Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1104Visninger
AA

2. FARVEL SOMMER & GODDAG HIGH SCHOOL

 

2. FARVEL SOMMER & GODDAG HIGH SCHOOL

 

De mange ugers sommerferie blev hurtigt slugt, og her sidder jeg ved morgenbordet, og spiser resten af min croissant, inden jeg skal køres til North Wing High School - skolen, som mine forældre ikke ligefrem havde drømt om, jeg skulle ende op på. 

Chloé sad over for mig og spiste nogle skovbær, som pyntede på toppen af den serverede yoghurt. Hun var godt nok fem år, og hun burde højst sandsynligt ikke gøre sådan noget, men alligevel var der ingen der stoppede hende i at gøre det. Vores barnepige havde også travlt nok med at håndtere Augustus - og da også Charles - som begge havde tømt en position hårvoks i deres hår og så nu rædselsfulde ud.

Midt i morgenkaosset, som jeg helst havde undgået, tog jeg mit kaffekrus fra køkkenøen og farede hen til døren, og ud til bilen. Jeg satte nøglerne i, drejede engang og satte i baggear ud ad indkørslen. Vores portvagt - som vi fik ansat da drengene selv begyndte, at våge sig ud i haven - åbnede den kæmpe port, og lod mig køre igennem.

Jeg kørte langs træer på begge sider af bilen, med nedrullede vinduer og nød blæsten som suste forbi mig. Godt nok ødelagde det lidt mit hår, og fik det til at ligne noget der var løgn, men der fandtes ikke noget bedre.

***

Det velkendte skilt fra sidste år stod der stadig. Det var blevet pudset en gang eller to, så de store bogstaver var tydeligere og det var i det hele taget bare mere indbydende.

Jeg kørte ind på parkeringspladsen, og parkerede under et kæmpe træ, som skyggede for den skarpe augustsol. Omkring mig gik en masse mennesker, og en hel del nye førsteårselever, som kun lige var begyndt at danne sig et indtryk af North Wing. De suste stressede - men spændte - forbi mig, og undskyldte for de tasker, som nåede at ramme min ryg i forbifarten.

Der var uden tvivl en helt anden atmosfære end sidste års skolestart. Jeg var selv mere frisk og klar på noget nyt - selvom de lange sommeraftener og de lækre drinks i syden, slet ikke var noget at klage over. Jeg fumlede op ad trapperne til hovedindgangen, og blev mødt af nogle velkendte piger og drenge. Størstedelen var bare klassekammerater, men der var jo selvfølgelig også Hugh og hans slæng, som lige skulle snage.

"Hvad så, Abby," sagde Hugh med sin frastødende stemme, og stillede sig ind foran mig, for at spærre vejen for mig.

"Hvad vil du, Hugh?" spurgte jeg irriteret, og trippede for at komme videre.

"Jeg vil da bare lige sige hej," sagde han, og smilede lumsk.

"Gå din vej, Hugh." Jeg skubbede ham væk fra mig, og trippede ind ad døren.

Jeg kunne mærke hans stinkende øjne følge alle mine skridt, imens jeg forvirrede gik ned ad gangen.  Det var sådan med Hugh O'Brien at han satte næsen i alt, og udover det var han bare den her klamme sportsfyr, som alle pigerne savlede over. Men han var bare en billig type, som prøver alle pigerne af, for at skabe drama og tonsvis af sladder til skoleavisen.

Jeg lod mine klamme tanker om Hugh ligge, imens jeg fandt frem til mit nye skab. Det var tomt og trist, og trængte til nogle personlige detaljer, ligesom mit forrige skab som var proppet til med billeder og magasinopslag.

Med et fast greb fik jeg fanget alle mine bøger op ad tasken, bortset fra historie-og biologibøgerne, som jeg skulle bruge de næste to lektioner. Jeg satte dem i rækkefølge efter hvilke jeg skulle bruge først, inden jeg smækkede lågen i og drejede rundt på hælen.

"Abigail!" sagde en stemme begejstret bag mig, og jeg snoede en gang om mig selv, for at se Hannah i øjnene. Jeg fløj hen i favnen på hende og hun knugede mig ind til sig. Hannah var min første såkaldte bedsteveninde som jeg virkelig fortalte alt ting til, selvom hun havde en tildens til at være meget ufokuseret, men det var en Hannah-ting som jeg indimellem godt kunne se om hjørner med.

"Hvor er det dejligt at se dig, Abby," sagde hun begejstret og studerede mig. Som svar gav jeg hende endnu et knus, for at understrege at jeg også havde savnet hende.

Vi fulgtes langs gangen, og da klokken skreg igennem mængden, splittede vi os ad.

