Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1111Visninger
AA

4. CAFETUREN DER BØD PÅ EN HEMMELIGHED

 

4. CAFETUREN DER BØD PÅ EN HEMMELIGHED

 

Hannah og jeg aftalte en lektiedate efter skole, som blev til noget lidt bedre, nemlig en cafédate. Vi kørte indtil centrum og parkerede langs de bedste caféer. Hannah valgte en spektakulær café, med de fineste delikatesser, og tusindvis af kaffespecialiteter. I vores lille verden fandtes der ikke noget, som kunne slå en god omgang kaffe og en pakke med de bedste kager fra hele verdenen.

"Kan vi ikke bare droppe lektierne, og smutte i byen?" spurgte Hannah.

"Helt ærligt, Hannah."

"Hvad!? Det her er da bare tidsspilde," udbrød hun, og smed opgivende sin blyant fra sig. "Det er det tungeste læsestof jeg nogen sinde har haft for, og de her opgaver er jo lige til at anmelde," tilføjede hun i sin frustration.

"Slap af, Hannah," sagde jeg, og tog en slurk af min kaffe. "Så svært kan det umuligt være," tilføjede jeg.

"Tro mig. Det her er børnemishandling."

Hannah havde flere vaner. En af dem var også at opgive ting, såsom lektier. Men hun knoklede alligevel videre. Det måtte have været kaffen, som holdte hendes mod oppe og de ekstra mange sukkerkage, som vi havde investeret i.

Mere end bare tilfældigt, dukkede Bernhard op og snublede ind ad døren, som en eller anden idiot. Han var en anelse uheldig, men heldigvis vækkede han ikke specielt meget opsigt. Han rettede hurtigt på sin skjorte, og trak sin taske på plads, inden han gik hen til disken. Han pegede på et skilt, med de forskellige varianter, inden han så sig over skulderen og fik øje på mig.

"Er det Bernhard?" spurgte Hannah, som åbenbart også havde fået øje på ham. Det forklarede hans rædselsfulde øjne. Han lignede en som skulle til at skide i bukserne.

"Bernhard!" råbte jeg, og vinkede til ham. Han farede ud af døren, efter at have smidt en seddel på disken. Jeg lænede mig opgivende tilbage i stolen, og kiggede bebrejdende over på Hannah, som skjulte sig bag sin kartonkaffe.

"Okay, hvad er der?" spurgte hun.

"Ikke noget," løj jeg.

"Stop, Abby."

"Hvad er dit problem? Hvorfor skal du være så hård ved ham?" spurgte jeg.

"Jeg gjorde ham da ikke noget," forsvarede hun sig selv.

"Er du vild med ham?" spurgte jeg.

Hun spyttede forskrækket sin halvlune kaffe ud af munden, så hendes kopiark blev over smurt af den brune væske. "Nej!" råbte hun.

"Okay." Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage, over hendes reaktion.

"Stop, Abby," sagde hun, og puffede til mig.

"Hey, du kan fortælle mig det," mindede jeg hende om, og så hende dybt alvorligt ind i øjnene, inden vi begge brød ud i latter. Vi var ikke så gode til seriøse og alvorlige emner, men de var ikke helt nemme at undgå.

Hannah sad og suttede på sit kaffekrus, på den her lidt barnlige facon, imens jeg ventede på at hun ville fortælle mig sin hemmelighed. "Stop med at stirre," sagde hun, og grinte højlydt, med sin lidt griseagtige tone, så alle begyndte at kigge.

"Så fortæl mig det!"

"Der er ikke noget at fortælle," understregede hun. Jeg fortsatte med at nedstirre hende, før hun opgivende måtte hejse det hvide flag.

"Okay så. Men du har bare at knytte sylten omkring det," sagde hun og viftede med sin pegefinger for næsen af mig.

"På ære."

Hannah sad sænket ind over bordpladen, med albuerne i bordet. Vi sad med få centimeters mellemrum, imellem vores ansigter. "Okay..." hviskede hun, og så sig over skulderen, for at sikre sig at der ikke var nogen som lyttede. "Mig og Bernhard var sammen i sommers!" udbrød hun højt og tydeligt.

"What!? Altså, hvad? Hannah!"

"Jeg ved det, Abby. Hvad fanden skal jeg gøre?" Man kunne fornemme nogle svedperler danne sig på Hannahs pande, da hun først begyndte at snakke om Bernhard og hvad hun nu skulle stille op.

"Wow, wow, vent lige lidt.  Du har været sammen med Bernhard? Og hvad skal det så lige betyde?" spurgte jeg med mine udspilede og chokeret øjne.

"Ja, hvad tror du?"

"Har i kysset?" gættede jeg.

"Altså, Abby..."

"Det her kræver næsten popcorn." Hannah puffede til min skulder, og kiggede irritabelt på mig, men hun kunne ikke skjule sin indre latter.

"Har han droppet dig, H?" spurgte jeg.

"Nej, hvorfor skulle han det?" sagde Hannah.

"Du var så led ved ham. Jeg troede bare det var dit sædvanlige førstehåndsindtryks opførsel."

"Det fungerede bare ikke," svarede hun.

"Come on. Spyt ud."

Hannah slog sine negle i bordet, og rørte uroligt på sig, inden hun åbnede sin mund. "Du ved, der var den der pool fest, som Hugh holdte på sin fars hotel?"

"Ja," svarede jeg. Faktisk kendte jeg ikke meget til den, men det var ikke svært at undgå, for Hugh var kendt for sine luksuriøse fester, som praktisk talt mest handlede om druk.

"Men vi var der begge, Bernhard og jeg, og selvfølgelig en masse andre. Men jeg havde vist nok drukket en del, tror jeg da," forklarede hun, og sad et øjeblik og spekulerede på hvad der så skete.

"Hannah, helt ærligt." Hannah var den her kæmpe alkoholfan, som endda ville tage til hvilken som helst fest, hvis bare der var fri bar.

"Jeg ved det, Abby, men så kom Bernhard, og han fik mig hjem, og så, ja, så kyssede vi." Hannah sad i sin egen lille prinsessedrøm, og blinkede som en uskyldig lille pige.

"Men hvad skete der så?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Det varede ved i cirka to uger. Men så fik han lige pludselig besøg fra Tyskland, og så stoppede vores kontakt," sagde hun irriteret, og bundede sin kaffe, i en stædig mundfuld.

"Bare på grund af hans familie fra Tyskland, helt ærligt, Hann..."

"Ikke bare på grund af hans familie, Abby. Der var en pige, en tysk pige," afbrød hun. 

"Har Bernhard en kæreste?" spurgte jeg chokeret.

"Ja!" sagde hun vredt, og gemte sit ansigt i sin lektiebog. "Vi havde det lige så godt, Abby. Jeg føler mig virkelig misbrugt. Eller... eller, som en genbrugsvarer." Jeg kunne snart ikke tage Hannah seriøst. Men jeg forsøgte alligevel at berolige hende så godt som muligt.

 

Det kom som et chok da Hannah understregede, at hun faktisk havde været forelsket i Bernhard, og måske var hun det endda stadigvæk? De var i hvert fald ikke helt færdige med hinanden, sådan som de hele tiden stirrede på hinanden og løber fra hvid og sans, når de først står ansigt til ansigt. Men Bernhard og en tysk lille sag, blev ved med at gå på repeat oppe i mit hoved. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Men altså, Bernhard skulle enten bøde for den position han havde sat Hannah i, eller også skulle han bare droppe sit tysktalende  påhæng og vælge Hannah i stedet, så slap jeg for resten og for al for meget slid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...