Stilhedens sang

Jeg er et stort tomt hul, der aldrig bliver fyldt op. Hvis jeg havde vidst, at dette ville dine sådan her, ville jeg aldrig have gjort det. Jeg ville aldrig have forelsket mig i dig. Og jeg svor på, at ingen nogensinde kommer så tæt på mig igen.

15Likes
8Kommentarer
523Visninger
AA

1. Stilhedens sang

Jeg var elleve da det skete. Jeg var elleve, da mit liv blandede sig med mørket, og lod en verden af håbløshed tage over. Jeg var elleve, da jeg fik mit første ar på sjælen. Det ar går aldrig væk, og det er begyndt at gå ondt igen. Jeg er gået i stå. Jeg ved ikke hvad, jeg skal føle.

Jeg er ikke helt sikker på hvornår, det startede, men nu kan jeg afgøre, om det var godt eller dårligt, at min bedste ven var en dreng, der var tre år ældre end mig selv. Jeg kan fortælle, at det var dårligt. Der kom intet godt ud af det, kun sorg og endeløse strømme af tårer. I mine første elleve år havde jeg været stædig og stærk. Men da jeg var elleve år, to måneder og syv dage, blev det lavet om. Det blev lavet om for altid. Hvis jeg bare kunne have ændret et ”okay” til et nej, ville jeg ikke være så sårbar, som jeg er nu.

Jeg ved, at min ven ikke ville såre mig. Det kunne han ikke finde på. Problemet var bare, at det gjorde han. Han sørgede for, at mit hjerte blev hugget i tusinde stykker, der ikke kunne syes sammen. Vi to, vi havde en hemmelighed. Den hemmelighed kostede et liv. Eller rettere sagt, den kostede et liv, fordi den blev røbet. Du tænker sikkert over, hvad det var, men jeg vil ikke sige det. Det gør for ondt at tænke på, for hvis den idiot af en ven havde holdt sin kæft, ville Mirah være i live. Nej, jeg siger ikke hvem Mirah er. Hun er væk.

Aldrig havde jeg haft så ondt i hjertet. Han var skyld i, at mit lys brændte så hurtigt. Han efterlod mig alene uden håb. Han gjorde mit liv til et helvede. Jeg var kun elleve år, da jeg blev skåret over i to. Sådan følte jeg det hvert fald. Man kunne ligeså godt lade mine fødder være i beton, for jeg kunne pludselig ikke gå ordenligt. Hvert evig eneste skridt var tungt, som skulle jeg gå med tyve kilo på hver fod.

Indtil jeg var atten, kunne jeg ikke være i fred. Jeg følte mig overvåget, og i mine tanker fulgte der en efter mig. Jeg blev bange for at dø. Jeg blev bange for at miste. Jeg blev bange for ham. Om aften kunne jeg ikke sove. Jeg var ikke bange for mørket, men det der var i mørket. Som om nogle øjne lå, og stirrede på mig, mens jeg sov. Der var ingen, som jeg kunne tale med. Alle var farlige, og ville volde mig skade. Det var de i mine tanker, men jeg ville ikke sige noget, for jeg ville helst bare være usynlig. Jeg blev fanget i min egen boble.

Jeg har siden da altid været bange for at miste, men det var nok derfor meget godt, at jeg mødte ham. August hed han. Han er også snart væk. Han lærte mig at tale, sige min mening og ikke være bange. Han reddede mig. Jeg skylder ham alt, men jeg kan ikke give ham noget. Jeg kan kun give ham min kærlighed. Den kan han bare ikke bruge til så meget lige nu. August var min støttepæl. Han var der altid, når jeg havde brug for ham. Han svigtede mig ikke. Han kastede sig endda ud foran en bil for mig.

Mindet står klart som vand i mit hoved. Jeg kan aldrig glemme det. Og jeg har faktisk heller ikke lyst til det.

