Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16835Visninger
AA

18. 17 - Epilog

Monica's P.O.V

Jeg vågnede op med solen i øjnene. Jeg kunne ikke lade være med at smile, for jeg vidste at Liam ikke var den jeg ville se mere. Det var min fremtid, uden dem. Jeg satte mig op i sengen og trak dynen om mig, som jeg altid gjorde om morgenen.

"Monica! Du har gæster!" Råbte min fars dybe stemme, fra nedenunder. Jeg løftede øjenbrynene, inden jeg kom i tanke at jeg faktisk måtte være venner med nogle nu. Liam, du har virkelig forandret mig. Tænkte jeg og smed dynen af mig. Jeg kiggede ned af mig selv, og så jeg glemte at tage tøj af igår. Jeg satte mit hår op i en hestehale, inden jeg gik ud fra mit værelse. Mit dejlige værelse..

Jeg sprang ned af trappen og hele vejen ud til gangen, hvor min far stod. Bag dem kunne jeg let genkende to personer.

"Avery! Devin!" Råbte jeg og løb hen imod dem med åbne arme. De lagde begge to armene om mig og jeg kunne høre min far smågrine bag mig. Jeg trak mig væk fra dem og studerede dem lidt. De havde ikke ændret sig meget, men stadig noget.

"Kom med ovenpå!" Sagde jeg og tog deres hænder, inden vi løb ovenpå sammen. Jeg kunne hære min far grine af os. Jeg trak mine venner med ovenpå.

Jeg kastede dem nærmest ind på mit værelse og smækkede døren bag mig. Jeg satte mig hen på min dobbeltseng, og kiggede på dem mens de traskede herover.

"Hvad er der sket, i alt den tid jeg har væk?" Spurgte jeg. Det kiggede undrende på mig, som om jeg var dum.

"Vi er mere bekymret for dig. Hvorfor er du så rolig omkring det, og du brød ikke engang sammen da du så os. Det ville de fleste gøre." Fortalte Devin. Jeg kunne huske at Devin altid sagde tingene som det var. Han sagde det som det passede ham, men undskyldte altid hvis det sårede en. Avery var mere den stille type.

"Jeg har valgt at sige; fortiden er sket. Jeg kan intet ændre, så hvorfor ærgre sig over den?" Svarede jeg sikkert og roligt. De nikkede begge stille. Mit blik røg hen på Avery der bed sig i læben mens hun pillede ved sine negle.

"Avery?" Og det var alt hvad der skulle til, før hun brød ud i tåre. Jeg tog hende hurtigt ind i mine arme mens jeg nussede hendes ryg.

"Rolig nu.. Hvad er der?" hviskede jeg.

"Jeg har bare sådan savnet dig!" Græd hun. Devin og mit blik mødtes og jeg gav tegn til at han skulle hjælpe. Han lagde også armene om hende, inden han fortalte noget klogt som altid.

"Men Avery.. Hun er her nu og se; der er intet sket." Det fik mig til at smile.

*

Jeg rejste mig fra sofaen da jeg svagt hørte posten komme ude fra døren af. Jeg kiggede undrende op på klokken og tænkte, hvorfor så sent? Klokken var mange allerede og jeg var udmattet efter en dag med med Avery og Devin. Jeg traskede derud og kiggede ned på gulvet. Kun ét lille brev i en hvid kuvert var der.

"Monica? Hvor er du?" Spurgte min mors urolige stemme.

"I gangen!" Råbte jeg tilbage. Mere kom der ikke, udover fars og hendes småsnak inde i køkkenet. De havde nok tjekket stuen for om jeg var der, det sekund jeg ikke var. Jeg kiggede ned på brevet og så med en sjusket skrift, Monica, var skrevet med sort tusch.

"Jeg går op på mit værelse!" Råbte jeg og løb op af trappen med brevet knuget ind til mit bryst. Jeg løb ind på mig værelse og smækkede døren bag mig, inden jeg stillede mig hen til vindueskarmen. Jeg kiggede ud af vinduet, men så ingen. Der var mørkt. Jeg åbnede brevet og og begyndte at læse, med min mund der bevægede sig med ørene mine øjne så.

Til Monica.

Jeg har altid været kriminel, selv da jeg var 5 for jeg stjal slik. Jeg kunne ikke klare mig i skolen, derhjemme og meget mere. Jeg mødte Louis, som trak mig ind i dette fordi jeg intet mere havde til gode. Jeg var løbet hjemmefra og Louis lærte mig at leve, bare på den dårlige måde. Jeg fortryder det ikke, kun når jeg gjorde dig fortræd. Jeg vidste allerede fra en uge efter jeg kidnappede dig, at det var slemt nok i forvejen. Jeg kunne bare ikke lade dig gå. Jeg forstår godt hvis du vil anmelde mig. Men du skal vide jeg forsvarede dig selvom du ikke vidste det. Mange ville i bukserne på dig, fordi du er så smuk. Til sidst kunne jeg bare ikke hjælpe dig. Harry fik fat på dig, men ham har jeg ordnet. Tænk ikke mere på ham, og bare rolig; jeg har ikke dræbt ham. Det sidste jeg ønsker nu er, at du skal få det godt. Uden mig, eller nogen anden søges mine bekendtskaber.

Fra Liam J. Payne.

Jeg foldede brevet sammen og lagde det ned på vindueskarmen, hvor jeg stod. Mit blik landede på mørket udenfor. Jeg kunne se en figur, som jeg hurtigt genkendte.

Han gik langsomt bagud, ind i mørket. Jeg stirrede på ham, indtil jeg ikke længere kunne se ham og idet, vidste jeg at han var ude af mit liv. Liam, jeg vidste du ikke var så ond som jeg troede. Du har et hjerte af guld, bag alt det onde.

 

A/N - nu er den færdig :) Håber i har kunnet lide den! Please skriv hvad i synes? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...