Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1102Visninger
AA

10. NOGET MEGET BEDRE END LEKTIER

 

10. NOGET MEGET BEDRE END LEKTIER

Hannah havde været en mindre distraheret tøs resten af dagen. Vi havde godt nok heller ikke haft de store muligheder for at slå hovederne sammen, men alligevel. Hun havde nok været en smule Bernhard-fokuseret eller hvad ved jeg.

Nå, men jeg havde sat i bibliotekslokalet sidst på eftermiddagen, og knoklet med den her opgave som jeg havde fået af Hågen. Det var en tåbelig og tung historieopgave, som krævede en masse læsning og research, hvilket jeg ikke magtede. Heldigvis var der andre forvildet elever omkring mig, som jeg kunne ty til når det virkelig gjaldt en god karakter.

Hågen var i blandt den håndfuld elever, og han virkede virkelig hjælpsom. Han havde godt nok lidt problemer med at formulere sig, når der sprang nogle nye og uvidende ord frem, som han ikke lige havde fået med fra Norge. Men han hjalp mig.

"Jeg bliver nød til at smutte," sagde han efter en times tid på biblioteket. Han smækkede sine bøger i og proppede dem i sin taske.

"Hvorfor? Jeg har brug for dig, Hågen," sagde jeg, og lod mine hundehvalpe øjne forhindre ham i at smutte.

"Beklager, Abigail. Men det var godt jeg kunne hjælpe," svarede han.

"Okay, vi ses." Han vinkede og det samme gjorde jeg. Jeg var lost, nu hvor han var smuttet.  

Jeg følte mig virkelig dårligt tilpas blandt alle bøgerne og de stive træstole, som man sad forfærdeligt på. Bøgerne var støvet, og gjorde luften klam og tør, og stolene forårsagede bagdelssmerter. Og så manglede jeg også min daglige kaffe. Biblioteket var slet ikke til at foretrække, så jeg tog mig den frihed at smutte.

Parken var en meget relevant destination, så jeg snuppede en uvilkårlig taxi og tog direkte mod centrum. Der var mange mennesker i byen, der var også skønt vejr, så hvorfor ikke. Taxichaufføren var en dyr lille fyr, som krævede lidt ekstra, så jeg lod ham få sine goder for at undgå hans protester.

Kaffeshoppen skreg efter mig, så jeg svingede min taske over skulderen, inden jeg fortsatte målbevidst hen til caféen. Jeg købte mig en frappuccino, som var en kopi af Starbucks udgave. Den smagte himmelsk af karamel og en skvis kaffe.

Jeg spadserede langs hækken, som adskilte parken og gaden. Da de få trin viste sig på min venstre hånd, gik jeg ned til vandet, og så udover det, imens jeg slugte den lækre frappuccino i lange nydende slurk. Det var et tanke vækkende øjeblik. Solen spejlede sig i vandet, og der var den samme velkendte atmosfære. Familier sad på græsplænen med deres picnickurve. Det var lige til at misunde, med det sammenhold de udstrålede og især når man sammenligner det med min pragtfulde familie, som rigtig forstår sig at dyrke fællesskabet, mærk lige ironien. Jeg siger heller ikke vi skal være klistret til hinanden, men jeg savner noget der er en smule mere nærværende og familieagtigt. Vi er nok det der i samfundsfagstimerne bliver kaldt for det typiske sociale akvarium, som er én af familie typerne. 

"Skønt vejr, ikke?" Jeg vendte mig om og blev mødt af Mr. von Lonzow, som var pakket ind i tørklæder og en kæmpe jakke.

"Så skønt at det kræver tørklæde og vinterfrakke?" sagde jeg med et udspekuleret smil.

"Jeg døjer med sygdomme fortiden," sagde han. Mr. von Lonzow var mildt talt ved at drukne i alt hans udklædning, men hans smukke ansigtstræk var stadig til at se.

Han stillede sig hen til mig, og plantede sine fødder i gruset. Vi stod og beundrede vandet, og hele forløbet var som et flashback fra vores sidste sammenstød i parken. Han var meget maskulin da han kom tættere på, mere end han var i forvejen. Faktisk havde jeg bildt mig selv ind at hans øjne var grønne, men de var nærmere brune, som kastanjer der lige er blevet pillet ud af deres skald.

"Hvor boede du henne i Europa?" spurgte jeg. Vi gik rundt om søen, som nærmest var uendelig. Høje træer med enorme kroner, omkransede stierne.

"Lidt over det hele. Mine forældre var meget betaget af lande, og så havde de mange mål om at se vidt forskellige kulturer," forklarede han.

"Hvordan er det da i Europa?"

"Har du aldrig været i Europa?" spurgte han forbavset, men med en rolig stemme.

"Jo. Men Frankrig er det eneste land jeg husker klart."

"Javel. Men Frankrig er blot en lille del af Europa, der er meget mere end blot Eiffeltårnet," sagde han smilende. "Har du nogensinde været i Sverige eller Schweiz, for den sags skyld? Der er simpelthen en ualmindelig smuk natur," tilføjede han.

"Min far er i Schweiz fortiden," sagde jeg.

"Hvorfor det?"

"Han er kirurg, så han rejser meget," forklarede jeg, inden jeg smed den tomme frappuccino i en skraldespand.

"Hold da op. Han må være virkelig dygtig til sit job."

"Ja, det må han vel." 

 

Vi gik og gik og gik. Han snakkede løst om alt muligt mærkværdigt - som han jo ofte gjorde - og jeg lyttede. Der var hele tiden et eller andet interessant emne han ville drøfte med mig, og så blev vi helt besat af vores samtaler. Han brød endda ud i latter, og den artige og høflige fyr viste sig, at have en anden side af sig selv, som ikke var helt værst.

Mørket havde sænket sig over byen. Der var endnu en skole dag i morgen, så vi forvildede os hen til et åbent spot, hvor jeg håbede på at fange en taxi så jeg kunne komme hjem, selvom jeg foretrak at blive. Mr. von Lonzow var i strålende humør, og vi dansede under gadelygterne som var det i en kærlighedsfilm, inden jeg snublede ud over kantstenen, hvor en tilfældig billist kørte ind i mig. Og alt blev sort.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...