Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16851Visninger
AA

5. 4

Monica's P.O.V

"Oppe i din seng."

Liam var seriøs, virkelig seriøs. Det kunne let høres på hans stemme når han snakkede. Den var mørk, truende og uhyggelig. Det var ikke en man altid hørte, men når man så gjorde – vidste man at det ikke var for sjov. Jeg kunne ikke andet end at kigge forskrækket på ham. Han havde aldrig truet med at gøre det. Aldrig..

”T-tak for trøjen L-Liam.” stammede jeg i sidste ende. Liam slap mig langsomt, mens han kiggede mig i øjnene. Hans øjne var som tusinde knive der stikkede ind i min hud, som små glaskår der rev sig igennem min hud.

”Var det så svært?” spurgte han med en barnestemme. Jeg kiggede ned i gulvet, mellem vores fødder der stadig stod tæt på hinanden. Hans fødder var en del større end mine og han bar altid kun sorte strømper.

”Kan vi ikke bare spise? Jeg er vildt træt.” løj jeg og kiggede op igen. Igen borede han sine øjne ned i mig, som De Tusinde Knive. Han kiggede mistænkeligt på mig, med hovedet bøjet lidt til den ene side. Han bed i sin læbe piercing.

”Du har lige sovet.. I flere timer endda, du kan da umuligt være træt-” sagde han og tog et skridt væk fra mig. Jeg blev stående helt fortabt og forvirret, indtil han pegede mod min stol som stadig lå på gulvet. Jeg bukkede mig hurtigt ned efter den og satte den op, for derefter at sætte mig i den. ”Faktisk, holder jeg en fest i aften. Så du må ikke være træt.” fortsatte han.

”Kan jeg ikke bare sidde oppe på mit værelse, som jeg plejer?” spurgte jeg og rykkede mig længere ind til bords. Han rystede lidt og grinende på hovedet, mens han satte sig ned. Han hev sin pakke cigaretter op af lommen og smed dem på bordet.

”Selvom du for lov til at sidde hos os denne gang, kan de ikke hjælpe dig. De ved hvorfor jeg har dig, og de vil på ingen måde hjælpe dig.” sagde han og hev en cigaret op af æsken. Han tog den imellem læberne, rakte ud efter lighteren der allerede lå på bordet.

”Desuden, hvorfor skulle du flygte? Altså hvor skulle du tage hen.” Et ondskabsfuldt grin kom ud fra ham, mellem cigaretten der næsten lige var tændt. Røg kom ud og lige mod mig, så jeg viftede det væk med hånden.

”Du ved jeg stadig har en familie, som leder efter mig.” svarede jeg mellem sammenbidte tænder. Han fnøs og tog noget af den mad han nu havde lavet. Liam var aldrig god til at lave mad, så det endte egentlig altid med at jeg listede ned om natten og tog en bolle eller noget andet.

”Ikke hvis de ved noget andet.” mumlede han imellem cigaretten. Jeg kiggede forvirret på ham og løftede øjenbrynene, med hovedet på skrå. Han dykkede hånden ned i sin lomme igen og op samlede han et krøllet papir. Han smed det hen til mig og jeg greb det med hånden, i luften. Jeg foldede det ud og kiggede på den mørke skrift, der fyldte papiret med forklaring.

Kære mor og far.

Jeg har valgt ikke at være her længere.. Jeg har længe holdt skjul på mine problemer, for længe. Når i læser dette er jeg sikkert allerede væk i den store verden, Himlen. Jeg skal nok hilse alle vi kender deroppe. Det lover jeg.  Husk på jeg altid vil elske jer og i aldrig vil blive glemt.

De kærligste hilsner Monica, jeres datter.

Jeg kiggede chokeret op på Liam der sad med et smørret blik på læberne, med sin cigaret hængende ud af munden. Tåre samlede sig i mine øjne, mens jeg langsomt kiggede tilbage på brevet. Min familie tror jeg er død..

”Smart ikke?” spurgte han. Jeg kiggede op på ham med vrede øjne. Jeg rystede stille på hovedet og smed papiret væk i luften. Jeg rejste mig hurtigt op fra bordet og satte en hånd ned i bordet.

”Gufanden er det ikke smart! Min fucking familie tror jeg er død!” råbte jeg. Liam kiggede koldt på mig, inden han tog sin cigaret ud af munden. Han kneb øjnene sammen og lod røgen suse ud gennem sine næsebor, med lukket mund.

