Since He Saw Me.. | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Nå nå, se hvem vi har her. En lille tøs." sagde den mørke stemme, som kiggede hen på mig. Jeg sank en klump, inden jeg tog et lille skridt tilbage, i håb om at jeg kunne løbe væk. "Nej vent nu lige lidt-" sagde den mørke stemme, som gik hen mod mig. Zayn blev ovre hos den døde mand, der nu lå på jorden. Jeg nåede ikke at reagere før den mørke stemme stod foran mig, med et ondskabsfuldt smil på læberne. "De smukke øjne du bære på, er det aldrig godt at se noget ondt. Vel?" spurgte han mens han førte sin kolde hånd op til min kind. © Copyright 2014 1D_Crazeeh. All rights reserved.

178Likes
191Kommentarer
16872Visninger
AA

2. 1

Mine små børne-fødder traskede hurtigt hen af køkkengulvet, mens de store høje mennesker vrimlede omkring mig. Flere gav mig ord som; "Pas nu på bette." og "Flyt dig nu lige." mens jeg hele tiden stod i vejen. Jeg kiggede op på min mor, i samme sekund hendes kald efter min far lod. Det var "Skat, kom lige og tag Monica! Hun forstyrre os." og som min far nu var, kom han hurtigt herud. Hans blik landede på mig og et kærligt smil, bredte sig over hans læber. Min far kom hen mod mig med åbne armene, som jeg hurtigt hoppede op i. Han tog mig på sin arm og jeg lagde mine arme rundt om hans nakke, så godt jeg kunne. Han førte mig ind til stuen, hvor vores familie også sad. Mine bedsteforældre, kusiner og fætre, farmor og farfar, onkel og tanter. "Bedstemor!" råbte jeg højt og slap mine arme fra min far. Min bedstemor gav mig et overrasket udtryk, inden hun trak mig ned på hendes skød. Jeg gav mig straks til at grine, mens jeg kiggede rundt. "Hvornår skal vi spise far?" spurgte jeg sukkersødt og kiggede hen på ham. Han sad i sin egen lænestol, han fik af farfar engang. "Snart skat." svarede han. 

Jeg var den eneste mine forældre havde fået, og den yngste i flokken. Jeg var en del elsket som lille, også da jeg blev ældre. Men da jeg kom i pubertetalderen, gik det galt. Mine kusiner var blevet en del ældre en mig og skulle ikke længere passe på mig, som før. Mine fætre var derimod beskyttende. Jeg begyndte at forme mig mere rundt på kroppen, hvilket fik drengene til at kigge. 

Det var efterhånden 1 år siden, i min 14 års alder, hvor jeg oplevede det mest tragiske i mit liv. Jeg kan stadig huske hvordan han tog mig væk fra min familie og venner. Jeg havde ikke mange venner, men jeg ville heller ikke have flere. 

Jeg var igang med mit 2. år på High School, hvilket kørte meget godt. Min skole var den eneste frihed jeg havde, samt mine lektier. Der var ingen til at forstyrre mig. Han gav mig faktisk lov til at gå i skole, men gjorde sig altid klar over hvad jeg havde sagt i løbet af en skoledag. Han havde alligevel taget mig med til en anden by...

Jeg klappede skabslågen i og kiggede ned på mit ur, som hang på mit håndled. 15.05. Jeg skyndte mig at svinge min taske over min skulder og begyndte at tage lange løbende skridt ned af gangen. Jeg løb lige forbi alle forbi passerende, uden at tænke på om jeg ville løbe ind i nogle. Jeg kom forpustet ud på parkeringspladsen, hvor den genkendelige bil holdt. Jeg satte hurtigt kursen mod bilen igen, nervøs for hvilke spørgsmål han ville spørge, eller derimod hvad han ville gøre.. 

"Du er fem minutter over tiden! Hvad fanden tog dig så lang tid?" spurgte han råbende da jeg først fik åbnet døren. Jeg valgte ikke at svare, før jeg havde fået lukket døren. Alligevel svarede jeg ikke, men tog stille min sele på uden at kigge på ham. 

"Svar mig forfanden!" råbte han, idet hans startede morteren igen. Han greb hårdt fat om rattet, hvilket fik hans skræmmende store muskler til at spænde. Jeg tog en dyb indånding, men sagde stadig intet. Hvad skulle jeg sige? Han ville ikke tro på mig lige meget hvad..

"J-jeg kunne ikke komme igennem, så jeg blev forsinket." svarede jeg lavt, mens jeg kiggede væk fra ham. Jeg mærkede hans blik over på mig, men jeg turde ikke kigge over på ham. Da jeg havde kigget sådan i et minut, mærkede jeg hans hårde greb om min hage og han rykkede mit blik til ham. 

"Lad vær' med at lyve!" spyede han og slap mig igen. Han vendte blikket mod vejen, som han spurtede ned af. Jeg havde efterhånden lært at leve med hans måde at køre på, men den var stadig forfærdelig og skræmmende. 

