Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16874Visninger
AA

3. 2

"Savner du din familie?" spurgte Harry, der kiggede hånligt ned på mig. Jeg rejste mit hoved og kiggede op i hans grønne krystal farvede øjne, der så hårdt på mig. Han vidste godt hvor meget jeg savnede min familie, og han vidste også at Liam ikke ville lade mig komme tilbage. Rolig Monica, du skal ikke lade dig røre af hans ord. 

Jeg satte mit blik ned på min tallerken igen, som stadig var fyldt. Liam havde flere gange skældt mig ud fordi jeg spiste, og han mente jeg ikke skulle. Derfor spiste jeg ikke.. Jeg kunne mærke Harry´s blik stramme sig i siden på mig, hvilket irriterede mig grænseløst. Og han ved det udmærket. 

"Stop med at glo!" hvæsede jeg lavt i håb om Liam ikke opdagede mig. Harry kiggede koldt på mig, inden han kom tilbage til sit kække smil. Jeg tabte gaflen ned i tallerkenen, hårde end jeg havde forventet. Snakken omkring Harry, bordet og jeg stoppede. Jeg kunne tydeligt mærkede Liam der satte sin hånd på mit lår.

"Hvad sker der?" spurgte han lavt med sammenbidte tænder. Jeg kiggede nervøst ind i hans øjne, mens jeg stammende fik ordene ud af min mund. Kom nu Monica, du kan godt. Fortæl ham sandheden. 

"Ikke noget-" løj jeg med et suk. "Harry sagde bare noget overraskende, så jeg tabte grebet om min gaffel." Endnu flere løgne! skreg min indre stemme. Jeg kiggede ned på mit skød og sukkede igen. Liam strammede sit greb om mit tynde lår, inden han slap det igen. 

Der var stille i nogle sekunder, før Niall slog ind med et emne. Jeg gad ikke at høre på dem længere, så jeg endnu en gang lukkede mig inde i min egen verden. Hvor jeg kunne forstille min familie og jeg lykkelig sammen. Jeg savnede dem alle sammen, og ville så gerne vide hvordan de havde det. 

"Hvorfor må jeg ikke tage hen til ham?!" råbte jeg af min far, der stod med sin kop kaffe, der dampede fra det hvide krus. Min fars briller var skubbet en smule ned på næsen, og endnu  mere da han rynkede på dem. "For det første så regner der ned i låre fede strimler, og for det andet skal du lave lektier. Slut-" sagde han hårdt,  med kaffen skvulpende ud over koppen. "Jamen far!?" sukkede jeg. "Ingen jamen! Op på dit værelse unge dame!" råbte han efter mig. Jeg skreg frustreret efter ham, mens jeg bankede mine fødder i gulvet og gik min vej. Jeg tog min jakke på vejen og mine sko, uden han eller mor så det. Jeg løb ind på mit værelse og låste døren efter mig. Jeg tog hurtigt sko og jakke på, mens jeg gik hen mod vinduet..

Hvis jeg ikke havde sprunget ud af det vindue, var jeg ikke havnet her. Eller hvis jeg bare lyttede til min far, istedet for at være en stædig teenager. Jeg kunne ikke tro at hvis jeg nogensinde ville komme væk herfra, ville jeg stå som Pigen der blev kidnappet som 14 årig, af 21 årig mand. Men ville jeg fortælle hvad der skete under husets tage? Selvfølgelig ville jeg fortælle det til min familie, men til andre? Altså mine venner..

"Monica?"

"Monica!" råbte Liam i mit ansigt, hvilket fik mig til at spjætte i sædet under mig. Jeg kiggede på ham og gav ham et nervøst blik. Liam så mit nervøse ansigt og lagde hånden på mit lår, med et suk der røg ud mellem hans læber. Hvad havde jeg nu gjort, ehh? tænkte jeg.

"Så hør dog efter tøs! Er du døv eller hvad?" vrissede han efter mig. Jeg strammede kæben for ikke at svare igen, hvilket jeg havde mere lyst til en noget andet lige nu. Liam tog utålmodigt hårdere fat i mit lår, så blodet begyndte at dunke.

"Nej, er du?!" snappede jeg. Han så forbløffet ud i få sekunder, indtil hans øjne blev mørkere. Jeg kiggede på de andre med udspilede øjne, men de så stadig helt kolde. Undtagen Harry, han var stadigt sit smørede jeg.

"Sig det en gang til Monica.-" vrissede Liam der pressede endnu mere på mit lår. Jeg vendte hurtigt mit blik mod ham og tog fat i hans arm. Vores øjne mødtes igen og jeg stoppede helt op. "Gør det. Hvis mig nu du kan klare mig." truede han. Hvis ham nu du kan Monica!

Jeg tog fat i hans arm igen og rykkede den væk fra mig, så han ikke længere havde fat i mit lår. Jeg rejste mig op fra bordet, uden at kigge på nogen af dem. Jeg skubbede stolen væk bag mig og tog et skridt bagud, da jeg mødtes Liam's blik igen. Fuck nej! Monica gør det nu! Vis ham hvad du kan. skreg min indre stemme efter mig.

