Why didn't you save me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 29 aug. 2014
  • Status: Færdig
Ashton døde for 2 uger siden. Næsten hver nat drømte jeg, men mine drømme havde intet indhold. Jeg kunne intet gøre. *Dialog er skrevet på engelsk.

9Likes
3Kommentarer
244Visninger
AA

1. why didn't you save me?

Det hele var mørkt, jeg kunne intet se. Mine øjne kunne ikke vende sig til mørket, det var som om, at jeg befandt mig i et stort sort rum uden vægge. Det var som om, at jeg befandt mig i evighedens tomme skab.

Jeg prøvede at gå fremad, men lige lidt hjalp det. Jeg kom ingen vegne. Jeg kunne intet få øje på. Mit hjerte begyndt at hamre. Jeg måtte væk. Et lys i det fjerne kom til syne og jeg begyndt at løbe. Løbe hen mod det, men hjalp det? Nej. Jeg kom stadig ingen vegne. Jeg prøvede at skrige, men ingen lyd kom fra mine lunger. Jeg var alene. Var jeg død? Var det her hvad, der skete efter døden? Jeg havde ingen svar på alle mine spørgsmål.

Jeg vågnede op med sved drivende ned ad mig. Jeg var våd, selvom jeg havde smidt dynen i løbet af natten. De ubehagelige mareridt havde jeg haft siden Ashton døde for 2 uger siden. Næsten hver nat drømte jeg, men mine drømme havde intet indhold. Jeg kunne intet gøre. Psykologen hjalp ikke. Jeg havde stadig en trang til at skrige, men vidste at det ikke var en mulighed. Naboerne ville høre mig. Mit ur viste 4. Burde jeg stå op? Jeg trængte til et bad. Min vandregning måtte være stor nu. Alle de bade.
Efter en mindre indre konflikt med mig selv, valgte jeg at stå op. Jeg gik ud på toilettet, tændte for bruseren og stillede mig ind under den. Jeg havde stadig undertøj på. Jeg havde brug for at blive kølet ned og blive rolig igen. Jeg havde brug for ikke at føle mig rastløs hele tiden. Jeg havde ikke fået nogen svar på mine spørgsmål omkring Ashton’s død. Det var som om, at jeg ikke fandtes. Det var som om, at mine drømme var begyndt at blive til virkelighed. Jeg var bange. 

Vandet hjalp mig. Jeg blev rolig igen, men jeg valgte ikke at sove efterfølgende ...

~~~~ 
 ”Why why why why why...” Jeg kunne høre Ashton’s stemme for mig og endnu en gang følte jeg trangen til at skrige. Jeg var tilbage i det mørke rum. Rummet der var sort. Min drøm havde udviklet sig, men ikke på en god måde. Jeg var kommet videre. Min krop var klar til at opleve det mareridt, der snart ville komme. 

Klokken var præcis fire, da jeg vågnede endnu en gang. Jeg svedte igen. Fandt jeg ikke snart ud af, hvad mine drømme ville, så ville jeg blive psykisk syg. Jeg var allerede mentalt ustabil. Allerede nu kom jeg aldrig ud. Mad og andre ting købte jeg på nettet. På den måde kom jeg aldrig ud. Jeg havde ikke været ude i 3 uger. Skulle jeg give op?

Hvordan fik man drømme til at stoppe? Jeg havde søgt efter svaret, men intet svar. Jeg ville ikke have de drømme mere. Jeg kunne ikke klare det. Det ødelagde min hverdag endnu mere. Jeg savnede Ashton. En hverdag uden ham er intet jeg havde forestillet mig skulle ske foreløbig.
Ingen ringede til mig. Ingen spurgte om jeg var okay ud over mine forældre. Jeg havde ingen sande veninder til at hjælpe mig, når nøden var størst. Jeg ville ikke kunne komme igennem det hele uden sande veninder. Dagene sneglede sig sted. Min krop ventede bare på at komme tilbage til drømme land, som ikke havde udviklet sig meget.

~~~~ Lyset omkring mig blev større. Det lyste rummet op, men intet var stadig at se. Jeg følte mig klam og indelukket uden det lys. Jeg ventede bare på at det blev større. Jeg havde brug for det, for at kunne komme tilbage på sporet igen. ”Why ... Why Didn’t you...” med de ord blev lyset mindre. Jeg kunne høre Ashton’s stemme og sorgen trak mig ned i kuldkælderen igen. Jeg havde brug for lyset. Ashton’s stemme trak mig ned. Jeg følte jeg skulle dø med ham. Jeg var næsten død. Måske eksisterede jeg ikke mere? Jeg ville gerne dø. Ingen hemmelighed. Flere gange havde mine tanker været lad mig dø, lad mig dø, lad mig dø. 

Klokken fire igen. Hvorfor altid klokken fire? Klokken fire var dødstidspunktet for Ashton. Mit bryst gjorde ondt. Jeg måtte have noget smertestillende. Var det nu? Please, ashton. Tag mig med dig.  Jeg fik rejst mig fra sengen, men alt svimlede. Det sortnede for mine øjne og jeg blev nødt itl at side ned. Mit bryst gjorde fortsat ondt. Hvilket helvede. Jeg kunne ikke stå på mine egne ben mere. Jeg var hjælpeløs. Jeg snakkede med Ashton, da han blev mest syg. Han fortalte, at hvis han skulle rende rundt helt hjælpeløs og have hjælp til alt, så ville han hellere dø. Jeg var enig. Jeg ville hellere dø. Jeg var hjælpeløs nu. Lige nu i dette øjeblik. Jeg måtte være stærk. Ashton havde fortalt mig, at jeg skulle være stærk. Jeg fik endnu en gang rejst mig fra sengen. Jeg kom ud i køkkenet. Fik fat i en panodil og et glas vand. Jeg var så tæt på at besvime, men jeg ville overvinde dette. Mit bryst gjorde mere ondt. Jeg slugte panodilen og gik tilbage i seng. Jeg overvandt det svage. Det første step for at blive hel igen.

~~~~  Ashton kom op til mig i søvne denne gang. Jeg kunne se ham for mig. Han var blev som et lig. Der var ingen andre følelser end tristhed. Jeg trådte et skridt tilbage. Det her var  ubehageligt. ”Why ... Why...” Han var klar til at sige en sætning. Jeg måtte høre den. Jeg måtte vide, hvad han havde at sige. Jeg ville ikke kunne komme videre før. Lyset var helt slukket, men alligevel kunne jeg se ham. Jeg kunne se hans ansigt, der ikke lignede hans. ”Why didn’t you save me?” Var hans sidste ord, inden han vendte sig om og gik sin vej. Jeg skreg endnu en gang. Skreg hans navn, men ingen lyd kom. Det var det samme om og om igen. Mørket lukkede sig om mig og jeg begyndte så småt at svinde hen. Det her var slutningen ... slutningen på altid. Farvel Ashton, hvil i fred...
En tåre forlod mit sovende jeg og jeg forlod min krop. Jeg lå hvileløs tilbage i min seng. Jeg var død. Jeg skulle se Ashton. Vi ses på den anden side.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...