Syge sind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Igang
Madelines familie har været forfulgt af ulykker. Hendes far døde af Influenza, hendes tante begik selvmord, hendes mor og veninde blev myrdet. Tilbage står kun Madeline, og hendes lillesøster Claire på 10. Hun bor hos hendes gudfar, som er en af hendes mors gamle tilbedere. Hun har sat sig for et mål: At finde morderen der myrdede hendes mor og bedste veninde. På hendes rejse åbner flere spørgsmål sig op. Hvorfor skete alle de forfærdelige ting for lige præcis hendes familie? Og er hun nu også den hun troede hun var? Hun møder blandt andet en mystisk herre, som hjælper hende i sin søgen. Hvilket kun føre til flere spørgsmål. Er hun ved at blive forelsket?...

3Likes
8Kommentarer
388Visninger
AA

3. Tæt på

 Alle hendes minder vender tilbage til hende, hun føler det. Det, som hun havde undgået og frygtet lige så lang tid hun kunne huske. Mørket har altid været hendes fjende, har altid frembragt det værste i hende. Der er ingen lyd i det mørke værelse, intet der viser den mindste form for liv.

Mørket vrider sig, vågner fra sin dybe søvn. Det kommer snigende hen mod hende, og hun løber ned ad trappen i ren panik. Hendes fod glider på de våde trin, og hendes hoved får et ordentlig slag. Så bliver alting sløret...

***

Hvem er hun?

Hvor er hun?

Hvorfor gør hendes hoved så ondt?

Hvad nu hvis hun bevæger sig lidt?

SMERTE!

Hun.. Kan.. Ikke...

Intet. Hun føler intet, Hun er ingen...

***

Madeline vågner stille, glipper med øjnene. Hun prøver rystende at løfte hovedet, og gisper højt. Lyden kastes frem og tilbage mod de kolde vægge. Mørket. Det kommer snigende, kvæler hende. Hun begynder at hyperventilere, hendes hænder ryster.

 

Det føltes som timer, dage, år, hvor hun bare sidder og ryster. Hendes vejrtrækning bliver mere og mere besværet, hun kan ikke få luft. Væsenet kommer krybende, den glider frem. Som en slange. Dens sorte øjne er bundløse, som en edderkop. Den kryber hen mod hende, og hun mærker hårene på sine arme rejse sig. Nu vrider væsenet sig, formere sig.

Tusinder kommer ud af dens mund. De kravler på hende, hun skriger og sparker. Hendes fod mærker intet andet end luft, og fra hendes hoved mærker hun en skarp smerte.

Hun fører stille og rystende en hånd op til sit hoved, og den bliver våd. Hun tager hånden ned igen, kigger på den. Er det rødt, eller er det bare vand? Mørket gør det umuligt at se. Måske er det blod. Blodet vælter ned over hende, pludselig mærker hun det overalt.

 

Fokuser

Det er ikke virkeligt, det findes ikke.

Der kravler ikke noget på hende, hold nu op!

Hjælp hende

Hun kan ikke klare det mere, mørket er overalt, er i alting. Det er som om alle farver er slukket, er blevet op-slugt af mørket. Dette bliver hendes død.

***

Hvorfor er her så koldt?

Det må være nat. Hvor lang tid har hun været her?

Åh, hun kommer til at rådne op hernede!

Hvad gør hun? Måske kan hun bevæge hendes hoved nu. Det er hver at prøve.

Madeline rykker sit hoved lidt fra siden til siden. Smerten er der, og den er skarp, men ikke så slem som sidste gang.

Der måtte være kommet en sårskorpe siden sidst. Hende øjne måtte efterhånden være vant til mørket. En lyd gennemtrænger hendes sind. Lyden er så høj, at alle måtte kunne høre den. Lys strømmer ned fra trappen, kommer længere hen mod hende.

Hendes første indskydelse er at vige væk fra lyset, men så opfanger hendes hjerne ordret. Det er lys. Lys er godt, det bekæmper mørke. Så kom stemmen.

"Skynd dig, før de opdager dig"

Stemmen virkede underligt bekendt, men hun kunne ikke lige placere den.

"Hvad venter du dog på? Skynd dig nu! Før Felix ser dig"

Så gik det op for Madeline. Hun kunne komme fri! Væk herfra, ud i lyset. Hun rejste sig stille op, og begav sig op ad trappen. Vejen derop føltes uendelig, bliver ved og ved. Til sidst kommer hun derop, og  hun sætter hånden op for at skærme sig mod det skarpe lys. En af tjenestepigerne, Maja, står og holder lemmen.

Lige så snart Madeline kommer op, smækker hun lemmen i med det samme, og tager fat i Madelines arm. Hendes første indskydelse er at river hånden til sig, og skrige. Maja tager straks hånden for hendes mund, en højst uhøflig gestus.

"Hver dog stille! Hvis Felix ser os herinde bliver jeg fyret, og de får stuearrast"

Hun tog hånden væk, imens hun kiggede varsomt på Madeline. Straks bruser Madeline ud med det første der falder hende ind.

"Hvad sker der? Hvor lang tid har jeg været dernede? Hvordan kender du til rummet? Ved Felix noget? Hvor gammel er du?" Spørgsmålene  flyver rundt i hendes sind.

Spurgte hun lige hvor gammel hun er? Det må være fordi hun stadig er i chok.