Jeg griner voldsomt af en joke, August lige har fyret af, da jeg spærrer øjnene op. En mørkeblå bil kommer slingrende mod os, som kan den ikke finde ud af, hvilken side den skal køre i. Jeg tager fat om mit sæde, og når lige at råbe ”Pas på! ” da bilen rammer kofangeren. August smadret sit hoved ind i forruden med et brag, og jeg ser hvordan glasset skærer sig ind i hans kød. En skarp smerte skyder igennem min krop fra top til tå, som om en økse hugger mig tværs over. Jeg smager blod, og alt går frygtelig langsomt. Jeg ved, jeg skriger, men jeg kan ikke huske, at jeg fortalte, min mund skulle gøre det. Hele bilen vælter mod højre, og pludselig ved jeg hvorfor, jeg skreg. August får glasset boret ind i sin hals, så en tyk blodstråle rammer mig.

Tårerne vælter ud, fordi jeg er så forskrækket. Bilen der kørte ind i os, er brudt ud i brænd, og en tyk mand vælter ud med et stort, åbent sår i hovedet. Jeg gisper og skriger igen. Denne gang om hjælp. Der lyder sirener, og nogle mænd hjælper os ud. Alt er slørret, og det er som om, min hjerne ikke gider tænke selv. Der er mænd, der lægger mig op i båre, og jeg når lige at se Augusts ubevægelige og slatne krop, hvis arme er drejet ud i helt forkerte vinkler med blod ned af sig. Jeg skriger.

Nu er det sket igen. Dæmonerne er vendt tilbage. Fortiden har indhentet mig, og det er kun fordi, jeg var dum nok til at stoppe op.

***

Med et suk smed jeg min taske i gangen, og gik videre ind i det lille køkken. Bordpladen var i lyst træ, og skufferne var hvide med et hak ind som pynt og så et langt håndtag i mat stål. Jeg fandt en lyseblå tekop frem, og valgte en jordbærte. Med min store kærlighed til te har jeg også fået en cooker, så teen tager ingen tid at lave. Jeg så ned i teens lysebrune vand, da et ansigt dukkede op. Langsomt formede det sig, indtil det viste Augusts døde ansigt. Jeg stoppede med at trække vejret, og stirrede med let åben mund ned i vandet. Pludselig blev en iskold hånd lagt på min skulder. Jeg udstødte et forfærdet skrig, og vendte mig brat om, men så kun på en hvid væg med et billede af August og jeg. Vi smilede begge stort, mens han bar mig på sine skuldre. Jeg åndede lettet ud, og puttede en sukkerknald ned, men frygten sad stadig i mig.

Mørket var begyndt at sænke sig over København, da jeg satte mig ned i den bløde hvide sofa med lyserøde og hvide puder. Intet var det samme nu. Normalt ville August sidde ved siden af mig og snakke om politik og fodbold, men det ville aldrig komme til at ske igen. Jeg kneb en tåre ved alle de mange minder af vores aftener, for jeg vidste, at de minder havde haft sin tid. Det hele virkede så tomt. Uden August var den bare en helt almindelig stue, men når han var her, gjorde han det til et paradis. Jeg lagde mig ned på sofaen, så en tåre ramte stoffet, mens jeg kiggede op i det grimme træloft, der havde edderkoppespind i hjørnerne, som jeg ikke orkede at fjerne.

”De ved ikke hvad de taler om, ” mumlede August surt, og satte sig tungt ned ved siden af mig.

”Hvem ved ikke hvad de taler om? ” spurgte jeg lidt fraværende, mens jeg stadig kiggede ned i et blad igennem mine briller.

