At vaske sine hænder

Novelle om en mor og hendes søn. Om frygten for at miste og en ny begyndelse.

0Likes
2Kommentarer
126Visninger
AA

1. At vaske sine hænder

BANG! Et kraftigt brag kommer mig i møde, da jeg træder ind af fordøren. Med et suk smider jeg læderjakken i bunken af sko og frakker. ”Malte,” kalder jeg opgivende mod stuen. Intet svar, ingen reaktion. Det sædvanlige. Jeg slæber mig hen mod døråbningen. Ungen er i gang med at lege tallerken-spinder. Heldigvis er kun én tallerken smadret endnu. Sikkert den der lavede braget. Jeg tager kosteskaftet og tallerkenen ud af hånden på ham, og skubber ham ned at sidde i sofaen. ”Vask dine hænder,” siger jeg modløst, til den seksårige.
”Og det var nu!” Fortsætter jeg ”Din klasselærer siger at du skal vaske dem. Ligesom de andre normale børn,” siger jeg uden at hæve stemmen, men smider mig bare opgivende i sofaen, ved siden af ham.
”Min klasselærer er dum, ” siger han ligefremt, og griber ud efter en af de utallige racerbiler, der roder på gulvet. ”Jeg kan ikke lide min klasselærer eller min klasse,” siger han igen.
I det samme begynder han at brumme som en bil, og vælter rundt i stuen med savlet hængende i mundvigen. Jeg lukker opgivende mine øjne. Jeg kan simpelthen ikke tage mig af, at han ikke kan lide sin skole. Han er lige startet der, og han er jo en klog dreng, som hans klasselærer tit understreger, før hun begyndte at fortælle om alt det ballade han laver. Og han bliver jo ikke mobbet, så kan der jo ikke være noget problem. Vel? Jeg har også vigtigere ting at tænke på lige nu. Jeg læner mig tilbage og falder i en drømmeløs søvn.
En klistret fornemmelse mod kinden og et lille kækt grin vækker mig. ”Fuck,” hvisker jeg, og sætter mig op med et sæt, mens syltetøjet Malte har smurt i ansigtet på mig, drypper fra min kind og ned over min hvide T-shirt. ”Fuck!” Råber jeg igen, og mærker raseriet ulme i mig. ”Sagde jeg ikke, at du skulle vaske dine hænder?!” Nærmest skriger jeg ned mod ungen. ”Og hvis det ikke bliver lige nu, så vanker der,” siger jeg og knytter næven mod ham. Hans øjne fyldes med tårer, idet han løber mod badeværelset. Ja ja jeg fortryder det da bagefter. Jeg skulle ikke have truet ham. Men der er intet andet der virker. De endeløse forældremøder, er ved at få krammet på mig. Hvis ikke der er lus i omløb i klassen, er det influenza. Klasselæreren er en renlighedsfreak. Emnet ved forældremøderne går næsten altid over i ’så lær dog for guds skyld jeres børn at vaske hænder’.
Da Malte træder ind i stuen, har han ansigtet vendt mod jorden, og hænder der drypper mod gulvtæppet. De er fulde af ar fra vores tjørnehæk, han altid skyder sin fodbold ind i. Jeg går stift over mod ham, og kysser ham på det fedtede hår. ”Gå ind og leg, ” siger jeg til ham, idet han modløst trasker ind mod værelset. Endelig bliver der stille.
Efter en time bliver det mærkeligt. Stilheden. Malte er ikke en stille dreng. Det er der vel ingen seksårige der er. Jeg rejser mig fra sofaen, slukker for det afsnit af ’Single Liv’ jeg er begyndt på, og begynder at gå mod værelset. En ubehagelig og kvalmende følelse vælder op i mig, som jeg nærmer mig værelset. Helt stille. Hvorfor er der helt stille?
Jeg tørrer min kind af med hånden, lige inden jeg stille åbner døren. Måske er han bare faldet i søvn. Den klamme følelse når sit klimaks da jeg træder ind på værelset. Selvfølgelig er han der ikke. Vinduet står pivåbent og at dømme på kulden i værelset, har det nok gjort det længe. ”Malte,” hvisker jeg, ude af mig selv, og kigger rundt i det lille slidte lyseblå værelse. Vinduet peger ud mod vores lille visne græsplæne, der bliver afskåret af en bøgehæk. På den anden side er der en vej. Jeg sætter mig på sengen, og knuger Maltes gamle bamse.

