⎜Badboy Justin⎜Justin Bieber⎜2⎜

Er Justin død? Er Justin levende? Er Sophie okay? Hvis han er død, hvordan vil det påvirke Sophie's liv? Er Sophie overhovedet i sikkerhed? For kan Anthony og hans håndlangere ikke stadig få fat i hende. For nåede hun så langt væk at de ikke kan finde hende? Bliver hun fanget af Anthony & co. og bliver udsat for mere smerte? Bliver hun reddet af en eller anden, hvad sker der? Ja, det finder du af ved at læse med i Badboy 2.

69Likes
260Kommentarer
56029Visninger
AA

2. He's back..

Sophie's synsvinkel

 

 

Du havde sat dig bag et træ, som var i nærheden fordi du var virkelig bange for at finde ud af hvad der var sket. For hvad hvis der var sket Justin noget og du så kiggede derhen og så ham død. Hvor du så skulle leve med det mareridt hver evig eneste dag/nat fordi du måske fandt ham død på stien. For det ville du slet ikke kunne bære, for du elsker virkelig Justin, og med alt det der er sket her i dag og mens du har været fanget, har du virkelig fået bekræftet at i er meant to be. Men så var der også den tanke: Hvad hvis han så lå og led? Hvad hvis du kunne nå og redde ham inden, men så bare blev siddende her fordi du ikke turde tjekke til ham. Den sidste tanke fik dig til at rejse dig fra det træ du sad ved, hvor du så lige så stille bevægede dig væk fra dit skjul og hen mod stedet hvor Justin og Anthony & co. var hvis de stadig var der. Du kunne se fra det sted du stod, at Justin lå på maven, helt alene, så dit hjerte stoppede med at slå med det samme. For havde du ret? Var han død?

Noget du hurtigt skubbede til siden, og begyndte at løbe. For hvad hvis du stadig kunne nå at redde ham. Hvis du kunne, så skulle du i hvertfald gøre alt hvad du kune for at redde ham. Så derfor løb du alt hvad du kunne rundt om søen for at komme over på den ande side igen, og se om han var okay. Og hvis ikke, så ville du ikke kunne vide hvad du skulle gøre. For selvom han var den kriminelle person som han var, eller den her badboy, så kunne du alligevel se noget i ham som du kunne lide. For selvom han havde været en smule underlig i starten og blive ved med at skubbe dig fra ham, så ved du nu hvorfor. For han havde ret. Han havde fuldstændig ret da han sagde i ikke kunne være sammen fordi han prøvede at beskytte dig. For se hvad du er havnet i. Du blev kidnappet, holdt fanget og voldtaget alt sammen på et par dage, eller du ved ikke engang hvor lang tid der er gået, fordi du intet har kunne se. Så du kunne ikke se hvornår dagene er skiftet til en ny, så derfor føltes de bare som flere dage.

Men fordi du var alt for stædig, så kom du ud i alt det her. For selvom han blev ved med at skubbe dig væk, som du kunne se på ham var hårdt, så blev du ved med at presse på. For selvom han sagde nej, nej, nej, så kom han alligevel tilbage til dig, og var sammen med dig lidt, før han igen begyndte. Så du kunne godt mærke en forskel på ham, som måske var skræmmende for ham, siden han jo plejede at være Mr. Heartless, men så begyndte at få følelser for en pige. Du var jo bare en helt normal pige, til forskel for Stephanie. Du var en han fik oprigtig følelser for, så det var nok lidt hårdt for ham at beskytte dig, da han samtidig med han prøvede at skubbe dig væk, gerne ville have dig hos ham. Men som sagt så vidste du at det var din skyld det hele, da du var alt for stædig. For hvis du bare havde sluppet ham, var alt det her ikke sket. Så du håbede at Justin var okay, for ellers kunne du aldrig tilgive dig selv, for din stædighed. For du ville ikke vide hvad du skulle gøre hvis det var din skyld at han døde.

"Jus?" råbte du, mens du nærmede dig ham. For han rørte stadig ikke på sig.

"Please Jus, please vær okay" græd du, mens du satte dig på knæ ved ham.

"Hvad sker der?" spurgte han stille, så du gispede.

"Er du vågen?" spurgte du, mens du vendte ham lige stå stille rundt, da han begyndte at jamre lidt.

