Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1061Visninger
AA

9. Kapitel 8

Elevatordørene glider op, og foran mig er den tomme gang. Jeg smider tandbørsten og hårbørsten ind i lejligheden og skal lige til at gå igen, da jeg bestemmer mig for, at det måske ville være en god idé at anvende dem også.

          Alle de andre sidder i fællesrummet for enden af gangen, og fjernsynet viser stadig et eller andet naturprogram. Det kan også være et nyt, der er begyndt, men det er den samme mand, der lægger stemme til. Denne gruppe af unge mennesker er alt, jeg har.

Philip, Sebastian, Emil, Anthon, Christiane og… Clara.

          Ved siden af Christiane sidder pigen med asiatisk baggrund, som jeg havde glemt alt om. Nu forstår jeg slet ikke, at det var muligt. Hun er venligheden selv, og det tætteste vi kommer på at have en moderskikkelse.

          At se dem alle sammen samlet får et smil til at bryde frem på min læber, og jeg ved ikke helt hvorfor. Noget, der mest af alt minder om en form for nostalgi, fylder min krop, da jeg læner mig op af dørkarmen og betragter min familie. For det er, hvad de er for mig.

          Rummet, vi befinder os i, forsvinder, bliver til et andet. Grå betonvægge erstatter gulvtæppet, sækkestolene og fladskærmen. Christiane og Clara sidder op af en af de nøgne vægge, Emil ligger med hænder bag hovedet og albuerne ud til siderne i en primitiv seng. Sebastian sidder i fodenden med en bog, han har opgivet at få mig til at læse. Anthon og Philip ligger på en bunke af de tæpper, vi sover med om natten.

          Og jeg ser mig selv sidde op af Sebastians fodende med en pude i favnet. En pude jeg kort forinden har fået kastet i hovedet af Anthon, efter at jeg selv har kastet den efter ham.

          Jo længere tid jeg bruger på at betragte den imaginære scene, jo flere ting dukker der op. Den åbnede genstand i Anthons hænder hvis teknik han og Philip forsøger at reparere. Den store, sorte hættetrøje jeg putter mig i, fordi jeg fryser og er syg. Fordi den er blød og dufter af Sebastian i modsætning til tæpperne, der kradser og lugter af noget, der har været pakket væk i en kælder i adskillige år. Det på trods af de lange perioder, hvor de har hængt udendørs.

          Clara, der har trukket benene op under sig selv, og som sidder og tegner på bagsiden af gamle tegninger med resterne af en blyant, fordi det endnu ikke er lykkedes nogen at finde en ny skitseblok til hende. Hun har snart dækket det sidste tomme stykke papir med blyantsstreger, ligesom at der næsten ikke er mere blyant tilbage, næste gang Philip har spidset den med sin lommekniv.

          En lommekniv Christiane sidder og leger med. Hendes egen kniv, der trænger til at blive slebet, sidder i træet på den seng, hun deler med Clara.

          Jeg ryster en enkelt gang på hovedet, og sækkestolene er tilbage. Jeg befinder mig igen ved dørkarmen, og hættetrøjen, jeg har på, er tyndslidt af brug og vask.

          Jeg betragter nu seks unge, der er langt hjemmefra. Vi plejede at bo i et forladt byggeområde i nærheden af Århus, hvor der havde været mangel på penge, så projektet ikke kunne færdiggøres. Nu befinder vi os i et lige så forladt område uden for København. Der er to broer mellem os og det, der skulle forestille at være vores hjem, selvom jeg ikke husker, at vi nogensinde har haft sådan et.

          Hjem er der, hvor disse mennesker er.

          Jeg hiver trøjens ærmer ned over hænderne og slår armene omkring mig selv, inden jeg går hen til dem. Jeg sætter mig ved siden af Sebastian, og han kigger op fra den bog, jeg ved, han allerede har læst så mange gange, at han kan flere afsnit udenad. At finde fysiske bøger er kun blevet sværere med tiden, men vi befinder os trods alt ikke langt fra landets største by. Der bør næsten være en boghandler et sted, hvor det er muligt at finde en bog, som Sebastian kunne finde interessant. At bøger koster penge, og de kun er dyrere, når de er lavet af papir, er en anden ting.

