Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1062Visninger
AA

6. Kapitel 5

Da jeg vågner den næste morgen, husker jeg først ikke, hvor jeg er. Det store lyse rum, hvor der hverken er bord eller hylder med bøger, jeg ikke får læst. I stedet er der sengen, jeg ligger i og et skab. Jeg ruller om på ryggen og stirrer op i loftet. Man skulle tro, at det ville være rart at finde ud af bare en lille smule om, hvem man er, men i virkeligheden er det bare besværligt.

          Jeg kan ikke lade være at fnyse af mig selv, og med bevægelser meget mere bestemte end jeg er, vender jeg mig igen om på siden og hiver dynen omkring mig.

          Men jeg kan ikke sove mere.

Til sidst giver jeg op og står op. Jeg har sovet i den lyseblå skjorte, men nu går jeg hen til skabet, hvor der efter sigende skulle være normalt tøj til mig.

          Jeg ved ikke, hvad jeg forventer, men da jeg åbner det mørke træskab, finder jeg to par jeans, en bunke T-shirts i forskellige størrelser, en hættetrøje og gummisko. Det ene par bukser og nogle af T-shirtsne er slidte, og jeg har følelsen af, at jeg har ejet lige præcis det tøj før. Resten virker mere nyt. Hættetrøjen kan jeg ikke vurdere, for umiddelbart passer den sammen med det brugte tøj, men den er samtidig for stor. Som om den har tilhørt en anden før mig.

          Jeg tager de bukser, der må have været mine tidligere, og en hvid T-shirt. Skoene og hættetrøjen tager jeg også med, og i en skuffe under skabet finder jeg både undertøj og strømper. Der er nemt at se, at nogen har gjort klar til, at jeg skulle bruge denne lejlighed som hjem.

          Hvad klokken er, har jeg ingen anelse om, men jeg bestemmer mig for, at det kan være lige meget. Der er et badekar, der skal afprøves.

          Hvornår jeg sidst har haft fred og ro til at tage et langt bad, husker jeg ikke, men da jeg til sidst føler, at jeg er ved at gå i opløsning, tager jeg mig sammen til at komme op af vandet, der ikke længere er helt varmt. Jeg fandt en håndklæde i et skab, inden jeg fyldte karret, og kort efter er jeg både tør og påklædt. Tandbørste og hårbørste finder jeg dog ikke nogen steder, og jeg når frem til, at det er noget, jeg må snakke med Christiane om, når jeg engang finder hende. Eller Sebastian, men det var trods alt Christiane, der havde min nøgle.

          Hvis de har noget af mit gamle tøj, har de måske også nogle af mine gamle ting. Forhåbentligt har jeg ejet andet end tøj.

          Jeg betragter mit eget ansigt i spejlet, prøver at finde ud af, hvem denne mørkhårede pige med blå øjne er. Men hun fortæller mig det ikke. I stedet gør hun mig blot opmærksom på, at den der børste ville være en god idé. Med et suk bestemmer jeg mig for, at det må være på tide at se dagens besværligheder i øjnene.

 

En etage af gangen må være måden at gøre det på, og jeg bevæger mig ned ad gangen og væk fra elevatoren. Med min egen inklusiv er der otte lejligheder. Fire døre på hver side. Da jeg nærmer mig gangens ende, kan jeg høre stemmer. Et kort øjeblik stopper jeg op, men så himler jeg med øjnene af mig selv og går videre.

          Jeg befinder mig nu i noget, der ligner et fællesrum. Et fjernsyn med et meget skrattende signal kører i rummets venstre ende, og tre personer ligger smidt foran det i sækkestole. Ingen af dem er Sebastian eller Christiane.

          De har alle tre blikket rette mod naturprogrammet, der flimrer på skærmen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er fra længe før min tid. Fra dengang Danmark var en del af Europa højst sandsynligt. Mens jeg går hen til dem, er det fugle og klipper, der udfylder skærmen, og en mandestemme forklarer, hvordan de altid vender tilbage til det sted for at bygge reder eller noget i den stil.