Jeg gik hurtigt op ad trappen, som førte op til første sal. Der var en hel flok af elever omkring mig, som ihærdigt forsøgte at komme ind ad døren til historielokalet.

Vores historielærer stod med ryggen til tavlen, og skrev nogle store bogstaver på tavlen, som hen ad vejen forstillede sig et navn eller to.

Jeg valgte en plads ved vinduesrække og cirka i midten, hvor jeg kunne skjule mig, under samtlige spørgerunder. Omkring mig sad en masse elever fra sidste år. De fleste af dem genkendte jeg, og selv de europæiske studierejsende var der stadig. Bernhard fra Tyskland hilste pænt på mig, og fortalte mig om sine oplevelser i Canada, som han besøgte med sin værtsfamilie. Normalt var man kun på sådan en studierejse - a la sprogrejse - i et år, men Bernhard og norske Hågen, havde åbenbart valgt at tage et år mere på North Wing. Alle andre var så bare helt almindelige amerikaner, eller Liza var nu ikke, men hun flyttede fra England til Amerika, og fordi hun ligesom er opvokset med engelsk, betragtede jeg hende i stedet som en amerikaner.

Vores nye historielærer vendte sig om med kridtet i hånden og så sig udover klasselokalet. Han var uhørlig velsoigneret, og hans tøj var stilfuldt. Man kunne nemt se Tommy Hilfinger mærket på hans brystkasse, og da også på hans lædersko, som var lige til at savle over.

"Hej alle sammen. Jeg er ny her på skolen, så jeg vil lige starte med at præsentere mig selv," sagde han, og satte sig halvt op på katederet, med sine hænder foldet på sit lår. "Mit navn er Nicholas von Lonzow. Jeg er fireogtyve år gammel, og jeg har boet i Europa knap halvdelen af mit liv," forklarede han. "Øhm, jeg har faktisk ikke rigtig noget spændende at fortælle, så hvis I vil sige noget, så gør det endelig." Største delen af klassen begyndte at fnise, og især pigerne som rødmede af al den charme han kom med.

Historietimen med Mr. von Lonzow var ikke spor slem. Han var tværtimod meget morsom og fuld af ideer, men samtidig virkede han lidt som en, som ikke rigtig formåede at gøre nogle af sine ønsker til virkelighed.

Pigerne var meget snakkesalige hele timen igennem, men sjovt nok havde de ret tit brug for hjælp. Jeg forstod godt at han var ualmindelig lækker af en lærer at være, men alle deres små fantasier blev højst sandsynligt bare som de var; et ønske.

Jeg sad klistret til min historiebog og skimtede over alle billedteksterne, da Mr. von Lonzow kom hen til mit ensomme lille bor.

"Miss?" sagde han, imens han forsøgte at få min opmærksomhed.

"Le Monde," svarede jeg, og så op fra bogen, som bare skulle sluges hurtigst muligt så den kom af vejen.

"Interessant. Franskmand?" spurgte han.

"Mmh, nærmere halvt franskmand," svarede jeg, og rettede blikket mod historiebogen igen.

"Her har I jeres opgaver, som passer ind i jeres bog, og de skal udfyldes efter hver side. God fornøjelse!" sagde han højt og tydeligt udover klassen. Han smed den første bunke opgaver ved mit bord, og forsatte derefter med at udlevere dem hos dem bag mig.

Jeg nåede ikke engang at bladre om til side to, før jeg opgivende smed mig tilbage i stolen og så med store øjne på de umulige spørgsmål, som allerede tegnede sig på side et. 

I frustrationen stoppede Mr. Lonzow vores ivrige læsning, og smed os ud af klasseværelset, så de næste ofre kunne komme til. Jeg fumlede ud af klassedøren, med min taske hængende over skulderen og alle mine bøger i armene. Uden forventninger til hvilke lærer der vil møde mig i biologitimen, småløb jeg ind ad døren og snuppede en plads for næsen af en anden pige.

"Miss Le Monde," sagde min biologilærer, og skuede ned til mig. "Jeg forlanger at Du laver en side ekstra, når nu Du kommer valtende ind ad døren, som var det her en eller anden børnehave."

"Javel, Mrs. Ratkwins," svarede jeg sukkende, og tog imod endnu en stak opgaver. Hun kiggede ned på mig med sine skræmmende øjne, da hun skrapt trippede forbi mig.

Skolen havde altid været en nem mundfuld for mig, eller i hvert fald i folkeskolen. Både fagligt og socialt var jeg meget vellykket. Men efter at være startet på High School, og der ligesom var flere og flere mennesker omkring en 24/7, stoppede alt det jeg var vant til og det hele blev til lange skoledage, med lektier langt ud på natten.

