Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16873Visninger
AA

9. 8

-Der var to andre piger herinde, som stod lændet op at Niall og Harry's torso, hver for sig.

 

Monica's P.O.V

Der var blevet helt stille efter Liam snakkede og deres øjne var rettet mod os. De stod alle uden t-shirt - undtagen Liam - og i boxershorts. Det var et syn jeg var van til, så de rørte mig ikke så meget længere..

"Liam er du lidt sur?" grinte Harry der tog armene om hans pige. Liam rystede hovedet af ham mens han gik hen til køkkenbordet og satte mig derop, ved siden af Niall og pigen. Jeg satte mine albuer på mine knæ og hovedet ned i hænderne. 

"Hva' så? Er der nogle som har tømmermænd?" spurgte en hånlig stemme, som jeg ikke rigtig kunne genkende. Jeg rejste mig hovede og så Andy's høje figur i dørkarmen. Jeg hørte en højt brag, som fik mig til at dreje hovedet. Liam havde tabt en stak tallerkener ned på gulvet. 

"Andy skrid ud af mit hus." hvæsede Liam der gik hen til Andy med hurtige skridt. Andy kiggede lidt på ham med et koldt blik, inden det røg over på mig. Et sug gik igennem mig og en klump samlede sig i halsen på mig, som jeg slugte. 

"Jeg kan se du har fået lidt skræmmer. Jeg kunne slå hårdere hvis det skulle være, bare så du ved det." sagde han og gav mig elevator blikket, med hænderne på kryds over brystet. Jeg rullede bare øjne og satte hovedet ned i hænderne igen. 

”Andy jeg synes bare du skal holde din fucking kæft! Du har gjort nok skade her.” vrissede Liam der tog fat i kraven på Andy’s trøje. Andy grinede hånligt af Liam, før han fyrede en knytnæve lige i hovedet.

”Hey hey! – Andy nu holder du.” sagde Zayn hurtigt efter Liam røg ned på gulvet, med hånden på hovedet. Zayn løb over til Andy som prøvede at slå ud efter Zayn, men han undveg hurtigt. Zayn tog fat i kraven på Andy og skubbede ham ud af rummet.

”Liam er du okay?” spurgte jeg lavt. Han kiggede op på mig og nikkede koldt, inden han rejste sig op. Vi hørte alle hoveddøren smække i, hvilket rungede i køkkenet. Zayn kom få sekunder efter ind og hjalp Liam hen og sidde.

”Louis vil du hjælpe med morgenmad?” spurgte Zayn, der klappede på Liam’s skulder. Jeg kiggede hen på Louis og han nikkede, inden han vendte ryggen til os og gik hen til køleskabet. Jeg hørte svagt ved siden af mig, hvisken. Niall og Harry tog hver deres pige og trak dem ud i gangen, hvor man lige kunne se de alle kyssede inden døren blev lukket. Jeg grinte lavt af dem, mens jeg kiggede hen på Liam.

”Hvad glor du på?” spurgte han vredt. Jeg lukkede min mund til en lige streg og kiggede væk igen. Ud af min øjenkrog kunne jeg se Liam tage sig til sit ansigt, i smerte. Efter noget stilhed hvor Louis begyndte på morgenmaden, Zayn der sad med sin mobil i hånden på en stol og Liam der rømmede sig her og der, kom Niall og Harry ind igen.

”De tøser ku’ jeg sgu godt.” grinte Harry der kiggede smilende rundt. Niall nikkede hurtigt sig enig og satte sig ned ved siden af Liam. Liam gav Niall et irriteret blik, inden han rejste sig op. Liam gik hen til skabet over komfuret og hev et pilleglas ud.

”Her.” sagde han med blikket hen på mig. Han lagde to piller ned ved siden af mig og hældte et glas vand frem, som han satte ved siden af. Jeg nikkede som et tak og tog det hele i hænderne. Jeg slugte pillerne og drak hele glasset, inden jeg hoppede ned af køkkenbordet.

”Bliv.” sagde han hårdt og kiggede ned på mig mellem løftede øjenbryn.

”Jeg skal bare på toilet. Jeg har vel en smule frihed.” mumlede jeg og gik ud af køkkenet, med en hånd på panden. Jeg var varm, havde ondt i hele kroppen og tømmermænd. Jeg gik med tunge skridt ovenpå igen og ind på toilettet. Jeg kunne ikke låse døren, fordi Liam ikke ville have det. Han troede måske noget?