"Vil De ikke nok være sød at være stille? Vi kan snakke senere, men lige nu må vi få Dem hen til Felix"

Derefter var Madeline stille, imens Maja førte hende gennem den ene korridor, til den anden. Lige indtil de kom hen til dørene der førte ind til biblioteket. Uden ord puffede Maja blidt til hende, og hun rystede kun ganske svagt i hænderne, da hun kom ind.

Biblioteket var slet ikke som det der havde været i hendes gamle hus. Der havde der været enorme reoler på alle sider af rummet, og imellem en af de reoler, havde der været en smal passage til et mindre værelse, hvor et stort rundt vindue stod, under den en lille  bænk med blomstret betræk over. Intet andet. Da Madeline havde været lille, havde hun altid syntes at rummet var magisk. Da hun blev lidt større, var det bare et rart sted, hvor man kunne slappe af.

Dette bibliotek var dog meget anderledes. Det var stort, med reoler helt op til loftet. En stige stod ved den sydligste reol, og førte op til toppen. Ingen vinduer, ingen plads nede på jorden, et rum uden sjæl i. Ligesom hun altid havde elsket biblioteket derhjemme, har hun lige siden hun kom her, hadet biblioteket. Der var simpelthen ingen liv i det. Felix står og kigger grundigt på hende.

"Sæt dig" Siger han, og laver en gestus mod den eneste stol der er i rummet. Hun har ikke lyst til at sætte sig ned, men på den anden side, har hun så noget valg?

Idet hun sætter sig på den højst umage stol, knirker den med så høj en lyd, at det giver et lille gip i hende. Dette ser Felix, desværre.

"Er du nervøs?" Spørger han.

"Nej" Svarer hun.

Gudskelov for alle de dramatimer hun havde taget.

"Hvor har du været det sidste døgns tid?" Spørger han ligefrem.

"Døgn!" Hvisker hun.

Har hun været i den kælder i et døgn?

"Du var ikke klar over tiden?"

Nej, jeg var fanget nede i en kælder, som du ikke vidste at jeg vidste eksisterede. Jeg prøvede at komme op, men faldt og slog hovedet. Derefter havde lidt for travlt med at tænke på monstre der ville æde mig, til lige at stoppe op, og finde ud af hvad tiden egentlig er. Derefter kom Maja, som tilsyneladende godt vidste den kælder eksisterede, og som hjalp mig op, så jeg kunne komme herop på biblioteket, for at møde dig. Så nej, jeg var, og er stadig ikke, klar over tiden!

"Tiden lå mig meget fjern" Svarer hun, og håber at han ikke stiller flere spørgsmål.

"Aha, og hvad var det du lavede, der var så vigtigt at tiden lå dig fjern?"

"Jeg var nede i byen og hjælpe de stakkels forældreløse børn" Skynder hun sig at sige. Det havde hun gjort før, bare ikke lige i så lang tid.

"Så du var slet ikke nede i kælderen under mit arbejdsværelse?" Hun stivnede. Havde han alligevel genkendt hende?

"Undskyld, må gud tilgive mig. Jeg kiggede efter ting til børnene, men kunne ikke finde noget. Derefter gik jeg væk så hurtigt jeg kunne, det sværger jeg!”

Madeline sænker sit hoved, som om hun græder, og koncentrere sig om sin elskede moder. Tåre strømmer ned, og hun kigger op på Felix, som ser helt rolig ud. Mere rolig end hun nogensinde havde set ham før.

“Jeg ved godt at du ser dig selv som en voksen, og sandt at sige er du også tæt på. Men du er ikke en voksen. Ikke endnu” Starter han, og forsætter så, i sit mærkelige rolige tonefald.

“Dette her er vigtigere end du nogensinde ville kunne forstille dig. Jeg gør ikke dette her af selviske grunde, jeg prøver blot at holde min ed om at beskytte dig og Claire. Så når jeg stiller dette spørgsmål, så tænk dig om før du slynger ud med den første gang sludder, der falder dig ind. Dette her er vigtigt, især for jer to unge damer.”

Han går hen mod stolen hun sidder på, og læner sig frem mod hende, som om han skulle til at fortælle en hemmelighed.

“Har du set din mors dagbog?” Hvisker han.

Madeline følger hans råd.

Hun venter, tænker og overvejer. Imens kigger Felix på hende med meget gennemborende øjne. Efter flere minutters tavshed, svarer hun uden tøven: “Nej, ikke siden hun var i live”.

Det værste ved at fortælle det, er at kigge ind i hans øjne, og ser skuffelsen i dem. Ikke skuffelse over at hun ikke havde set den, nej, denne skuffelse er langt værre. Skuffelsen over at de ikke er sammen om det. Hun har valgt side, og det er ikke hans.

“Nuvel, gå tilbage i dit kammer. Du får ikke nogen straf, men hvis du nogensinde gør det igen, så er det slut med at gå i byen” Siger han, og hun rejser sig straks fra stolen.

Lige inden hun går ud af døren, høre hun ham mumle med sig selv.

“Minder om sin mor, gør hun. Tænker at hun ved bedst. Jeg er bare bange for at hun vil se sin fejltagelse lidt for sent, hvem ved hvor lang tid længere jeg kan holde dem hemmelige..”

Hun trækker vejret dybt, og træder ud af biblioteket. Derefter løber alt hvad hun kan, ned ad korridorerne. og ud af døren...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...