"Mm, er bare virkelig træt" svarede han, så du nikkede forstående.

"Hvor blev du skudt henne?" spurgte du, mens tårerne løb ned af dine kinder.

"Benet før vi kom op fra hullet inde i skoven" svarede han svagt.

"Men hvad med de 2 pistolskud?" spurgte du forvirret. Mens du betragtede ham sætte sig op, så du hjalp ham op og sidde.

"Anthony og ham den store der holdte mig-" startede han, men stoppede sig selv for at hive efter vejret.

"-dem fik jeg skudt med min pistol, da jeg fik kæmpet mig fri fra dem. Resten stak så af" tilføjede han, så du nikkede.

"Så du er okay?" spurgte du, mens du kiggede bedrøvet på ham.

"Skal bare hjem og hvile" svarede han, så du kiggede ned på hans ben.

"Hvad med det der?" spurgte du. For som hans mave for et par dage siden, så var der nu et hul ind i hans ben.

"Mason kan fikse det" svarede han, så du nikkede svagt.

"Hvor skal vi så hen?" spurgte du, mens du flyttede dig lidt, da han prøvede at rejse sig op.

Men du kunne se han kæmpede, så du rejste dig hurtigt, og hjalp ham op og stå. Hvor han begyndte at sparke grus henover han blod på jorden fra hans ben. Men du kunne se at det gjorder ondt på ham, da han brugte sit dårlige ben, da det gjorder jo holdte ham oppe. Så du stoppede ham og gjorder det for ham. Men ved at sætte dig på hug og dække det til med hænderne og grus. For du havde ligesom ingen sko på, og siden det var grus gjorder der ret ondt at sparke til. Grunden til i dækkede det til var nok så folk ikke opdagede det, og hvis du tænkte som Justin. Så var det nok så politiet ikke fandt det og kunne spore ham her til, og finde ud af hvad der var sket. Eller måske bruge det til noget mod ham. Du har set en masse krimiserier.

"Hjem" svarede han, mens han lagde en arm om dine skuldre. Så du lagde din arm om ham, og begyndte at gå med ham, der humpede en smule afsted.

"Mig eller dig?" spurgte du, mens du sørgede for han stødtede mindst muligt med hans fod.

"Mig inde i centrum" svarede han.

"Centrum?" spurgte du, mens i kæmpede jer videre. Hvor i heldigvis var alene i parken. Eller det troede du for pludselig hørte du sirener.

"Åh åhh!" kom det fra Justin, så du strammede grebet om ham.

"Hvad gør vi?" spurgte du, mens du ubevidst begyndte at gå lidt hurtigere - Som Justin heldigvis var med på, selvom han havde ondt.

"Vi må væk herfra hurtigt. De har sikkert hørt eller fået et opkald om at der har været skud hernede" svarede han, så du nikkede.

"Hvad hvis de fanger os?" spurgte du, hvor du fik øje på hans bil ikke så langt herfra.

"Det gør de ikke, hvis vi skynder os" svarede han, mens han satte farten op og slap grebet omkring din skulder.

"Skynd dig hen til bilen" sagde han, så du slap ham og kiggede på ham, mens han gik så hurtigt han kunne.

"Hvorf-" mere nåede du ikke at sige, før han afbrød dig.

"Bare gør hvad jeg siger!" sagde han hårdt, så du klappede i som en østers og skyndte dig hen til bilen, som blev åbnet da du var tæt på den. Hvor du åbnede døren og satte dig ind. Du kiggede så ud af ruden ved Justin for at se hvad han lavede hvor du ikke kunne se ham.

"Hvad laver han dog?" tænke du for dig selv, mens du stadig kiggede rundt. 

"Sådan!" hørte du ham sige, da døren pludselig gik op, så du skreg lidt, a du fik et chok.

"Sorry" sagde han, da han fik lukket døren.

"Hvad skulle du?" spurgte du, mens du trak vejret hurtigt, da du var lidt paranoid i øjeblikket.

"Sikre mig at der ikke var spor efter mig" svarede han, mens han tændte bilen og begyndte at køre.

"Vil du ikke lige række mig mine solbriller?" spurgte han, mens han pegede hen på handskerummet.

"Jo" svarede du stille, mens du rakte ham dem.

