Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1063Visninger
AA

5. Kapitel 4

”Juni.” Sebastian skubber forsigtigt til mig. Han behøver ikke fortælle mig, at vi er fremme. Jeg opdagede godt, at motoren blev slukket.

          Jeg slår øjnene op. Mit blik strejfer hans ansigt, før det finder verden uden for bilruden. Vi befinder os i noget forstadsområde med grå betonbygninger. Meget af det ser nedlagt ud. Jeg har aldrig været her før, men et sted, der ligner, har været mit hjem engang.

          Christiane er stået ud, men Sebastian er blevet siddende med sine brune øjne rettet mod mig. Jeg betragter bildøren et øjeblik, før jeg kommer i tanke om, hvordan man får den op. Min hånd finder håndtaget, trækker det ud, og jeg skubber døren op.

          Jeg skal lige til at rejse mig, da jeg kommer i tanke om selen, der holder mig fast. Jeg lader som om, det ikke var en fejl og klikker den op, inden jeg stiger ud. Jeg smækker døren og drejer rundt om mig selv for at se alt det, hvis udseende jeg havde glemt alt om.

          Vi er stoppet op ud for en af de høje bygninger, og selvom den ser tom ud udefra, tvivler jeg på, at den er det. Den sorte bil kører væk, og jeg går ud fra, at føreren parkerer den et andet sted. De to andre venter tålmodigt, mens jeg bliver færdig med at se stedet an.

          Så længe vi ikke gør opmærksom på os selv, er der ingen, der vil lede efter os her. Heller ikke selvom det er et oplagt sted at gemme sig.

          Endnu en bil kommer rundt om hjørnet, og jeg skynder mig ind til siden til de andre. Den kører forbi i samme retning som den, vi lige kom med.

          ”Hvem var det?” spørger jeg, overrasket over at se andre herude.

          ”Dem, der var med til at rede dig,” svarer Christiane, ”skal vi gå ind?” Jeg nikker og følger efter. Så blev jeg altså reddet.

 

Stuetagen er støvet og umøbleret, men det er tydelit at se, at denne bygning engang var et sted, hvor det var anset at bo. Men verden har ændret sig. Så meget ved jeg i det mindste.

          ”Vi bor helt øverst,” fortæller Christiane, der trykker på knappen til en elevator. Jeg nikker igen. Ord er ikke nødvendige som svar. Hvem ’vi’ er, finder jeg snart ud af.

          Små lamper ved siden af tal viser, hvilken etage elevatoren befinder sig på, og der er flere af dem, der ikke virker. Til sidst lyser den anden nederste lampe, og dørene går op. Vi træder ind, og Sebastian trykker på den øverste knap.

          Vi kører op i stilhed, og jeg har ingen anelse om, hvad der venter mig. Jeg ved kun, at jeg hellere vil være sammen med disse to personligheder end menneskene på hjemmet. Jeg vil hellere være her, end jeg vil sidde på det samme kontor hver dag med en mand, der tror, jeg hedder Juli. Jeg plejede at leve sammen med de her mennesker, men lige meget, hvor meget jeg forøger, kan jeg ikke huske, hvad der skete. Hvad der gik galt.

          Med et pling stopper elevatoren, og dørene glider endnu engang op. Vi befinder os for enden af en gang med døre på begge sider.

          Jeg træder ud som den første og stopper for at vente på dem. Det er trods alt dem, der ved, hvad vi skal. Sebastian begynder at gå hen ad gangen, men stopper op, da Christiane bliver stående ved siden af mig. Hun stikker den ene hånd i lommen og fisker to nøgleringe, der sidder sammen, op. Der hænger en nøgle i hver af dem, og hun begynder at gøre dem fri af hinanden. Da den ene har været hele turen gennem den andens spiral, rækker hun den til mig. Sammen med nøglen hænger et sølvfarvet total.

          ”Nøglen til dit værelse.” På den første dør til højre er et total, og jeg går hen til den. Selvom jeg kan regne ud, at den må være låst, forsøger jeg at trykke håndtaget ned.

          Jeg får døren op og befinder mig i det, der nærmest er en lille lejlighed. Inden for døren er en lille gang med en dør i venstre side. Bag den er et unødvendigt stort badeværelse. På trods af stedets alder, ser det hele stadig pænt ud. Hvide fliser, hvidt alting. I det ene hjørne er et badekar så stort, at der nemt kunne være flere mennesker i det.

          Bare ved at kigge på det får jeg lyst til at hoppe i det, men en anden følelse blander sig med den. Et gab sniger sig over mine læber uden at have fået tilladelse, og jeg fortsætter ned for enden af gangen, hvor et møbleret rum møder mig. Bord, stole, en sofa og en fladskærm, der højst sandsynligt ikke virker. Tingene må have været der, da stedet blev forladt, og nogen må have gjort rent siden. Der er en hel masse ting, jeg ikke får brug for, men ingen seng.

          Sådan en finder jeg dog i det næste rum. Den største dobbeltseng jeg i mit liv har set, og den er redt. Jeg ved stadig ikke, hvor jeg er, og hvad jeg laver her, men bare synet af en seng overbeviser mig om, at alt det kan vente til i morgen. Det var næsten sengetid, da Sebastian dukkede op på mit værelse, og mørket faldt på under bilturen.

          Mit gamle værelse minder jeg mig selv om. Det sted er ikke længere mit hjem.

          Gulvbrædderne knirker bag mig, og jeg snurrer rundt. Sebastian står i døren til soveværelset, indrammet af lyset fra det andet rum. Hans hånd glider hen over væggen og finder kontakten. Der går lidt tid, før lampen over sengens lys når sit højeste. Også han ser træt ud.

          En ny følelse. En af dem, jeg ikke helt forstår. Er det dårlig samvittighed? Over at jeg ikke kan huske, hvem han er, hvor godt vi kendte hinanden.

          ”Der hænger tøj til dig i skabet,” fortæller han, og det er først der, at jeg kommer i tanke om mit lyseblå tøjsæt. De løse bukser, der er for lange, fordi mine ben åbenbart er kortere end gennemsnittets. Skjorten, der er lige så stor, og som kun får mig til at se mindre ud, end jeg er. Og det er ikke ligefrem fordi, at det at se høj ud er en egenskab, jeg ejer.

          ”Tak,” mumler jeg, og for første gang så længe min hjerne lader mig tænke tilbage, føler jeg mig usikker. Jeg bider mig i læben, og det gør kun, at jeg bliver irriteret på mig selv. Sådan er jeg ikke. Alligevel kan jeg ikke møde hans blik. Men selvom jeg ikke kigger på ham, kan jeg fornemme, at heller ikke han er glad for situationen. Svært at forstå er det ikke. Han kender mig. Eller den jeg var. Nu står han kigger på en, der ligner hende, er hende, men så alligevel ikke.

          ”Du må hellere få sovet. Så kan vi snakke om alt det her i morgen.” Han slår ud med armene som for at indikere, hvor meget der egentlig er at snakke om. Hans stemme er blid, og det gør hun det hele værre. Jeg har holdt af ham, lige som at jeg har holdt af Christiane. De har holdt af mig. Men mens jeg stadig er den samme i deres øjne, er de det ikke i mine.

          Der er så mange ting, jeg ville ønske, jeg kunne sige. Hvor ked af den her situation jeg er. Men jeg gør det ikke. I stedet nikker jeg blot.

          ”Godnat, Sebastian,” siger jeg og tvinger et smil frem på mine læber. Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han kender mig godt nok til at vide, at mit smil ikke er ægte.

          ”Godnat, Juni.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...