Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1059Visninger
AA

7. Kapitel 6

”Sebastian, din-” begynder Emil, men han bliver afbrudt af sin bror:

          ”Hvis I vil have morgenmad, skal I til at derned.” Jeg kan ikke lade være at knibe øjnene en smule sammen, men han møder ikke mit blik. I stedet er hans blik rettet mod Emil, mens han presser læberne sammen. Man kan se, hvordan hans kæbemuskler er spændte, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er noget i vejen. Der er noget, han ikke er glad for, eller i hvert fald noget, Emil ikke skal sige højt. Hvad end, det er, har det noget med mig at gøre.

          Hans ansigt bløder en smule op. ”Juni, Christiane er lige kørt ned med elevatoren. Hvis du skynder dig, kan du nå at indhente hende. Jeg vil gerne lige snakke med de andre, men det behøver du ikke være her for.” På hans stemme kan det tydeligt høres, at det ikke er til diskussion, men at han insisterer. Jeg nikker og kæmper mig op fra min ujævne siddeplads.

          ”Vi ses dernede,” siger jeg og sender et hævet øjenbryn til mine tre nye gamle venner. Emil har rynket brynene, men der er stadig noget bekymret over hans ansigtsudtryk. Philip er mere neutral, og Anthon sidder og nikker for sig selv, som om han allerede har regnet ud, hvad det her handler om. Anthon, hvis navn jeg har svært ved at placere på hans ansigt. Det er hans navn, men jeg husker det ikke.

          Han sender mig et smil, der højst sandsynligt skal fortælle mig, at jeg ikke skal tænkte for meget over det her, men jeg ved, at der er en grund til, at jeg som den eneste er blevet bedt direkte om at gå.

          Jeg når halvvejs hen ad gangen, før jeg ombestemmer mig.

          Som Sebastian gjorde aftenen før, tager jeg få skridt af gangen, inden jeg stopper op for at lytte. Til sidst er jeg igen tilbage ved åbningen ind til fællesrummet. Jeg stiller mig op ad gangens væg i håbet om, at man ikke kan se mig. Jeg bevæger mig så lidt som muligt og presser læberne sammen, som om det kunne holde uvelkomne lyde inde. Det er Philip der taler.

          ”-er ikke rigtig sig selv, er hun?” Det er Sebastian der svarer, og jeg forestiller mig, at han ryster på hovedet først:

          ”Vores Juni er der stadig. Om hun nogensinde bliver helt sig selv, ved jeg ikke, men det ser ikke sådan ud. Der er nogle ting, der aldrig vil blive helt det samme.” Noget presser i mit bryst. Jeg har ikke tårer i øjnene, jeg græder ikke. Jeg har ikke lyst til at græde, men det trykker. Det er ikke, fordi de taler om mig. Selvfølgelig gør de det. Men fordi de har ret. Jeg ved ikke, hvem jeg er, og jeg vil aldrig blive den person igen. Der mangler dele af mig, der måske aldrig vil komme igen. Men jeg er heller ikke en ny person. Jeg kan ikke starte forfra. Ikke hvis jeg nogensinde vil finde ud af, hvad der er sket. Og det vil jeg.

          ”Men det var ikke det, jeg skulle sige til jer,” fortsætter Sebastian, ”jeg har snakket med Thorbjørn. Han siger, at vi ikke må fortælle hende noget, hun ikke selv husker. Ikke hvis der skal være en chance for, at hun kommer helt til sig selv igen.”

          Noget nyt vrider sig i mit bryst. En ustyrlig blanding af håb og lysten til at give op. Der er en chance for, at jeg kan få mit liv tilbage. At alt, hvad jeg har glemt, igen vil blive mit. Men det kræver, at jeg selv kommer i tanke om det hele. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få et livs minder tilbage? Der sker meget i løbet af atten år.

          ”Så hun husker altså ikke, at…” Emils stemme dør ud, og jeg kan ikke høre, hvad der efterfølgende sker derinde.

          Det går op for mig, at Sebastian må være færdig med at sige det, han skulle, og i så højt tempo, jeg tør, bevæger jeg mig tilbage til elevatoren. Jeg trykker på knappen, mens jeg kigger mig over skulderen. De er ikke kommet ud endnu. Pling-lyden indikerer, at elevatoren er der, og dørene går op. I få sekunder stirrer jeg bare på knapperne med etagenumre, inden jeg tager en hurtig beslutning. Hvis de fleste etager er som denne med lejligheder, må det give mest mening, at der spises morgenmad på stueetagen.

