Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2015
  • Status: Igang
Hvordan mon det er at være en 17-årig High School-studerene, når man pludselig bliver dybt fortabt i sin historielærer? Svaret er indviklet for Abigail Le Monde, og når forelskelsen pludselig bliver til mere end blot forhåbninger, ændre alt sig fra den sukkersøde tilværelse og de gode omgivelser, til et ulideligt mareridt hvor der skal tages en kæmpe beslutning.

13Likes
21Kommentarer
1108Visninger
AA

3. ALDRIG MERE OS

 

3. ALDRIG MERE OS

 

Jeg måtte være faldet i søvn, for næste morgen vågnede jeg med en bog over hovedet og gårsdagens outfit. Mit vægge ur havde ringet i sidste sekund, da det lige var ved at være for sent, og stuepigen havde garanteret glemt alt om mig, med de belastende unger hun sikkert var ved at fodre i øjeblikket.

Midt i al min bitterhed - og måske med en smule had til mig selv - fik jeg mig stablet på benene. Jeg styrtede ind på badeværelset, smed mit tøj over i et hjørne, hvor det nemt kunne skjule sig og derefter hoppede jeg ned i badekarret og tændte for bruseren. Vandet var først og fremmest isende koldt, så jeg havde givet et ordentligt spjæt fra mig.

Mine håndklæder var gemt væk, så jeg farrede ind på mit værelse - splitter nøgen - og fik snuppet et håndklæde bagerst i mit kolonorme skab, som stod diskret i et hjørne. Hurtigt fik jeg tørret min krop, men jeg nåede ikke at føntørre mit hår, så der hang det og så modbydeligt ud.

Jeg hev tre forskellige bluser ud af mit skab, og prøvede dem alle tre, før jeg besluttede mig for at de ikke passede til mig. En hvid sweater, som gik hele vejen op i halsen, strålede på en af knagerne. Jeg hev den over hovedet, imens jeg steg i nogle sandaler. Sweater og sandaler var en udmærket kombi, og samt mine lædershorts så det ikke så ringe ud. Det hjalp da lidt på mit hår, som var en blid katastrofe og så alligevel ikke.

"Hej Abby," sagde Chloé, idet hun så mig komme svingene ned ad trappen. Hun rakte mit sædvanlige morgenkrus hen til mig, som jeg hurtigt fik fingrene i.

"Tak." Jeg kyssede hende på kinden, og ude af døren var jeg.

De umiddelbare hektiske morgener hos familie Le Monde forblev hektiske og ekstrem stressende. Så jeg måtte jo leve med det glamme morgenhår - plus de klamme totter, var der jo også fugten, som gjorde alle hårstrå krusede - og ikke mindst den ensomme kaffe, som godt kunne pyntes med en croissant eller to.

***

Jeg startede skoledagen ud med en dobbeltlektion som stod på kemi. Adrenalinen pumpede jo helt rundt i kroppen, så meget glædet jeg mig - mærk ironien og mit had til kemi. Der var ikke noget værre end vores gamle lærer og hans platte forsøg, som tit gik ud på at arbejde sammen med en anden, som enten elskede det og ekstrem skuffet over min indsat, eller total det omvendte, som forventede at jeg ville gøre hele arbejdet selv.

Men da vores lærer råbte holdene op og jeg skulle arbejde sammen med Travis, vidste jeg at han ikke ville passe ind som den ene eller den anden. Han ville bare være sådan en slags belastende snakkemaskine, som oveni købet forventede lige meget af os begge.

"Lige som jeg havde håbet på," sagde han, da vi begge mødtes ved det samme bord, med vores klamme plastikbriller på panden og en hvid kittel over skuldrene.

"Bare jeg kunne sige det samme," svarede jeg. Travis forstod tydeligvis ikke hvad jeg mente, han lo bare ad mig og fumlede med vores redskaber.

"Hælder du lidt syrer i her?" spurgte jeg, og kiggede på bærret jeg havde mellem mine hænder. Han tog en syre og hældte en sjat ned i bærret.

"Jeg tænkte på noget..." sagde han, og lænede sig ind over bordpladen.

"Ja?"

"Skal vi ikke prøve at få noget igen?" spurgte han så. Jeg var ved at tabe bærret, hvis det ikke var for hans hurtige reaktion.

"Travis," sagde jeg opgivende.

"Hvad?"

"Det kan aldrig blive os to igen." Han så følelsesløst ud i lokalet og sundede sig over min direkte udmelding. "Jeg beklager, Travis."

Han tog sine briller af og smed dem ned på bordpladen, inden han for ud af døren. De andre så sig over skulderen, men vores lærer fik hurtigt slået ned på deres blikke og fik dem i gang med arbejdet igen. Jeg fortsatte tavst, og sank flovheden som svævede omkring mig, og i resten af rummet.

