Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1109Visninger
AA

6. TILSKUERE

 

6. TILSKUERE

Okay. Jeg tilstår at Chloé måske havde ret omkring maleriet. Min hjerne var nær eksploderet, hvis ikke jeg havde fået malet tankerne på det blanke lærred. Men der var altså gået for langt tid, med alt for mange spekulationer og tanker, som jeg ikke kunne finde hoved og hale i, så hvorfor overhovedet bruge tid på det.

Hannah var ikke kommet tættere på Bernhard, og jeg havde ikke gjort ham ondt, selvom han fortjente en ordentlig røvfuld, og nogle pigetæsk. Faktisk så Hannah ud til at fungere fint sammen med alle andre end ham. Ham var ikke et skældsord, tro mig, og jeg holdte virkelig af drengen, men han havde virkelig dummet sig. Og nu hvor Hannah ligesom tydeligvis var blandet ind i det, så måtte jeg træde til og støtte hende, som den gode og betænkelige veninde jeg var.

Mr. von Lonzow havde været en smule fraværende, og haft enkle sygdage hvor han havde overladt os til vikarerne. Jeg forstod ham bare ikke helt. Var det mig som havde gjort et eller andet, eller var han bare flov over sig selv fra den anden dag? For der var tydeligvis et eller andet galt.

 

"Hvorfor er det vi skal det her?" spurgte Hannah opgivende, imens vi fulgte efter de andre tilskuere. Hun vidste godt hvorfor, men hun var ikke sportstypen og den korte tur over til stadion, som faktisk lå lige bag skolen, var alt for meget at forlange af hende. 

Det var en stor dag for skolen. Vores footballhold skulle spille deres første turneringskamp, og eftersom vores rektor, Mr. Brooks, var gammel football-spiller, var det blevet til tradition at hele skolen skulle bakke op om kampene. Så vi blev slæbt igennem skolens gange - imod vores vilje - og hen til stadion, hvor vi hver især fik tildelt en plads på bænkerækkerne, som strakte sig rundt om hele banen.

Hannah var måske meget imod disse arrangementer, men jeg havde faktisk set frem til kampen. Jeg ved ikke hvad der var sket med min holdning til sportsbegivenheder, men denne gang var det ikke som at blive slæbt igennem gangen mod sin vilje.

"Det her sker bare ikke," sagde Hannah. "Hvordan fanden kunne du gøre det!?" Hannah havde drastisk vendt sig om mod mig, og taget et fast greb omkring mine overarme.

"Vent, hvad!?" spurgte jeg dybt forvirret. De andre omkring os skar ansigter, da de først lagde mærke til vores lille, ja, hvad det nu end var.

Hun signalerede om bag sig, da en skikkelse satte sig ved siden af hende. Hannah vendte det hvide ud af øjnene, inden hun utilfreds rystede på hovedet og satte sig tilbage i stolesædet.

"Bernhard."

"Hannah," sagde han tørt.

Jeg havde ikke haft en eneste finger med i spillet, så det måtte vel være ren tilfældighed. Men det skabte ikke just en bedre stemning. De snakkede ikke, og ikke gang til mig. Så jeg vendte mig mismodigt om mod Eddie - en mindre tabeunge fra en klasse under mig - som uheldigvis havde sat sig ved siden af mig. Men han snakkede i det mindste. Han fablede løst om et tosset videospil, som lød mindre deprimerende. 

Jeg fandt halvlegen som en mulighed for at trække mig, og komme fri fra det akavet område jeg befandt mig i. Jeg møgrede mig forbi tilskuerpladserne, og ned til boderne, som var stillet op i dagens anledning. Der var forskellige boder; den ene solgte popcorn, den anden bannere og den tredje drikkelse. Jeg var ved at gå hel død for sukker og energi, så jeg sprang forbi hver og én hen til boden med et kæmpe udvalg af sodavand. Jeg købte tre colaer, som jeg lige kunne balancere med op ad trapperne.

