogle enkle sorte ballerinaer på og hendes lange bølgede hår hang løst ned over hendes skuldre.

Hun havde en lyserød/hvid bukket blomster lagt på maven med hendes hænder ovenpå. Hun havde den samme ring på som mig. Jeg smilte og fandt først ud af der at der faldt lydløse tåre ned af mine kinder. Jeg snøftede og tørrede dem væk med min håndryg. Jeg tog en dyb indånding inden jeg gik tilbage og satte mig ned ved siden af Niall.

"Emely havde jeg dog kun kendt i tre år, men hun var som en søster for mig. Den søster jeg aldrig har haft. Emely og jeg lavede alt sammen, ingen kunne skille os ad..." startede jeg. Det var hårdt at stå og sige farvel til hende. Hun var væk. For altid, hun ville og kunne aldrig komme tilbage. Hun er jo død.

Det ord kan jeg ikke lide. Død. Det er bare? Jeg hader det. Gået bort er 'pænere' hvis man kan sige det.

"Tak." sagde jeg og smilte inden jeg satte mig ned igen. Niall tog min hånd og gav den et blidt klem. Tårende fandt vej ned af mine kinder og jeg fjernede dem inden den næste tale begyndte. Jeg smilte let til Niall inden jeg koncentrerede mig om den der stod og holdte talen.

"Skal vi tage hjem nu?" spurgte Niall lidt stille om og jeg nikkede inden vi gik hen til Emelys forældre. "Mig og Niall tar' hjem nu, men det har været rart at se jer igen." sagde jeg og smilte. "Tusind tak for hjælpen Carolina, og det var en smuk tale du holdte, jeg er sikker på at Emely ville have elsket at høre den." sagde Mrs. Jackson og gav mit et kram. "Ja, og tusind tak fordi du kom." sagde Mr. Jackson og gav mig et kram.

"Os' tak til dig Niall, fordi du gad at komme." sagde Mrs. Jackson og gav Niall et kram efterfulgt af Mr. Jackson. "Tak fordi jeg måtte komme." svarede han og vi gik sammen tilbage til hans bil.

Andet sidste kapitel! :((((((((((((((((((((((((( Det bliver hårdt at sige farvel, MEN der kommer jo en 3'er! Hvis i altså vil have en? Undskyld hvis begravelsen er ret kort. Ved ikke så meget om en, har aldrig selv været en til en såååååå, ja jeg prøvede.

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...