Jeg kiggede ind i spejlet og så mig selv. Mit hoved var fyldt med blå mærker, størknet blod i kanten af mine næsebor. Et blåt øje der fremhævede min øjenfarve en del. Jeg rørte blidt ved min hævede læbe, hvorefter jeg rørte ved mit øjenbryn og øje.

Jeg har kysset Liam.. Jeg, der kun er 15 har kysset en 21 årig som har mig kidnappet. Jeg kunne ikke tro det, altså det var på en måde mit første kys men har prøvet det som lille med ens barndomskæreste. Kunne Liam virkelig ikke huske det? Eller løj han?

Jeg tændte for vandet i håndvasken og tog noget i hænderne, som jeg sprøjtede i hovedet.

* * * *

Mandag. Jeg skulle se de undrende blikke i øjnene, som var på mit ansigt. Det var stadig ikke helet efter fredagens hændelser. Jeg vidste jeg ville få blikke hele dagen, men om folk ville spørge ; vidste jeg ikke.

Jeg gik imellem eleverne, som kiggede ned på mig. Jeg følte mig så lille, hvilket også gav mening. Jeg var lille i rang på skolen. Jeg lå helt i bund, hos de Kedelige & Ensomme. Hvilket jeg havde gjort siden jeg startede her..

Ej hvad er der lige sket med hende?”

”Jeg har hørt at hun kom op at slås.”

”Fuck hvor kan hun lære det, den taber.”

Lød den svage hvisken mellem dem jeg gik forbi. Jeg lod som om jeg intet hørte, eller så troede de jeg ignorede dem. Hvilket jeg også prøvede på, men ligeså snart man vidste det ville ske lagde man mere mærke til det.

”Vil i ikke godt bare holde jeres kæft!" havde jeg lyst til at skrige, men jeg gjorde intet. Jeg gik forbi som om det ikke provokerede mig eller noget andet. Jeg var mest såret over da de sagde taber, selvom jeg godt vidste at jeg var en. 

Klokken ringede og alle strømmede ind til hvert lokale. Jeg skulle i den helt bagerst på skolen, så jeg ville sikkert blive forsinket. Jeg prøvede ikke engang at komme til tiden, for jeg gik langsomme skridt hen af gangen. Flere gange blev jeg skubbet af de elever som løb ned af gangen, som sikkert også skulle nå tiden. Men jeg var ligeglad lige nu.. Jeg havde ondt i hovedet og kroppen, selvom jeg nærmest levede på smertestillende. 

Jeg kunne se dén dør jeg skulle ind af. Jeg stoppede op i mine skridt og kiggede i lang tid på den, før jeg gik igen. Jeg vidste ærligtalt ikke hvorfor jeg stoppede, men det mente min krop jeg skulle. 

Imens jeg gik havde jeg trangen til at løbe væk. Måske skulle jeg det? Fordi nu havde jeg chancen, uden at Liam ville løbe efter mig med det samme. Dette var for farligt, det vidste jeg. Jeg havde alligevel ikke et sted at være, ingen penge eller tøj til at holde mig varm når nattens kulde bød sig selv velkommen. 

Det var først da jeg trak ned i håndtaget til døren, at jeg kom til mig selv. Jeg åbnede den i en dyb vejrtrækning og kiggede ind. Alle elever kiggede hen på mig og deres udspilede øjne fortalte at de så mit ansigt. Jeg gik direkte ind og lod være med at kigge på mr Dericson. 

"Godmorgen miss. Det er dejligt at se Dem." lød mr Dericson's stemme. Jeg kiggede ned i gulvet, mens jeg fortsatte til min plads bagerst i klassen. Jeg hev min jakke bedre om mig, da jeg satte mig ned. 

"Miss, så plejer man at svare igen. I det mindste vise sig." 

Jeg kiggede op og han gispede svagt. Man kunne ikke høre det, men på hans læber der åbnede sig få centimeter fortalte mig han gjorde. Han rystede blot stille på hovedet som om han var skuffet, før han vendte sig mod tavlen og skrev ugens projekt med det hvide kridt. 

 

Authors note.

1337 ord! Hvad synes i om kapitlet? 

- Like, favorite & comment please :)

x 1D_Crazeeh x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...