Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1108Visninger
AA

5. DEN IDYLLISKE PLADS

 

5. DEN IDYLLISKE PLADS

Jeg sad på mit sædvanlige og idylliske lille spot i parken. Den berømte Barresso Coffee, som lå lige om hjørnet, havde skænket mig byens bedste latté, som fuldendte min morgen mere end noget andet. Den første skoleuge var overstået, og med samtlige ting at tænke over, fandt jeg de fredsommelige omgivelser i parken perfekt.

Jeg sad sammenkrøllet på bænken, og studerede to små drenge, som legede nede ved dammen. De stod med en pose brødrester i favnen, som de nippede til og kastede ud til de tilstedeværende ænder, som ikke lod et blik passere de to drenge. Samtlige mennesker passerede mig, med deres børn i hænderne. Jeg havde selv slæbt mine brødre med ned til parken, for omtrent nogle uger tilbage, men de havde bare stået helt rastløse og ventet på at vi skulle hjem igen. Sikke en oplevelse.   

Endnu en ting som var til at fortrække ved parken, var det faktum at sandsynligheden for at møde nogle bekendte ansigter var ekstra små. De fleste fra skolen boede i den anden ende af byen, og tog sig aldrig den frihed at gå herned. Okay, jeg havde faktisk snydt, og kørt herned, men gjorde det nogen forskel?

De stride tanker, og ulækre billeder af Bernhard og hans tyske kæreste, vandrede på tværs af mit hoved hele tiden. Bernhard var langt fra ulækker, men at han var hende tyskeren utro sammen med Hannah, var bare så langt nede. Med en udstrakt hånd, slog jeg mig selv mod hovedet enkle gange, for bogstaveligtalt at få billederne slået ud.

"Miss Le Monde?" sagde en undrende stemme.

I min forskrækket tilstand var jeg nær faldet ned fra bænken. "Mr. von Lonzow! Hvad laver du her?" sagde jeg.

"Jeg er bare ude at gå en tur. Hvad har du gang i?" Han grinte seriøst af mig. Havde han set mig, slå mig selv? Amen, altså.

"Ja, øh-m, jeg har lige slået en tanke ud af hovedet," sagde jeg. Det var faktisk rigtigt, men det lød så forfærdelig dumt. Jeg havde bare spontant sagt dét, der lige faldt mig ind, og det resulterede så i dette pinlige svar.

"A ha," sagde han, og satte sig ved siden af mig på bænken.

"Hvorfor kommer du her, Miss Le Monde?"

"Her er så fredligt," svarede jeg. Han nikkede, og trak vejret dybt.

"Du har fuldstændig ret."

Mr. von Lonzow besad en vis indre ro, og som vi sad der ved siden af hinanden, nød han omgivelserne selvom jeg også sad der. Hvis det havde været mig, kunne jeg slet ikke koncentrerer mig hvis der var andre. Jeg havde garanteret slet ikke sat mig på bænken. Jeg havde også den her vane med at fylde en helt bænk, med min kæmpe taske, og mine ben som jeg ofte sad ovenpå på den her bizarre facon.

Efter noget tid sagde han: "Undskyld, jeg forstyrrede dig, Miss Le Monde," og rejste sig fra bænken. Han rettede på sit tøj, og smilte høfligt.

"Nå, nej, det skal du ikke tænke på."

"Vi ses, Miss Le Monde," sagde han, imens han slentrede langs dammen. Han vinkede, før han slog et sving om en lygtepæl, og forsvandt ud på gaden igen.

"Hvad i al verden?" hviskede jeg for mig selv.

Jeg pakkede mine ting ned i min taske, før jeg smuttede efter ham. Uden tøven fulgte jeg samme retning som ham. I løbet af formiddagen var der kun kommet flere, så chancen for at finde ham var minimal. "Undskyld. Undskyld mig." Jeg møgrede mig igennem mængden, og forbi den her kæmpe fyr, som stod med en cheeseburger i hånden og en cola i den anden.

Pludselig sprang de mørke bekendte krøller frem, og de markerede kindben strålede frem fra den beskedne lille cafe. Han havde allerede fået serveret en kop kaffe, som han så feminint nippede til. Jeg snuppede stolen ved siden af ham, og satte mig over for ham, i en hurtig bevægelse.