***

"Interessant sammenstød dig og Travis havde tidligere i dag," sagde Hannah. Hun sad på en bænk i skolegården og sugede noget juice op ved hjælp af et sugerør.

"Det var ikke noget særligt," sagde jeg.

"Helt ærligt, drengen var nær ved at tude."

"Stop, Hannah. Jeg sagde bare at vi ikke kunne blive til noget igen."

"Abigail!" udbrød hun.

"Hvad?" spurgte jeg, og så op fra min madbakke med sandwichpapir, ud over det hele.  

"Abigail, Travis er jo for lækker," pointerede hun, og hun havde fuldstændig ret - igen.

"Jeg ved det godt, Hannah, men jeg kan ikke lide ham længere. Han er bare ligesom en tåge for mine øjne - en belastende tåge." Hannah begyndte at grine, imens hun tørrede noget juice væk fra sin mundvig.

"Fair nok," sagde hun overgivende, med hænderne i vejret.

Bernhard og hans mystisk store taske kom vadende imod os. "Hej Abigail, Hannah." Han skuede over til Hannah, som havde til vane at virke en smule frastødende, når hun mødte nye mennesker.

"Hvad så, Bernhard?" spurgte jeg. Han stod og trippede på stedet helt lydløst.

"Spyt ud, Bernhard," sagde Hannah utålmodigt. Hun havde taget sit tyggegummi ud af munden, og formet det som en lille kugle. Uden held forsøgte hun at ramme skraldespanden over for, men med hendes manglende kasteevner, gik det helt i vasken.

"Ikke noget særligt. Øhm, har i set Hågen og Sarah? Vi skulle have lavet den her opgave sammen, men de er ikke til at finde nogen steder." Bernhard viste mig nogle kopiark, som var helt de samme, som dem jeg havde fået i historie.

"Prøv at kigge i nørdregistret."

"Hannah!" råbte jeg. Jeg så på hende med mine dømmende øjne, imens hun uskyldigt pillede videre med sin mobiltelefon.

"Det går, Abigail. Bare glem det," sagde Bernhard, og vendte os ryggen. Han traskede trist hen ad stien, imens han spurgte samtlige forbi passerende elever, som muligvis vidste hvor Sarah og Hågen befandt sig.

"Hvorfor er du så hård ved ham?" spurgte jeg.

"Han er tysker, Abby. De startede ligesom 2. verdenskrig," forklarede hun.

"Helt ærligt. 2. verdenskrig, og den kender du alt til?"

"Øhm, ja." Hannah var ikke klog, men hun var heller ikke dum, men alt fra historie til religion lå langt under hendes kapacitetsgrænse. Hun var rastløs hvad angår netop de fag.

"Okay, sorry, Abby. Men det er Bernhard, han kan tåle det." Jeg rystede på hovedet af hende, inden jeg hoppede ned fra bænken.

"Vi ses, Hannah," sagde jeg.

Jeg gik skråt over plænen, for at komme op til bagindgangen, da Mr. von Lonzow, stødte ind i mig. Han havde favnen fuld af bøger, og over sin skulder, hang en taske som var udspilet, af alle de ting den indeholdte.

"Miss Le Monde," udbrød han.

"Hej, Mr. von Lonzow. Kan jeg hjælpe dig, med dine bøger?" spurgte jeg.

Han så på sin favn, hvor bøgerne nær flød ud over. Men alligevel rystede han på hovedet: "Ellers tak. Du må hellere gå op til klasseværelserne, inden klokken ringer. Farvel Miss Le Monde." Han farede op til bagindgangen, hvor en tilfældig elev åbnede døren for ham, inden han bittert lod et sidste blik flakke ned mod mig. Hvad skete der lige for manden?

Men jeg fulgte hans tip, om at gå op til klasseværelserne, for da først klokken ringede, styrtede eleverne ind af dørene fra højre og venstre, og inden man så sig om, var hver gang spækket til med alverdens unge mennesker, som blot gik i skole for at være der, og på grund af deres forældres høje forventninger.

Vi havde dansk med Mr. Dawson, som tit følte sig en smule provokeret, og derfor stod vi så som ofre for en omgang peptalk, om hvordan samfundet høre sammen og hvordan vores eget liv pludselig vil få en alt afgørende betydning, så derfor burde vi stramme os lidt an.

Travis sad nogle pladser bag mig, og jeg kunne svagt mærke hans stikkende øjne i min nakke, som fulgte alle mine små bevægelser. Men hver gang jeg vendte mig om til ham, så han væk og undgik hver form for øjenkontakt. Jeg forstod at han følte sig ydmyget, for omtrent hele skolen kendte til vores lille sammenstød, som højtsandsynligt ville hjemsøge ham, indtil alle havde glemt det igen.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...