Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1101Visninger
AA

7. SKJULESTEDER

 

7. SKJULESTEDER

Eddie og grinebidderne havde skræmt mig langt væk. Jeg stod op ad en mur tyvemeter fra tribunerne. Imellem tilskuerne kunne jeg svagt ane resultattavlen, som hele tiden flakkede imellem nye tal. Det lidt afsides skjulested var alle tiders. Jeg stod for mig selv, og ingen kunne forstyrre mig. Boderne var godt nok stablet på rad og række ved siden af mig, men der kom ingen under resten af kampen.

Der blev hujet, klappet og råbt på livet løs, da kampen om sider blev fløjtet af. Rektor Brooks rungende stemme lød gennem højtalerne, og han var noget så stolt. "Sikke en kamp! Det er en ære at skolen kan repræsentere sådan et strålende hold, som ikke mindst formår at levere et godt stykke arbejde, men også en ekstrem spændende kamp..." Og så blev der grinet. Brooks påpegede spændingen til sidst, som jeg ikke rigtig havde bemærket, men jeg konkluderede ud fra de høje grin, at det måtte have været meget nervepirrende at overvære de sidste par minutter.

Det positive ved disse arrangementer, var gildet bagefter og de korte skoledage. Gildet - som det blev kaldt - bød på alkohol i store mængder og billigt mad, som hotdogs. Jeg købte et glas øl, og imens jeg gik hen ad fortovet med den overfyldte øl i hånden, fik jeg øje på Bernhard som forgæves gik mig i møde.

"Hvad laver du?" spurgte han, og gloede på øllen.

"Jeg er på vej hjem," sagde jeg, og tog koldt en ordentlig slurk af øllen, som en rigtig mand ville have gjort det.

"Fair nok. Sig til hvis du ser Hannah," sagde han tørt, idet han fortsatte hen mod boderne.

"Hvad!? Vent. Har du ikke fundet Hannah endnu?"

"Nej, Abigail!" Jeg løftede uskyldigt mine hænder i vejret, over hans hårde og direkte svar.

Bernhard - det lange rær - hastede hen ad vejen, og han var helt ude af sig selv. Jeg satte mig straks på kantstenen, og satte øllen fra mig. Uden at tænke over hvad der kunne gå i stykker, vendte jeg min taske på hovedet, så tingene fløj ud til højre og venstre. Blandt alt ragelset lå min telefon, med en knust bagside og tiltrak min halv beruset opmærksomhed. Jeg fumlede med mine fingre om at ramme de rigtige knapper, da jeg hastigt tastede Hannahs telefon nummer ind. Uden tøven fik jeg ringet hende op, men der var intet svar i den anden ende.

"Hannah!" råbte jeg. Jeg kunne høre noget skramle rundt i baggrunden, men hun svarede ikke. "Kom nu, Hannah. Helt ærligt."

"Stephen's House om 3 minutter?" sagde en svag og udkørt stemme.

"Top," svarede jeg, og lagde røret på.

Da jeg kiggede op fra telefonskærmen, fik jeg øjenkontakt med Bernhard, som stod blandt en masse elever. De stod omklamrede til hinanden, og da Bernhard begyndte at presse sig igennem mængden, kom jeg hurtigt op at stå. Han havde overværet min samtale med Hannah, og han var ikke langt fra at overhale mig.

Jeg smed min taske ind af bildøren, og satte mig pladask på sædet. Der var ikke tid til at tilpasse sig, for Bernhard stod lige ved siden af bilen, og var ved at gribe fat i håndtaget, da jeg låste dørene indefra. Han kæmpede med at få døren op, indtil det gik op for ham at de var låst. Bernhard så på mig og bankede sine håndflader mod bilruden.

"Come on!" råbte han. "Jeg ved, du ved, hvor Hannah er. Sig det, Abigail." Han stod klistret til ruden, og hans stemme var kun til at høre, fordi han råbte som en tosse.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Skulle jeg pludselig vende Hannah ryggen, og tage Bernhard med mig, når jeg nu vidste hvor rasende det ville gøre hende, eller skulle jeg lade den stakkels fyr være, nu hvor han endelig havde taget sig sammen, til at snakke med hende.

"Undskyld, Bernhard," sagde jeg, da jeg satte bilen i bakgear og drønede ud fra parkeringspladsen.

Stephen's House, eller bare Stephen's, var et velkendt mødested, som Hannah og jeg umiddelbart ville kalde vores ynglings grillbar, i hele byen. Vi gik altid total amok, i alt fra pulled pork til de største velkendte amerikanske burgere, som altid var toppet med en ekstra tand dressing. Det var vores trøste-spisnings-grillbar, som oveni købet gav os drinks på husets regning, fordi vi var storforbrugere af deres fede og lækre mad.