Han er løbet væk fra mig. Det indlysende faktum rammer mig som et hårdt stød, og jeg begynder stille at rokke frem og tilbage. Jeg var alt for hård ved ham. Jeg er en elendig mor. Det passer jo hvad alle de andre tænker. De siger det ikke højt, men det er tydeligt at de dømmer mig som uegnet til at være mor. En toogtyve årig pige. Jeg er jo praktisk talt stadig et barn. Jeg passer ind i alle klicheerne. Ung mor, kæreste der skred, lille bolig, skodjob.
Jeg springer op fra sengen. Jeg må finde ham. Jeg må finde min Malte.  
Jeg springer ud af døren i min T-shirt fuld af syltetøj, forbi græsplænen og hækken og ud på vejen. Hvor langt kan han være nået på en time? Åh nej, han kan jo være hvor som helst. Okay. Skolen ligger lige om hjørnet, måske er han der. Jeg runder hjørnet og træder ind foran den store grå betonbygning. Der er fuldstændig øde. Klokken er seks. SFO er lukket, og legepladsen ligner noget fra en gyserfilm, i efterårets fugtige dis. Min Malte må ikke være med i en gyserfilm. Åh, bare der ikke er sket ham noget.
”Malte!” Råber jeg med tårer ned af kinderne. Jeg svinger mig over lågen til legepladsen og flænser mine bukser. Han er sikkert blevet kidnappet. Eller er faldet i søen i den anden ende af byen. Hvem ved hvor hurtigt en seksårig kan løbe, hvis han vil væk fra noget meget slemt? Væk fra mig. ”Malte!” Ingen svarer, og ekkoet fra mit råb runger i de grå mure. Hvad skal jeg gøre? Jeg må ringe til politiet eller noget.
Hulkende, småløber jeg hjem til mit skodhus og går igennem hullet i hækken, der er fuldstændig sammengroet, fordi jeg ikke har fået klippet hæk. Endnu en ting jeg ikke kan finde ud af.
Jeg stopper brat op. Ved siden af vores grimme gule dør, sidder Malte med en regnorm mellem sine fingre. ”Hvorfor løb du mor?” Spørger han med undrende øjne, og kigger op på mig. En overvældende lettelse går igennem mig, og jeg lader mig dumpe ned ved siden af ham. ”Hvor var du henne?” Spørger jeg stakåndet, og aer hans dejligt bløde hår. ”Jeg ville ud og lege. Nu kan jeg åbne vinduet helt selv mor!” Siger han og smiler stolt. Jeg trækker ham ind til mig og krammer ham hårdt og længe. ”Jeg har savnet dig,” siger jeg og smiler af ham. ”Men jeg er jo lige her mor,” siger han forvirret.
Smilende iagttager jeg hans regnormejagt.
”Vi må hellere få vasket vores hænder, ikke mor?” Siger Malte, og kigger på mine plettede hænder.
”Måske ville det være en god idé,” siger jeg, men trækker ham ned, da han begynder at rejse sig.
”Vi skal ikke vaske hænder på den måde,” siger jeg og nyder hans forvirrede ansigt.
Vi skal have vasket alt snavset væk fra vores liv. En ny begyndelse.

”Hvad siger du til, at vi finder en ny skole til dig?”
Han smiler, og afslører et mellemrum mellem fortænderne.
Pludselig ser han fuldstændig ren ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...