Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1057Visninger
AA

4. Kapitel 3

Der lyder endnu en eksplosion. En tredje. Det er som om, at lyden at panik befinder sig overalt omkring mig sammen med den grå røg, der er dukket op ud af ingenting.

          Sebastian griber fat i min arm, og snart er vi begge sat i løb mod den sorte jernport. Røgen, der ikke er forårsaget af ild, svier i mine øjne. Tårer løber ned ad mine kinder, da jeg blinker. Verden består af svage farver og ubestemmelige figurer, og ikke engang Sebastian kan jeg se klart, selvom han er lige ved siden af mig. Alligevel finder vi frem til porten, og han slipper mig for at få den op. Jeg forsøger at hjælpe, men føler mig kun til besvær midt i hans hastværk.

          Han lukker den igen, inden han sætter i løb hen ad grusstien. Jeg er lige bag ham, og jeg mere fornemmer end ser, hvordan træer glider forbi. I takt med at vi når længere væk fra hjemmet, bliver det nemmere at se.

          At løbe er ikke noget, jeg har gjort, mens jeg har boet der, men mine ben finder hurtigt en rytme. Mine fødder rammer vejen med jævne mellemrum, blodet pumper i mine årer, og jeg man mærke det. Det er som om, jeg kan høre mine egne hjerteslag. Eller også er jeg bare utrolig bevidst om dets sammentrækninger.

          Jeg havde ingen anelse om, at løb kunne være så fantastisk, men nu føles det helt befriende. Måske det skyldes, at mit hjem og manden med brillerne og det gråsprængte hår forsvinder bag mig. Måske det er noget andet, jeg ikke kan sætte ord eller beskrivelse på. Begge dele?

          Selvom min krop kender bevægelserne, er den ikke længere vant til at løbe, og Sebastian sætter farten en smule ned, så jeg kan følge med. Vi er næsten ude af den grå tåge, og jeg kan se verden omkring mig igen.

          Lige inden vi slipper helt væk fra røgen, drejer Sebastian væk fra vejen. Træerne er tyndet ud, men selvom de ikke står i vejen, er det noget andet at løbe på det ujævne græsareal frem for vejen. I virkeligheden ville et hårdt og jævnt underlag være det mest optimale.

          Vi løber skråt, og der går ikke længe, før det går op for mig, at det, jeg kan se længere fremme, er endnu et hegn. Dette er ikke lavet af smedejern, men det er lige så højt, og en knitrende lyd fortæller, at der løber strøm igennem det. Vi kan ikke komme videre.

          Jeg hiver efter vejret, og min brystkasse hæves og sænkes meget oftere end Sebastians. Han lader mig få styr på mit åndedræt, før han stikker hænderne i lommerne og begynder at gå langs hegnet. Længere væk fra vejen.

          Selvom det normalt ville se afslappet ud, er det ikke, hvad han er. Vi har stadig travlt, selvom jeg ikke ved hvorfor. Min mavefornemmelse siger mig, at dette tempo er for min skyld. Jeg kan ikke lade være at knibe øjnene en smule sammen, og en brændende lyst til at vise ham, at det ikke er nødvendigt, rører på sig. Men det er det. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.

          Lidt længere henne er der et hul i hegnet, og noget siger mig, at det ikke har været der særlig længe. Sebastian hiver hænderne op, og i den ene har han en ting, jeg ikke aner, hvad er. Det ligner en form for klemme, men er det ikke. Han sætter den fast på en af hegntrådene. Lyden af elektricitet stiger, men forsvinder så fuldstændigt. Han tager klemmetingen af igen og gør tegn til, at jeg skal kravle igennem. Selvom der ikke er strøm i længere, forsøger jeg at undgå trådene, der på en eller anden måde er blevet klippet over. Alligevel er der en af de skarpe ender, der får fat i huden på min overarm.

          Jeg kigger hurtigt på det, men selvom det gør ondt, er det blot en overfladisk rift. Ingen blod. Jeg lader en hånd glide ned over skrammen, inden jeg vender opmærksomheden mod Sebastian. Han når at rette sig op en halv meter fra mig, før jeg igen kan høre en summende lyd fra hegnet.

          Jeg løfter det ene øjenbryn. ”Hvad gjorde du?”

          Han trækker på skulderen. ”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det her er, men den afbryder i hvert fald strømmen midlertidigt.” Han vifter med genstanden i sin hånd, inden han putter den tilbage i lommen. Jeg nikker og begynder at gå væk fra hegnet.

          Vi fortsætter den skrå linje og sætter igen i løb. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg stikker af, eller om jeg flygter. Er det her en redningsaktion? Mit blik strejfer igen Sebastian, og tvivlen, der rører på sig i min mave, brænder væk.

          Jeg ved, at jeg kan stole på ham.

          Hans ansigt bliver mere og mere velkendt, måden han bevæger sig på. Selv det at løbe ved siden af ham føles som noget, jeg har gjort hundrede af gange før. Det føles rigtigt, ligesom når han siger det navn, jeg genkender som mit.

 

En bil, der holder i en vejkant, kommer til syne, og jeg kan se, at der står en person op ad den. En pige kan jeg konstatere, og hun retter sig op, da hun får øje på os. Hun åbner fordøren i køresiden og bøjer sig ned som for at sige noget til en, der sidder derinde. Hun smækker døren igen og bliver stående, ind til vi når hen til hende. Jeg sænker farten til en lunten, inden jeg slår over i gang et par meter fra bilen.

          Pigen sender mig et skævt smil, og jeg ved, at det siger mere, end noget hun kunne have sagt. Alligevel er jeg ikke helt sikker på, hvad det betyder. Hendes orangerøde hår er sat op i en høj hestehale, og en bandana dækker hårgrænsen. Først er jeg overvældet over hendes højde – hun er højere end Sebastian og langt over et hoved højere end mig – men så ryster jeg på hovedet af mig selv. Det er trods alt-

          ”Christiane,” mumler jeg.

          Hun blinker med den ene øje. ”Godt at se dig, Juni.”

          ”I lige måde, Chris,” svarer jeg, mens jeg prøver at koble alle de løse ender i min hjerne sammen. Det lykkes ikke. Et suk undslipper mine læber. ”I hjælper mig lige med at huske, hvem I er, ikke?”

          Christiane griner, men jeg kan se noget andet i hendes blik. Der er sket et eller andet. Med mig. Og jeg er tydeligtvist den eneste, der ikke ved, hvad det er.

          Vi sætter os ind i bilen. Sebastian og jeg på bagsædet, mens Christiane indtager passagersædet. Manden bag rettet kender jeg ikke, men hvis de to andre stoler på ham, gør jeg også. Motoren kører allerede, og vi når kun lige at lukke dørene, før han trykker på speederen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...