Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1053Visninger
AA

8. Kapitel 7

Thorbjørn smiler, da Christiane og jeg træder ind i et rum fyldt med kort, tegninger, og noget, der ligner skitser over planer. Hans hår, skæg og buskede øjenbryn er mørkebrune, og der dukker rynker op ved hans mundvige og øjne.

          ”Så det er altså Juni,” konstaterer han og lægger noget til siden, som jeg ikke når at se, hvad er. Christiane lukker døren bag os, inden hun stiller sig hen til skabet og læner sig op af det. Hendes bukser er stramme, og i dag har hun militærstøvler på i stedet for gummisko. Stoffet på hendes knæ har en lysere farve end resten af bukserne, der ellers er sorte. Det er blot en nuanceforskel, men den er der. Bandanaen er der heller ikke, så pandehåret hænger ned på begge sider af hendes ansigt. Striktrøjens ærmer har hun hevet op til albuerne, men jeg kan alligevel se et hul ved den venstre. Det vil uden tvivl blive større med tiden, hvis ikke hun syr det.

           ”Det var måske ikke, hvad du havde forventet?” spørger hun med et skævt smil om læberne. Thorbjørn vender sine blåskinnende øjne mod hende i stedet. Smilet forsvinder stadig ikke fra hans ansigt.

          ”Det er faktisk meget tæt på. Lidt højere så havde den været der.” Han blinker til mig, inden han rejser sig og rækker sin hånd frem.

          ”Thorbjørn,” præsenterer han sig selv, og jeg trykker hans hånd.

          ”Juni, lidt lavere end forventet.” Han griner, hvilket afslører to rækker at tænder, der må have set bedre dage.

          Han fjerner en bunke papirer fra en stol, inden han sætter sig tilbage i kontorstolen foran computeren. Han tager sine briller af og bøjer stængerne ned, inden han ligger dem fra sig på bordet. Jeg sætter mig på den anden stol, mens Christiane bliver stående med korslagte arme og håret hængende ned over den ene skulder.

          ”Hvordan går det, Juni? Tror du, du kan holde ud at være her?”

          Jeg nikker. ”Det går helt fint. Hvis altså man tænker bort fra det faktum, at jeg ikke engang kan huske navnene på mine bedste venner, og at jeg virkelig mangler en tandbørste og en hårbørste.”

          Han griner igen. En latter der breder sig ud i hele rummet og runger mellem de fire vægge.

          ”Det første kan jeg nok ikke gøre noget ved, men det sidste kan vi vist ordne, tror du ikke Christiane?” Han vender igen opmærksomheden mod den høje pige, der skubber sig fri fra skabet.

          ”Det kan du tro. Vi kan jo ikke have, at hendes tænder kommer til at ligne dine.” Nu er det hende, der blinker. Derefter forsvinder hun ud af døren for at finde børster til mig. Egentlig bryder jeg mig ikke om, at hun skal til at hente ting til mig, når jeg lige så godt selv kan lette røven, men jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvor ting befinder sig henne i den her bygning.

          Ude af stand til at kunne ændre det faktum, at jeg ikke længere har styr på tingene, som jeg engang havde det, vender jeg opmærksomheden tilbage til Thorbjørn.

          ”Jeg tror, du ved noget, jeg gerne vil vide, og at jeg ved noget, du gerne vil vide. Så hvad siger du til, at vi gør noget ved det? Jeg starter gerne.” Jeg lægger hovedet en smule på skrå og møder hans blik. Igen smiler han, men denne gang betyder det noget andet. Det betyder, at jeg har ret, når jeg antager, at hvad, der foregår inden for hjemmenes tykke murer, interesserer ham mere, end han har lyst til at indrømme.

          Men han er også klar over, at jeg ikke blot fortæller ham hvad som helst uden at få noget igen. Det er ikke nok, at han kun fortæller mig alt det, Christiane og Sebastian kunne have opsummeret for mig på bilturen her hen. Dog skal det ikke forstås, som at jeg ikke stoler på ham, så længe han bare beviser, at min tillid ikke er en fejltagelse.

          ”Du vil ikke vide, hvorfor jeg gerne vil vide det først?”

          Jeg trækker på skulderen. ”Egentlig er jeg ret ligeglad. Måske ved jeg ikke meget om, hvad der foregår, men jeg ved, at de ikke er mine venner.” For jeg stoler på Sebastian og Christiane, når de siger, at de har reddet mig. Hvad end der er sket, var det ikke af egen fri vilje, at jeg endte på det hjem. Det kunne være os, der har misforstået noget, men mit ophold der giver mig langt fra den følelse. Det elektriske hegn, der afskærer den røde bygning fra resten af verden, gør heller ikke.

          Jeg fortæller ham alt, jeg kan komme i tanke om. Alt fra manden med brillerne og det gråsprængte hår til gangene, jeg ikke måtte gå ned ad. Jeg tegner kort over de gange og rum, jeg husker, fortæller ham navnene på alle personer, jeg har været i kontakt med. Snart kender han til alle samtaler, jeg har overørt, alle mistænkelige personer, jeg har set. Alle de sorte biler med folk i jakkesæt, der kommer gående med sorte mapper.

          Eller næsten i hvert fald. At ligge inde med informationer, andre gerne vil have fingrene i, er altid en god ting. Måske Thorbjørn virker som en, jeg kan stole på, men jeg har stadig ikke mødt dem, han deler sin viden med.

          Jeg kan se på ham, at han er klar over det, men hans ansigtsudtryk giver mig kun følelsen af, at det er det rigtige jeg gør. Der er noget her, der skal undersøges nærmere.

          Christiane stikker på et tidspunkt hovedet ind og lægger nogle ting til mig, men hun går med det samme igen. Hvis jeg får brug for hende, er hun sammen med de andre på øverste etage.

          Da Thorbjørn ikke har flere spørgsmål, sidder vi længe i stilhed. Jeg forsøger at forstå alle tegninger og noter, der er hængt op på væggen over for mig, mens jeg mærker hans blik på mig.

          ”Juni,” siger han til sidst, ”de har brug for, at du får styr på tingene igen.”

          Jeg kigger op på ham. ”Jeg tror ikke, vi er de eneste, der bør komme væk herfra.”

          Han ryster på hovedet, inden han igen kigger op på mig. ”De er kun her på grund af dig, fordi de havde brug for vores hjælp til at få dig ud. Hans var ikke meget for det, da vi stødte ind i dem. Han ville gerne have, at de tog med os, men de krævede dig tilbage til gengæld.”

          ”Og det er det eneste, der rigtig er sket i den tid, jeg har været væk,” konstaterer jeg, og han nikker.

          ”Men det var heller ikke det, du ville vide noget om. Du vil vide, hvor du er, hvem vi er, og hvem du er.”

          Nu er det mig, der smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...