Aldrig igen


0Likes
1Kommentarer
69Visninger

1. Flugt

6. Juni 1941

Jeg slog øjnene op. Så regnen glide langsomt ned af vinduesruden, så den kedelige triste himmel og de høje sorte kontortorne der dækker byen.

Men det var ikke det der var det vigtige... Gårsdagens hændelser kom med ét frem på nethinden, "de" havde været her, Gestapos folk var kommet ved tolv - et tiden.

De havde taget hele familien, min mor, min far og min lillebror.

Men ikke mig, nej, fordi jeg var jo anderledes. Da de kom i går aftes, kiggede de på mig og sagde: "lad hende den blonde blive, hun er ikke en af dem".

Jeg forstod ikke hvad de havde sagt, jeg forstod ikke hvor min familie skulle hen, og jeg var træt af altid at være anderledes.

Jeg viste godt at jeg var adoptivbarn, (det var på ingen måde svært at se) hele min familie var mørkhåret, de var jøder og født og opvokset i Østrig, og så havde de en helt anden accent end jeg.

Jeg var lyshåret og født i Danmark men kom til Østrig, da jeg var 4 år gammel fordi mine forældre var en del af modstandsbevægelsen, og da Hitlers hemmelige politi opdagede det, blev de fanget og dræbt.

Det var egentligt en lidt uhyggelig tanke, at en 16 årig pige var alene i et hus hvor hun vidste at hendes adoptiv familie måske aldrig ville komme tilbage. For blev man taget af Gestapos folk, var der 95% chance for, at man ikke ville komme til at føle "frihed" igen.

Der opstod pludselig en vild og desperat banken på døren. Jeg gik ned og åbnede, den første skikkelse i døren var høj og muskuløs, det var tydeligt at det var en mand. Den næste var en lille spinkel dame med en pistol i hånden, de var begge i hitlers magt.

Så åbnede damen med pistolen munden og sagde: "du er Stephanie ikke?" Jeg sagde ja, og svaret lød derefter: "så følg med".

En halv time senere sad jeg i en bil der bumpede hver gang vi kørte over nogle småsten, pludselig standsede bilen, midt ude på vejen. Og den lille kvinde sagde: "så går vi".

Vi gik alle tre ud og begyndte at gå, da vi havde gået lidt kom endnu en mand fra hitlers hær hen til os, da han var helt henne kiggede han på mig og sagde: "er det hende der skal være med i vores begynderhær?" Intet svar, damen i gruppen hev mig hurtigt hen til mig og gik uden om manden. Da hun var sikker på at de to andre ikke hørte hvad hun sagde, hviskede hun "løb".

Af ren reaktion begyndte jeg at løbe, jeg hørte de to mænd bag mig råbe og derefter følge efter mig og damen.

Vi løb og løb og løb, over togbanen, gennem tunneller og ind forbi skarpe sving. Og så skete det der ikke måtte ske, vi endte i en blind gyde, men damen jeg var flygtet med så ud til at have styr på tingene. Mændene var langt bag ud og damen begyndte at hive et løst kloak låg op, da hun var færdig hoppede hun ned i kloakken og jeg fulgte hurtigt efter.

Lige da låget til kloakken blev lukket hørte jeg de to mænd oven over, jeg kiggede rundt, det var ligesom et hus bare i en kloak. Der var køkken, stue, toilet og soveværelse.

"Jeg hedder Dina" lød det pludselig, jeg kiggede op, det var damen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...