The Comeback (2'ern af The Forgotten Memeries)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
3'ren er også ude nu. Niall har igen forladt Carolina, med mange ubesvaret spørgsmål. Men Carolina må indse at han ikke kommer tilbage. Det kan han ikke. Han er kendt. Han har fans. Han har drengene. Og han kan ikke skuffe nogen af dem. To måneder efter Niall var rejst fik Carolinas bedste veninde Emely kræft, og det ser ikke for godt ud for hende. Og det bliver selvfølgelig kun værre af at de er ved at være jul. Carolina har fejret jul sammen med sin og Emelys familie, de sidste 3 år. De 3 år i hendes liv der har været hårdest. De 3 år efter ulykken, hvor hun fik hukommelsestab. Alt i alt ser Carolinas liv meget håbløst ud. Hvilket for konsekvenser. Hun begynder fx at cutte og få spiseforstyrrelser. Hendes mor begynder at blive bekymret, samt hendes venner. Hvem kan få hende ud af alt det hun har rodet sig ud i? Og hvad sker der når en velkendt og savnet person dukker op? Og når julen bliver helt ensom? Sarah<3

16Likes
4Kommentarer
2994Visninger
AA

18. 15


Den 29. december, Carolinas synsvinkel

'Bang!' hørte jeg hovedøren sige og jeg hoppede ud af sengen med et sæt. Tænk nu hvis jeg havde fået indbrud igen? Jeg listede stille ud af mit værelse og på vej ned af trappen. Jeg hørte skridt og stivnede. Jeg sank den klump der havde dannet sig i min hals og bed mig stille i læben. Lyden blev højere og højere, og tættere og tættere.

"Godmorgen!" sagde Niall og smilte. Jeg tog en dyb indånding og gik ned til ham. "Godmorgen." sagde jeg og smilte. "Hvor har du været?" spurgte jeg. "Jeg var nede og købe kaffe på Starbucks, jeg skulle for resten hilse fra Lukas.. er det ikke det han hed?" svarede han. "Du' den bedste!" sagde jeg og gav ham et kys på kinden. "Det ved jeg det er derfor du eeeeeeeelsker mig!" sagde han. "Jaja, hvor er min kaffe?" spurgte jeg og gik ind i stuen. "Jeg henter den lige!" råbte Niall tilbage og jeg tændte for Tv'et. Jeg så Australiens næste Topmodel. "Hvad ser vi?" spurgte Niall om og kastede sig ned i sofaen. "Australiens næste Topmodel." svarede jeg enkelt. "Aha, her er din kaffe!" sagde han og rakte mig den. "Tak.." mumlede jeg og tog en tår.

"De der piger ligner jo tændstikker!" sagde Niall og kiggede med store øjne på skærmen. "Nej de gør ej! De er helt perfekte!" sagde jeg og kiggede på ham. "Ikke lige så perfekte som dig!" sagde han og kyssede mig på munden. Jeg rødmede let og trak mig. "Det er jeg nu ikke helt sikker på?" sagde jeg. Han kiggede mærkeligt på mig. "Niall er perfekt." sagde jeg og pegede hen på bamsen, som havde fået en fin plads i stuen. "Du er så ond!" sagde han og begyndte at kilde mig. "Niall! Stop!" skreg jeg grinene. "Kun hvis jeg må lave ti tusinde pandekager!" sagde han og slikkede sig rundt om munden. "MEN! Du skal spise lige så mange som mig!" sagde han og blev ved.

Men jeg ville jo bare blive tyk? Jeg ville ikke være tyk? Jeg var tyk nok i forvejen? Men hvis jeg ikke spiser vækker han måske mistanke? Og jeg vil ikke have at han bekymre sig om mig? Men jeg kan jo bare kaste det op igen? Hvorfor er mit liv så svært?

"OKAY!" råbte jeg. "Det var godt, jeg går ud i køkkenet!" sagde han og hoppede op af sofaen. Han gav mig et hurtigt kys på munden og løb så. "Elsker dig! Og pandekager!" råbte han og jeg begyndte at grine. "Jeg elsker også når du griner!" råbte han og fumlede med noget det larmede. Jeg rødmede let og bed mig smilende i læben. "Jeg elsker også når du rødmer!" sagde han og jeg begyndte at grine ekstremt. "Du kender mig alt for godt!" sagde jeg og han begyndte nu også at grine.