"Mr. von Lonzow?" Han stod og lænede sig ud over gitteret, som omkransede banearealet.

"Hej," sagde han overrasket. "Er det en god kamp?" tilføjede han, med sine hænder begravet i bukselommerne.

"Tja, de fører. Så det er det vel." Jeg havde ikke forstand på football, men jeg kunne tyde deres begejstring da de gik til pause.

"Jeg beklager den anden dag," sagde han pludselig, efter få minutters pinlig tavshed.

"Det skal du ikke tænke på," svarede jeg, og vi vekslede nogle pænt akavede smil, inden han trak sig.

"Nå, men det var rart at se dig igen, Miss Le Monde. Vi ses til historie," sagde han.

Jeg traskede op ad trappen, imens jeg holdte et fast blik på ham. Han gik langs skolemuren, indtil han blev stoppet af en anden lærer. De stod og snakkede. Mr. von Lonzow smilte begejstret, og de gav hinanden hånden, og et mandeskulderklap, som det jo kaldes, inden han tog afsked og plantede sine hænder i bukselommerne igen.

Da jeg kom hen til Bernhard og Hannah sad de stadig forstenet ved siden af hinanden, og surmulede. "Grib," råbte jeg, og kastede en sodavand hen til Bernhard. Han rakte hånden ud efter den, og greb flasken uden problemer.  

"Hannah?" sagde han, og viftede med colaen oppe i fjæset på hende.

"Lad mig værre, Bernhard," sagde hun, og lagde utaknemmeligt sine arme over kors, og stak næsetippen i vejret.

Jeg gik forbi Bernhard og Hannah, for derefter at dumpe ned på min plads ved siden af Eddie. Han sad håbefuldt og kiggede efter en fjerde sodavand, men den viste sig aldrig.

"Nu begynder de igen!" sagde jeg optimistisk, for at lette stemningen, men jeg blev bare mødt af Hannahs øjne, som forvirrede sig rundt i cirkler og fik mig til at føle mig som et barnligt fjols.

"Jeg kan ikke fordrage moralsk opbagning!" sagde hun bittert, og rejste sig uden videre. Hun greb sin jakke i farten, og travede arrigt forbi Bernhard og videre hen ad rækken.

"Hannah!" råbte jeg, men hun reagerede ikke.

"Lad hende værre, Abby. Det er min skyld..." sagde Bernhard.

"Hvad fabler du om, Bernhard? Du kunne bare have sat dig et andet sted."

"Jeg..." Han tav og så flovt væk, imens han bed sig i læben.

Spillerne løb ind på banen og blev mødt af klappesalver. Jeg fik hurtigt øje på Travis, og derefter Hugh, som lignede noget der var løgn - som altid. De placerede sig på deres pladser overfor modstanderne, som både var større og bredere end dem. Jeg fattede ikke at de førte.

Jeg kunne fornemme Bernhard, som hele tiden kiggede på mig. Han tømte sin cola i en lang slurk, og smed den mod tribunens gulv. Hvad fanden var der galt med ham? Normalt bander jeg ikke, og det virkede også bare helt forkert da ordene løb igennem mine tanker, men jeg kunne ikke tage dem i mig igen. Jeg ville have sagt alle de grimme ord, der fandtes i vores betænkelige verden,  vis det ikke var for den dårlige samvittighed der bagefter vil strømme ind over mig.

"Stop Bernhard!" råbte jeg, og al opmærksomhed blev pludselig rettet mod mig. Han lod et hurtigt blik flakke om på mig, men han svarede ikke.

"Nå, så er det vist bare os," sagde Eddie lidt for optimistisk, og lyste op. Hans store bøjlesmil bredte sig over det firkantede ansigt, da han rykkede sig nærmere.

"Drop det, Eddie," sagde jeg. Folk omkring os begyndte at grine. Det var ikke bare en fjern og lav fnisen, men en brølende latter fra de billige bagerste rækker. Eddie blev lavere og lavere i sædet. Han rødmede og så undskyldende op på mig.

"Farvel, Eddie."

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...