Jeg kørte igennem gaderne, uden at tiltrække for meget opmærksomhed. Min propille var vist lidt for høj, så det var bare med at holde tungen lige munden.

De skæve lysende røde bogstaver sprang lige i øjnene på mig, da jeg drejede om hjørnet ved et vilkårligt pizzeria. Jeg parkerede bilen, lige ved glaspartiet, og ledte desperat efter noget mørkt pjusket hår, som forhåbentlig ville titte frem et eller andet sted bag glasruden. Ejeren, Fabio, kom hen til døren og tog glædeligt imod mig. Han ruskede i min hånd, og fortalte alt muligt pis, som jeg ikke rigtig fandt interessant.

"Fabio, har du set Hannah?" spurgte jeg.

"Ja da!" sagde han med sin mexicanske accent. "Men Miss Hannah, er lidt..." hviskede han, og lavede en groggy grimasse. Han pegede over mod hjørnet, hvor hun lå ind over bordpladen og nippede til et glas med noget tilfældigt sprut.

"Tak, Fabio," sagde jeg, og klappede ham på skulderen.

Jeg gik forbi de tomme borde, og ned til det dystre hjørne, hvor Hannah sad. Musikken var højre og virkeligheden var længere væk. Jeg ruskede i hende, og hun fløj op fra bordet, og så på mig med sine røde øjne.

"Hey A. Slå dig ned," sagde hun. Hannah var mere end bare fuld. Hun stank langt væk af sprut og hendes mascara var oveni købet tværet ned af hendes kinder, så hun lignede noget katten havde slæbt ind.

"Hvad er der dog sket?" spurgte jeg, og rev op i hendes ærme, for at se nærmere på hende.

"Alt er heeelt fint," sagde hun, og lænede sig tilbage i stolen med armene strakte i vejret.

"Helt ærligt, Hannah, sig nu hvad der er galt."

Hun var for fuld, og hendes skjulested var så afsides, at ingen hun kendte ville være der til at stoppe hende, før hun blev for beruset. Hannah elskede som sagt alkohol, og det var da ikke få gange hun gik ædru hjem fra en fest, men hun var klog nok til at forstå alvoren ved at indtage for meget. Okay, det lød måske en smule overdrevet, hvad ved jeg, men efter de lange og udmattende foredrag skolen havde været igennem, med diverse vejleder fra forskellige institutioner for "unge i nød", havde det feset ind at det ikke bare var for sjov.

Da Hannah rakte ud efter den sidste dråbe i glasset, skubbede jeg det væk fra hende, og tog hårdt fat i hendes håndled. Hun så op på mig med sine røde øjne, og med resten af hendes ansigt, som var tværet ind i mascara, fra hagespids og til hårtotterne begyndte at titte frem.

"Hvad er der?" spurgte hun.

"Ja, det spørger jeg om."

"Giv slip," protesterede hun, og undgik emnet. Jeg slap hendes håndled, og lod hende sidde lidt.

Jeg kiggede på hende, imens hun igen lagde sit ansigt fladt mod bordpladen. Hun lå der, helt uforstyrret og jeg kunne næsten ikke nænne at sige noget, men jeg var så urolig for hende, at jeg ikke kunne bære at sidde der til ingen nytte.

"Kom nu, Hannah. Op med dig." Jeg hjalp hende på benene. Det var en besværlig opgave, fordi hun blev ved med at modarbejde mig. Men det lykkedes mig nu alligevel at få hende med mig.

Med én arm om Hannahs liv, greb jeg ud efter bildøren og skubbede hende ind på bagsædet. Hun lå akavet langs sæderne og ømmede sig, imens jeg sprang ud i trafikken, for at komme om på førersædet. Jeg svingede ud fra kantstenen, og kørte langs de trafikerede gader. 

Portvagten åbnede for os, da vi kom frem til huset. Jeg kørte ned til garagen, og vinkede ivrigt efter barnepigen, som hurtigt kom mig til undsætning. Hun trippede ned ad de enkle trappetrin, i sin fine lille uniform, som mindede mig om en sygeplejerskes hvide kjole og sine små gummisko. 

Vi hjælp hinanden med at slæbe Hannah op på mit værelse, som tog noget af en kamp for os. Hannahs fødder havde nemlig modvilligt, dunket mod hvert et enkelt trappetrin, før vi nåede øverste sal. Vi dumpede hende af i min seng, og så smuttede barnepigen lydløst ned ad trapperne igen. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...