Syge sind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Igang
Madelines familie har været forfulgt af ulykker. Hendes far døde af Influenza, hendes tante begik selvmord, hendes mor og veninde blev myrdet. Tilbage står kun Madeline, og hendes lillesøster Claire på 10. Hun bor hos hendes gudfar, som er en af hendes mors gamle tilbedere. Hun har sat sig for et mål: At finde morderen der myrdede hendes mor og bedste veninde. På hendes rejse åbner flere spørgsmål sig op. Hvorfor skete alle de forfærdelige ting for lige præcis hendes familie? Og er hun nu også den hun troede hun var? Hun møder blandt andet en mystisk herre, som hjælper hende i sin søgen. Hvilket kun føre til flere spørgsmål. Er hun ved at blive forelsket?...

3Likes
8Kommentarer
389Visninger
AA

4. "Min dag er værre"

Det er først da Madeline støder ind i en af hendes værges tjenestepiger, som ikke genkender hende, at hun slapper af. Hvorfor pigen ikke genkender hende, kunne være det faktum at hun græder.

Eller at hun ikke har sin sædvanlige røde kappe på, som er lavet af fint uld. Gåsehuden kryber op ad hendes hud, en ny oplevelse. Kulde havde aldrig været et problem, taget i betragtning af at hendes forældre havde været rige, og derfor aldrig havde manglet noget.

Det gør ondt at tænke på. Hvor godt hendes liv havde været, før alle tragedierne ramte hendes familie. Hvad der egentlig er sket med dem alle sammen.. Det ved ingen. Jo, den officielle side af det, men ikke hvorfor.

De døde alle af naturlige årsager, men det virker bare så mærkeligt at det hele skete under 3 måneder.

Madeline kigger sig omkring, uvant med at mænge sig med andre. Før i tiden havde Madeline, og hendes bedste veninde Rebecca, tit været ude i byen. For at kigge efter en ekstra pæn herre, for at sladre om enhver de så, for at tale om hvor meget de hadede deres mødre, som tvang dem til at kigge efter selv de grimmeste drenge.

Eller, det sidste havde mest været Becca der talte om. Beccas mor er meget ivrig efter at finde hende en bejler, eller, var. Det er hun selvfølgelig ikke længere. Madeline stopper pludseligt op. Skulle hun besøge hende? Beccas mor? Hun havde ikke set hende siden begravelsen for en måned siden.

Hvordan havde hun det? Sidst Madeline så hende, så hun ud som en der kunne falde død om hvert øjeblik, nej, hun lignede en der allerede var død.

 

Gør hun stadig det? Skulle hun tage hen til hende?

 

Ville hun blive mødt med fred, eller had?

Madeline mærker tvivlen komme. Måske er det bedre at lade være. Hvad nu hvis Beccas mor hader hende? Hvad nu hvis hun beskylder hende for Beccas død?

 

Et pludseligt stød får Madeline til at falde. Hun kigger op  fra jorden, og ser det pæneste ansigt hun nogensinde har set. Store brune øjne undersøger hende, ved deres plads i det blankeste ansigt nogensinde. De perfekte former, de perfekte øjenbryn løfter sig ganske lidt, med et strøg af ironi. Det blanke sorte hår hænger i en hestehale, som, måske bare fordi hendes verden lige nu er vendt på hovedet, svinger fra side til side.

”Er De kommet noget til?”

Stemmen er lys og klar, smuk. En perfekt hånd bliver sendt ned til hende, og hun tager glædeligt imod den.

”Nej, jeg tror det går” Madelines stemme lyder pludselig så mærkelig, helt fremmed og fortumlet.

”De burde se dem lidt bedre for til næste gang”

”Jah, det burde jeg”

Hvad har hun gang i? At undskylde fordi han stødte ind i hende?

Hans bløde læber kruses i et  smil, stadig med et strejf af ironi.

”De så ud til at være bekymret”

”De er sandelig smuk”

Hendes ansigt bliver langsomt mere og mere rødt. Hun sagde lige at han er smuk! Hvad sker der for hende?

”Jamen tak da, jeg tager glædeligt imod komplimenten, også selvom den er en af mange”

Der er det igen. Dette smørrede smil.

Hun føler sig svimmel. Åh, herre gud, lad mig ikke falde imens han kigger på..

”Er De okay?” spørger han oprigtigt. Omsorgsfuld er han også.

”Ja, jeg er bare lidt svimmel. Dårlig dag”

Sådan, det er godt. Bare blev ved med at smile, og lad som om alting er i sin fineste orden.

”Min dag er værre”

Denne gang er det hendes tur til at smile smørret.

”Jeg er lige blevet låst ude af et mørkt kælderrum efter at have tilbragt en hel dag dernede”

”Okay, de vinder. Jeg har købt nogle rådne tomater”

Denne kommentar får Madeline til at føle sig underligt varm indeni.

”Kommer de til maskerade ballet?” spørger han ud i det blå.

