Syge sind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Igang
Madelines familie har været forfulgt af ulykker. Hendes far døde af Influenza, hendes tante begik selvmord, hendes mor og veninde blev myrdet. Tilbage står kun Madeline, og hendes lillesøster Claire på 10. Hun bor hos hendes gudfar, som er en af hendes mors gamle tilbedere. Hun har sat sig for et mål: At finde morderen der myrdede hendes mor og bedste veninde. På hendes rejse åbner flere spørgsmål sig op. Hvorfor skete alle de forfærdelige ting for lige præcis hendes familie? Og er hun nu også den hun troede hun var? Hun møder blandt andet en mystisk herre, som hjælper hende i sin søgen. Hvilket kun føre til flere spørgsmål. Er hun ved at blive forelsket?...

3Likes
8Kommentarer
387Visninger
AA

5. Hvorfor?

Madeline går sin daglig tur på markedet. Eller, daglige og daglig,  det har  været lige siden hun havde mødt den mystiske herre. Felix har ikke sagt et ord til hende siden deres snak i biblioteket. Madeline føler sig såret, og samtidigt føler hun også at hun traf det rigtige valg. Felix er ikke til at stole på. Eller, det er i hvert fald havde hun bilder sig ind. I virkeligheden aner hun jo ikke så meget om ham, bortset fra at han var hendes mor gode ven.

 

Det er også lige meget. Han er syg og gammel, både i sind og krop. Hvilket også er derfor Madeline har overvejet at prøve at finde hendes mors anden ven, Tristan. I hendes mors dagbog stod der ikke så meget om han, kun at han åbenbart er knust over en gammel kærlighed. Hvilket selvfølgelig ikke får det til at lyde som den bedste ide at opsøge ham, men der er noget mere bag. Hendes mor beskriver ham også med søde ord, om hvordan han var engang, før han mødte Giselle. Så begyndte det hele efter sigende at brage sammen for Tristan. Måske var han bror eller bedste ven til hendes far?

 

Hun ved det ikke, og kommer højst sandsynlig ikke til at vide det. Medmindre hun finder ham, men hvor skulle hun begynde? Paris er en enorm by, og frankrig et endnu større land! Hun har ikke en chance. Alligevel nager tanken hende tilstrækkeligt til at hun ikke ser hvor hun går, og kommer til at styrte ind i en eller anden.

 

Hun er med det samme på benene igen, håber at kigge op i de smukkeste mørke brune øjne, men bliver gevaldigt skuffet. Det er Felix tjenestefolk, damen der havde råbt op om at Claire var djævlens afkom.

 

“Udspionere du mig?” siger Madeline med en kølig stemme.

 

“Ih nej dog, jeg er skam bare ude for at købe ind til Hr ….” stemmen er blid, uskyldig, men øjne viser en helt anden historie. Hun havde udspioneret hende, og hun ærgrede sig over at være blevet opdaget.

 

“Jeg har virkelig aldrig mødt et så usympatisk menneske som du” snerre Madeline, og vender sig om for at gå, idet hun ser ham. Han går lige så stille, har slet ikke lagt mærke til hende, men hun har skam lagt mærke til ham. Hendes føder drives automatiskk hen mod ham, hendes drømmes længsel. Hun går lige så stille over mod ham, men stopper brat op. Hun vender sig bagom, og ser tjeneste damen kigge nøje på hende. Af en eller anden grund har hun virkelig ikke lyst til at hun skal finde ud af det. Hvad det så end er.

 

Så derfor fortsætte hun fremad, går lige forbi ham. Hun bliver ved med ta gå, indtil hun har lagt byen lagt bag sig. Hun kigger bagud, for at se om den gamle heks stadig følger efter hende, men ser ingen. Hvorfor skulle der også være nogen her? Langt fra byen, tæt ved skoven?

Der går en masse historier omkring skoven. Om hvordan ungmøer blev forhekset af skovens skønhed, bliv forvildet ind i dens uendelig labyrint, og aldrig vendte tilbage.

