Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1063Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Juni!” Et stort smil breder sig på hans ansigt, da han siger ordet. Han træder gennem den åbning han har lavet og lukker døren bag sig, inden han lægger hovedet på skrå og betragter mig. Hans hår er lyst og pjusket, og hans tøj er slidt. Men de brune øjne stråler klart i et ansigt af fine træk. Jeg tog fejl. Jeg genkender ham. Han bor her bare ikke.

          Men at jeg har set ham før, er ikke grunden til, at jeg smiler. Det var det ene lille ord, der forlod hans smalle læber.

          Mit navn er Juni.

          Jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra, men jeg kan mærke det. Det føles rigtigt helt ind i mine knogler. Som om mit skellet genkender klangen af et navn, der i virkeligheden tilhører den første sommermåned. Den måned jeg er født i, går det op for mig. Trangen til at sætte mig ned overvælder mig, men jeg når aldrig længere med gennemarbejdningen af min nye viden, før drengen, der ikke er fremmed, hiver mig ud af mine tanker.

          ”Kom med,” siger han og åbner igen døren ud til gangen. Jeg kigger rundt på værelset. Det er intet af værdi. Så følger jeg efter ham. Mine instinkter siger mig, at jeg ikke bør stole på en, jeg ikke husker, hvem er. Men en anden del af mig – min underbevidsthed måske – fortæller mig, at jeg ved, at jeg kan stole på denne dreng. Den minder mig om engang, jeg ikke husker, hvor jeg uden at tænke ville have lagt mit liv i hans hænder. Desuden har jeg ikke lyst til at blive her.

          Lyset på gangen er forsvundet, og det tager mine øjne et stykke tid at vænne sig til det pludselige mørke. Han låser igen døren ind til mit værelse, selvom der ikke længere er nogen, der skal holdes inde. Jeg må gå hurtigt for ikke at falde bag ud, da han bevæger sig til venstre ned ad gangen. Mine ben er kortere end hans og tempoet højt.

          Vi bevæger os hele tiden længere væk fra den del af bygningen, jeg kender, og til sidst når vi en gang, jeg aldrig har fået lov at gå ned ad. Ikke at regler ville have stoppet mig, men jeg fik aldrig muligheden for at undersøge, hvad der var for enden af den. Det gør jeg nu.

          Han stopper flere gange op for at lytte, og på et tidspunkt trækker han mig med ind på en mørk sidegang. Kort efter kommer to mænd løbende forbi. De har for travlt til at opdage os. Jeg har lyst til at spørge om, hvad der foregår. Hvad der er blevet af alle de andre mennesker, og hvorfor alarmen stadig kører, når jeg ikke kan se eller høre nogen grund.

          Men jeg ved, at det er bedre at vente.

          Til sidst når vi en låst dør, der fører ud i ingenting. Vi befinder os på anden sal.

          Jeg spejder ned ad gangen, vi kom fra. Hvad end det er, der foregår, må det ske i den anden ende af bygningen, for jeg kan stadig intet høre. Alarmen er endelig blevet slukket, men pludselig virker stilheden helt trykkende. Som om det kun er et spørgsmål om tid, før den bliver brudt.

          Det viser sig, at jeg hurtigt får ret. Det er lykkedes ham at låse døren op, og sammen med vinden, der strømmer ind og køler mit ansigt, kommer larmen. Folk der råber og andre lyde, jeg ikke kan sætte billeder på.

          ”Kom. Hurtigt.” Han svinger sig ud af den åbne dør, og jeg hæver øjenbrynet. En ting er sikker: han kan umuligt være sprunget ned på jorden. Jeg sender et sidste blik i retning af den mørke gangs anden ende, inden jeg går hen til den åbne dør. Min hånd finder dørkarmen, inden jeg læner mig en smule ud, så jeg kan se ned.

          Han er ikke at se på jorden, men så opdager jeg rækken af metaltrin, der begynder under døren. Allerede et godt stykke nede, kan jeg se hans lyse hår.

          Jeg bider mig i læben, men vender mig så rundt og falder på knæ i døråbningen. Min ene fod søger efter et af trinnene, og da den finder et, følger den anden efter. Mine hænder får fat i det øverste, og snart er jeg på vej ned.

