It is that way (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hvad tænker du egentlig om mobning? Jeg synes det er forfærdeligt! jeg kan slet ikke tænke mig til hvordan det er, eller jo det kan jeg godt da jeg jo har lavet den har movella, nå lige meget. men det er frygteligt hvad det kan føre til!

1Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

2. It is that way (one shot)

Det er den måde, de hakker på mig. Den måde de snakker om mig, bag min ryg. Den måde de ler af mig, hver gang jeg gør noget dumt. Den måde de håner mig på, hver evig eneste dag.

Jeg kan snart ikke klare det mere, det er udholdeligt. Jeg tænker tit på bare at gøre det forbi, bare forsvinde ud af den her verden som om jeg aldrig har eksisteret.

Jeg vil bare væk fra dem.

De ved ikke hvad de gør ved mig. De ved ikke at jeg tænker, de her tanker jeg har. De ved ingenting, og det vil de nok heller aldrig gøre.

Jeg forstår ikke hvordan man kan være sådan over for mennesker. Det er bare umenneskeligt. Hvordan man kan nedværdige en person så meget, at man får selvmords tanker. Det havde jeg aldrig troet, indtil at jeg prøvede det selv.

Det hele begyndte i 6. klasse, dengang jeg var en smule tyk og havde aldrig tænkt over hvad folk synes om mig. Det var da de begyndte at kalde mig ting som f.eks. tykke, grimme og smatso, den slags ting. Det var da mit selvværd styrtede. Jeg spiste ikke hvis jeg kunne blive fri, og på et tidspunkt gik det så vidt at jeg fik anoreksi og blev indlagt på hospitalet. Man kunne næsten ikke genkende mig mere, jeg var ikke andet end skin og ben.

Det hele fortsatte op igennem, hele min skolegang. Det blev bare værre og værre. Til sidst opdagede jeg at jeg stod ved en bro omme på den anden side af gelænderet på vej til at springe, men jeg gjorde det ikke. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg ikke gjorde det. Det eneste jeg kan huske fra den dag og på det tidspunkt er, at jeg var lige ved at springe, og det næste jeg ved, er at jeg ligger i en ambulance.

Der var ingen til at opdage hvordan jeg havde det. Mine forældre de kunne ikke være mere ligeglade med mig, de tænkte kun på min lillesøster. Jeg havde ingen venner. De eneste jeg havde, var dem der gjorde det mod mig.

Ingen mennesker i verden skulle prøve at gå igennem det jeg har været igennem. Jeg kom kun igennem det ved at tænke de ikke skulle få mig ned med nakken, det var det eneste de jo egentlig ville.

Den måde de kan finde en eller anden ting ved en, som de kan gøre til noget negativt, så man kommer til at udstå latterlig på en eller anden måde. Det er faktisk ret sygt. Hvis man så begår selvmord, og kommer væk fra det hele, det er først der de indser hvad de har gjort. Når det er sket kan de aldrig vende tilbage og ændre på det de har gjort. Det vil plage dem resten af livet. De tænker aldrig på at det på et tidspunkt kunne være dem, der blev hakket på og blev kaldt navne. Nej, de lever i nuet.

Jeg forstår dem bare ikke?  

___________________________________________________________________________

 

Det var så lige hvad jeg synes om mobning, hvad det kan føre til og sådan noget.

Jeg vil vildt gerne høre hvad i synes om den, så skriv en kommentar det ville bare være lækkert! 

xx Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...