"Nå, fortæl mig så hvad der rigtig skete Monica. Nu har du vel ikke fortalt det til nogle?" spurgte han truende, med hans hånd som faldt på mit inderlår. Jeg havde skoleuniform på, så han kunne let mærke mine ben gennem den tynde nederdel og leggins. 

"Jeg skulle virkelig på toilet." sagde jeg, hvilket faktisk var rigtigt. Jeg prøvede at sige det så normalt jeg kunne gå, men jeg var altid nervøs og bange omkring Liam. Han svarede mig ikke, men trak sit smørrede smil og tog sin hånd ind under min nederdel. 

"Har du lektier for?" spurgte han og tog et skarpt sving til venstre. Der var ikke lang tid før vi kom til vores hjem, som lå iblandt en masse andre huse der også havde dårlige typer. Jeg kunne på ingen måde komme ud af det kvarter, fordi Liam sikkert havde lavet en eller anden plan. 

"Ja." svarede jeg enkelt, uden at vise noget for ham. Han startede langsomt med at bevæge hånden op og ned, langs mit inderlår mens han kørte. Hvor mange piger har han gjort det ved, for at kunne gøre begge dele? Tanken gav mig kuldegysninger langs kroppen, som jeg let rystede af. 

"Skynd dig at lave dem når vi kommer hjem. Jeg har aftalt med mine venner, at vi skal spise ude i aften med dem. Og så gider jeg ikke have en plage, der skriger om sine lektier." svarede han hårdt og kommanderende, inden han fjernede hånden for at dreje skarpt ind i indkørslen. 

Jeg sagde intet tilbage, men istedet kom jeg hurtigt ud af bilen. Jeg tog min taske over skulderen og løb hurtigt til bagdøren, som førte ind i garagen. Vi tog ikke meget hoveddøren længere, kun når vi havde været ude at gå eller sådan noget. 

Jeg ventede utålmodigt, i den tid det tog ham om at komme og låse døren op. Jeg smed hurtigt mine sko hvor jeg plejer og løb op på mit værelse, som var en etage højere op. Mit værelse var hvidt og havde trægulv. Der var en seng, natbord, skrivebord, lampe, malerier og en garderobe på mit værelse. Jeg havde ikke det mest særlige, for han ville ikke give mig det. Liam´s værelse var også på denne etage, samt et toilet som vi brugte til deling. På stueetagen har vi stue, køkken og badeværelse. Og til sidst har vi en kælder, som jeg endnu ikke har set. 

"Er du tørstig!?" råbte han nede fra køkkenet. Jeg råbte ham et "nej!" tilbage og satte mig ned ved mit skrivebord, hvor jeg trak min papirblok og penalhus frem. Han ville ikke have jeg havde nogen form for teknologi, fordi han stolede ikke nok på mig. 

* * * * * *

Liam´s hånd havde fat i min, mens han trak mig hen af gågaden blandt de mange andre mennesker. Han fik os til at ligne et eller andet par, som skulle på date sammen.. Hvilket vi lang fra skulle. Du har bare intet valg Monica, sagde min indre stemme som havde stort set ret, i alt.

"Hvis du opføre dig barnligt eller nogen anden form for uhøflighed, kommer det ikke til at være sjovt at være dig." truede han, da han var stoppet op. Han kiggede ventende ned på mig, med sine mørke øjne. Han bed i sin piercing på læben, hvilket han gjorde når han ventede på svar eller noget. 

"Er du med på det Monica?" spurgte han. Jeg nikkede svagt, og fjernede mit blik fra ham. Han hev mig igen hen af gaden, hvor Nandos var længere henne. Flere mennesker stødte jeg ind i , men jeg havde aldrig tiden til at sige undskyld. Eller Liam, vil ikke lade dig gøre det. 

Vi kom ind på selve Nandos hvor vi hurtigt spottede hans venner. Jeg ville ikke kalde det for venner, for de  er alle sammen en flok idioter med intet liv forude. Hans bedsteven Zayn, havde jeg kendt lige fra starten af. Derimod kom Niall, Louis og Harry til senere. De klædte sig allesammen i mørkt tøj, tattoveringer - undtagen Niall - og piercinger. 

Liam trak mig hurtigt hen til dem og jeg blev sat imellem Harry og Liam denne gang. Harry's blik sad i mit ansigt, hvilket jeg ikke gav nogen tegn på jeg mærkede det, til ham. Jeg hørte hurtigt efter få sekunder, at Liam og de andre begyndte at snakke. 

Jeg sad som sædvanligt bare for mig selv i mine egne tanker, selv da made kom. De snakkede løs, som om de ikke have set hinanden i evigeder..

 

Authors note.

1419 ord på første kapitel! Hvad synes i om den indtil videre, og hvad synes i om vores dejlige Liam. Måske ikke så dejlig i denne historier, men han er stadig inde i vores hjerter ;) 

I må rigtig gerne skrive hvad i synes om den indtil videre, selvom den ikke er nået så lang. 

PS: - Hvis du ikke kan tåle voldsomme scener, anstødeligt sprogbrug eller ligende, burde du ikke læse den. Hvis du gør, er det din eget ansvar og selvfølgelig er du velkommen til min syge fantasi! :)

x 1D_Crazeeh x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...