          Til at starte med knuger mine hænder så hårdt om metalstængerne, at mine knoer bliver hvide. Det går langsomt, og jeg er konstant bange for, at mine gummisko skal glide. Det var heldigt, at jeg stadig havde dem på, da han dukkede op.

          Men i takt med at jeg vender mig til følelsen af, at det eneste, der er mellem mig og den hårde grund mange meter under mig, er bunker af metal, slapper jeg mere af. Jeg sætter farten op, mine fødder får hurtigere fæste, og mine hænders greb bliver mere sikkert.

          Jeg har gjort dette før.

          Mange gange, uden at tænke på højden og i hast. Jeg husker hverken hvornår eller hvorfor, men snart tænker jeg ikke længere over mine bevægelser. Det hele glider sammen til noget, jeg blot gør. Noget så nemt og selvfølgeligt som at trække vejret.

          Snart efter står jeg på jorden ved siden af den lyshårede dreng, der sender mig et hurtigt smil, inden han går mod det ene hushjørne og forsvinder omkring det. Jeg kan høre, at postyret foregår på den modsatte side, så vi bevæger os altså væk fra det.

          Denne gang når jeg ikke at følge efter, før han kommer tilbage til mig og metalstigen.

          ”Vi er nødt til at vente her, til der er fri bane,” siger han dæmpet, og jeg nikker. Stiller stadig ingen spørgsmål. Han går igen hen til hushjørnet, men denne gang bliver han på samme side af bygningen som mig. Jeg betragter længe hans ryg, mens jeg forsøger at huske, hvor jeg kender ham fra. Til sidst giver jeg op og går tættere på ham, inden jeg sætter mig ned med ryggen mod muren. Jeg ved, at jeg hurtigt vil kunne komme på benene, hvis det skulle blive nødvendigt.

          Lyde strømmer stadig i vores retning, og med rynkede bryn forsøger jeg at skille dem fra hinanden. Jeg genkender mange af dem, men jeg kan ikke huske, hvad de betyder. Hvad der forårsager dem. Mit blik finder igen den lyshårede dreng. Også han læner sig nu op ad muren, og hans stirrer på noget frem for sig. Eller måske det i virkeligheden blot er ingenting, der har fanget hans opmærksomhed.

          En lyd skiller sig ud fra de andre.

          Jeg retter mig op og anstrenger mig for at finde ud af, hvad det er. Et kort øjeblik stivner hver en muskel i min krop, men så tager mine instinkter over. Nogle jeg slet ikke vidste, jeg havde. Jeg er på benene i løbet af få sekunder og griber fat i drengens skulder, inden jeg hiver ham med om på den anden side af hushjørnet.

          Han sender mig et forvirret blik, inden han hurtigt ser sig omkring for at se, om nogen har set os. Hvis der havde været nogen på denne side af bygningen, ville jeg have afsløret os med det, jeg lige gjorde.

          Dog spilder jeg ikke tid på at forklare mig. I stedte trykker jeg mig op ad muren endnu engang, mens jeg lytter. Hans ansigtsudtryk lægger sig i andre folder. En lille rynke opstår mellem hans øjenbryn, og jeg aner svagt en trækning i venstre kind. Den samme side som hans øjne glider til. Det må have været tydeligt at se på mit ansigt, hvad jeg lavede.

          Han lukker øjnene og puster ud. Det kunne være en handling af lettelse, og jeg antager, at han også er opmærksom på de skridt, der kan høres i gruset rundt om hjørnet. En eller anden står i netop dette øjeblik der, hvor vi for få sekunder befandt os.

          Personen står der længe. Jeg hører i hvert fald ingen skridt, der forsvinder igen. Jeg rynker brynene, og drengen læner sig ind til mig, så hans læber befinder sig så tæt på mit øre, at jeg kan mærke hans ånde.

          ”Døren. Vi lukkede den ikke,” hvisker han, og jeg nikker for at vise ham, at jeg forstår. Også selvom det umuligt kan være noget, der for nogen vil være svært at forstå.

