Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1105Visninger
AA

8. TØMMERMÆND

 

8. TØMMERMÆND

Min mor ruskede i mig, dagen der på. Hun så - med sine udspilede øjne - ned på min sammenkrøllet krop, som lå ualmindelig dårligt på gulvet, fordi Hannah havde fået tildelt min seng som soveplads natten over.

"Abigail Le Monde!" sagde hun skrapt, så jeg fløj op fra gulvbrædderne.

"Mor!" Havde jeg forbavset råbt, og hun havde igen set på mig, med sine dømmende øjne.

"Hvad har I dog lavet, Abby?" spurgte hun. Jeg så mig forvirret omkring og ledte efter en forklaring.

"Godmorgen, Ms. Le Monde," sagde Hannah over fra sengen, imens strakte sine arme i vejret.

"Hannah," sagde min mor, med sin spidse stemme.

"Altså, Abigail, hvad havde du dog tænkt dig?" hviskede hun, så Hannah ikke kunne høre det. Min mor trippede ned ad trappen i sine høje stiletter, efterfulgt af mig.

"Mor, hør lige."

"Jeg vil ikke høre på nogle latterlige undskyldninger, Abigail," sagde hun, og viftede undvigende med sin hånd.

Jeg fulgte efter hende ned til køkkenet, hvor hun bittert placerede sin utilfredse bagdel i en af køkkenstolene, og hev Chloé op på sit skød. Hun tog en bid af et stykke toastbrød, og drak en lille slurk af et glas juice, som barnepigen lige havde hældt op til hende.

"Hvorfor er du her stadig? Gå op og få noget tøj på," sagde hun, imens hun proppede sig med diverse frugter og bær.

"Helt ærligt. Det ville være så ydmygende at komme i skole nu..." sagde jeg vredt. "Du burde være mere forståelig!"

"Og du burde sidde på skolebænken nu!"

"Sorry, Ms. Le Monde, jeg skulle have vækket, Miss Abigail," sagde barnepigen, og kiggede flovt ned i bordpladen.

"Du skal ikke undskylde, Sun." Sun er for resten vores barnepiges navn, meget kært ikke?

Hannah kom lidt efter dalende ned ad trappen. I et lydigt gab stillede hun sig ved den modsatte dørkarm, og gabte videre. Jeg foldede stædigt mine arme, og nedstirrede min mor.

"Du må ikke skælde Abby ud, Desiree," sagde Hannah pludseligt. "Det er mig som har dummet mig," tilføjede hun.

"Det er ikke nogen undskyldning, Hannah. I burde begge to være i skole nu."

"Jeg har tømmermænd," sagde Hannah. Hannah var en meget ærlig person, og hun sagde indimellem tingene lige ud. Hvis jeg skal være mere specifik, så besidder hendes mund et virkelig dårligt filter.  

"Hannah!" fløj det ud af mig, og min mor vendte lynhurtigt blikket mod os igen.

"Tømmermænd?" sagde hun arrigt.

"Der var football på skolen i går, og ja, der blev drukket en del." Hannah undlod at fortælle om turen på Stephen's, men det var heller ikke specielt relevant, bortset fra at hun mildt talt havde drukket hele deres beskedne lager.

"Piger," sagde hun lavt, men en kant i hendes stemme sagde mig, at hun stadig var vred. Hun så ned på Chloé, som legede rundt med maden og slikkede sine fingre rene, imens hun nøje tænkte sig frem til en straf.

"Fint. I slipper for husarrest, men kun fordi jeg har været en yderst fraværende mor og, hvad kan jeg ellers finde på? Men I skal i skole, og det er nu. Freddie kører jer, så få fart på, piger," sagde hun rapt, og forlangte at vi skulle i tøjet og få et nogenlunde resultat, ud af vores brugte og dovne kroppe.

"Tak, tak, tak," sagde jeg, og kyssede hende gentagene gange på kinden. Min mor og jeg havde ikke det perfekte mor-datter forhold, men det var heller ikke nemt, når hun knap nok boede hjemme, og det samme galt min far. Det var sådan, at så var de der ikke og pludselig dukkede de så op på de her vildt upassende tidspunkter, hvor man hellere så dem på den anden side af jordkloden.