”Kommunerne, ” mumlede han, ” lærerne arbejder jo røven ud af bukserne. De har ikke en skid respekt for, at de gør alt, hvad de kan for, at børnene lære noget. Og nu skal der være iPads og skabe på skolerne. Hvad er det for noget lort? De siger, at der skal være flere penge til undervisningen, og så skal de have skabe? Skabe gør jo ikke undervisningen bedre! Det er bare et sted til at opbevare bøgerne ”. Jeg så på ham, og lod en lille smil vise sig på mine læber. Han havde sagt det samme mindst ti gange før

”Ja, det er latterligt, men hvad vil du gøre? Gå ind på Christians Borg, og finde Helle Torning Schmidt for at klage? For så ønsker jeg dig held og lykke, ” jeg så strengt på ham, men kunne ikke holde masken, så det blev i stedet til et stort smil, da han træk mig ind til sig.

”Ja, det tror jeg, at jeg vil gøre. Hvis jeg overhovedet kommer derind”.

En tåre trillede ned ad min kind, da jeg tænkte på alle hans meninger. Der var ikke én eneste ting, som han ikke mente noget om. Til tider kunne man blive lidt træt af det, men ingen er perfekte, selvom August var perfekt i mine øjne. Jeg ønskede ham ikke anderledes, han var lige, som han skulle være, og nu skulle han rejse op i himmelen.

***

”Rolig nu, ” hviskede Agnes ind i mit øre. Hendes stemme var beroligende, men den var fyldt med sorg ligesom mit hjerte. Hun vuggede mig frem og tilbage, og prøvede at undgå, at noget af hendes ildrøde hår faldt ned i hovedet på mig. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre veninde. Agnes var både omsorgsfuld, men også forstålig og blid. ”Han elsker dig stadig, det vil der ikke blive ændret på. Han er her bare ikke mere, ” hviskede hun med sin rolige stemme, der fyldte mine øre som musik. Det var ubegribeligt, at han var gået. Så meget kunne jeg slet ikke spise på spise på én gang. Det krævede mindst halvtreds store mundfulde.

”Men nu er han her jo slet ikke? Så er jeg helt alene, ” hulkede jeg, og knugede hendes hånd strammere. Hun sagde ikke noget, og jeg vidste, hun tænkte. Vi sad lidt i stilhed, mens hun vuggede mig blidt frem og tilbage. Vi sad på gulvet i Agnes´ store værelse, der var pænt ryddet op, så kun de små lilla pynteting var fremme.

”Du skal nok komme over det. Jeg ved det lyder umuligt, og det vil også tage tid, men du skal nok blive okay. Det lover jeg pus. Husk, at du stadig har mig. Jeg er her altid, og det er Pernille og Clara også. Vi elsker dig, ” jeg lukkede øjnene, og lyttede til hendes blide stemme, der var fyldt følelser. Jeg kunne ikke helt afgøre hvilke. Jeg mærkede trætheden tage over, og med mine sidste kræfter fik vi fælles mig op at stå, så jeg kunne lægge mig i hendes seng. Hun lagde sin blomstrede dyne, i blå, grøn og brun, over mig. Der gik kun få minutter før jeg svævede ind i Drømmeland, og nåede lige at mærke Agnes´ hånd stryge min over panden.

***

Jeg vågnede ved lyden af nogle stemmer, og jeg genkendte både Claras og Pernilles. De havde lige været i Italien, og vidste faktisk ikke noget om August. Selvom jeg havde savnet dem, orkede jeg ikke at rejse mig op, for min krop føltes alt for tung. En knurren lød fra min mave, og jeg mærkede sulten, men jeg orkede heller ikke at rejse mig op for at spise. Jeg fik lyst til at græde, da jeg hørte Agnes nævne August, men ikke engang det orkede jeg. Jeg gad ingenting.

”Lilly? ” lød en stille stemme henne fra døren, og Claras runde hoved kunne ses. Hendes brune dådyrøjne var fyldt med vand, og det korte hår sad pjusket. Jeg havde været nervøs for hendes reaktion, men jeg kunne se, at hun oprigtigt var ked af det. Hun var ked af det på mine vegne. Hvis I undrer jer over hvorfor, jeg var nervøs, kan jeg fortælle jeg, at Clara og jeg har været lidt oppe at skændes, og derfor tog hende og Pernille på ferie. Jeg skulle være sammen med min kusine fra USA June, og jeg havde i forvejen aftalt, at Clara og jeg skulle i biografen. Faktisk lidt latterligt, men sådan er det jo nogle gange med piger.