Mrs. Ratkwins var kendt som den sure gamle dage, som var træt af at tørre røv på teenager som os. Så hun serverede stakkevis af hjemmeopgaver, ved mindste fejlskridt og skrev til vores forældre, som havde vi begået en forbrydelse. 

***

Jeg smækkede udmattet bogen i, da klokken ringede og folk for ud af døren. Mrs. Ratkwins fulgte mine skridt da jeg listede ud af døren, og ned ad gangen som var hun en rovfugl, der blot ventede på at angribe mig med flere røvfulde og læselektier.

Nå, men hun formåede ikke at holde øje med mig, da jeg først fik blandet mig med nogle andre elever. Jeg fik møvede mig igennem en kæmpe gruppe sportsfyre, og iblandt dem var en meget velkendt charmerende gut, som hurtigt fik øje på mig. 

"Abby!" sagde han begejstret, og tog armene rundt om mig. Hans kæmpe overarme maste mig sammen til en lille klump, og da han først gav slip, var jeg helt rundt på gulvet af svimmelhed.

"Hej Travis," sagde jeg, og smilte. Travis og jeg havde datet utallige gange, og vi havde da også været konge og dronning til sidste års homecoming-festival, da vi officielt var kærester.

"Nå, men, hvordan går det så?" spurgte han.

"Det går vel fint," svarede jeg. Stemningen var en smule akavet, hvilket den havde været over nogle måneder.

"Men det var godt at se dig igen, A," sagde han, imens nogle af hans venner rev ham med sig. Jeg vinkede imens han pludselig forsvandt i mængden.

Jeg satte min taske på plads, og fulgte strømmen ned til mit skab, hvor jeg byttede rundt på mine bøger, inden jeg satte retningen mod kantinen hvor Hannah og jeg havde planer om at mødes.

Kantinen var proppet til renden da jeg endelig nåede derned. Heldigvis var Hannah kommet i forvejen, og som hun sad der med hovedet nede i en bog, strittede hendes mørke knold på toppen af hendes hoved i vejret. Imens hendes øjne skimtede hen over teksten, nippede hun til en kartonkaffe.

"Hey," sagde jeg, og flyttede hendes enorme taske, som spærrede en plads til mig.

"Hej, A. Du drømmer ikke om det, men der er kommet den her nye lærer, og han er vildt lækker," udbrød hun. "Seriøst, Abby, han er lækker," tilføjede hun, da hun bed mærke i min mistroiske mine, da hun havde tildens til at overdrive hvad angår hotte fyre.

"Aha," sagde jeg, og tog en slurk af hendes kaffe, som viste sig at være kold og alt for stærk. Hannah rakte resten af sin sandwich over til mig, og en juicekarton. Jeg tog grådigt til mig og slugte maden i store mundfulde.

"Han hedder vist Nicholas von Lonzow," sagde Hannah ud af det blå, imens hun nørklede med noget hår som havde viklet sig ud af hendes knold. Jeg spyttede chokeret maden ud på tallerkenen foran mig og så over på Hannah.

"Nicholas?" spurgte jeg.

"Ja. Han er da lækker, synes du ikke?"

"Øhm, jo, men..."

"Men hvad, Abby?" spurgte hun, og grinede. Hun havde jo ret, han var lækker, på den her modne facon, som praktisk talt var ved at dø over.

***

De sidste timer af første skoledag fløj af sted, selvom vi havde samfundsfag og kemi. Men der var ingen lektier, så jeg dansede lykkeligt ud af hvert lokale - okay, nej, selvfølgelig ikke bogstaveligtalt, men det var da tæt på.

Jeg fumlede ned ad trappen, og ud til hovindgangen, hvor busserne allerede var ankommet. En meget stresset fyr med stramt jakkesæt og en mappe under armen, løb ind i mig og slog mine bøger ud af favnen på mig. "Hey!" råbte jeg efter ham, idet jeg satte mig ned for at samle dem sammen. "Mangler du ikke den her?" spurgte en lidt hæs stemme. Jeg kiggede op ad fyren og blev blindet af det strålende smil, der mødte mine øjne.

"Øh, jo. Tak," sagde jeg, og tog imod bogen.

"Miss Le Monde, ikke?" spurgte han med sit skæve smil.

"Jo," svarede jeg.

Han fulgte efter mig ned ad trappen, og langs fortovet hen til parkeringspladsen.

"Nå, men, hvor længe har du så gået på skolen?" spurgte han.

"Det her er mit andet år." Han nikkede interessant.

"Det har altid været min drøm at gå på High School, men der var ikke High Schools med samme principper i Europa," fortalte han.

