Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1100Visninger
AA

9. EN SIDSTE CHANCE?

 

9. EN SIDSTE CHANCE?

Skoleentreen var lidt af et mareridt. Folk gloede og specielt fordi bilen - og da også Freddie - tiltrak en del opmærksomhed. Hannah havde inden hun steg ud af bilen, tørret sine tårer væk så der ikke var andet at se, end lidt hævede røde øjne, som en hver øjenvippe kunne havde forårsaget.

"Det her var slemt," sagde hun, og satte sig ved en bænk.

"Jeg er helt enig."

Vi sad over for hinanden, med vores ansigter tæt klistret mod hinanden, for at skjule sig mere eller mindre for omverdenen, som besad en vis nysgerrighed. Hannah sad og trippede utålmodigt, men der skete ingenting. Klokken ringede ikke og alt gik alt for langsomt. Det var som at befinde sig i en slowmotion film.

Pludselig kom norske Hågen hen til vores bænk, og satte sig ved siden af mig. Han havde sin propfyldte bakke med sig, og sin skandinaviske rygsæk over skulderen. Han var lidt af en skovfyr, og specielt med sine store støvler og de ternede skjorter.

"Hej Abigail," sagde han og tog fat om et kyllingelår med sine bare næver, som fik Hannah til at skære en grimasse. "Jeg har faktisk noget til dig," sagde han pludselig, og greb ud efter sin taske. Hans fedtede fingre rev et lille bund opgaver op, og lagde dem ved siden af mig.

"Hvad er jeg gået glib af?" spurgte jeg og bladrede igennem kopierne.

"En historiestil omkring industrialderen," forklarede han, imens han tykkede sig igennem kyllingen.

Jeg fattede ikke hvad han fablede om, men historie var heller ikke mit fag. Og specielt ikke med min manglende viden og tilstedeværelse. Men der sad vi så, Hågen, Hannah og jeg, uden rigtig at føre en rigtig dialog.

"Hannah!" råbte han. Og nej, ikke Hågen, men Bernhard.

"Fri mig for det her," hviskede Hannah.

"Hej Bernhard," sagde jeg.

"Hej Abigail. Hannah!?" Han undvigede hurtigt mit blik, og fangede Hannah i hendes flugt.

"Lad mig være, Bernhard," sagde hun skræmt. Han havde et hårdt og truende greb omkring hendes overarm. "Hvad fanden sker der for dig?" råbte hun.

En stime af elever samlede sig omkring dem.

"Bernhard, lad hende nu være," bedte jeg. Men han ignorerede mig. 

"Lad mig nu forklare, Hannah," sagde han, stadig med sin lidt arrige stemme, men dog en smule blidere. Hannah var bleg af skræk og jeg kunne fornemme hvert et klynk, når han tog hårde ved.

"Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og da jeg først blev forelsket i dig, blev jeg først helt lamslået. Jeg var i chok, Hannah," sagde han, imens han lavede store armbevægelser, som klargjorde hans kærlighed til hende. Han hentydede til deres affære, imens han stadig var sammen med sin tyske kæreste, som alligevel ikke havde stoppet ham i at være sammen med Hannah. Vent, havde han overhovedet brudt kontakten til hende?

De trofaste tilskuere gispede dramatisk, og enkle piger vekslede blikke med deres veninder, imens Bernhard og Hannah stod helt tæt op af hinanden. Deres kroppe var tiltrukket af hinanden, men Hannahs fornuft prøvede ihærdigt at modstå fristelsen.

"Jeg kan ikke det her, Bernhard," sagde hun lavt, og undgik hans blik. Han tyssede på hende og tog blidt fat om hendes ansigt, samtidig med at han kiggede hende dybt i øjnene.

"Okay, nu er det nok," sagde jeg, og møgrede mig hen til dem. "Kom, Hannah." Jeg tog fat i Hannahs hånd, og trak hende efter mig, imens hun holdte et fast blik på Bernhard, som fortabt stod og kiggede imens vi flygtede for den efterhånden store forsamling. Okay, jeg havde lige ødelagt en virkelig god historie, og måske et virkelig interessant øjeblik - i hvert fald for tilskuerne - men jeg magtede ikke at se Hannah så svag.

Vi gik ind ad hoveddøren, og mod strømmen. Vi havde stadig frikvarter, så der strømmede med elever. Jeg slæb Hannah med mig ind på toiletterne, hvor hun faldt sammen på gulvet. Med hver hånd tog hun et greb om to hårtotter og rev dem fra hinanden, imens hun følelseskold så på toiletdørene.

"Hvad skete der lige?" sagde hun.

Jeg gled ned på gulvet, og rykkede hen til hende. "Det er svært at sætte ord på."

"Han elsker mig virkelig, gør han ikke?" spurgte hun. Jeg ville nødig indrømme det, men det gjorde han uden tvivl. Jeg nikkede, og hun gentog mit nik.  

"Men hvis du ikke føler det samme, Hannah, er du ikke tvunget til at elske ham," forklarede jeg meget pædagogisk.

"Hvad hvis jeg føler det samme?" sagde hun uventet.

"Men jeg synes du sagde..."

"Jeg følte mig som et kvaj, okay," sagde hun.

"Er du sikker, Hannah? Jeg prøver ikke at tale dig uden om det, men han skjulte noget for dig," mindede jeg hende om.

"Det ved jeg, Abby," sagde hun, og rejste sig fra gulvet, og børstede sin lidt beskidte bagdel fri fra snavs. "Vi ses, okay?" sagde hun, og gav mig et hurtigt kindkys inden hun for ud af døren.

"Hannah!" råbte jeg, men hun var allerede væk.

En sladderspalte på skolens website, blev senere den dag opdateret med overskrifter som; Bernhard og Hannah, Tyskeren fik pigen og hvad ved jeg. Der var også billeder og de gav et nogenlunde indblik i hvad der var sket. Hannah havde overgivet sig og kastet sig i armene på ham. Misforstå mig ikke, men det var alligevel lidt for let, ikke? Altså først et kæmpe skænderi og alle mulige misforståelser, og så var alt lige pludselig perfekt. Måske ikke perfekt, men de var sammen igen og fortid var fortid. Nu stopper det her, jeg elsker Hannah og jeg respekterer hendes valg, også selvom Bernhard var et svin. Alt er i fineste orden nu.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...