The Comeback (2'ern af The Forgotten Memeries)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Færdig
3'ren er også ude nu. Niall har igen forladt Carolina, med mange ubesvaret spørgsmål. Men Carolina må indse at han ikke kommer tilbage. Det kan han ikke. Han er kendt. Han har fans. Han har drengene. Og han kan ikke skuffe nogen af dem. To måneder efter Niall var rejst fik Carolinas bedste veninde Emely kræft, og det ser ikke for godt ud for hende. Og det bliver selvfølgelig kun værre af at de er ved at være jul. Carolina har fejret jul sammen med sin og Emelys familie, de sidste 3 år. De 3 år i hendes liv der har været hårdest. De 3 år efter ulykken, hvor hun fik hukommelsestab. Alt i alt ser Carolinas liv meget håbløst ud. Hvilket for konsekvenser. Hun begynder fx at cutte og få spiseforstyrrelser. Hendes mor begynder at blive bekymret, samt hendes venner. Hvem kan få hende ud af alt det hun har rodet sig ud i? Og hvad sker der når en velkendt og savnet person dukker op? Og når julen bliver helt ensom? Sarah<3

16Likes
4Kommentarer
2997Visninger
AA

2. 1


Carolinas synsvinkel

Jeg vågnede og havde det pisse varmt. Nok fordi jeg sov i mit tøj. Heh.. Jeg gik ud og tog et bad, og gjorde mig klar. Jeg skulle på arbejde.. Yaaaaaaaa! Kan i høre ironien? Det var bare ikke det samme uden Emely, hun lå inde på hospitalet med kræft. Jeg gik ud af min lejlighed og kørte så hen til Starbucks. I MIN bil!

Jeg sagde et lavt 'hej' til Lukas og gik så ind i og skiftede til min Starbucks T-shirt. Endnu en dårlig dag. Jeg gik om bag disken og lavede mig selv en kaffe. Jeg drak den og kiggede lidt rundt i lokalet. Der sad ikke så mange, men det var også ret sendt. Jeg kiggede over på Lukas og han sendte mig et skævt smil. Jeg stod bare der og kiggede på ham. Til sidst faldt der en tåre ned af min kind. Jeg fjernede den hurtigt med min håndryg. Lukas gik over til mig og begyndte at kramme mig. "Tak.." sagde jeg stille. "Så lidt smukke.." svarede han, det var sådan noget vi havde sammen, han kaldte mig for smukke og jeg kaldte ham for sukkertrold. Ik' spørg hvorfor. Jeg begyndte at græde let, Lukas forstod det heldigvis, Emely var jo også hans veninde.

"Det skal nok gå.." sagde han og aede min ryg. "Jeg kan bare ikke holde det ud mere.." sagde jeg og snøftede. "Det er der ingen af os der kan.." svarede han og jeg hørte den velkendte klokke fra døren. Jeg trak mig langsomt ud af krammet, og så en dreng med hætte trøje på så jeg kunne kun se hans ben. Han satte sig ned med ryggen til mig og Lukas, og der sad han bare. "Jeg går lige over og spørger hvad han skal have.." sagde jeg til Lukas og snøftede. Jeg var sådan set ligeglad med at folk kan se jeg har grædt, for de fleste kender hinanden i byen. Den er jo så lille, så de fleste ved også at Emely har fået kræft.

Jeg gik hen imod drengen og da jeg nåede derhen stillede jeg mig foran ham. "Skal du have noget?" spurgte jeg ham om og snøftede igen. Hen sad og kiggede ned i bordet og rystede så bare på hovedet. "Du kan bare sige hvis du skal have noget.." sagde jeg og gik. "Han skulle ikke have noget!" halvråbte jeg til Lukas. Han nikkede som svar og smilte.

Der ar nu gået 15 minutter og drengen sad der bare stadigvæk. "Jeg går lige hen og spørger ham igen." sagde jeg til Lukas og han nikkede som svar. Jeg gik hen og stillede mig foran drengen igen. "Er du stadigvæk sikker på at du ikke skal have noget, du har siddet her i 15 minutter." spurgte jeg usikkert om. "Nej ellers tak.." mumlede han som svar. Der var noget over hans stemme, som mindede mig om en jeg kende, jeg ved bare ikke hvem. "Okay." sagde jeg og gik op til Lukas igen. "Hva' så, skulle han have noget?" spurgte han mig om. "Nothing!" sagde jeg og gik om bag Lukas. "Bøh!" halvråbte jeg og hoppede op på hans ryg. "Shit!" sagde han og var ved at vælte. "Du hopper altid på den! Fik du den? Hopper - hopper!" sagde jeg og grinte. "Haha! Hvor sjovt!" sagde han og jeg hoppede ned. "JEG SMUTER LIGE!" råbte jeg ind i hans øre, så alle i butikken kiggede på os. "Pinligt!" sagde jeg og gik ind i personalelokalet. Jeg skiftede til min sweater og tog så gaven fra Lukas. "JEG KØRE LIGE IND TIL HOSPITALET OG GIVER DIN GAVE TIL EMELY!" råbte jeg endnu en gang op i hans øre. "Det tror jeg vi har fattet.." sagde han og lagde pres på 'vi'.