"Du ved godt hvad der sker, hvis du løber væk." truede han og hans hænder fandt bordet. Han pressede sig selv op på ben, så hans højde steg over mig. Jeg var bestemt ikke en normal 15 årig piges højde, så det gjorde ham bare endnu højere.

Jeg tog en dyb indånding og trådte et skridt tilbage, for at sætte flere mod døren. Da jeg havde vendt ryggen til Liam, kunne jeg føle spændingen imellem os stige højt. Jeg troede ikke at jeg ville nå hen til døren, men da jeg tog fat i håndtaget, var jeg forbløffet. Jeg kom ud på fortovet, hvor natten længst var kommet.

Gå nu længere når du har chancen! Jeg gjorde som min stemme sagde og gik hen af fortovet. Da jeg var kommet lidt længere hen valgte jeg at kigge tilbage. Ud af resturaunten kom Liam mod mig, mens de andre drenge tog den anden vej. Jeg gispede lavt og satte farten op, mens jeg mærkede Liam´s hårde blik på nakken af mig.

"Gå videre.. Gå videre.. Gå videre.." hviskede jeg til mig selv. Jeg kom forbi hjørnet, lige idet jeg blev skubbet op af væggen. Et gispende lavt chok røg ud af mine læber, da jeg mærkede hans kolde hånd på mine arme.

"Hvad var det for noget derinde?!" vrissede han hårdt, men lavt. Jeg lukkede mine mund til en lige tynd streg og kiggede ned. Han pressede hårdere omkring mine arme, så de begyndte at dunke hurtigt. Jeg kiggede op i hans mørke øjne der skød med irritation og had.

"Svar mig." sagde han med en mørk stemme, som førte mig tilbage til dengang. Han skubbede sig helt tæt på mig, så han nærmest kunne løfte mig op med kun sin krop. Den kolde murstensvæg bag mig, kradsede op af min krop.

"Ved du hvad?-" hviskede jeg og kiggede ham ind i øjnene. Han lavede ikke en mine på hovedet, men forblev stille og kold. Jeg kiggede hurtigt til hver side, inden jeg igen kiggede på ham. "Gør hvad du fucking vil. Jeg er ligeglad, for jeg hader dig." vrissede jeg.

Jeg mærkede ligepludselig ikke hans arme omkring mine arme. Istedet mærkede jeg en knytnæve i maven, som fik mig til at bukke forover. Jeg nåede lige at ligge lidt op af Liam, før jeg blev skubbet ned på jorden.

"Hvad var det du sagde?" spurgte han truende og satte sig ned på knæ ved siden af mig. Jeg lagde mig om på siden og tog mit til maven, mens jeg kiggede op på ham. Han lagde sin hånd under min hage og løftede det lidt op, uden at sige et ord. "Fortæl mig det nu."

"Jeg. Hader. Dig." sagde jeg. Han tog hurtigt fat i mine arme og løftede mig op igen, så jeg hang med fødderne dinglende. Han holdte mig op af væggen igen, så det var lettere. Hans øjne flyttede sig ikke fra mine et eneste sekund. 

"Jeg vil få dig til at fortryde at du sagde de ord!" truede han og jeg mærkede min krop igen mod asfalten. Derefter mærkede jeg flere spark rundt på kroppen, mens små smerteudbryd kom ud mellem mine læber.

"Fortryder du?" spurgte han og blev ved med at slå mig. Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben, for ikke at skrige. Det var ikke fordi han slog så hårdt igen, men for at forhindre hvad der nu ville ske.

"Din idiotiske lille luder." hvæssede han og tog fat i mit lange hår. Mit hoved blev revet længere op, men også ned igen. Der blev langsomt slørret for mine øjne, hvilket Liam sikkert kunne mærke. Slagene stoppede og jeg mærkede ikke længere min krop mod den kolde asfalt.

"Sådan går det når du ikke er artig." hviskede han, eller det føltes sådan. Jeg kunne let mærke hans arme rundt om min ømme krop, efter slagene. Jeg vidste ikke hvor lang tid vi gik, før jeg blev langt ind i bilens bagsæder. Han satte selerne på mig, selvom om jeg var halvt væk og han faktisk kunne være ligelad. Da jeg hørte en dør smække i og en nøgle der blev drejet, lukkede jeg med det samme øjnene og jeg var væk i en mørk verden.

 

Authors note.

1501 ord! Jeg er så glad for at jeg nogenlunde kan overholde mit kapitel længde i denne historie, hvilket jeg ikke har været den bedste før i tiden. Jeg håber i kan lide historien og vores badass Liam :3

PS: - Please like, kommenter og favoriser hvis i kan lide den, eller der er noget i gerne vil rette eller rose (kommentare).

x 1D_Crazeeh x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...