          ”Er det her din trøje,” spørger jeg ham om og kigger på mine fingerspidser i stedet for ham.

          ”Det var det engang. Men så blev den din.”

          Jeg kigger stadig ikke på ham. ”Jeg er glad for, at jeg måtte få den.” Da jeg endelig kigger op, smiler han, og jeg gengælder grimassen. Derefter finder mit blik det flimrende billede af natur, der befinder sig til venstre for mig. Det er stadig ikke noget, der fanger min interesse. Alligevel ender jeg med at følge med i det, og jeg forstår alligevel godt, at de andre kan få tiden til at gå med det. Lige meget hvor irrelevant det er, så slår det i det mindste tiden ihjel.

          ”Jeg troede, du sagde, at det her var uinteressant.” Jeg kigger op på Emil, der bruger en sækkestol som støtte og sin brors skød som fodskammel. Han har hænderne placeret bag nakken. Altså er det stadig hans måde at ligge på, når han altså ikke lige sover.

          ”Det er det også,” svarer jeg, og han griner, ”men jeg kan ikke huske, hvad jeg plejer at bruge min tid på, nu hvor mine venner er sådan nogle kedelige typer som dig.”

          ”Av av,” lyder det fra Anthon, men denne gang er han så heldig, at Emil ikke gider skifte stilling for at slå ud efter ham.

          Philip tysser på dem. ”Jeg prøver faktisk at følge med her.” Det får os alle tre til at grine, og også Sebastian smiler ned i sin bog. Philip ryster på hovedet af os med himmelvendte øjne.

          ”Jeg tror ikke, du har lyst til at vide, hvad du plejede at bruge din tid på,” Emil vipper med øjenbrynene, og jeg efterligner Philips rullende øjne. Et sted i mit hoved tilføjer en stemme, at han heller ikke kan fortælle mig det. Det må han ikke.

          Hans opmærksomhed flyttes tilbage til skærmen på væggen, hvor rulleteksterne begynder at køre. Både han og Philip sidder og stirrer på dem, mens Anthon finder et eller andet, jeg ikke kan se hvad er, frem.

          Ved siden af mig bladrer Sebastian i sin bog og uden at tænke på, hvilke konsekvenser det har for ham, løfter jeg op i venstre side, der vender mod mig, for at se, hvad det er for en. Det tager mig to forsøg at læse titlen rigtigt, og hvis ikke jeg kendte den i forvejen, havde det nok taget flere. Men nu hvor jeg læser den, husker jeg godt, at det er det, den hedder.

          ”Den bog havde jeg faktisk stående på en hylde på mit værelse,” husker jeg og slipper bogen, så den igen er helt opslået.

          ”Har du så læst den nu?”

          Jeg tøver, og det må være svar nok på hans spørgsmål, for han ryster smilende på hovedet og ligner en, der synes, at han burde kunne have regnet det ud.

          ”Jeg kan virkelig ikke koncentrere mig om at læse, okay?” Jeg skubber til ham, men det får kun hans smil til at vokse. Han lægger bogen fra sig og skubber tilbage.

          ”Men du forsøger heller ikke rigtig, gør du vel.”

          Jeg fnyser, velvidende om at jeg ikke har noget velargumenteret modsvar.

          ”Den er faktisk god,” fortæller han, ”det tror jeg, selv du vil synes.” Han fører mit pandehår om bag mit øre, og hans fingre strejfer min pande.

          ”Så læs den højt for mig.”

          Han lægger hovedet en smule på skrå. ”Vil du gerne det?”

          Jeg nikker, og han samler igen bogen op, finder den første side. Jeg slår til Emils fødder, så han flytter dem. Sebastian flytter lidt på sig, og jeg lægger mig ned med hovedet i hans skød, så jeg kan se op på hans ansigt, da han begynder at læse. Philip slukker for fjernsynet, og også Christiane og Clara kommer hen til os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...