"Men hvad skal du bruge dem til?" spurgte du, mens du kiggede nysgerrigt hen på ham.

"Hvis politiet ruller forbi" svarede han, mens han tog dem på.

"Så du burde også tage et par på hvis du kan finde nogle" sagde han, så du begyndte at lede.

"Men hvorfor skal vi have dem på?" spurgte du, for siden i havde dækket jeres spor og de ikke vidste hvad der var sket i parken, hvorfor måtte de så ikke genkende jer?

"Fordi vi er efterlyst og eftersøgt" svarede han.

"For hvad?" spurgte du forbavset.

"Dig for kidnapning og mig for at kidnappe dig" svarede han, mens han stoppede op da han kom til et rødt lys. Han kørte nok fint for ikke at vække opsigt.

"Seriøst?" spurgte du chokeret.

"Mm, for siden de ikke kunne finde mig hos dig den dag, og din familie åbenbart havde meldt dig efterlyst. Så begyndte de at mistænke at det kunne være mig, siden jeg bor lige over for og jo er som jeg er" svarede han.

"Og hvad skal det betyde?" spurgte du, til den sidste kommentar.

"Hvad?" spurgte han undrende, mens han begyndte at køre igen, da der var grønt.

"At "du er som du er" hvad skal det betyde?" spurgte du.

"Jeg er kriminel?" svarede han, med det ene øjenbryn løftet.

"Og?" spurgte du. For det var irrelevant i dine øjne.

"Ja, og det kan politiet ligesom ikke forstå. De vil sikkert manipulerer med dig hvis de for fat på dig. De vil vende dig mod mig, fordi de mener at jeg ikke er god for dig, tro mig. Det derfor de med det samme mistænke mig for at være din kidnapper. Plus hvis de får mig ind for det her, så kan de måske få mig linket hen på en masse andre sager, som vil være godt for dem. For jeg arbejder altid til perfektion så de ikke kan gør det. Men de vil bruge hver en mulighed til at finde ting der kan linke mig hen på andre sager. For hvis de nu mener jeg kidnappede dig, vil de helt sikkert have adgang til mit hus, for at finde spor, og så finder de alle mulige andre ting, som de så kan sætte mig i fængsel for eller give mig ting på min straffeattest, som om den ikke var fyldt nok. For de har aldrig kunne holde på mig særlig længe hvis jeg så endelig er havnet i fængslet, og fordi de jo ved at jeg næsten er med i alt der sker her i byen, men ikke kan finde beviser for det. Så er den her sag sikkert en god ting" fortalte han ud i en lang køre.

"Men du skal ikke tvivle på mig, for jeg vil være der for dig altid, Jus" sagde du, mens du kiggede hen på ham.

"Det siger du nu" sagde han, mens han kiggede koldt ud af forruden.

"Jus!" sagde du bestemt, da han ikke skal til at beskylde dig for alt muligt. For du vil være for der for ham, og han vil have det eller ej. Du elsker ham og han skal ikke skubbe dig væk mere.

"Hvad? Jeg har kunne manipulerer med dig, så det kan de helt sikkert også" sagde han ligegyldigt, så du kunne mærke at du blev virkelig frustreret.

"Tag det i dig igen!" sagde du bestemt, mens du knyttede næverne.

"Hvorfor?" spurgte han ligegyldigt, mens han kørte ud af byen. Som kunne undre dig, men lige nu var du distraheret af hans underlige adfærd.

"Fordi du elsker mig" svarede du frustreret.

"Hvem ved" sagde han, så du kunne mærke tårerne løbe ned af dine kinder.

"Stop med at sig sådan noget" hiksede du.

"Men hvad hvis-" startede han, men du afbrød ham, da du ikke gad høre mere.

"Nej! Jeg er ligeglad. Bare tie stille og lad vær med at snak med mig" græd du.

"Men-" startede han igen, mens som før cuttede du ham af.

"Nej!" sagde du bestemt.

"Soph-" og for tredje gang cuttede du ham af.

"Hold kæft! Jeg gider ikke høre på dig!" råbte du vredt, så der kom en stilhed i bilen.

"Jeg hader dig så meget" hulkede du ned i dine hænder. For du troede endelig at han havde lagt alt det der med at skubbe dig fra ham bag sig, og så kommer det hele pludselig tilbage igen..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...