”Undskyld, ” hun brød sammen, da hun omfavnede mig, ”det ville jeg aldrig ønske for dig. Du ved, jeg holder af dig, ” tårerne strømmede ned ad hendes kinder, og fik endelig de tårer frem i mine øjne, som jeg havde ventet på. Jeg lagde slapt mine arme om hende, men de faldt ned, da jeg følte, at jeg ikke kunne bruge min krop. Jeg var slidt op. Pernille satte sig ved siden af mig, og tog min hånd. Hendes øjne var våde, da hun tog en lok af mit blonde hår, og satte den bag mit øre.

”Det gør mig ondt, ” hun flød over, og lod selv en tåre trille ned ad sin kind. Pernille græd aldrig. Hun græd ikke, da hendes kæreste slog op, hun græd ikke, da hendes forældre blev skilt, hun græd ikke, da hendes farmor døde, men nu græd hun, fordi min kæreste var død. Den stærke pige var faldet denne gang, og skyldfølelsen sprang op i mig. Hvis jeg ikke havde været hendes ven, ville hun ikke græde. Jeg mærkede et stik i hjertet, da hun rørte mig. Jeg vred mig fri fra Clara, og pressede mig op ad væggen, mens jeg kiggede skræmt på hende. Mit hjerte bankede derudaf, og min vejrtrækning blev hurtigere for hvert sekund. Det var som om en pustede en ballon op inde i mig.

”Det er min skyld, ” hulkede jeg, og faldt sammen, mens sorgen gnavede i mig indefra. ”Det er min skyld, ” gentog jeg, og begravede mit ansigt i mine hænder, mens min krop rystede af alle hulkene. Det var som om alle blomster visnede, og kun de grimme stod tilbage. Jeg var en af de grimme.

”Der er ikke noget, der er din skyld Lilly. Du kunne ikke gøre for det, ” Pernille lagde en hånd på min skulder, og strøg mig over kinden med en finger. Det fik mig lidt ned, men mit hjerte hamrede stadig hårdt som en stortromme.

”Det skulle have mig. Det fortjener jeg. Efter alt det han har gjort for mig, ” jeg kiggede op på hende med tårevædende øjne. Alt så slørret ud. Min krop rystede.

***

Jeg kunne ikke se hende i øjnene. Augusts mor. Jeg var skyld i hans død. Hvis vi aldrig havde mødt hinanden, ville det her aldrig have sket. Hvis jeg havde siddet bag rettet, ville han have overlevet. Det gik først op for mig nu, at uanset hvad ville jeg dø. Sådan måtte det blive. Det kunne ikke være anderledes. Augusts mor ville snakke med mig, men hvorfor skal jeg snakke med én, der vil se bebrejdende på mig? Hvorfor skal jeg få endnu mere dårlig samvittighed nu? Jeg så ud i luften, og tørrede tåreren væk fra min øjenkrog.

Det bankede hårdt på døren, og jeg fór sammen, men beroligede mig selv, og rejste mig for at åbne døren. Der stod ingen. Jeg stak hovedet ud, og kiggede til højre og venstre, men der var ingen. Jeg havde ikke været lang tid om at rejse mig op, og der havde ikke været nogle fodtrin. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og lukkede døren igen, da det bankede på døren. Igen åbnede jeg døren, men der var ingen. Forskrækket låste jeg, og gik hurtigt ind på mit værelse. Det bankede på døren igen, men jeg ignorerede det.

