Mine tekster.

Her er mine Noveller, Dagbøger, Tekster osv. som jeg har skrevet til skolen alt samlet så i kan læse dem :)

2Likes
2Kommentarer
354Visninger
AA

7. Soldater græder ikke. Kapitel 36 omskrevet synsvinkel.

Soldater græder ikke. Kapitel 36.

Jeg træder ud af bilen og kigger op på den store høje bygning, kaldet solsikken, som har holdt min lille datter fanget alt for længe. Jeg har imens været henne på et hjælpested, hvor nogle folk skulle hjælpe mig med at få det bedre, og det hjalp. Jeg har det bedre, og jeg føler slet ikke for at drikke, ryge eller slå for den sags skyld. Sneen falder tæt og det er meget koldt, jeg fryser og det kan jeg også godt forstå når jeg kun har nylonstrømper på, en smart sort kjole, og mine stilletter. Jeg går igennem sneet, da jeg pludselig ser en lille pige, stå oppe i et vindue og hun kigger direkte på mig med et håbende blik. Jeg vil altid kunne kende den pige. Min dejlige datter Elektra. Det ser ud til at hun nu kan se hvem der kommer, og hendes blik ændrer sig pludselig til et tomt, trist og skuffet blik. Jeg bliver lidt trist, da det jo var meningen at hun skulle være glad for at se mig, og ikke skuffet og trist. Har hun ikke forstået at hendes far ikke er her mere? Nå lige meget. Jeg skynder mig hen til døren, der bliver åbnet af en høj stor mand, der minder mig om en stor abe. Han skubber sneen væk så jeg kan komme ind. Da jeg står ved døren er der en dame der nikker til mig, og kigger op og ned af mig, som om der er noget galt. Den store mand rækker en næve hen til mig og siger: ”Velkommen”. Jeg tager hans hånd, og han hjælper mig med at komme ind af døren. ”Pyha” siger jeg mens jeg holder fat i mandens hånd. ”Skal jeg tage den der?” spørger en dame og peger på min taske. Jeg krammer den ind til mig, mens jeg ryster sneen ud af håret. ”Det er en gave til min lille pige.” siger jeg mens jeg knapper min frakke op. Da jeg har fået den af, giver jeg den til damen. ”Men du må gerne tage den her” siger jeg. Mandens øjne kigger ret meget på min krop. Men jeg er ligeglad, nu skal jeg bare se min datter igen. ”Hej, skat. Er mor ikke fin? Det er for din skyld” siger jeg glad, men hun ser alt andet end glad ud. Min opmærksomhed bliver fanget af nogle perler på hendes bluse. ”Naj, nogle flotte perler, du har på din bluse ” siger jeg og rækker ud efter dem, for at røre dem. ”Det ligner en pruhest” siger jeg og fjerner hånden. ”Ja, hun har godt nok også glædet sig de sidste på dage” siger manden, og rykker tættere på mig. ”Hun har ikke kunnet sove om natten” fortsætter han. ”Det er dejligt at høre” siger jeg og rækker ud efter Elektra, men hun rykker hovedet væk fra mig. ”Hvad er der, skat? Mor ville have besøgt dig, men så var du jo stukket af. Det er også frygteligt, det kunne ske. Men nu kommer du hjem” siger jeg og kigger op på de to pædagoger, men ingen af dem møder mit blik. Jeg ser på Elektra igen og vores øjne mødes for første gang siden- nej det gider jeg slet ikke tænke på. Manden rækker mig hendes kuffert, og hjelmen til Elektra. ”Hun er så glad for den hjelm” siger han. Elektra kaster hjelmen ind i maven på ham, og så er hun væk. Vi løber alle efter hende. Jeg ser Elektra gennem en glasdør. Hun løber hen og jeg hører døren låse. ”Elektra, åbn døren, skat. Det er mor” siger jeg højt. Manden er ved at låse døren op. Pludselig skriger Elektra: ”FAR”. Hun stiller sig tæt op ad vinduet. Døren går op, og jeg råber noget til hende men det ser ikke ud til at hun registrer det. Elektra lægger hånden op på vinduet. ”Hvor længe skal vi være sammen far?” siger hun. Sagde hun far? Han er her ikke. Som om hun får et svar, siger hun: ”Kun for evigt?” Hun åbner vinduet og hopper ud fra 3. sal. Jeg løber hen til det åbne vindue og ser hende. Min eneste datter. Ligger nede i sneen, død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...