Mine tekster.

Her er mine Noveller, Dagbøger, Tekster osv. som jeg har skrevet til skolen alt samlet så i kan læse dem :)

2Likes
2Kommentarer
351Visninger
AA

6. Skæbnens vej

En høj vejrtrækning lyder pludselig og jeg vågner op med et sæt. Jeg lytter godt efter, om der kommer mere, og som sædvanlig kommer der en høj vejrtrækning mere. Min mor er vågnet, og hun kan ikke trække vejret. Jeg suser ud af sengen og ind til hende. Jeg ved, hvad jeg skal gøre for at hun kan trække vejret igen. Jeg gør det nemlig hver morgen. Det sådan jeg vågner, og min dag starter hver eneste dag. Velkommen til mit liv, min dag med en kræftramt mor som ikke kan noget selv.

Jeg skynder mig ind og for hende sat op i sengen. Min far er ikke kommet hjem endnu, han arbejder nemlig om natten, så jeg passer min mor, indtil jeg skal i skole, og så er min far hjemme til at passe hende, mens jeg er i skole. Jeg har ikke så mange venner over i skolen, fordi jeg konstant skal passe hende efter skole. Jeg er 14 år, jeg hedder Helena, jeg er normal høj og lidt for tynd. Da jeg blev 12 år, fik min mor dømt lungekræft. Jeg var helt knust og rystet, da jeg hørte det, for jeg var jo gammel nok til at forstå, når mor og far snakker, om at hun er blevet syg, og hvordan de skal fortælle det videre, også kan man også mærke det på min mor, hun er ikke lige så glad og energifuld mere, som hun var engang.
Jeg sidder nu over i skolen og har dansk. Vi skal skrive en novelle om et valgfrit emne, det eneste krav, var at det skulle være noget fra sit eget liv. Jeg skriver om at have en kræftramt mor, som er på dødens rand, og har været indlagt flere gange. Min mobil ligger i min lomme, den begynder og vibrere. Jeg tager den lidt op af lommen, så jeg kan se hvem det er. Min far. Åh nej, han plejer aldrig at ringe til mig, mens jeg er i skole. Da den endelig stopper med at ringe, popper der en sms op på skærmen. Ring så hurtigt så muligt! Åh nej der er sket noget. Jeg trykker på den blå gem knap oppe i hjørnet på computeren, og lukker skærmen en lille smule i, så alle folk ikke kan gå forbi, og se alt hvad jeg har skrevet. Det er meget personligt, så jeg er ikke så glad for, at alle ser det. Jeg rejser mig op for at gå op til læren, de ved godt, at min mor har kræft, fordi det har taget meget hårdt på mig. I en kort periode stoppede jeg helt med at spise, fordi det var kommet så meget bag på mig. Min mor har aldrig røget og kunne heller ikke finde på det, fordi hun vidste hvor skadeligt det kan være. Hendes morfar døde af lungekræft efter at have røget i 40 år. Jeg går forbi de andre i klassen, som bare kigger underligt op på mig, men det er ikke noget nyt. Siden min mor fik kræft er jeg blevet meget indelukket, og der er ikke rigtig nogle, der snakker med mig mere.
Jeg kommer op til lærens skrivebord. ”Må jeg godt ringe til min far? Han har skrevet til mig, at jeg skulle ringe så hurtigt så muligt”, spørger jeg læren. ”Hvordan ved du, at han har skrevet?”, spørger han undrende, da man jo ikke må bruge sin mobil i timerne. ”Den lå ved siden af min computer, mens jeg skrev på novellen, og han ringer aldrig til mig i timerne, eller skriver for den sags skyld”, forklare jeg, i håb om at han siger ja. Han kigger ned på sit armbåndsur. ”Du må ringe i frikvarteret, der er 5 minutter til”, siger han. ”Okay tak”, siger jeg og går tilbage mod min plads for at skrive videre. ”Helena kom lige tilbage”, siger læren pludselig bag mig. Jeg vender mig om og ser undrende på ham. ”Hvad så?”, siger jeg med en undrende stemme. ”Hvordan går det med din mor?”, spørger han og kigger medfølende på mig. Jeg hader virkelig når folk gør det, for de aner jo ikke, hvordan jeg har det. ”Det går som det plejer. Dårligt”, siger jeg, og kigger på ham. Det er ikke en gang løgn. Min mor har det virkelig dårligt.

Klokken ringer, og jeg skynder mig ud på toilettet for at ringe til min far. De normale bib lyde kommer ud af mobilen, og min fars dybe stemme frem, men den er bare ikke så dyb som den plejer. ”Skat du skal komme hjem med det samme”, lyder hans stemme, den er ikke dyb den er grædefærdig. ”Hvad er der sket?”, spørger jeg, man kan nemlig tydelig høre, at han har grædt, og det betyder, at der er noget helt galt. ”Mor er kommet på hospitalet, og hun er døende”, siger han og begynder at græde igen. Alle mine følelser bliver skudt ud af en kanon og blandet fuldstændig sammen inde i mit hoved. Jeg løber ind i klassen.  Ligeglad med alt og alle, min lærer er på vej ud. ”Min mor er kommet på hospitalet og er døende” siger jeg højt, mens tårerne triller ned ad kinderne på mig, jeg er fuldstændig ligeglad med om alle hører mig. Jeg vil bare hjem. ”Oh lille ven da. Tag hjem” siger han og ligger en hånd på min skulder. Jeg skynder mig at løbe ind til mine ting for at smid dem i min taske, og så ud på min cykel og af sted hjem.

Jeg sidder oppe på hospitalet med min far, mens min mor er inde og blive opereret. ”Er i, i familie med Fie?”, Lyder en stemme som for min opmærksomhed. Jeg kigger op på en mand i en hvid kittel, en læge. ”Ja”, lyder min fars stemme. ”Jeg er ked af at sige det, men Fie er 60/40 til døden”, og der gik min verden for alvor i stykker, smadret, mast og trampet på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...