***

Et højt skrig forlod mine læber, og jeg satte mig brat op i sengen. Min seng var fugtig af sved, og det samme var jeg. Min krop rystede, og mit hjerte hamrede der ud af. Jeg rejste mig op, men lod sengetøjet være i et stykke tid. Det måtte vente, jeg havde brug for at få samlet tankerne. I drømmen havde jeg stået foran havet. Vandet blev højere og højere i takt med, at et stort sort hul formede sig foran mig. Bag mig var der et stort lys, men jeg kunne ikke vende om. Da hullet nåede frem til mine fødder, vågnede jeg så.

Hvad det betød, kunne jeg ikke afgøre, men det var nok noget med, at mørket opslugte mig. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at holde tårerne inde, men det var forgæves. Jeg kunne ikke mere, ikke når August ikke kunne være her mere. Han var mit støttepæl, og uden ham var jeg kun vind. En vind der aldrig støtte på nogen, men bare fløj rundt i en ring.

Jeg stivnede, da min mobil ringede og fyldte stilheden ud. Før havde jeg bare siddet og stirret ud i luften, men jeg var nem at forskrække, når det gjaldt lyde, der kom uventet.

”Det er Lilly, ” sagde jeg med lille og rystende stemme. Det var som om en evighed siden, jeg sidst havde åbnede min mund, selvom det sidst havde været i morges, men det var jo kun et skrig.

”Hej Lilly, det er Agnes, ” lød Agnes´ bekymrede stemme i den anden side af røret. ”Jeg ved ikke hvordan han har fundet ud af, at du kender mig, men en dreng ved navn Daniel Hackdorens har spurgt om, jeg kender en Lilly Sophie Mørk, hvilket jo er dig. Kender du ham? For jeg synes det er lidt mærkeligt, at han ikke henvendte sig til dig”. Jeg stivnede. Min krop begyndte at brænde indefra, mens den frøs udefra. Så begyndte den at ryste. Af angst og frygt. Mine ben svigtede, og jeg skyndte mig at lægge på.

Jeg skreg højt og kastede en bog mod væggen så hårdt jeg kunne. Med hænderne prøvede jeg at rive mit hår ud, jeg sparkede til alt og væltede det, jeg kunne komme til. Igen og igen skreg jeg af raseri, men også af den rædsel, der fyldte min krop med ild. Følelserne væltede op: Vrede, svigt, savn, sorg, frygt og had. I vrede over, at han tillod sig at prøve at komme ind i mit liv igen, nu hvor alt så sort ud. Et svigt der havde ødelagt mit liv. Et savn efter at have August hos mig, mens alt var godt. Sorgen over August, men også, at Daniel havde vendt mig ryggen på den måde. Frygten for, at han kunne komme ind i mit liv. Og hadet til Daniel for, at han havde gjort det mod Mirah og jeg. Mens alle tanker væltede rundt i mig, faldt jeg ned i en tunnel af mørke i samme øjeblik, som min mobil igen ringede.

***

Noget koldt og vådt blev lagt på min pande, og jeg så op i min mors bekymrede, grønne øjne. Hun fjernede kluden, og tørrede en tåre væk, inden hun tog mig op i sin favn.

”Du har gjort mig så forskrækket, ”sagde hun stille, og strøg noget af mit hår væk. ”Lægerne sagde, at det var en form for, at du var bange og stresset. Hvad skete der dog? ”. Ordene væltede ud af hende, så det lød som det rene volapyk.

”Mor, tag det nu roligt, jeg er okay, ” mumlede jeg, og vred mig fri af hende. Hvorfor skulle hun altid blande sig i mit liv? Jeg var altså 22, og kunne godt klare mig selv. Der var ting i verden, man ikke ville fortælle til sin mor. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det, okay? Så bare lad mig være, ” sagde jeg surt, og vendte mig om på siden. Jeg var slet ikke humør til at fortælle om den frygt, der åd af mig. Ved alle minderne fra i går, lod jeg en tåre trille ned ad min kind, og håbede på, at min mor ikke så det. Men mødre opdager åbenbart alt.

