Mit navn er Juni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Juni bliver reddet fra noget, der skal forestille at være et hjem for talentfulde og forældreløse børn og unge, kan hun ikke huske, hvem hun selv er. Hun ved ikke engang, om hun er forældreløs, men en ting er sikkert: hun er ikke indehaver af de talenter, hun efter sigende skulle have. Sammen med folk, hun svagt husker fra sin fortid, må hun endnu engang lære verden at kende. En verden hvor børn fosvinder, og unge ikke husker deres barndom. Opsat på at finde ud af, hvordan nogen kan have forvekslet hende med en anden, og hvad der egentlig foregår på hjemmene eget af et stort skandinavisk firma, finder Juni ud af, at hun har en søster. Frustreret over ikke at kende sig selv sætter hun alt ind for at finde denne søster. Sammen med gamle venner og en fyr, der hævder at være hendes bror, finder hun ud af, at der er meget mere til det hele end forsvundne børn. Et overmenneske er under udvikling. Og det viser sig hurtigt, at dem, man tror, er de gode, er dem, man kan stole allermindst på.

21Likes
12Kommentarer
1053Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Juli, er der fremskridt?” Manden stirrer på mig over kanten af sine briller, mens han læner sig ind over skrivebordet, der er i mellem os. Jeg møder hans blik, men presser læberne sammen til en tynd streg i stedet for at svare ham. Jeg har efterhånden opgivet at overbevise dem om, at min navn ikke er Juli. Måske de ikke tror mig, fordi jeg ikke kan svare dem på, hvad mit navn så er, hvis ikke det er, hvad der står i deres system. Eller også mener de, at en pige, der har glemt sit egent navn, ikke er troværdig.

          Jeg knuger med begge hænder om kontorstolens kant i forsøget på ikke at svinge med benene. Mine fødder når lige præcis ikke de lyse gulvbrædder under mig, men jeg er for stædig til at køre stolen en smule ned. Hvor stædigheden kommer fra, ved jeg heller ikke.

          ”Juli,” sukker han, og det er ikke første gang. Hver dag sidder jeg på den samme stol med blå betræk og nægter at svare ham, før han holder op med at kalde mig et navn, jeg ikke genkender som mit.

          Kontoret er sparsomt møbleret som resten af stedet, og der hænger intet på de hvide vægge. Der er en enkel lav reol fyldt med mapper, men ellers benytter vi de eneste møbler. På skrivebordet ligger en stak papirer med en masse ord og skemaer, jeg ikke forstår. Han lader mig ikke se dem, men det var for naivt af ham engang at efterlade mig i rummet alene, mens de stadig lå på bordet.

          ”Okay så, Pigebarn, er der sket nogen form for fremskridt?” Jeg rynker på næsen over hans kaldenavn, men ryster så på hovedet. Lige som at de ikke forstår, at mit navn ikke er Juli, forstår de heller ikke, at jeg ikke er i stand til det, de mener, jeg er.

          Han sukker igen, og nu er det ham, der ryster på hovedet. Ikke som svar på et spørgsmål, men af mig. Han ryster på hovedet, fordi det er, hvad jeg gør hver eneste dag, når han stiller mig det samme spørgsmål som dagen før.

          Han kører en hånd ned over ansigtet fra næsen og ned, så rynkerne i det bliver strakt ud for et øjeblik. Hans hår er gråsprængt, men jeg kan ikke helt vurdere, hvor gammel han er. Faktisk ved jeg intet om ham, udover at han må have et utrolig kedeligt liv, når han gider spilde det på dette.

          ”Prøver du i det mindste?” spørger han, og jeg kan se på ham, at han allerede kender svaret. Alligevel venter han på, at jeg siger det højt.

          ”Jeg har prøvet. Jeg kan ikke. Der er ingen grund til at bruge mere tid på det.” En snerren sniger sig ind i min stemme, da jeg siger de sidste ord, og selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke have stoppet den. At være kort for hovedet og udtale ord langsomt og præcist ligger et sted så dybt i mig, at jeg ikke engang selv kan finde stedet, det kommer fra.

          Jeg forventer, at han kommer med en kommentar om, at arrighed ikke hjælper mig, men det ser ud til, at jeg ikke er den eneste, der har opgivet visse ting.