"Okay Caro! Hvad vil du have på?" spurgte Niall og jeg kunne dufte pandekagerne helt inde i stuen. "Bare tag alt hvad jeg har og sæt det ind på bordet. Jeg hørte Niall gå frem og tilbage, samtidig med at han satte en masse ting på bordet. "Carooooooo! Der er pandekager!" råbte han og jeg rejste mig fra sofaen. "Kommer!" råbte jeg tilbage og gik hen til bordet.

Niall havde fundet is (rigtig mange forskellige!), marmelade, sukker, flormelis, krymmel, chokolade sauce, caramel sauce, jordbær sauce, hindbær sauce, blåbær, hindbær, jordbær, kirsebær, brombær og flødeskum. "Niall?" spurgte jeg og han kiggede på mig. "Vi kan jo ikke spise alt det her?" sagde jeg og lagde lige mærke til pandekagerne. "Hvor mange pandekager har du lige lavet?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke?" sagde han og trak på skuldrene. "Du er sindssyg!" sagde jeg og vi satte os begge.

"Okay så du har spist 28 og jeg har spist 27, men der er ikke flere pandekager?" sagde jeg. "Det er ligegyldigt!" sagde han og lagde en hånd på sin mave. "Du rydder alt det her op og jeg går på toilet imens, jeg er ved at eksplodere!" sagde jeg og rejste mig. "Hvorfor skal jeg det?" spurgte han og jeg grinte af ham og gik bare videre.

Jeg skyllede ud og børstede hurtigt mine tænder.  Jeg tog en dyb indånding inden jeg trådte op på vægten. 47,2! Ihhhhhhh! Nu mangler jeg kun at tabe mig 2,2 kilo! Jeg smilte som en idiot da jeg gik ned til Niall.

"Hva' så? Hvorfor så glad?" spurgte Niall og jeg grinte kort. "Ikke noget! Lad os lave noget!" sagde jeg og smilte endnu mere. "Okay, hvad skal vi så lave?" spurgte han. "Det ved jeg ikke? Det er meningen du skal være den smarte af os!" sagde jeg og grinte. "Nå, men så kan vi jo.. øhh vi kan.. VI TAGER PÅ NANDOS!" råbte han og smilte over hans gode ide. "Okay!" sagde jeg og gik ud efter min jakke.

"Hvad skal du have babe?" spurgte Niall. "Pomfritter?" sagde jeg og træk på skuldrene. "Kun?" spurgte han og kiggede på mig med store øjne. "Ja." sagde jeg bestemt og han rejste sig for at gå op og bestille. Jeg sad og ventede lidt så jeg tog min mobil frem. Jeg havde fået en sms? Jeg åbnede den og så det var skjult nummer.

'Jeg kender din hemmelighed.' stod der. Okay det var lidt mærkeligt. Det var sikkert bare en af drengene der ville lave sjov. Jeg smilte lidt og slukkede bare min mobil.

"Her!" sagde Niall og satte en masse mad foran mig. "Så pomfritterne er til mig og resten er til dig?" spurgte jeg. "Jeg vil også have nogle pomfritter!" sagde han og lavede et barnligt og utilfredst ansigt. "Okay?" sagde jeg og begyndte at spise. Mmmm pomfritter!

"NIALL!" råbte jeg og sukkede. "Hvad er der? Er der sket noget?" spurgte Niall hurtigt. "Nej, jeg er bare for doven til at gå ovenpå, kan du ikke bære mig?" spurgte jeg og smilte sødt. "Øhh jo det kan jeg da godt?" sagde han træt og løftede mig op. Jeg lagde min arm om hans nakke og gav ham et kys på kinden. "Jeg elsker dig." sagde jeg og lagde mit hoved på hans skulder. "Jeg elsker også dig!" sagde han og smilte.

Så kom der endelig et kapitel! Og undskyld jeg ikke har skrevet i tusinde år! Har bare haft så travlt med lektier, venner, sport osv her for tiden, men jeg afslutter jo snart den her Movella så jeg regner med at skrive herinde mere så jeg kan få den sluttet! Og tusind tak til jer der læser den, i må også gerne give et like og måske lige sætte den på favoritteren!

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...