Jeg gik ud af Starbucks og på vej hen til MIN bil, da jeg hørte hurtige skridt bag ved mig. "Caro! Vent!" hørte jeg en ikke så savnet stemme råbe. Jeg stivnede og stod bare helt frosset til stedet. "Hvad fuck laver du her?" spurgte jeg ham om og vendte mig om. Jeg fik øjenkontakt med ham. Hans blå øjne var helt smadret. Jeg kunne se han havde grædt. "Jeg har juleferie." sagde han og grinte, så hans grin fyldte mit hoved.

"Niall, jeg har ikke tid, jeg skal være sammen med Emely, inden det er forsendt." sagde jeg og begyndte at gå over imod MIN bil. "Hvorfor?" spurgte han om og begyndte at gå hen imod mig. "Niall forfanden! Hun har fået kræft!" sagde jeg og tårende begyndte at løbe ned af mine kinder. "Det vidste jeg ikke, det gør mig ondt.." sagde hun og stoppede op. "Jeg vil ikke have, at du skal have noget med mig at gøre." sagde jeg og satte mig ind i bilen og begyndte at køre.

"Hej smukke, kan du gætte hvad jeg har med til dig i dag?" spurgte jeg Emely om. "Det ved jeg ikke, og hej!" sagde hun. "Det er en gave fra Lukas!" sagde jeg og smilet voksede på hendes læber. Jeg rakte hende gave og hun pakkede den op. Det var hendes Starbucks T-shirt fra arbejdet. "Sig til ham at jeg sagde tak!" sagde hun og tog den på. Og jeg ar der resten af dagen.

Jeg fandt min nøgle frem og låste op. Jeg gik ind i min mørke lejlighed og tændte for lyset. "Wow.." var det første jeg sagde. Min lejlighed var pyntet helt op til jul. Jeg smed min jakke og gik ind i min stuen, hvor der stod et pyntet juletræ. Jeg gik rundt i resten af mit hus og der var pyntet overalt. Jeg gik til sidst ind i køkkenet. Jeg gik hen til min køkken ø, og då der lå en seddel.

'Kære Carolina.

Det var meget hyggeligt at se dig igen, jeg har hjulpet dig med at pynte op, eftersom du ikke har gjort det endnu. Det gør mig meget ondt med din veninde, jeg vidste ikke at hun havde fået kræft, og hvis jeg havde så ville jeg prøve at hjælpe dig. Jeg føler mig som en dårlig ven og jeg ville ønske at jeg kunne gøre alt godt igen, efter sidst. Jeg ved godt det var en dårlig måde at sige farvel på , og at jeg begik en stor fejl. Jeg har vidst følelser for dig.

Niall xx'

 'Jeg har vidst følelser for dig' Hvad mente han? Det måtte være en stavefejl eller til en anden. Han kunne ikke have følelser for mig. Jeg nærmest løb ud på toilettet grædende. Jeg fandt æsken frem og låste den op. Jeg skar et dybt så og der sad jeg bare. Jeg holdte min hånd over så det ikke blødte for meget. Der sad jeg og holdte i 10 minutter og så rejste jeg mig. Jeg tændte for det kolde vand og stak mit håndled ind under. Hver gang jeg bore metallet ind i mit håndled stikker og svir det.

Jeg bed mig selv i læben da den fantastiske smerte ikke var forsvundet endnu. En lille tåre trilede ned af min kind, og jeg rejste fra min sofa. Jeg fandt min mobil på mit værelse og trykkede Nialls nummer ind.

"Hej det er Niall."

"Hej det er øhhh 'snøft' mig.."

"Hej.. Øhhh kunne du øhhh lide hvad jeg havde øhhh lavet?"

"Ja.. det er meget fint.."

"Det var godt.. øhhh hvorfor ringede du?"

"Jeg ville bare lige øhhh sikre mig at det var en øhhh fejl du lavede.. du ved det der med at du øhhh har følelser.. for mig.."

"Jeg ville ønske jeg kunne love dig det, men det kan jeg ikke.."

Sluttede han og lagde på.

Så kom der et kapitel til ud!!!!!!! UHHHHH UHHHH LAAAAAAA LAAAAA!!! Er total hypper men doven i dag!! Heh..

Sarah<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...