”Kæft du er idiotisk Liam! Du er fandme fucked up!” råbte jeg og gav ham finger. Uden at sige et ord mere eller lade ham sige noget, vendte jeg om på hælen og løb mod trapperne. Tåre løb ned af mine kinder, ustyrlige.

”Monica kom tilbage lige nu!” råbte han efter mig. Jeg rystede på hovedet selvom han ikke kunne se det. Jeg tog hurtige skridt op af trappen og drejede hen mod mit værelse. Jeg åbnede døren voldsomt hårdt og højt og smækkede den endnu højere efter mig. Jeg smed mig ned i min seng og skreg ned i puden, da jeg mærkede den mod mit ansigt.

”Stop med at skrige som en lille pige!” Lød det nedenunder. Jeg kunne knap høre det for mit skrig, så jeg blev ved. Jeg tog min dyne over mig og lukkede mine øjne hårdt i. Jeg kunne ikke klare følelsen af min familie troede jeg var død og at de ikke længere ledte efter mig.

”NU STOPPER DU KRAFTEDME MED AT SKRIGE! ” At stemmen kunne overdøve mig så meget, gav mig et chok igennem hele kroppen. Jeg mærkede pludselig dynen og puden blev revet væk på samme tid, og jeg røg med. Jeg mærkede det kolde trægulv mod min krop og jeg prustede et smertende støn ud af mig, mens jeg tog mig til hovedet.

”Rejs dig op Monica.” sagde Liam. Jeg åbnede mine øjne og så hans høje muskuløse krop over lille spinkle mig. Jeg kiggede grædende op på ham, mens jeg prøvede at holde de små hulk inde.

”Rejs dig så op. Nu!” hvæsede han og smed min pude og dyne ned på sengen igen. Da jeg lige skulle til at rejse mig op, tog han hårdt fat i min arm og hev mig hurtigt op. Han tog fat i kraven på trøjen og begyndte at skubbe mig ud af mit værelse.

”H-Hvad skal vi?” Hulkede jeg og tørrede mine øjne. Mine håndrygge blev hurtigt våde af alt mit gråd, som stadig ikke kunne stoppes. Liam svarede mig ikke men begyndte at skubbe mig hen mod trappen.

”Du bliver herinde indtil jeg giver dig lov til noget andet. Du sidder helt stille og stopper for de fucking tåre. Det hjælper ikke på noget at tude som en lille pige.” vrissede han mens vi gik ned af trappen. Jeg kiggede ned i gulvet mens jeg blev fortsat trukket ind i stuen.

”Sæt dig.” Sagde han og slap kraven på den alt for store t-shirt. Jeg satte mig ned i sofaen og samlede mine ben op til mig. Jeg lagde mine varme og svedige pande mod mine tynde ben, mens jeg lukkede øjnene.

”Drengene kommer lige om lidt og hjælper med at gøre klar til festen.” råbte Liam ude fra køkkenet, hvor jeg kunne høre han tog af bordet. Jeg tog en dyb indånding for ikke at lade flere hulk slippe ud.

”Monica, nu er du vel ikke gået?” spurgte han.

”Nej,” sagde jeg tilbage uden at hulke. Jeg lod mine tanker forsvinde andre steder hen, mens Liam’s bevægelser var små lyde bag i hovedet. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig gå? Han fortjente at blive anholdt, men ville jeg overhovedet turde at sige sandheden? Det var bedst for alle, men jeg vidste han ikke ville få livstid for kidnapning. Så han ville komme tilbage, hvis han var klog nok.

”Hey drenge!” lød Liam’s mere venlige stemme. Jeg vidste med det samme at drengene var kommet, og der nu ikke ville være ro før i morgen tidlig. Jeg sukkede da jeg hørte deres kald efter mig.

”Monica! Kom lige herud.”

Jeg rejste mig op på benene og gik langsomt ud i køkkenet, mens jeg prøvede at tørre de næsten størknede tåre væk. Jeg var et rod, for at være ærlig. Jeg var ligeglad med hvordan jeg så ud lige nu..

”Okay. Zayn du kan hjælpe Monica med at blive klar, så hun ikke ser så ussel ud.. Harry du kan købe alkohol sammen med Niall og Louis hjælper mig med at rydde op og sætte musik og bar op. Okay?”

Og så går helvede i gang..

 

Authors note.

1395 ord! Jeg var næsten oppe på de 1500, som jeg helst vil have et kapitlet er på, eller deromkring. Jeg håber i kan lide kapitlet, for jeg har haft lige problemer under vejs. Men jeg kom da igennem x3

Like, favoriser og kommenter tak - for det er i velkommen til ;)

x 1D_Crazeeh x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...