          Da jeg står ud af elevatoren, kan jeg høre stemmer. Jeg følger lyden af dem og befinder mig snart i noget, der kan have været en form for spisesal eller restaurant engang. Først der går det op for mig, at vi må befinde os på et hotel. Et nedlagt et af slagsen.

          Folks blikke hviler på mig, da jeg bevæger mig ind mellem rækkerne af træborde. Det er langt fra alle, der er optagede, og jeg genkender igen. Det vil jeg heller aldrig komme til, for jeg har ikke mødt dem før. Det eneste, der virker bekendt, er Christianes røde hår, der skiller sig ud i mængden. Generelt står hun bare ud blandt andre. Det skyldes både hendes højde, hendes stil og hendes personlighed. Men det er derfor, jeg så godt kan lide hende. Hun er Christiane, og selv hvis hele verden gik sammen i forsøget på at ændre det, ville det aldrig lykkes.

          Først holder jeg blikket fæstnet mod gummiskoene, undgår folks blikke, men så bestemmer jeg mig for, at det ikke er den Juni, alle disse fremmede mennesker skal møde. Hvem end jeg er, er ikke en pige, der ikke kan se folk i øjnene. Jeg løfter hagen, og kigger nu direkte på mit mål: maden der er sat frem der, hvor restauranten engang serverede buffet.

          En dreng ved et af bordene skråt foran mig læner sig ind til sin sidemand og hvisker noget til ham. Han følger mig med øjnene, og jeg sender ham et løftet øjenbryn. Han er mørkhåret med grå øjne og ser ud til at være på højde med Sebastian og Emil. Da jeg er helt sikker på, at kunne huske hans udseende til næste gang, jeg ser ham, bruger jeg ikke mere af min tid på ham. Der er flere, der hvisker, og jeg ignorere dem. De må alle vide, hvem jeg er, eller i hvert fald hvilken tilstand jeg er i. Egentlig forstår jeg dem godt, men folk der hvisker bag ens ryg, har jeg aldrig brudt mig om. Måske fordi jeg selv er mere for at sige tingene direkte.

          Jeg når lige at sætte mig ved et bord med en portion mad, inden Sebastian og de andre dukker op.

          Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg spiser, men det er en eller anden form for grød. Lidt af alt det bedste blandet sammen. Eller nok nærmere lidt af alt det, det har været disse folk muligt at skaffe. Duften er intetsigende, og det sammen gælder smagen. Farven er en smule grålig, og i virkeligheden ser det lagt fra indbydende ud. Hvis der er noget, man skulle savne ved hjemmet, så må det være maden. Hvem end der styrer tingene der, har i hvert fald mulighed for at skaffe det, der er brug for. Folk som disse, der lever mere eller mindre ulovligt i forladte bygninger, må leve med flere begrænsninger. Folk som os. Jeg er også en af den slags mennesker.

          Men alligevel kan jeg se forskel på os. De, jeg kender, skiller sig ud. Gennemsnitligt er vi yngre, men man kan se det på vores tøj. Hullede bukser, T-shirts, der er vasket for mange gange. Sebastians jakke fra dagen før, hvis farve er falmet.

          Jeg har lige tvunget den sidste skefuld grød ned, da Christiane kommer hen til mig. Hun sender mig et af de der blikke, der kræver en reaktion. Denne gang handler det om, hvordan jeg har det og det faktum, at jeg har sat mig alene. Jeg sender hende blot et smil, forsikrer hende om, at der intet er galt.

          Hun sætter sig ned ved siden af mig. ”Der er en, du skal møde. Så du kan finde ud af, hvad der foregår, og hvad der er sket, siden vi så dig sidst.”

          Jeg nikker og rejser mig. ”Du ved, hvor vi skal hen.”

          Hun smiler og kaster håret over skulderen. ”Du lyder som dig selv.”

          ”Gør jeg?” Christiane er lidt som mig. Hun siger også kun de ting, hun mener. Alligevel spørger jeg. Hvis det passer, står det måske slet ikke så slemt igen.

          ”Ja,” smiler hun og lægger en arm om min skulder, ”dig er der sgu ikke noget pis med.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...