”Det ved jeg ikke, måske”

”Jeg kommer i hvert fald. Jeg har altid elsket maskaredeballer.”

”Hvorfor?” spørger hun nysgerrigt. Hans ansigt gør det umulige, det lyser endnu mere op.

”Fordi man kan komme som man er. Det er en aften, hvor man kan tage sin maske af, og bare være sig selv”

”Og hvem ville jeg så møde hvis jeg mødte Dem?”

”En mørk mand” svare han direkte.

”Og De?”

”En pige med alt for mange drømme”

Han læner sig stille frem mod hende. Hans ånde kilder i hende øre idet han hvisker: ”Den pige vil jeg gerne møde”, hvorefter han vender sig om og går.

Madeline lægger pludseligt mærke til at hun har holdt vejret så lang tid, at hun er blå-lilla. Hun ånder tungt ud, og bliver nødt til at støtte sig op ad den nærmeste mur. Rolig, ånd dybt ind, og pust ud. Sådan. Bare slap af..

 

***

 

Det tager Madeline noget tid at få styr på hendes åndedræt. Hvem er den herre? En ting er helt sikkert. At tage hen til Beccas mor er helt udelukket nu. Det eneste der ville komme ud af, er at hun plapre løs om den mystiske herre. Maskeradebal? Nu skulle hun da helt sikkert  afsted. Heldigvis ville Felix ikke have noget imod det, da det åbenbart er hans store drøm at finde hende en bejler. Hele hendes hoved summer, hendes krop spirre. Lige nu føltes livet som en blomst der endelig er sprunget ud, efter en lang og hård vinter. Madeline danser nærmest hen til Felix hus. Og stopper op.

 

“Nej Claire!” Skriger hun, og styrter hen og tager kniven fra Clarire, som skal til at stikke den ind i sin egen hånd.  Madeline smider kniven fra sig, og tager lillesøsteren op.

 

“Jeg savner mor!” Skriger Claire.

 

“Det ved godt du gør, det ved jeg godt” Hvisker Madeline, og kigger hen mod vinduet. Tjeneste folkene stirre på Clarie, som om hun er et monster. Hvis dette fortsatte meget længere… Madeline tør slet ikke tænke sætningen færdig. Den er alt for frygtelig.

 

“Claire, bliv her, ikke også? Så kommer jeg ud til dig lige om lidt”

 

“Lover du det?” snøfter Claire.

 

“Ja” siger hun, hendes stemme ryster kun ganske svagt. Hun vrider sig fri af Clarie, og sætter kursen direkte mod husets frontdør. Da hun kommer ind, nidstirre hun alle sammen.

 

“Ikke et ord om det her til nogen, ikke et!” Tjenestefolkene kigger bare tvivlrådigt på hinanden. Så træder en frem, hendes navn er noget med J, som Madeline ikke lige kan huske.

 

“Den pige er djævelens arbejde, der kun et sted hun høre hjemme!” siger “Noget med J”.

 

“Du vover på på at sige det” Madelines stemme hæver sig heftigt, hendes tonefald er spydigt.

 

“Hun har været igennem mere end nogen af jer tilsammen! Det er ingen overraskelse at hun har fået traumer for livet. Jeg får enhver fyret der siger noget andet!”

 

“Vi er tjeneste folk af Felix De Chagny, ikke af dem, han er den eneste der kan sætte os af tjeneste. Så fortæl ham da  endelig om den djævel der huser dette hus!”

 

“I siger ikke noget! Jeg ved ubemærket at Felix er den eneste der kan sætte jer ud, men ved gud hvis det er det der skal til, så skal jeg nok få ham til det!”

 

Hun vender  sig rasende om, og vader ud af huset. Da hun kommer ud, ligger Clarie og sover, som hun altid gør efter et udbrød. For det er lige nøjagtigt det det er. Claire er ikke sindssyg, hun har bare en hård periode. Noget der  går over. Eller, det bilder Madeline sig i hvert fald ind. Hun er bange for at vække hende, men bliver nødt til at flytte Claire eller ville kulden gøre hende forkølet.

 

Da hun tager Claire op, grynter Claire, men ligger ellers helt stille. Helt, helt stille.

 

“Claire” hvisker Madeline. Intet svar. Hun tjekker pulsen, og føler nærmest sin egen gå i stå.

 

“Claire” En hæs hvisken, panikslagen, lyder fra hendes mund.

 

Intet svar.

 

“Claire!” Madeline rusker i hende.

 

Intet…. Claire bevæger sig!

 

“Madeline..?” Gisper hun, imens tåre falder ned ad hendes kinder.


“Jeg er lige her, jeg er lige her” Hvisker hun grædende. Hun lægger Claire i hendes seng, og putter hende, imens hun visker alle mulige opmuntrende ord. Da hun træder ud af værelset, falder tårrene støt. De vil slet ikke stoppe. Hvor tid har Claire igen, før hun dør, eller før hun dræber sig selv?...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...