”Skat hvad er der galt? Du græder jo, ” spurgte hun bekymret. Hvis der er noget jeg hader, så er det når min mor taler til mig, som var jeg et barn på fire. Hun kan bare ikke fatte, at jeg ikke vil dele alt med hende. Det startede nok dengang, jeg var på mit laveste. Siden dengang har min mor, ikke ville lade mig være i fred.

”Kan du ikke bare fatte, at jeg ikke gider at snakke med dig, mor? Du duer ikke til det. Hvis jeg vil snakke med dig, så skal jeg nok selv sige til. Jeg er ikke et barn længere, ” snerrede jeg, og tog dynen over hovedet, så jeg ikke kunne høre hende. Der gik dog ikke lang tid før, jeg hørte en ny stemme. Jeg kiggede op igen, og så Agnes sammen med en høj sorthåret dreng. Min mund faldt ned, da jeg så ham og min krop rystede. Heldigvis var min mor gået.

”Da du ikke tog telefonen, tog jeg straks over til dig, og fandt dig på gulvet. Da det virkede som om, Daniel kendte dig, spurgte jeg ham, om han ikke kunne komme her over. Vi fandt dit hus helt rodet. Møbler var væltet og ting ødelagte. Hvad fanden er der sket Lilly? Det ligner dig ikke, ” spurgte hun alvorligt, og satte sig på sengekanten. Jeg sank en klump, og så frygtsomt på Daniel.

”Ikke noget alvorligt, ” mumlede jeg surt, og prøvede at skjule frygten, men det var tydeligt, at Agnes ikke troede på det. Daniel stod med et blik fyldt af skyldfølelse, og så ud som om han kunne løbe væk når som helst.

”Jeg ved ikke hvad det er Lilly, men selvom, at August er død, så burde du godt kunne fortælle noget til dine veninder. Vi bekymrer os om dig, og vi vil gerne hjælpe dig, men det duer altså ikke, at du bare lukker af, for så er du også selv lidt skyld i, at du er så ked af det hele tiden, ” sagde hun irriteret. En kniv borrede sig ind i mit bryst, og gjorde smerten værre. En tåre trillede ned ad min kind ved hendes ord, og det var tydeligt, at hun fortrød sine ord.

”Lilly und…” hun nåede ikke længere, da jeg afbrød hende:

”Gå Agnes, bare gå. Du kan ikke hjælpe mig, ” sagde jeg hårdt, og så såret på hende. Hun åbnede munden igen for at sige noget, men lukkede den igen. Hun så kort på mig, men gik så.

”Lilly? ” Daniel åbnede munden, og lod min krop fryse til is. ”Jeg er ked af det, det er jeg virkelig. Jeg ved godt, hvor meget smerte jeg har været skyld i, men det er mange år siden nu. Du kan ikke blive ved med at bære nag, når der er gået elleve år siden. Undskyld, jeg vil gerne gøre det godt igen, men det kræver, at du giver mig lov til det, ” han tvang mig til at se ham i øjnene, og i et kort øjeblik blødnede han mig op.

”Det kan jeg ikke. Du er skyld i en andens død, ” hviskede jeg, så man næsten ikke kunne høre det. Han sukkede tungt, og kløede sig på sin arm.

”Jeg ved det godt Lilly, men jeg har fået mere ind i hovedet. Jeg er ikke den samme person mere som dengang. Jeg fortryder det også virkelig, men vi begik begge en stor fejl. Det vi skulle have gjort, var at sørge for, at Mirah kom hos en plejefamilie eller noget, ikke, at vi skulle sørge for hende. Jeg vidste ikke, at de var den slags type, for gjorde jeg det, ville jeg ikke være sammen med dem, ” han så på mig, og fik mig til at sukke. Han var ligeså stædig som for elleve år siden.

