Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16846Visninger
AA

17. 16

Monica's P.O.V

Hans grønne øjne borede sig i mine, mens jeg skreg. Han stod lige foran mig med sit ondskabsfulde smil på læben. Jeg skulle lige til at vende mig om for at løbe, men han tog et fast greb om mit håndled. Han skubbede mig bagud og jeg mærkede pludselig en hård væg mod min ryg.

"Slip mig!" Skreg jeg og sparkede mit knæ op imellem hans ben. Han rømmede sig højlydt, imens han bøjede sig ned. Jeg tog chancen og løb lige forbi ham, undveg hans greb efter mig.

"Kom tilbage og det er lige nu!" Råbte han efter mig. Jeg kiggede mig over skulderen mens jeg løb ud i det uendelige, og så ham. Han var kommet på benene igen og løb med høje, hurtige skridt efter mig. Jeg hvinede højlydt i panik og satte farten om. Da jeg troede mit held var oppe, blev jeg hevet tilbage med en arm omkring mig hals. Jeg kæmpede med at komme fri, mens jeg slog min albuer på hans torso. Jeg slog ham endnu en gang, men denne gang i hovedet med min knytnæve. Han slap mig og jeg spurtede med det samme.

*

Jeg lænede min trætte krop op af en væg, mens jeg tog mig til brystet. Jeg skubbede mit hår om bag øret og kiggede hurtigt omkring mig, for at se om han stadig var efter mig.

"Du kan løbe, men aldrig gemme dig." Lød en stemme, der rungede i mine øre. Jeg gispede og tog en dyb indånding inden jeg løb videre. Da jeg kom omkring hjørnet, mærkede jeg en hånd over min mund og jeg blev trukket væk.

 

Jeg vågnede ved at nogle ruskede i mig. Svedet pilede ned af min krop og jeg kunne mærke at jeg havde trukket vejret uroligt, imens jeg sov.

"Monica. Gør dig klar, vi køre om en halv time." Fortalte Liam bittert idet han hev dynen af mig. Jeg nikkede med munden presset sammen i en lige linje, inden jeg satte mig op i sengen. Nogle timer endnu, det kan du godt klare Monica. Tænkte jeg.

*

"Liam? Hvorfor lader du mig tage hjem?" Spurgte jeg og lod mit blik hvile på ham. Han kiggede ud på vejen mens han bed sig i læben, koncentreret om trafikken. Jeg kiggede på ham i lang tid, ventende på at han ville svare, men jeg fik aldrig et.

"Vi er her snart." Sagde han med sammenbidte tænder. Jeg sukkede. Ikke fordi jeg ikke ville hjem, men fordi han ikke ville fortælle mig sandheden..

"Okay." Hviskede jeg. Der var stille resten af turen. Jeg genkendte hurtigt huset hvor næsten hele mit liv havde været. Dér gik det først op for mig at jeg faktisk snart var hjemme. Jeg kunne ikke lade være med at smile af tanken.

"Sådan." Sagde Liam og han stoppede bilen med et ryk. Jeg kiggede på ham, undrende over om jeg skulle sige 'tak' eller noget. Jeg tog fat i håndtaget på bilen.

"Tak Liam." Hviskede jeg inden jeg hoppede ud af bilen. Jeg hev min taske med mig og tog den over skulderen. Jeg slog blikket ned i jorden, mens jeg gik op mod hoveddøren. Jeg stillede mig ret op og studerede døren, imens jeg tænkte tilbage på alle de ting jeg har været igennem med Liam.

Jeg kiggede mig over skulderen og så ham stirre på mig, igennem det mørke bilglas. Han kiggede kort væk i et sekund, før han kørte væk i bilen. Jeg tog en dyb indånding og bankede let på døren. Mørket havde lagt sig over os og stjernerne strålede hvidt på himmelen. Jeg kunne pludselig høre at døren blev låst op inde fra, hvilket fik et stød til at gå igennem mig. Døren blev åbnet langsomt og manden jeg huskede som min far, stod foran mig. Han havde ikke ændret sig, kun lidt grå hår var begyndt at vokse på hans hoved.

"M-Monica?" Gispede han og åbnede døren helt. Jeg nikkede og han trak mig med det samme ind i sine arme. Jeg kunne høre små hulk fra ham. Jeg kiggede op og så tårene trille ned fra hans kinder.

"Far du må ikke græde-." Grinte jeg blidt, mens jeg tørrede dem væk. "Jeg er hjemme nu og vil ikke forlade jer igen." Fortsatte jeg. Han nikkede og kyssede min pande, inden han lukkede døren bag mig.

"Jeg er så glad for at du er tilbage.-" sagde han og knugede mig ind til ham. Jeg grinte blidt. "Kom, din mor og fætter Toby og onkel Dylan er her også. De har sådan savnet dig."

Far holdte armen om mig som om han troede jeg ville forlade dem igen, men det havde jeg bestemt ingen planer om! Jeg kunne høre stemmer inde i køkkenet. Jeg løb ud af min fars arme og ind i køkkenet, hvor jeg overfaldt min mor i et kram.

"M-Monica er det dig?" Spurgte hun rystet da jeg slap hende. Jeg nikkede og tørrede mig under øjnene, selvom jeg ikke mærkede tåre endnu. Men de var på vej..

"Oh my god! Hvor har du været?!" Hvinede hun begejstret, inden hun rejste sig fra stolen og tog mig ind i sine arme. Jeg sagde intet mens jeg blev knugede ind i hende. Jeg kunne lige sige Toby og Dylan ud af øjenkrogen. De smilte begge overrasket, sammen med min far.

"Hvor var du? Hvem tog dig?" Spurgte min mor. Jeg rystede på hovedet langsomt inden jeg gik over til Toby og krammede ham. Derefter onkel Dylan.

"Det eneste jeg vil nu, er at glemme fortiden. Tingene er sket og kan ikke ændres." Svarede jeg med en sikker tone, da jeg satte mig ned imellem mor og far. De kiggede alle på mig, mens de nikkede.

"Men hvad gjorde personen, eller personerne?" Spurgte min fætter Toby. Jeg kunne let høre hans forvirrede og beskyttende stemme på en gang.

"Det er fortid."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...