Han begyndte at grine. "Miss Le Monde."

"Godt gættet," sagde jeg.

"Hvad bringer dig her til denne overskønne lille cafe," spurgte han med sin højtidelige stemme, med en lille anelse sarkasme.

"Jeg manglede et nyt sted, hvor jeg kan slå visse tanker ud af mit hoved." Han rystede leende på hovedet, imens han pladrede til næste side i sin avis.

"Hvad er der med dig, Miss Le Monde?" sagde han betaget.

Jeg ved ikke hvad der var med Nicholas von Lonzow, men han var mystisk og samtidig meget betagende. Han var anderledes. Han sad begravet i den her avis, og læste artikler og klummer igen og igen, til avisen sluttede og de lattermilde - men alligevel lidt platte - tegneserier mødte ham på bagsiden.

"Jeg forstår dig ikke, Miss Le Monde. Hvorfor fanden spilder du din lørdag på det her?" spurgte han, og så sig omkring.

"Det var da et uretfærdigt spørgsmål."

"Det er ikke bare dit svar?" Han var en smule forvirrende, med hans kodesprog. Okay, det var ikke decideret kodesprog, men det var indviklede svar, og da også spørgsmål, som krævede lidt ekstra eftertanke.

Han stoppede brat op, da han fangede min manglende forståelse. "Glem det. Kan jeg byde på en kop kaffe?" spurgte han. Han havde set mit tomme kartonkrus, som jeg havde placeret foran mig.

"Ja, tak."

Han var ikke speciel afslørende. Han fortalte ikke meget om sig selv, men det forventede jeg heller ikke. Dog afslørede han en lille sandhed om hans kærlighed, til tykke bøger og nærværende historier. Rettere sagt, jeg kunne fornemme det, da han var i en mindre peptalk-fase, hvor han fablede om den her bog og dens fortælling om autentiske skandaler, som foregik tilbage i Europa fra flere hundrede år siden. Spøjs type, ikke? Men det var hans lidenskab, han elskede det.

Jeg skyldte ham tre kopper kaffe. Han havde foræret mig det hele på et sølvfad, imens han underholdte mig med sine adskillige historier. Historierne afslørede aldrig noget om hans privatliv. Alt handlede om litteratur og hvad han fandt interessant.

"Hvad er din passion?" spurgte han pludseligt.

"Min passion?" Jeg hævede spørgende et øjenbryn, og ledte efter en mere uddybende forklaring.

"Ja, hvad holder dig i gang?"

"Det har jeg aldrig rigtig tænkt over. Altså, min stuepige for mig op om morgenen, er det dét du mener?" Han fik noget kaffe galt i halsen, da jeg ærligt sluttede min sætning. Han hostede og spruttede.

"Åh, undskyld." Jeg sprang op fra stolen, og slog ham ihærdigt på ryggen indtil han kunne trække vejret fejlfrit.

"Har du en stuepige?" spurgte han chokeret. "Nej, undskyld mig, det vedrøre ikke mig." Han blev helt flov over sit hurtige og lidt uventede spørgsmål.

"Altså, Mr. von Lonzow, det er ikke nogen hemmelighed," sagde jeg.

"Nej, det ved jeg nu. Men det vedrøre stadig ikke mig, Miss Le Monde." Bum.

"Okay, fint nok." Hold da op. Hvad gik der lige ad manden?

"Undskyld mig, Miss Le Monde, men jeg må til at komme af sted," sagde han lidt efter, og tog sin lædertaske under armen, og spadserede ned ad gaden. Han så sig ikke over skulderen, før han smuttede om bag den nærmeste blok og var ude af syne.

 

Jeg slog endnu en uvilkårlig streg hen over lærredet, og spekulerede over hvad det mon forstillede. De mørke farve havde en stor betydning for billedet, og udover den store betydning, spillede de lidt dystre toner, bare i det hele taget en stor rolle.

"Er det en tankebobbel?" spurgte Chloé, som var listet ind på mit værelse.

"Det er svært at vurdere."

"Jo, Abigail, det er det!"

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...