”Daniel, du har ændret mit liv en meget voldsom grad, og det kan jeg ikke sådan tilgive dig for. Prøv og hør: Jeg var direkte bange for andre mennesker, jeg kunne ikke snakke med nogen. Jeg turde end ikke at se vejrudsigten, for jeg var bange for, at der kunne komme regnvejr og oversvømme landet. Jeg kunne ikke være sammen med nogen, men heller ikke alene. Du er skyld i alle de ar, der er er i mit hjerte, ” jeg tog en indånding, og ville sige noget mere, men braste i gråd.

”Mirah hængte ikke sig selv på grund af mig. Jeg var træt af hele tiden at smugle mad ud om aftenen, for at være truet af kriminelle i en gyde. Jeg var træt af hele tiden at slæbe så mange ting med bare for, at hun kunne få det godt, derfor sagde jeg det til andre, men de endte med bare at svigte hende, så hun i sidste ende valgte at hænge sig selv, og du burde ikke have set det. I dag fortryder jeg, at jeg ikke bare blev ved med at holde ud, men hun ville være død uanset hvad, ” han fik mig til at græde endnu mere, ved at nævne det der var sket med Mirah. Min lille guldklump. Det var så her, at jeg måtte sige hej til fortiden.

***

Jeg havde endelig fået lov til at komme hjem, men lægerne sagde, at jeg skulle tage noget medicin, i tilfælde af, at det skulle ske igen. Noget sagde mig, at det ville, nu hvor Daniel og jeg havde mødt hinanden igen. Han var gået efter, at jeg ikke gad at svare ham, og jeg var mere end lykkelig, da han gjorde det. Okay nej, det var jeg nok ikke. Jeg var mere bare lettet, for hvis jeg skulle være lykkelig, så ville August være her sammen med mig.

Jeg snurrede en tot af mit lyse hår om min finger, og gav mig til at stirre på den hvide væg med et billede af en fugl på. Nu hvor jeg tænkte over det, var det et utroligt grimt billede. Den eneste grund til, at det hang der, var fordi, at min farmor var meget glad for det, og jeg havde verdens sødeste farmor, så jeg fik det, da hun døde. Død. Ordet gentog sig i mit hoved, for døden var det eneste, jeg kunne forudse. Alle jeg elskede ville dø en dag, og der var ikke lang tid til, at én af dem var død.

Det var så dér, jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville forelske mig igen. Aldrig nogensinde. En dag ville jeg alligevel miste det igen, og det skulle ikke ske igen. Så hellere leve i tomhed resten af mit liv. Jeg gik ud på den lille terrasse, og tændte en smøg, som jeg satte mellem mine læber. Jeg var begyndt at ryge efter, han døde. Det udfyldte tomheden, også selvom det var en negativ udfyldning. Så længe jeg følte andet end tomhed, var det okay. Jeg var ligeglad.

Jeg vendte mig brat om, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Mit blik mødte Daniels mørkeblå øjne, der skinnede om kap med stjernerne på himmelen. Jeg gispede, men det føltes mærkelig, for øjnene gav mig samme tryghed som for elleve år siden.

”Lilly, jeg lover, jeg ikke gør dig noget… ”

”Har du nogensinde hørt om, at man ikke bare går ind i andres lejlighed? ” spurgte jeg spidst, mens mine øjne prøvede at undgå hans blik, men min hjerne sagde, at de skulle lade være.

”Døren stod åben. Du burde nok lære at låse den først. Jeg siger det for sidste gang, og du må selv bestemme, om du vil lytte til det eller ej. Jeg er virkelig ked af, at det har ødelagt dig så meget, og det har du ikke fortjent. Selvom der var stor aldersforskel på os, så havde du en stor plads i mit liv, og det har ikke været det samme uden dig. Jeg har været en kæmpe idiot, jeg ved det, men jeg beder dig bare om at lytte til mig. Det er alt. Okay? ”. Jeg vidste ikke hvorfor, men pludselig smilede jeg. En glæde fyldte mig, for lige dér mindede han om August.

”Okay”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...