Den sorte fjerdragt

"The most tangible of all visible mysteries - fire" - Leigh Hunt. Bidrag til 'Halo' konkurrencen. One Shot.

5Likes
18Kommentarer
422Visninger
AA

2. The Black Plumage.

Den lyshårede piges fødder svæver, som hun danser gennem natten. Smuk og stolt i taktfaste bevægelser til en musik der ikke kan høres.
Jeg iagttager hvordan hendes muskler samarbejder om at bevæge hendes krop, så hendes dans ligner en prægtig sort ørns. Hendes arme basker som vinger, og sender hende ud i uendelige spiraler.
I flygtige skrækindjagende øjeblikke, tror jeg hun vil falde, men ørnen holder sig oppe i sin vilde dans, og stopper aldrig sine svævende bevægelser.
Hun bevæger sig i præcise cirkler, om en dyb ild, der ikke er fra denne verden, som brænder i centrum af hendes dans. Ørnen rykker en lille smule tættere på de orange flammer, for hvert skridt hun tager.

Jeg elsker den lyshårede dansende ørn. Og jeg kysser hende mens hun danser. Kysser hende inderligt og brændende, mens hun aldrig bryder sin perfekte cirkel.
Hendes øjne er lukkede. Hun ser mig ikke. Hun ser ikke mine kys og min kærlighed. Hun ser kun ilden i det overnaturlige bål hun danser omkring.
Jeg ved godt, at hun ikke kan se mig. At selv om jeg kan se hende, er vi ikke i det samme univers. Men jeg kysser hende alligevel igen og igen, og hun danser som om hun aldrig har gjort andet.

Ørnen vender sit blik mod stjernehimlen og ler. Og jeg ler sammen med hende, mens jeg kysser hende og elsker hende. Vi ler og ler, og hun danser tættere og tættere på de slikkende flammer fra bålet, der aldrig holder op med at brænde.

Måske ville hun elske mig. Men man kan ikke elske én man ikke kan se. Ørnen kan kun elske flammerne, for de er alt hvad hun kan se.
Engang kunne ørnen elske andet end ilden. Engang kunne hun elske mig. Dengang vi var ens. Hvor der ikke var nogle flammer eller vinger. Dengang ørne ikke var noget man kunne være. Dengang vinger hørte til hos fuglene og ikke til sådan nogen som mig. Men sådan nogle som mig kan aldrig komme tilbage til den verden.
Pigen er heller ikke i den verden længere. I hendes verden er der kun flammer, stjerner og dansende ørne. Hendes kjole er en natsort fjerdragt, der bevæger sig i takt med hendes dans. Hendes blonde hår lyser hvidt i skæret fra flammerne.
Hvid og sort.
Mørk og lys.
God og ond.
Som ilden. Den ild hun langsomt nærmer sig. Tiltrukket af dens ondskab og dens godhed. Hver og en af hendes bevægelser trækker hende tættere på den. Hun kan ikke undgå de orange og dybblå flammer.
Vi ved begge to, at hun vil ende sammen med den ild hun elsker. Det er uundgåeligt.

Jeg kender godt ilden. Det er ikke længe siden, at jeg havde mit eget møde med den.
Dengang mit første liv sluttede, og jeg blev til det jeg er nu.
Ørnens sorte vinger bærer hendes dans tættere på flammerne, der gnider sig op ad hinanden og kalder hende til sig.
Jeg kysser hende igen. Længe. Jeg vil kysse hende til det er overstået. Men hun ser kun flammerne.

Snart danser hun ikke længere rundt om dem, men i stedet danser hun sammen med dem. En syg parrings dans med dødens ild.
Og jeg elsker hende, imens hun danser med ilden.
Jeg elsker hende da hendes sorte fjerdragt begynder at brænde og efterlader hende nøgen tilbage under stjernerne sammen med den lysende ild.
Jeg elsker hende mens hun danser og danser, og jeg elsker hende da hun ikke danser længere.

Ørnen har slukket ilden. Hendes dans er stoppet, og hun falder om, der hvor flammerne ikke længere er.
Jeg går hen til den døde ørn. Hendes vinger ligger slapt på jorden og øjnene er lukket.

Jeg kigger på stjernerne og tænker på ilden, der ikke længere er der, og jeg bliver vred på den. Jeg bliver meget vred.
Ørnen elskede ilden, og den har såret hende. Efterladt hende som et stykke afbrændt kul på den døde jord under stjernerne. Jeg er sur på ilden fordi den gjorde det samme mod mig for ikke så længe siden. Den gjorde det mod mine forfædre, og den vil gøre det mod alle mennesker en dag.

Men som sagt er ilden er ikke kun ond.

Den lyshårede danserindes hånd strejfer min arm, og hun ser mig for første gang. Hendes fjerdragt er ikke sort længere. Hun er ikke længere en ørn. Hun er blevet ligesom mig. Ilden tog hendes første liv, dræbte hende, og har genskabt hende, som den dræber og genskaber alle.
Hendes vinger er blevet hvide, og en glorie af lys pryder hendes gullige hår.
       ”Hej igen Avery,” siger den syngende stemme jeg har kendt i alle liv jeg endnu har haft. Vi sidder lidt ved siden af hinanden. Så peger jeg mod stjernerne.
       ”Vi må hellere se at komme afsted.”
Hun nikker.
       ”De venter på os.”

Så vi spreder vores hvide vinger og flyver, og hun kysser mig.
Jeg beslutter mig for, at jeg stadig elsker hende. Selv om den dansende ørn hun var, er død. Selvom hun nu er en engel ligesom mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...