Selvfølgelig er det bare gamle historie, men hun tager ingen chancer, og vender sig for at gå, idet hun ser det. Det er meget slidt, årene har tæret på det, og bogstaverne er meget utydelige, men man kan lige nøjagtigt ane hvad der engang har stået der.

 

Jeannet + Louie

 

Hendes mor og far! Der er ingen tvivl, det er dem der har skrevet det. Engang for længe længe siden. Hun træder nærmere og ser et stort hjerte udenom dem. Det varmer hendes hjerte at se hvor meget de holdte af hinanden. Det sådan det burde være, ikke at man bliver tvunget til at finde nogen rig bejler til at gøre sig selvskab. Ægte kærlighed brude være det der afgør sagen, intet andet.

 

Et skrig lyder dybt inde fra skoven. Madeline stivner, og skal til at løbe langt væk, idet hun stopper sig selv. Har hun ikke lige stået og sagt at hun ikke tror på de gamle myrter? Hvorfor skulle hun så stikke af? Der kan være nogen der har brug for hendes hjælp derinde. Der er også noget andet. Et eller andet inde i Madeline styre hende direkte hen mod skoven. Hun er i tvivl omkring hvad det er, en lyst, et dybt begær. Noget siger hende fare, og hun kan egentlig godt lide det ord. Farlig.

 

Hendes ben bevæger sig hen mod skoven, et, to, tre, ni, og tyve skridt længere er hun omsluttet af træer. Hun står og aner ikke hvor hun skal kigge hen, indtil hun ser en skygge. Det giver et gib i hende, og hun løber efter skyggen. Hun snubler, rejser sig op igen, styrter, og spurter gennem skoven. Skyggen er hurtig, hurtigere end Madeline, som aldrig har haft brug for at løbe en meter. Til sidst er skyggen helt udenfor rækkefølge, Madeline mister den. Hun stopper op, og ser sig omkring.

 

Høje mørke grannåle, træer der strækker deres lange kronragede blade, brombær buske, ukrudt, mos, alt sammen flyder sammen.

 

Det er er så smuk, at Madeline holder vejret et øjeblik.. Hvordan kan nogen have kommet på sådan nogle gyselige historier om noget så smukt? Hun begynder uvilkårligt at le. Hun ved ikke hvorfor, bare fordi hun trænger til det. Dog bliver latteren hurtigt opløst, idet hun hører endnu et skrig. Denne gang er skriget meget lavere, næsten som en hæs hvisken.  

 

Hæs hvisken? Skrig? Det virkede uvirkeligt på dette smukke sted. Det her sted har været berørt af noget så gammelt, så himmelsk, at Madeline slet ikke kan overkomme det. Et sidste hæst skrig lyder, og får gåsehuden til krybe op ad Madeline. Hvor kommer det fra? Madeline begynder at løbe igen, men alting begynder at snurre rundt. Alting


 

*

 

“Er De vågen?” spørger en lys stemme.

 

Madeline glipper svagt med øjne, og mumler noget i stil med: “Det er jeg nu”

 

“Undskyld, men jeg blev nødt til at vække dem”.

 

“Hvorfor? Hvad skete der?”

 

Nu kan Madeline godt åbne øjne, og hun kigger lige ind i den tjenerpige der reddede hende op fra kælderen. Maria, maj.. Maja!

 

“Jeg fandt dem ude i skoven, bevidstløs. De altså spise noget. Ellers dør de af sult”

 

“Jeg er ikke sulten” muler Madeline, stadig lidt omtåget. Så kommer hun i tanke om noget.

 

“Hvad lavede du ude i skoven? Og hvorfor så jeg dig ikke?”

 

“Jeg, æm..”

 

“Du udspionerede mig!”

 

“For dit eget bedste” siger hun bare, og trækker på skuldrene.

 

“Nu til det andet, du kan i det mindste spise et æble” Hun rækker Madeline et æble, og lægger an til at gå sin vej.