"Boede du da i Europa som yngre?" spurgte jeg.

"Lidt frem og tilbage. Men på daværende tidspunkt, ja." Han gik med sin taske over skulderen og hænderne i lommen, imens han slugte de nye omgivelser.

"Hvad med dig, nu hvor du er halv franskmand og halv amerikaner..."

"Jeg har altid boet i Amerika," svarede jeg, inden han fik sluttet sin sætning.

"Men du snakker vel fransk?" spurgte han.

"Oui." Han smilte så man rigtig kunne se hans tænder, og hvordan de sad på kryds og tværs, men stadig så enormt charmerende ud.

"Jeg holder her," sagde jeg, og viftede med bilnøglerne.

"Vi ses, Miss Le Monde." Han rakte mig hånden, og smilte igen.

Jeg stod forstenet og så på ham, imens han forsatte hen ad fortovet og ned ad bilrækken overfor. Han vinkede en enkelt gang inden han steg ind i sin bil, og smækkede døren i. Jeg tog mig selv i at stirre, da en flok larmende elever slentrede forbi mig.

Da hans lille bil var ude af syne, gik jeg hen til min egen bil, og satte mig ind på førersædet. Jeg hang ind over rattet og smilede ensomt, imens jeg slog tanken ud af hovedet, om den her super lækre fyr, som er min lærer og langt fra en mulighed.

Jeg trillede ud af skolens områder og kørte i små ti minutter, før den bekendte gade dukkede op. Mit hjem tittede op over de andre huse, med de mange unødvendige etager. Jeg kørte ned til garagen og parkerede bag vores familiebil, som sjældent blev brugt.

Lyden er sprinklere i baghaven peg i mine øre, samt lyden af Augustus og Charles der råbte ad hinanden imens de spillede videospil. Barnepigens lille udenlandske ansigt, dukkede op i vindueskarmen på første sal. Hendes mundbevægelser var ikke til at aflæse, så jeg gik ud fra at hun muligvis jamrede sig på kinesisk eller japansk, eller hvilket sprog hun nu taler.

"Abigail, Abigail, Abigail," råbte Chloé munter, og løb henne fra sofaen, og ned ad de få trin til køkkenøen hvor jeg stod.

"Hej Chloé," sagde jeg, og omfavnede hende. Hun forsøgte at hoppe op i min favn, og med lidt besvær fik hun snoet sine ben og arme omkring mig, så jeg ligesom var tvunget til at bære hende. Jeg satte hende på spisebordet, imens jeg læssede bøger og opgaver ud ad min taske.

"Hvad er det?" spurgte hun, og pegede på papirbunkerne.

"Det er lektier."

"Lektier?" sagde hun uforstående.

"Det er en slags opgaver. Ligesom du får besked på at børstetænder, så har jeg fået besked på at lave de her opgaver," svarede jeg uddybende. Hun nikkede, selvom hun stadig ikke så ud til at være helt med.

Jeg fandt nogle toast frem fra køkkenskabet, og smed to stykker på risteren, imens jeg læste mig igennem spørgsmålene i biologi. Pokkers tage Ratkwins, og bare biologi i det hele taget gør mig syg. Imens brødristeren svedte mine toastbrød til det yderste, kom stuepigen væltende ned ad trappen. "Hallo, Miss Abigail," sagde hun. "Hej," svarede jeg, og så ned på mine papirer igen. Hun så noget forstyrret ud, og hun løb også rundt i huset og ryddet op. Jeg forstod ikke hvorfor hun skabte så meget postyr, men jeg var sådan set også ligeglad.

Jeg gonglerede op ad trappen - med mad og lektier i favnen - til første sal og videre op ad en snoet trappe til anden sal, hvor jeg havde hørt til i hele Augustus og Charles' levetid. Det var et fint loft værelse, med højt til loftet og store vinduer i hver ende. Jeg havde også mit eget badeværelse, som var blevet fornyet ind imellem, på grund af mig og mit store badeværelsesbehov.

I den anden ende af rummet, under det kolossale vindue, stod min lige så brede seng og blomstrede med de fine mangfoldige puder og den bløde dyne. Jeg havde altid beundret den del af mit værelse mere end noget andet. På hver side af sengen havde jeg et sengebord, som begge var overfyldt med en computer og sommerens kærlighedsromaner, som jeg havde kæmpet mig igennem på få ugers tid. Det var sådan med mig at når jeg først havde gang i en ting, gav jeg ikke sådan op uden lige. Men jeg må indrømme at bog nummer syv, som endte rigtig trist, fik mig lidt til at opgive at læse to'eren.  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...