          ”Hold kæft, hvor var det dog uinteressant,” mumler jeg, da jeg stopper op en meter bag de tre drenge. De vender alle hovedet på samme tid, og seks opspærrede øjne stirrer på mig.

          ”Juni!” Hvis de havde koordineret det sådan, at de sagde mit navn samtidig, kunne det give en fed effekt, men i stedet siger de det i munden på hinanden, og egentlig er det ret svært at høre, hvad der blev sagt.

          ”Nu gik i glip af det der æg, der lige klækkede.” Jeg peger på fjernsynet, hvor en nyudklækket fugleunge skaber sig. Den mørkhårede af drengen følger min finger med blikket, men vender så opmærksomheden tilbage til mig.

          ”Kan du overhovedet huske, hvem vi er?” Han lægger hovedet en smule på skrå, og hans blik afsøger mit ansigt som for at se, hvilke følelser der glider over det. For at se om jeg vælger at lyve som svar på hans spørgsmål. De andre kigger over på ham, men vender så blikkene væk og kigger alle andre steder end mig. De forventer, at jeg reagerer negativt på spørgsmålet, men jeg smiler bare.

          ”Overhovedet ikke,” svarer jeg og bruger hans egne ord, ”men det er sikkert en god ting.”

Den mindste af drengene griner. Han kan umuligt være mere end femten, og hans hår er så lyst, at det næsten er hvidt. Hans ansigtstræk minder stadig om en lille drengs, men det gør blikket, der møder mit, ikke. Hans øjne er så grønne, at det virker unaturligt, og hvis manden med det gråsprængte hår tror, han ser klog ud, når han kigger på en over brillekanten, håber jeg for ham, at han aldrig møder denne dreng.

          ”Hvorfor var det sjovt.” Drengen i midten, som kunne være en bror til Sebastian, slår ud efter den lille, der tvinger sig selv til at stoppe sin latter.

          ”Hvis man skulle finde noget positivt i at have mistet sin hukommelse, skulle det da være ikke at kunne huske jer! Jeg ville være lykkelig.” Han ruller ned fra sækkestolen og ender på gulvet lige akkurat i tide til at undgå endnu et slag.

          ”Møgunge,” er den eneste kommentar, han får. Dog ser det ud til, at Sebastians bror bestemmer sig for, at det ikke var nok alligevel. Uden at bevæge sig på andre måder trækker hans sig selv mod kanten, og jeg udnytter muligheden til at mase mig ned mellem ham og den mørkhårede.

          ”Kan du ikke engang huske, hvad vi hedder?” spørger han og ignorerer de andres forsøg på at være til besvær for hinanden.

          ”Måske.” Jeg kniber øjnene sammen og prøver at sætte et navn på øjnene, der er en ubestemmelig blanding af blå og grå, samt de høje kindben og den lige næse. ”Du kunne ligne en Peter?”

          Han ryster på hovedet, og jeg forsøger ikke at være alt for skuffet over at have gættet forkert. Jeg når ikke at tænke, før jeg siger det næste:

          ”Nå, men nu kan jeg egentlig godt se, hvorfor Emil blev ved med at kalde dig Peter de første par uger.” De andre bliver stille bag os, og jeg drejer mig rundt for at se Emil, der sidder overskrævs på en stakkels grønøjet fyr, der, nu hvor jeg husker efter, er kilden så man skulle tro, det var løgn.

          Sebastian og Emil. Emil et år yngre end Sebastian, på alder med mig. Jeg er sytten, hvis jeg da ikke er blevet atten i mellemtiden. Under min jævnaldrende ven, forsøger en anden at vride sig fri, men Emil strammer bare grebet om hans håndled. Jeg sukker.

          ”Emil, lad nu-” Længere når jeg ikke, før jeg går i stå midt i min sætning. Jeg har ikke noget navn at udfylde den tomme plads med. ”Lad ham nu bare være, okay?”

          Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men Emil lytter faktisk til det, jeg siger, og kommer tilbage til Philip og mig. For det var Philip han hed. Ingen af os kunne få det til at give mening, at hans navn begyndte med p, men Emil var den værste. Han huskede kun delen, hvori p indgik, og var overbevist om, at Philip hed Peter.

 

”Hvad blev der af Seb og ham der Peter?” spørger Emil, da vi når over til ham på det sidste hustag, det er muligt at springe over på. Selvom han kun har stået der i få sekunder, lader han som om, han har stået der længe. Jeg ryster på hovedet af ham, og ud af øjenkrogen ser jeg Christiane gøre det samme.

          ”Emil, det er altså Philip, han hedder,” ler hun og hiver elastikken ud af hestehalen.

”Nej det er jo ej.” Emil himler med øjnene, inden han tørrer sit ansigt i sin T-shirt. At den er lige så svedfyldt, tager han sig ikke af. Han kigger på mig som for at lede efter opbakning. Jeg sender ham et beklagende smil.

          ”Chris har desværre ret.” Selvom jeg lige har overværet Emil gøre det uden det store held, tørrer jeg min pande i T-shirtens ærme.

          Emil fnyser. ”Det siger I bare, fordi I ved, jeg ville tro jer. Men ha, ikke denne gang.”

          Mit blik møder Christianes, og endnu engang ryster vi begge opgivende på hovedet.

 

Jeg kan ikke lade være en smile, og Philip hæver det ene øjenbryn.

          ”Jeg kom bare lige i tanke om, at Emil nægtede at tro på os, når vi fortalte ham, at du hed Philip og ikke Peter.” Emil fnyser fornærmet, men de to andre griner. Mit smil vokser. I modsætning til de andre unge på hjemmet, føler jeg mig faktisk meget tilpas mellem disse tre drenge. Også selvom jeg ikke rigtig husker dem, eller at de ting, jeg siger, endnu engang får en af dem til flytte sig uden for Emils rækkevidde. Jeg kigger op på hans drengede ansigt, men jeg har efterhånden fundet ud af, at navnene ikke kommer til mig, når jeg forsøger at tvinge dem frem.

          ”Hvad er det helt præcist for nogle ting, du kan huske, Juni?” Emil falder endnu engang tilbage i sækkestolen, opgiver at nå den anden.

Jeg trækker på skulderen. ”Tilfældige ting. For det meste kommer jeg i tanke om ting, mens situationen passer til det.”

          ”Kom med et eksempel som ikke er noget, jeg lykkeligt har glemt.”

          Jeg prøver at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg har fundet ud af, siden jeg trådte ind i fællesrummet, men i virkeligheden er det ikke meget. Til sidst står jeg blot med valget om, hvorvidt jeg skal være sød ved Emil og nøjes med at spørge, om han faktisk er Sebastians bror. Men jeg kunne og lade være og i stedet minde ham om:

          ”At møgungen der er klogere end dig?” Jeg kaster med hovedet i retning at den grønøjede dreng, der ser meget tilfreds ud. Emil fnyser igen.

          ”Og forskellen på dig og mig,” fortsætter jeg og prikker ham i siden, ”er, at jeg har accepteret, at jeg ikke er det mindste boglig. Det har du ikke helt.”

          ”Men jeg er bedre end dig til at læse,” giver han igen.

          ”Der skal så heller ikke så meget til, vel Smarte.” Stadig uden at turde sætte sig ved siden af Emil igen, har gruppens yngste sat sig på gulvet foran mig med ryggen til fjernsynet. For han er den yngste, ligesom at Philip er den ældste. At han stadig er en af dem, der opfører sig mest modent, må være en anden ting. Og når det kommer til den slags ting, ligger de fleste af os vist ret skidt.

          ”Anthon, en eller anden dag ikke, så-”

          ”Så gør du ikke noget, nej.” Vi kigger alle fire op for at se Sebastian, der er på vej hen i mod os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...