 

“Vent!” Madeline prøver at råbe det, men det kommer ud som en hæs hvisken. Hendes gane er helt tør.

 

“Kan du ikke hente mig noget vand?”

 

Maja smiler.

 

“Selvfølgelig”.

 

***

 

Madeline ømmer sig efter at have spist æblet. Hun er ikke meget for at spise, føler sig aldrig sulten.  Felix foreslår en tur ude på markedet, så hun kan få noget frisk luft. Madeline siger at det lyder godt, udelukkende så hun kan tage tilbage i skoven, får at se efter hvor skriget kom fra. Desværre tager Felix med. Hun har prøvet at overbevise ham om at det ikke er nødvendigt,  men han insisterede. Uden at  virke for mistænkelig, smiler Madeline og siger at det kunne da nok også være hyggeligt.

 

Da de står midt på markedet, prøver Madeline at snige sig væk, men Felix er straks på hende.

 

"Se derover, er de ikke bare pragtfulde?” Spørger han, og kigger forventningsfuld hen mod mig. Det er en af han gode dage, og jeg vil så gerne gøre ham glad. Så jeg går hen mod den bod han peger på, og kigger på den ene grimme halskæde efter den anden, imens jeg mumler alle mulige rosende ord.

 

“Jeg går lige derover og ser efter nogle nye møbler” Felix går over mod en bod længere væk, og Madeline ånder lettet op.

 

Hun kigger en sidste gang over mod Felix, som allerede er helt opslugt af en samtale han fører sammen med bodens ejer, og så sniger hun sig lidt væk. Hun har så travlt med at kigge, at hun slet ikke lægger mærke til vejen. Og for anden gang på den dag, støder hun ind i en anden.

 

“Se dig dog for!” siger en dyb , truende stemme.

 

Madeline rejser op, og undskylder.

 

“Det er åbenbart en vane” mumler hun, udmærket klar over at det kun er hende selv der kan høre det.

 

Hun kigger op, og fryser. Eller, tiden fryser. Mørkegrønne øjne, med et stænk af gyldent i. Hendes øjne. Mors øjne.

 

Øjne udvider sig, først i chok, så i vantro.

 

“Jeannet” Hvisker stemmen hæs. Flere sekunder går, hvor ingen af dem siger noget. Ingen i verden siger noget. Så trækker hans øjne sig sammen, og i dem ser Madeline  arrogance og selvtillid, der kun kan betyde en ting: Dette er en mand med magt.

 

“De må undskylde at jeg snerrede så meget af dem” siger han, og trækker et charmerende smil på, “det vrimler med rakkerpak her, hvis du forstår hvad jeg mener”.

 

“Nej, det gør jeg ikke, og hvis de lige kunne træde til side..” hun prøver at komme forbi ham, men han stiller sig i vejen.

 

“Hvorfor gå så hurtigt? Jeg ved jo ikke engang hvad du hedder”

 

“Og det falder heller i min interesse at dele det med Dem” hun prøver igen at komme forbi ham, igen træder han ind foran hende.

 

“Pas på, du leger med ilden lille pige” Hans øjne så lig hendes, flammer nærmest op i en advarende tone.

 

“Hvem taler du med?” siger Felix, idet han kommer gående. S stopper han pludseligt op. Hans øjne er direkte vendt mod den fremmede, hans mund åben midt i en sætning. Madeline kunne sværge på at hans hud blev blegere.

 

“Åh, Felix! Hvilken hyggelig overraskelse” Mandens smil bliver bredere, hans øjne udstråler triumf. Hvorfor?

 

“Madeline, gå tilbage til huset” siger Felix langsomt.

 

“Men..”

 

“Gå tilbage, nu!” Felix kigger et splitsekund på hende, og blik, er nok til at hendes fødder flytter sig, og begynder at gå hjemad. Ude af byens synsfelt, løber hun dog direkte tilbage til skoven..  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...