          Vi står længe og lytter begge to, selvom jeg kan se, at hans øjne hele tiden flytter sig fra side til side. Han holder øje med pladsen foran os, frygter at nogen vil komme herom og opdage os. For første gang så vidt jeg husker, befinder jeg mig ved bygningens facade. Ikke mange meter til højre for os, er det første vindue, og længere henne kan jeg se en trappe, der må føre op til hoveddøren.

          Pladsen, vi nu har frit udsyn til, er dækket med hvidt grus, og direkte ud fra døren er en port i smedejernshegnet. Det eneste jeg kan se på den anden side er træer, buske og en vej bestående af de samme hvide småsten.

          Bygningens udseende overrasker mig. Røde sten, vinduskarme af mørkt træ. Det er gammelt, og noget fortæller mig, at der ikke længere er mange af den slags huse. Jeg forsøger at forestille mig den slags huse, der er blevet det normale, men hver gang jeg forsøger at gribe ud efter billedet, der danser i min hjerne, flytter det sig. Mine fingre når lige at strejfe det, og et svagt glimt dukker op for mit indre blik, men det er væk igen med det samme.

          Der holder en sort bil på den modsatte side af pladsen, men ellers er der ikke andet end sten.

          Den knasende lyd af sko mod disse lyder igen. Med bankende hjerte konstatere jeg, at de kommer tættere på. Jeg puffer til drengen ved min side, og han træder forbi mig Han befinder sig kun en halv meter fra hjørnet.

          En person kommer omkring det, og hans blik lander på mig med det samme. Jeg husker at have set ham før, og der er ingen tvivl om, at også han genkender mig. Inden han når at reagere på nogen af os, falder han sammen på jorden. Det hele skete hurtigt, og jeg var lige så uforberedt som den nu bevidstløse mand, men bag ham sænker drengen langsomt armen. Jeg blinker med øjnene et par gange, men vælger at lade hændelsen glide forbi. At min redningsmand, eller hvad han nu end er, lige har slået en mand ned, må jeg bearbejde senere, når jeg forstår, hvad er foregår.

          ”Kom.” Han kaster med hovedet for at vise, at vi skal gå tilbage til den anden side af huset. Han ser utålmodig ud. Han kravler op ad stigen og forsøger at lukke døren til. Jeg kan ikke se, at det gør den store forskel nu, men jeg siger ikke noget. Hvis han har brug for at gøre unødvendige ting for at have styr på det hele, skal han have lov. Sådan har det altid været.

          Endnu engang flimrer billeder forbi i mit hoved. Frustrerende nok er de væk, før jeg når at se dem rigtigt. Men noget får jeg fat i. Jeg kan godt huske, hvad han hedder.

          ”Sebastian.” Ubevidst lader jeg navnet slippe ud over mine læber, og med det samme er hans opmærksomhed rettet mod mig. Det er for sent at lade som om, det aldrig skete. Han hopper de sidste to trin ned, og stenene knaser mod hinanden, da han lander.

          ”Hvad?” spørger han.

          Jeg ryster på hovedet. Ikke noget.

          ”Jo,” presser han på, og hans blik er alvorligt. Jeg møder det og har svært ved at kigge væk igen. ”Hvad er der, Juni?” Det er først nu, hvor han siger mit navn for anden gang, at det rigtig går op for mig: han kender mig. Han ved det, jeg ikke selv ved.

          Hvem jeg er.

          Jeg bider mig i læben og kigger ned.

          ”Ikke noget,” denne gang siger jeg det højt, ”jeg kom bare lige i tanke om, hvad du hedder.” Jeg kigger hurtigt op for at se hans reaktion, men han er allerede ved at vende hoved væk. Alligevel når jeg at få et glimt af det skiftende udtryk, der glider hen over hans ansigt. De blandede følelser. Et kort øjeblik ser han uendeligt trist ud, men så presser han læberne sammen, lige som jeg selv gør så ofte. Jeg ved, hvad det betyder. Der er noget, han skubber væk, ignorere. En følelse, man ikke har tid til at gøre noget ved eller undersøge.

          Jeg har lyst til at sige noget mere, men for først gang, jeg kan huske, kommer der ingen ord til mig. Jeg ville alligevel ikke have nået at færdiggøre min sætning, for lige da jeg fjerner mine tænder fra min læbe, er der noget, der eksploderer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...