 

"Hvad fanden skal jeg tage på?" hylede Hannah, og rev op i sit brugte tøj fra dagen før. 

Jeg åbnede mine skabslåger og så hen på hende. "Tag endelig for dig," sagde jeg, og gav hende en klar hentydning til at hun bare skulle springe ud i det, og prøve mit tøjlager af.

"Ej, Abby. Det kan jeg da ikke bare gøre..."

"Tag nu bare noget. Jeg vil nødigt se dig i de der laser hele dagen."

Hun sprang fra den ene værelseskrog til det anden, og svøbte sig i tilfældige stykker tøj. Jeg derimod trak bare de første og de bedste par jeans ud fra øverste hylde, og greb en trøje fra bøjlerne. Det var ikke ens betydning med at min stil var trist og kedelig, men jeg havde bare et system, som gjorde det enkelt at finde et matchende sæt tøj. Mit hår derimod var en stor knude, som forblev en sjusket knold i nakken, imens enkle totter stod ud som antenner til højre og venstre.

"Kan det her gå?" spurgte Hannah, imens hun stod og rettede på skjorten, foran mit spejl.

"Lad mig se," sagde jeg, og snoede hende rundt, så hun stod med fronten mod mig. Jeg rettede en enkelt gang på skjorten og også på den ydre kashmir trøje. "Perfekt."

Hannah havde iført sig mine hvide jeans, og en af mine nøje udvalgte skjorter, som hun havde skjult en anelse med en lækker kashmir sweater. Da hun først fik muligheden, var hun ikke bange af sig, for at rave til sig af mit tøj. Jeg havde faktisk mange tøjbeundrere, og i den anledning skyldte jeg min mor en større takketale.  

 

Freddie er en af vores portvagter, men samtidig bliver han også brugt til at transportere vores familie rundt i landet. Man føler sig lidt til grin, når man bliver kørt i en stor sort øse, og der oveni købet kommer en mand ud - i sort jakkesæt - og åbner døren for en. Men samtidig er der også stil over det, og hvem ønsker ikke den gode at have egen chauffør?

"Hannah, jeg må altså tilstå noget," sagde jeg, på bagsædet af den store bil, som jeg langt fra kendte mærket på.

"Ja?"

"Jeg kan ikke bære, at jeg ikke får noget at vide. Du fortæller mig ikke hvad der er galt, men jeg ved der er noget. Du bliver nød til at sige det, så vi kan snakke om det," sagde jeg.

"Undskyld, Abby. Det er sygt det her, okay? Jeg mener det.  Og jeg ved at jeg har været en kujon over for dig, og holdt dig totalt væk fra alt det der sker, men... Jeg føler mig til grin."

"Det ved jeg, Hannah. Men er det kun Bernhard, som er problemet?" spurgte jeg, som om det ikke var slemt nok.

"Ja. Men det er ikke bare et problem," sagde hun skrapt.

"Undskyld, det var heller ikke mening det skulle lyde sådan. Jeg prøver bare at sætte mig ind i det."

"Det ved jeg, Abby."

Køreturen var længere end sædvanlig, men der blev virkelig vekslede nogle ord mellem os.

"Hvorfor bliver det her ved? Jeg mener, hvorfor er I stadig uvenner? Kan I slet ikke prøve at snakke sammen?" spurgte jeg frustreret.

"Det er ikke lige til. Faktisk vil jeg slet ikke snakke med ham, eller jo, på en måde. Men hver gang vi har en chance for at snakke, er der et eller andet med mig, som for alt til at vende sig i min mave," forklarede hun med store armbevægelser.

Jeg nikkede og lod et tankevækkende blik, skimte udover trafikken.

"Men, Hannah, Bernhard prøver virkelig," sagde jeg, og fik det her lidt hullede flashback fra i går.

"Det ændre ligesom ikke på situationen."

"Nej, men han har dårlig samvittighed."

"Han er en kujon, Abigail," sagde hun. "Og det værste er, at jeg føler mig lige så dum."

Jeg trak Hannah ind til mig. På trods af sikkerhedsselen, lå hun alligevel med sit hoved mod mit lår, og lod tårerne få frit løb. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...