          ”Der står i dine filer-”begynder han, men jeg afbryder:

          ”Jeg er ikke Juli.” Jeg møder hans blik, kniber øjnene en anelse sammen, inden jeg igen presser mine læber sammen. Hvad end de filer, han snakker om, indeholder, er de ikke mine. De tilhører pigen med navnet, der ikke er mit. Hvordan det er lykkes dem at bytte om på os, kan jeg ikke se.

          ”Nuvel.” Han samler papirerne op fra bordet og banker dem ned i bordet et par gange, så de samler sig. Han skubber sine briller længere op på næsen og rejser sig. Da han når døren, tilføjer han: ”Du må hellere lære at være mere samarbejdsvillig.”

          Der er noget truende over ordene, men jeg svarer ikke, bliver blot siddende på den blå stol med korslagte arme og blikket rette mod den tomme væg bag den nu tomme stol overfor. At spærre mig inde på et værelse vil ikke ændre mit navn.

          Jeg fornemmer, at en ny person dukker op i døren til kontoret, og jeg rejser mig. Mit blik ikke så meget som strejfer hende, da jeg går ud på gangen og drejer til højre. Vejen til mit værelse kan jeg godt selv. Et lille kvadratisk rum med en seng, et lille bord og et skab. En hylde med tre bøger, hvoraf jeg kun har åbnet den ene en enkelt gang.

          Jeg kan ikke sidde stille til at koncentrere mig om ordene, der danner linjer over hinanden. Jeg er ikke engang særlig god til at læse dem.

 

Den aften spiser jeg ikke aftensmad sammen med de andre. I stedet bliver der sat en tallerken med mad og et glas vand ind til mig. Jeg kunne nægte at røre det, men det ville blot give dem følelsen af, at det har en effekt at lukke mig inde. Desuden ved jeg, at mad er livsnødvendigt, og at jeg ville blive sulten senere. Det sidste har jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for.

          Jeg hører folk gå forbi min dør, hører dem snakke. Men det skaber ikke den længsel i mig efter samvær, som manden med brillerne og det gråsprængte hår nok ønsker. Jeg føler mig forkert sammen med de andre. Som om jeg ikke passer ind eller ikke bør være her. Måske det skyldes, at jeg er den eneste, der ikke kan huske, hvem jeg selv er. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er.

          Et hjem for forældreløse børn og unge med særlige talenter siger de. Men jeg er ikke talentfuld, og jeg ved ikke engang, om mine forældre er i live.

          Jeg stiller mig hen til den væg, der er helt fri for møbler. Til at starte med stod skrivebordet op ad den, men det flyttede jeg, så det i stedet står ved siden af sengen. Jeg lader en hånd glide hen over den ru væg, inden jeg bøjer mig ned og placerer begge håndflader mod trægulvet. Jeg støder fra med fødderne og strækker langsomt min krop. Snart vender værelset på hovedet. Jeg rører ikke væggen, men jeg kan fornemme den lige bag mig.

          Der lyder latter uden for min dør, da den går i gang. En hylende lyd, der varsler, at noget ikke er, som det skal være. Jeg svajer en smule, men flytter mig ellers ikke, lytter i stedet til det pludselige kaos, der opstår uden for den lukkede og låste dør. I den tid, jeg har været her, er alarmen ikke gået af, men jeg fik fra starten af at vide, at hvis den gjorde, skulle jeg øjeblikkelig skynde mig ind på mit værelse. Medmindre det var brandalarmen selvfølgelig. Hvordan vi skulle kunne forskel, fortalte de aldrig.

          Mine arme ryster en smule under anstrengelsen, men jeg bliver stående på mine hænder, mens der langsomt kommer orden på tingene ude på gangen. Kort efter er alle på vej til deres værelser, og jeg konstaterer, at det ikke brænder.

          I samme rolige tempo, som jeg kom op, begynder jeg at sænke mine ben mod gulvbrædderne, da lyden af en nøgle i låsen bryder gennem alarmens hylen. Mine fødder er tilbage på jorden i samme sekund, og jeg vender mig mod døren i samme øjeblik, som den går op. Jeg har mødt alle, der bor her, og jeg fandt ud af, at jeg er god til at huske ansigter, men drengen i døren genkender jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...